Det Konservative Folkeparti støtter også det her lovforslag varmt.
Hvis jeg går et par år tilbage, til efteråret 2010, indgik vi der fra VK-regeringens side en historisk boligaftale, hvor vi virkelig tog fat på nogle af de udfordringer, der bl.a.
var med en større renoveringspukkel på omkring 8 mia.
kr.
Vi var så i forligskredsen enige om, at vi ville sætte nogle ekstra midler af, eller rettere sagt kunne Landsbyggefonden bruge omkring 5 mia.
kr.
ekstra til renovering af den almene boligsektor, så vi kunne få gjort et ordentligt indhug i den pukkel på de godt 8 mia.
kr., der var.
Vi var også enige om, at når der var gået omkring et års tid, ville vi se på, om der var behov for at sætte mere af, for vi havde alle sammen en interesse i at få gjort op med de boliger, der stod og ventede på at blive renoveret, så de kunne leve op til nutidens standarder.
Så da vi mødtes i efteråret 2011 efter valget, havde vi også et meget stort ønske om, at vi fik gjort op med de andre boliger, som endnu ikke var blevet renoveret, for vi kunne godt se, at de ekstra 5 mia.
kr., som Landsbyggefonden kunne bruge på renoveringer, ikke var nok.
Desværre var regeringen ikke villig til det i efteråret.
Derfor var vi meget opmærksomme på, at vi fortsat ville presse på det område her i foråret.
Derfor er jeg meget, meget glad for, at det nu er lykkedes, og at regeringen nu siger o.k., og at der nu bliver sat ekstra 4,1 mia.
kr.
af, for det er, hvad der lige i øjeblikket er af projekter, der venter på at få en godkendelse fra Landsbyggefonden, så de kan gå i gang med at renovere, så bygningerne bliver af god kvalitet.
For vi hører jo i øjeblikket om, at der er områder, hvor det er svært at udleje de almennyttige boliger.
Det betyder, at det er ekstra udgifter for dem, der bor i de almennyttige boliger, og det betyder, at man har nogle boliger, som kun bliver ringere og ringere.
Det er på ingen måde attraktivt.
Derfor gælder det om at sørge for, at den almene boligsektor har nogle boliger, der er konkurrencedygtige, og som folk gerne vil flytte ind i og bo i.
Derfor er det rigtig positivt med det her forslag.
Vi får nu gjort endelig op med den renoveringspulje, der var, og får renoveret de lejligheder, der er behov for vi får renoveret, så vi således ikke har nogen pukkel foran os nu.
Derfor støtter vi det her forslag meget varmt.