Tak for det.
Og tak til regeringen og finansministeren for at fremsætte det her lovforslag, L 158.
Man kunne jo lidt spøgefuldt sige, at hvis regeringens ministre gerne ville vise, at de ville gå forrest ved at tage en beskeden lønnedgang fra et jo ellers fornuftigt niveau, men dog en lønnedgang, så skulle der vel i det at gå forrest ligge, at man gik videre end det, man overtog fra den tidligere regering.
Men man vil jo gå forrest ved at fortsætte den linje, den tidligere regering har lagt, og det er for så vidt ganske udmærket.
Vi kan selvfølgelig støtte, at man fortsætter med det også i 2013, 2014 og 2015.
Det er klart, at med hensyn til den anden del af lovforslaget, der handler om, at man, når man beregner eftervederlag for afgående ministre, ikke skal medregne tidligere ministerperioder, som der jo har været eftervederlag til, og hvilket Rigsrevisionen jo ganske berettiget selvfølgelig har kritiseret i en beretning i 2010, synes vi også, det er glimrende at få på plads.
I forhold til den teknikalitet, som det beskrives som, altså i forhold til hvad man regulerer på baggrund af, vil vi i udvalgsarbejdet lige have sikkerhed for, at det er en rent teknisk korrektion, og at det ikke har nogen økonomisk virkning, heller ikke fremadrettet.
En ting er, at det ikke har nogen økonomisk virkning nu og her, men det skal heller ikke have det fremadrettet.
Men det tager vi i udvalgsarbejdet.
Så vil jeg bare endelig sige, at der jo pågår en diskussion generelt om politikere herinde i Folketingets lønvilkår, også fordi der er nogle steder, hvor vi i Dansk Folkeparti i hvert fald synes der er nogle åbenlyse urimeligheder, altså hvad angår den tilfældighed, der ligger i, om eftervederlaget kommer, når man stopper midt i en periode eller i forbindelse med valg.
Der er jo god grund til at have det synspunkt:
Hvorfor skal vi ikke modregnes i lønindkomst?
Altså, hvis folk går ud og tager et lønnet job fra dag et, hvorfor skal de så i 1 år have fuld folketingsgage med sig og så først modregnes i år to osv.?
Hvad skal det skattefrie tillæg, som folketingsmedlemmer modtager, dække, og er det rimeligt i Danmark anno 2012, at det er sådan?
Det er klart, at hvis der i lyset af de diskussioner om folketingsmedlemmers vilkår er steder, hvor vi kan få nogle af de, synes vi, urimeligheder rettet, så befolkningen i lidt højere grad synes, at politikere underlægges nogle mere sammenlignelige vilkår i forhold til befolkningen, så vil vi også tage det med ind i diskussionen om ministres forhold.
Det skal selvfølgelig ikke gøre, at vi ikke støtter de ting, der er nævnt i det her lovforslag, nr.
L 158, som jeg allerede har været inde på, men vi synes selvfølgelig, det ville være naturligt, at man så også turde tage den diskussion om, at hvis folketingsmedlemmer skal give køb på nogle ting, så skal ministre måske også, altså så der bliver nogle forhold omkring politikeres aflønning, som befolkningen i højere grad synes er ædruelige og rimelige.