Tak.
Jeg var en overgang lige ved at tro, at jeg var havnet i den forkerte debat, og at det var Undervisningsudvalget, der havde en sag til forhandling her i Folketinget, men det var det jo så ikke.
Det er jo en diskussion, hvor vi endelig, kan man sige, har mulighed for at debattere den danske udviklingspolitik, og som Socialdemokraternes hr.
Jeppe Kofod var inde på, er det jo relativt mange år siden, at den nuværende lovgivning kom på plads; det var i 1971.
Der har måske nok været nogle modificeringer af den efterfølgende, men stadig væk er det en relativt gammel lovgivning.
Den nye udviklingsminister skal have ros for at have fremsat dette lovforslag, fordi det selvfølgelig er med til at sætte fokus på den danske udviklingspolitik.
Det er vigtigt, at vi får en politik, som fremadrettet afspejler de forskellige typer af indsatser og den internationale kontekst, som det danske samarbejde med andre lande skal foregå i, i forhold til at bruge danske skattekroner på udviklingstiltag i fjerne lande.
Hvis man kigger på de skriftlige kommentarer, der er kommet fra udviklingsministeren, kan man se, at det jo er ganske flotte ord.
Jeg har noteret mig, at udviklingsministeren er citeret for at sige, at målet med Danmarks udviklingssamarbejde er at bekæmpe fattigdom i udviklingslande og fremme menneskerettigheder inden for rammerne af internationalt anerkendte principper og mål for udviklingssamarbejde.
Denne målsætning skal så forfølges i tæt samarbejde med udviklingslandene, og menneskerettigheder skal stadfæstes som det helt centrale omdrejningspunkt for dansk udviklingssamarbejde.
Det er også derfor, formoder jeg, at de to ordførere før mig brugte relativt meget tid på at diskutere menneskerettigheder set i forhold til, hvad der egentlig er vigtigst:
noget at spise og noget at drikke, det at man kan få sig en god portion aftensmad, eller muligheden for at kunne stemme ved et frit, demokratisk valg.
Men jeg synes bare, at der, hvor kæden springer lidt af for udviklingsministeren – og der skal også være plads til kritik – er der, hvor udviklingsministeren vælger at sige, at det skal være et centralt og integreret element i Danmarks aktive udenrigspolitik.
Det lyder jo i og for sig ganske fornuftigt, men der, hvor jeg synes at problemet er, er, at hvis man kigger på den indsats, der så har været igennem det seneste halve år, kan man ikke sige, at det er den aktive udenrigspolitik, som har gjort, at vi har kunnet målrette vores udviklingspolitiske indsats.
Det er jo ikke længe siden, at vi her i salen måtte konstatere, at udviklingsministeren mente, at vi skulle tilføre Zimbabwe og Robert Mugabes halvmilitære styre omkring 0,5 milliarder danske skattekroner.
Hvad var modkravene?
Stillede vi nogen krav om øget demokrati?
Stillede vi målkrav om menneskerettigheder?
Hvad stillede vi af krav til Robert Mugabe?
Faktisk ingen.
Jeg synes jo godt, at man kunne have været lidt mere om sig i forhold til at gøre opmærksom på, at her var faktisk alletiders chance for at sige:
Hvis vi ønsker at bidrage med ekstra penge til udvikling af de her lande, skal det selvfølgelig også være sådan, at vi får noget igen.
Og det kan bl.a.
være, at de fra de her landes side forpligtes til bl.a.
at se på menneskerettigheder og se på fri og lige adgang til både at stille op til valg og være med til at stemme osv., men selvfølgelig også til at sørge for, at det ikke kun er de rige og dem, der er med i Mugabes parti, som er ved muffen.
Et anden eksempel, vi har haft, og hvor jeg også synes at vi udviklingsmæssigt kunne have gjort en forskel, er i forbindelse med Uganda, hvor de jo er ved at lovbehandle et forslag om, at man skal kunne dømmes for at være homoseksuel, og at man også skal kunne dømmes, hvis man ikke angiver homoseksuelle, som man har kendskab til.
Jeg har sendt et brev til udviklingsministeren – det er han sikkert bekendt med – og jeg har også sendt et brev til udenrigsministeren, som også er i salen i dag, men jeg synes ikke, at det svar, jeg fik, var særlig positivt.
Det var bare en sludder for en sladder om, at man gør, hvad man kan, men mere kan man ikke gøre.
Jeg synes godt, at vi i Danmark kan tillade os at stille langt, langt større krav til vores udviklingspolitik og til, hvordan pengene bliver forvaltet.
Det kunne man så gøre netop nu, hvor vi har chancen, og hvor udviklingsministeren siger, at man er indstillet på at lave en massiv lovomlægning, hvor man vil lave et nyt udviklingspolitisk råd med op til 15 eksterne medlemmer.
Det råd skal have til formål at sikre øget inddragelse og at styrke den strategiske dialog med de her mange donorlande, som vi giver penge til.
Hvis man så kigger på, hvem der skal sidde i det her udviklingspolitiske råd, fremgår det, at det er 3 fra fagbevægelsen, 3 fra erhvervsorganisationer eller virksomheder, 4 fra universitetsmiljøet og 5 fra folkelige organisationer.
Jeg synes, man måske kunne have stillet nogle større krav til, hvad det egentlig er, pengene bliver brugt til, for jeg tror ikke, at folk fra fagbevægelsen og erhvervslivet og universitetet har den samme dagsorden, i hvert fald ikke, når det gælder politik, som Dansk Folkeparti har, set i forhold til at lægge et massivt pres.
Så desværre, vil jeg sige til udviklingsministeren, har jeg mest indtryk af, at der er tale om gammel vin på nye flasker.
Vi har svært ved at se den helt store demokratiske revolution i det her lovforslag, og vi er umiddelbart til sinds at stemme nej, men vi vil selvfølgelig følge lovarbejdet og være pragmatiske i den dialog og den forhandling, der måtte komme.