Det sidste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af lovforslag nr. L 103:

Forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen, lov om friskoler og private grundskoler m.v. og lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler). (Inklusion af elever med særlige behov i den almindelige undervisning og tilpasning af klagereglerne til en mere inkluderende folkeskole m.v.).

Af børne- og undervisningsministeren (Christine Antorini).

(Fremsættelse 29.02.2012).

Forhandlingen er åbnet. Fru Karen Ellemann som Venstres ordfører.

Tak for det. Ordlyden i det her lovforslag er noget, vi har diskuteret, for det at kalde det inklusion er måske i nogles ører et lidt slidt begreb, og hvad er det, man lægger i ordet inklusion? Men ønsket om at skabe en faglig stærk folkeskole for alle deler vi, og definitionen af inklusion er vi sådan set også fuldstændig enige i, men det er jo lidt grotesk, at vi er nået dertil, hvor vi er nødt til at tale om inklusion, at der altså er en mangel på inklusion i dag, at vi kan se, af 30 pct. af de penge, der bruges til undervisning, rent faktisk er kanaliseret ud til specialundervisning, og at rigtig mange elever ikke er en del af det, man kalder normaltfeltet i den danske folkeskole.

Vi har længe arbejdet for i folkeskoleforligskredsen at finde en løsning på det, og det her lovforslag er et af de store resultater i den retning. Jeg synes, vi har haft nogle rigtig gode drøftelser i forbindelse med overhovedet at få det her lovforslag frem til, hvor vi står i dag, nemlig førstebehandlingen. Det er kun førstebehandlingen, og vi har selvfølgelig også løbende drøftelser i folketingsudvalget.

Men inklusionen af elever med specielle behov er en varm kartoffel, kan man sige. Det er et emne, som er på alles læber. Jeg ser lidt det her lovforslag som et brud med et tabu, der handler om, at blot fordi man adskiller sig fra normen i forhold til indlæring eller andet, kan man ikke deltage i den såkaldte normale undervisning. I Venstre vil vi meget gerne bevæge os væk fra den form for kassetænkning, kan man vel kalde det, så folkeskolen i langt højere grad tager højde for elevernes forskelligheder i undervisningen og får mulighed for at skabe et mere inkluderende og accepterende miljø for eleverne i folkeskolen.

Det kræver, at vi giver langt større frihed til kommunerne og til den enkelte skole, den enkelte skoleleder, til netop at kunne fokusere der, hvor de finder det nødvendigt, hvilket det her lovforslag jo altså omfavner. »Faglighed og frihed«, som var Venstre og De Konservatives oplæg til en bedre folkeskole, lagde netop også op til mere frihed til selvbestemmelse. Og det handler som sagt om at skabe en fagligt stærk folkeskole. Det er vi alle sammen enige om.

Den her positive indstilling til det her lovforslag følger også af en anerkendelse af behovet for specialklasser. Netop det forum, hvor der er plads til udvikling på et andet niveau, er nødvendigt for både de socialt og fagligt stærke og de – i gåseøjne – normale og de svageste elever. Essensen i hele den her diskussion er jo altså netop at finde balancegangen i brugen af klasserne. Derfor er det jo også trinnet til at turde vende både strukturerne og undervisningen lidt på hovedet, så vi i langt højere grad formår at anvende nye indlæringsmetoder, og så nye indlæringsmetoder og holddeling i det hele taget ikke altid går hen og bliver associeret med sådan et eller andet skræmmebillede af fremtidens folkeskole, men netop er med til at skabe fleksibilitet og dynamik i løsningen for fremtidens skoler.

Man skal så huske på, og det synes jeg er meget vigtigt i den her diskussion, at inklusionsdebatten jo ikke handler om, at begavede og besværede elever nødvendigvis skal sidde i samme klasse og træde hinanden over tæerne, uden at nogen af dem bliver klogere. Det her handler altså om at omfavne de muligheder, der ligger i at samle elever på eget niveau, hvor de lærer bedst, og dernæst indrette det her mere – lad os kalde det – omfavnende læringsmiljø, hvor der er plads til udfoldelse og udvikling i det faglige og menneskelige rum.

Det her lovforslag er et meget, meget vigtigt skridt på vejen. Nu går jeg ikke ind i al teknikken med antal timer, og hvornår man bliver i folkeskolen. Det er der sikkert nogle af de andre ordførere, der gør, så vi får hele historikken med om, hvad vi rent faktisk gør. Men lovforslaget her er et meget, meget vigtigt skridt på vejen, og jeg er glad for, at det sker i regi af folkeskoleforligskredsen, som jo er blevet en stor glad familie, der bakker op om de her ting og tager nogle alvorlige og i virkeligheden også svære politiske beslutninger, for det er jo ikke simpelt bare at gå ud og sige, at specialundervisningen nu først er med den store etikette på, når man har behov for mere end 9 timer om ugen.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi tager det her skridt. Jeg synes, at vi alle sammen er modige, og jeg glæder mig meget til at følge hele implementeringen, for den er jo altid vigtig. Vi kan sidde og have i det her tilfælde nogle fælles politiske mål for, hvad det egentlig skal bidrage til, men det bliver rigtig spændende at se, hvordan det bliver i virkeligheden. Jeg hører rigtig mange stærke skoleledere, som glæder sig til at løfte den her opgave. Jeg tror på, at rigtig mange af dem kan. Jeg tror også, at der er nogle, der skal hjælpes. Det skal vi selvfølgelig bidrage til. Så jeg glæder mig til en god lovbehandling.

Tak til Venstres ordfører. Hr. Troels Ravn som socialdemokratisk ordfører.

Lovforslaget her omhandler inklusion af elever med særlige behov i den almindelige undervisning: Hvordan kan vi løfte inklusionsopgaven endnu bedre? Og lovforslaget omhandler også tilpasning af klagereglerne til en mere inkluderende folkeskole.

Inklusion: Hvad mener vi i det hele taget, når vi taler om at styrke inklusionen i folkeskolen? Ja, det handler om barnets bedste, om at styrke fællesskabet i skolen, så alle børn kan rummes i skolen. Inklusion er derfor ikke en metode, men inklusion omhandler derimod et børnesyn, et menneskesyn, et skolesyn, der er båret af tanken om, at alle mennesker har brug for at tilhøre et fællesskab; at være inkluderet betyder således, at barnet oplever sig som en naturlig og værdifuld deltager i et fællesskab. Og en skole med et demokratisk og humanistisk menneskesyn og dannelsesideal må nødvendigvis bygge på, at børn i videst muligt omfang inkluderes i hjemklassen og den lokale skole.

Regeringen skriver da også i sit regeringsgrundlag, at folkeskolen skal være hele Danmarks skole. Vi skal have en fagligt stærk folkeskole, der har plads til og er attraktiv for alle børn: en folkeskole, som skal sikre alle elever et højere fagligt udbytte af undervisningen, uanset hvilke forudsætninger for uddannelse det enkelte barn har; en folkeskole, hvor færre elever modtager specialundervisning og flere inkluderes i den almindelige undervisning med de nødvendige – og det er vigtigt at understrege – med de nødvendige støtteforanstaltninger og faglige udfordringer.

At børn inkluderes i folkeskolen er en opgave, Socialdemokraterne er meget optaget af, da det er en af grundstenene for, at vores børn udvikler så godt fagligt og socialt.

Jeg mener derfor, at det er en uhyre vigtig og rigtig kurs, der her bliver sat for folkeskolen, som den inkluderende skole, og samtidig må vi være bevidste om, at en styrkelse af inklusionsarbejdet i folkeskolen både er en meget ambitiøs målsætning og så vanskelig en opgave at løse, at den ikke kan løftes alene af politikerne her på Christiansborg eller i kommunerne, men at forældre, skoleledere, pædagoger og lærere nødvendigvis og ubetinget også skal være med og inddrages i løsningen af opgaven på forskellig vis.

Det skal dog også understreges, at der stadig vil være børn, som har behov for specialiserede tilbud uden for den lokale skole, og at denne gruppe børn også har krav på at blive inkluderet i et fællesskab, men for dem ligger inklusionen så netop i det specialiserede tilbud, jævnfør tanken om barnets bedste.

At målsætningen om at skabe en mere inkluderende folkeskole skulle være et spareobjekt og et skalkeskjul for nedskæringer, må med det samme forkastes. Lykkes det at øge inklusionen og dermed gøre det muligt at omfordele ressourcer for specialundervisningen og specialklasserne, må vi således kunne give hinanden håndslag på, at kronerne skal anvendes til at styrke den forebyggende specialundervisning og den generelle udvikling af folkeskolen.

Undersøgelser af effekten af specialundervisningen indikerer nemlig, at en stor del af de elever, der i dag visiteres til specialundervisning, vil kunne modtage kvalificeret støtte inden for rammerne af den almindelige folkeskole med en mere hensigtsmæssig indretning og udnyttelse af folkeskolen. Med de rette pædagogiske og didaktiske indsatser kan meget få børn have behov for specialpædagogisk bistand, og inkluderes børn i den almindelige undervisning, har de langt større mulighed for senere at udvikle sig personligt og socialt og for at gennemføre en ungdomsuddannelse og blive inkluderet på arbejdsmarkedet.

Jeg ved, at der allerede i kommunerne rundtomkring foregår rigtig mange spændende udviklingsprojekter og for den sags skyld også på rigtig mange af skolerne rundtomkring i forhold til at blive endnu mere inkluderende. Jeg mener, det er positivt, når kommune og folkeskole lokalt forud for inklusionsindsatsen sammen gør sig overvejelser i forhold til eksempelvis sikring af den grundliggende støtte af elevernes faglige og sociale udvikling, indretning af læringsmiljøer og læringslokaler, indkøb af materialer og hjælpemidler og ikke mindst opkvalificering af personalekompetencer.

Socialdemokraterne støtter lovforslaget. Tak.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Så er det hr. Alex Ahrendtsen som Dansk Folkepartis ordfører.

Dansk Folkeparti støtter lovforslaget, fordi der er mange skellige, dvs. rimelige grunde til lovændringen. Det overordnede spørgsmål er, hvordan vi får flere børn og midler tilbage til normalklassen. Nogle kommuner er jo virkelig gode til det, mens andre har sværere ved det, og derfor er det nødvendigt med denne lovændring.

Men hvad er så baggrunden for det her? Hvis vi kigger lidt tilbage i historien, er det Salamancaerklæringen fra 1994 om rummelighed, som vi kalder det på Fyn – vi kalder det ikke inklusion; det er regeringens beslutningsforslag fra 2006 om FN-konventionen om handicappedes rettigheder, som alle stemte for; det er rapporten fra 2010 om specialundervisning; og til sidst er det VK-regeringens aftale med KL fra 2010 om rummelighed. Så det er et solidt arbejde, der ligger til grund for det her, det er ikke en hovsaløsning.

Kigger vi lidt på tallene, kan vi se, at det jo er 14 pct. af eleverne, der modtager en eller anden form for specialundervisning, og man bruger ca. 30 pct. af folkeskolens udgifter til den slags, og det er ganske enkelt for meget. Vi ligger højt i forhold til andre lande. Disse 14 pct. svarer til, at det er 33.000 elever, der modtager specialundervisning i specialskoler og specialklasser.

Det, lovforslaget så gør, er kort sagt at flytte nogle af disse børn tilbage i normalsystemet, og midlerne følger så også med. Midlerne kan så af skolen bruges til mange forskellige ting, til tolærerordning, undervisningsassistenter, støttepædagoger, undervisning før eller efter skoletid. Det er op til skolen at vurdere det. Det er jo aldeles glimrende i en tid, hvor det er knapt med ressourcer, og hvor der bliver fyret virkelig mange skolelærere, og hvor der bliver lukket skoler, at vi måske kan opretholde skoler og endda ansætte flere lærere, fordi der pludselig kommer penge tilbage til normalsystemet.

Som Socialdemokraternes ordfører jo glimrende har redegjort for, er det også en måde at inkludere, at rumme mange flere mennesker på. Det handler om menneskesyn, det er jeg fuldstændig enig i.

Der har været lidt bekymring, fordi vi også ændrer på klagereglerne, men klagenævnet har jo været et problem for kommunerne, fordi det i nogle tilfælde har givet forældre medhold i at få et dyrere tilbud, som ikke nødvendigvis var bedre. Lovændringen fastslår, at det er kommunerne, der har kendskabet til området og til skolerne og til børnene, og det er også derfor, at kommunerne har hovedansvaret for det. Nævnet kan dog stadig væk ændre en afgørelse, hvis der er vægtige faglige grunde til det, og sådan skal det selvfølgelig også være.

Alt i alt er det jo et område, som gør, at mange forældre vil være bekymrede, fordi vi går ind og ændrer det her, men jeg ser faktisk ikke en anden mulighed, fordi alternativet jo er, at vi så kommer til at skære ned ved hjælp af en grønthøstermetode om nogle år, fordi der mangler penge. Så det her er en smart måde at gøre tingene på, og det er til gavn for kommunerne, til gavn for skolerne, til gavn for eleverne, til gavn for lærerne og til gavn for forældrene.

Alt i alt håber jeg ikke på, at der bliver den store ballade, netop fordi det ikke er en spareøvelse, men fordi det er en rummelighedsøvelse, og jeg tror, at vi alle sammen skal være bedre til at rumme hinanden. Det drejer sig jo om en ting, som gør mange mennesker trættekære, men i dag har vi jo alle vist, at vi kan rumme hinanden, og at vi faktisk rummer hinanden meget fint, også i det politiske liv.

Så Dansk Folkeparti støtter forslaget og ser frem til det kommende udvalgsarbejde.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Fru Lotte Rod som radikal ordfører.

Flere elever skal blive i klassen i stedet for at få specialundervisning. I dag er der for mange børn, der kommer i specialklasser, og det er ærgerligt for eleverne, der med lidt ekstra hjælp kunne blive i den almindelige undervisning, og det koster mange penge, som kunne bruges bedre på at gøre den almindelige undervisning bedre for alle elever. Derfor er inklusion den vej, vi skal. For Det Radikale Venstre er det helt afgørende, at inklusion ikke bliver en undskyldning for besparelser. Inklusion er og skal være et fagligt og pædagogisk projekt.

Det er jo ikke i sig selv inklusion, at et barn med særlige behov sidder i klassen, for inklusion handler nemlig ikke bare om det enkelte barn, men om fællesskabet. Når man arbejder med inklusion, går man jo fra, at vi er rigtige, og du er forkert, til, at du og jeg er forskellige, men vi har begge ret til at være en del af fællesskabet.

Alle børn skal mærke, at de bidrager til fællesskabet, og at de lærer noget ved at være der. Inklusion skal derfor ikke bare ses som et mål i sig selv, men som en forudsætning for, at der er plads til flere børn i den almindelige undervisning.

Derfor er det vigtigt for Det Radikale Venstre, punkt 1, at ressourcerne flytter med, og punkt 2, at det, når vi taler om ressourcer, ikke bare drejer sig om penge, men at det også i høj grad drejer sig om fagligheden – en undersøgelse fra EVA jo viser, at halvdelen af lærerne i dag synes, at der sådan set er inkluderet for mange elever i forhold til, hvad de er rustet til, og det skal vi tage dybt alvorligt – og punkt 3, at vi skal følge udviklingen tæt. Så når vi går i gang med at fastlægge, hvad det er for nogle indikatorer, vi måler på, er det vigtigste for Det Radikale Venstre, at vi netop fokuserer på, at inklusion også i praksis opleves som et fagligt-pædagogisk projekt.

Med det her lovforslag skaber vi rammen om en mere inkluderende folkeskole, men selve inklusionen skaber vi jo ved, at kommunerne investerer i en målrettet indsats, at skolelederne påtager sig opgaven med at gå forrest i udviklingsarbejdet på den enkelte skole, at lærerne har redskaberne, dvs. viden, metoder, sparringspartnere og ressourcer, til at løfte opgaven, og at forældrene bakker op. For der er jo ikke noget som forældrenes motivation, der smitter af på elevernes motivation.

Så det handler om, at vi skal bruge PPR noget mere i den løbende tilrettelæggelse af undervisningstilbuddet til elever med særlige behov, og det handler om at bruge nogle af de 13 mia. kr., vi i dag bruger på specialundervisningsområdet, på at styrke inklusionen og den almindelige undervisning i det hele taget. Eksemplet fra Herning viser jo, at det er en rigtig god investering at investere i inklusion.

I Det Radikale Venstre kunne vi godt tænke os at hjælpe skolerne ved at rekruttere nogle af de dygtigste lærere og ledere som læringskonsulenter, der kan komme ud på den enkelte skole, sparre med skolelederen og komme med ind i klasserne og ruste lærerne til at gøre mere af det, der virker, også så de kan være med til at sprede de gode eksempler. Skolerådet har f.eks. påpeget, at der er brug for, at et mindre antal arbejdsgrupper og eksperter og praktikere udarbejder konkret vejledningsmateriale om pædagogik og undervisningsmetoder, som matcher de aktuelle behov ude i skolerne. Derfor investerer regeringen i et nationalt ressourcecenter for inklusion, en fælles forebyggelsesstrategi på børneområdet, en pulje til udvikling af it og nye læringsformer og en forskningskortlægning af inklusion i folkeskolen.

Så med det her forslag tager vi første skridt til en inkluderende folkeskole, hvor flere elever lærer noget og er en del af fællesskabet. Vi har alle sammen et ansvar for, at det lykkes, og jeg er derfor rigtig glad for, at der er så bred opbakning til det i Folketinget. Jeg er også meget tilfreds med, at tilpasningen af klagereglerne ikke ændrer forældrenes mulighed for at klage, men udelukkende er en præcisering af klagenævnets nuværende praksis.

Tak til den radikale ordfører. Fru Annette Vilhelmsen som SF's ordfører. Nej, der var en kort bemærkning fra hr. Lars Dohn, det nåede jeg ikke at registrere, inden jeg sagde tak til ordføreren, så jeg må lige bede fru Lotte Rod om at komme herop igen.

Ordføreren nævner det ret vigtige forhold, at en meget stor del af lærerne ikke føler sig parate til at gennemføre inklusionsprocessen. Ordføreren siger så også, at det er noget, vi skal tage alvorligt.

Nu vil jeg så gerne være lidt konkret: Hvis vi skal tilslutte os det her forslag, hvori kan vi så se, at man tager den situation alvorligt? For hvis man gennemfører en så alvorlig forandring af den danske folkeskole og lærerne ikke er parate, kan man godt forudse resultatet af det.

Ordføreren.

Jamen det tager vi alvorligt, ved at den snak, som vi skal have med kommunerne nu, eller som Christine – undskyld, undervisningsministeren jo skal have, netop tager sigte på, hvordan man så skal gøre det her i virkeligheden. For problemet er, at det jo ikke er noget, vi kan lovgive om herinde fra Folketinget. Det ligger jo netop ude i kommunerne; det er dem, der skal gøre den indsats.

Det, der er styrken ved det her lovforslag, er jo, at ved at vi får flyttet eleverne ind i den almindelige undervisning, får vi også nogle penge, som vi kan flytte med ind, så vi kan styrke inklusionen og styrke den almindelige undervisning. Og så kunne jeg jo godt tænke mig, at vi fik gennemført det her forslag om læringskonsulenter, som kunne komme med ind i klassen og være med til at ruste lærerne til at gøre endnu mere af det, der virker godt.

Hr. Lars Dohn.

Noget af det, som jeg også har mærket mig i regeringsgrundlaget, er sætningen om at de nødvendige støtteforanstaltninger skal følge. Men som det allerede er blevet sagt, vistnok af den socialdemokratiske ordfører, har vi jo ikke nogen garanti. Det er jo en meget luftig sikkerhedsgaranti, vi har for det.

Altså, hvordan vil ordføreren sikre, at de nødvendige støtteforanstaltninger virkelig er der, når nu lærerne siger, at de ikke er rustede til at klare den her inklusionsproces?

Ordføreren.

Jamen for det første er det jo fortsat skolelederens opgave at skulle leve op til loven og give det undervisningstilbud, som den enkelte elev har brug for. For det andet flytter vi jo netop fokus for PPR, sådan at der er mulighed for, at PPR i langt højere grad kan komme ind og være med i tilrettelæggelsen af undervisningen. Så det vil være rigtig, rigtig stærkt at gøre det.

Så siger vi tak til den radikale ordfører, og så er det SF's ordfører, fru Annette Vilhelmsen.

Tak for det. Jeg er rigtig, rigtig glad for, at vi nu er begyndt at tage fat på, hvordan vi gør folkeskolen langt mere rummelig og inkluderende for børn og unge med særlige behov. Vi skal huske på, som det er nævnt tidligere, at det ikke kun er folkeskolen, der skal være rummelig for børnene med de særlige behov, det er jo hele det fællesskab og skolefællesskab, der er, som skal være rummeligt. Og netop for at modvirke marginalisering og isolation er det vigtigt, at vi i så høj grad som muligt lader børn og unge med særlige behov være en del af den almindelige undervisning i folkeskolen og af de helt lokale fællesskaber.

Samtidig er det selvfølgelig helt afgørende at sikre de her børn og unge den støtte og de hjælpemidler, der skal til, for at det kan lade sig gøre. Det er vigtigt at huske på, at inklusion ikke blot er at placere flere børn i den almindelige undervisning, uden at der sker en yderligere tilpasning. Det er helt afgørende, at der sideløbende sker en tilpasning af undervisningsmiljøet, undervisningstilbuddene og rammerne. Vi skal have en skole, hvor alle børn lærer og trives. Når vi en dag når dertil, at vi ser alle børn som muligheder og som nogle, der bidrager til mangfoldighed, er vi nået rigtig langt.

Mange har været bekymrede undervejs i processen, og det har vi også lyttet til og har stor forståelse for, for hvordan skal hele den her omlægning komme til at foregå? Jeg er glad for, at det endelige lovforslag afspejler, at der er blevet lyttet til en del af indvendingerne, for det er en stor og svær udfordring at sikre, at inklusion faktisk bliver set som et mål i sig selv og ikke som en spareøvelse. Jeg synes faktisk, vi er kommet godt fra start, og jeg er glad for, at det af bemærkningerne til lovforslaget tydeligt fremgår, at økonomiske hensyn ikke er et sagligt argument til at afvise støtte til børn. Det er vigtigt at understrege vigtigheden af, at kommunerne og siden klagenævnet ikke af økonomiske hensyn fravælger de bedst egnede løsninger. Det kan nemlig blive meget dyrt på lang sigt.

Der har været bekymringer for, hvorvidt tilpasningen af klagereglerne skulle forhindre forældrenes mulighed for at klage, og det er vi meget glade for ikke er tilfældet, ligesom vi ser med tilfredshed på, at det så tydeligt tilkendegives, at de foreslåede ændringer kun er en tydeliggørelse af klagenævnets nuværende praksis.

Men uanset hvad vi laver af lovgivning herindefra, er det i den praktiske hverdag et initiativ som det her skal følges op. Lige så vel som vi i dag signalerer, hvad vi vil med inklusion, er det også rigtig vigtigt, at man på den enkelte skole og at man som forældre ved spisebordet om aftenen får snakket om det her på en god måde, altså ikke som »dem og os«, men som »vi«, at vi er et fælles vi, når vi er i folkeskolen. Det er vigtigt, at vi ikke tror, at vi sætter punktum her i dag. Inklusion i folkeskolen er en langvarig og kompliceret opgave, som vi nu kun har taget det første skridt til at løse. Det er helt afgørende, at vi både sikrer ordentlig dokumentation for, hvordan loven kommer til at virke i praksis, og i det hele taget følger området meget nøje.

Det er meget vigtigt, at det nationale ressourcecenter for specialundervisning og inklusion kommer til at være med til at sikre, at der tilvejebringes viden og gode eksempler på god inklusion. F.eks. har vi nu iværksat forsøg med to lærere, det initiativ følges op, og der skal også ses på effekter, på, hvorvidt det har indflydelse på klassemiljøet. Det er utrolig vigtigt, at vi får sat fokus på god skoleledelse, at vi får bakket op om lærernes profession, at vi sikrer lærerne gode muligheder for efteruddannelse og sparring, at eleverne bliver klar til opgaven at rumme flere kammerater og selv blive rummet, og jeg vil sige det igen, nemlig at forældrene forstår, at det er en fælles opgave.

Endelig er vi tilfredse med, at ordningen med de frie skoler, friskolerne og efterskolerne, vil blive taget op og drøftet, og derfor vil ordningen for dem først være gældende fra 2013 og 2014.

På baggrund af det bakker SF op om lovforslaget.

Tak til SF's ordfører. Hr. Lars Dohn som ordfører for Enhedslisten.

Jeg ville så gerne have, at vi havde haft den situation, at det var de der rigtig gode beskrivelser af den gode skole og det om inklusion, som er i regeringsgrundlaget, vi nu skulle til at udmønte. Men vi er altså nødt til at tage udgangspunkt i, hvad det er, der foreslås, for det at inkludere er jo principielt rigtigt, men hvis forudsætningerne ikke er til stede, er inklusion hverken pænt eller rart for de elever, det drejer sig om, så bliver det meget hurtigt til en spareøvelse.

Nu har vi så hørt den ene ordfører efter den anden forsikre os om, at det her ikke bliver nogen sparemanøvre, men vi er jo altså i en situation, hvor der fyres lærere i bundter, samtidig med at der bliver god brug for dem om nogle år, og der lukkes den ene skole efter den anden. Så jeg synes ikke, at situationen ude i vores kommuner peger i retning af, at man kan være tryg ved det.

Det er også sådan, at de rammer, som der ligger for det her forslag, ikke er til stede. Jeg ved, at ministeren har interesseret sig for Knæk Kurven-projektet i Herning, som er blevet landskendt, og ministeren har også besøgt Herning i den anledning. Hvis man nu havde været ude med et storstilet program og nationalt havde kørt igennem med at stille forudsætningerne til rådighed, f.eks. a la Knæk Kurven-projektet i Herning, havde situationen været en ganske anden. Nu gennemtvinger man så en inklusionsproces, som har alt for mange risikomomenter i retning af ikke at ville kunne lykkes.

Det er jo de der rammebetingelser, som er afgørende for skolens udvikling. Noget af det seneste, vi har set, er nye tal, der viser et stigende antal lærere, der vælter, fordi opgaven er rigtig vanskelig. Og der skal ikke være ret mange lærere forsamlet, før temaet netop er det der med de høje klassekvotienter og inklusion og det, at man ikke er i stand til at foretage inklusion.

Når det gælder det økonomiske, er det sådan, at den økonomiaftale, som ligger til grund for det – det er jo en VKO-aftale, man bygger det her på – anlægger en meget stram økonomi for kommunerne, så derfor er det, vi ser, meget uheldigt. Det formuleres i bemærkningerne til lovforslaget, at det kan forventes, at kommunerne prioriterer frigivne ressourcer fra specialundervisningsområdet til øget inklusion i folkeskolen, men det har vi jo absolut ingen sikkerhed for. Det tror jeg er vigtigt at få fastslået. Og ellers vil jeg gerne have ministerens forsikring for, at det er sådan, det kommer til gå. Jeg synes, erfaringen med det sidste budgetår her viser, at det bare ikke er sådan. Så der er altså alt for løse økonomiske aspekter i forbindelse med lovforslaget, til at Enhedslisten kan støtte forslaget.

Nogle af de betingelser, som burde have været til stede, er jo f.eks. lærernes kompetencer. Vi ved, at det er sådan, at danske lærere er alvorligt bagud i efteruddannelse. Vi ved fra TALIS-undersøgelsen i 2008, at vi nærmer os en bundplacering på det område. Nu var den radikale ordfører inde på, hvordan lærerne føler deres forudsætninger for at løse den her meget store opgave, som det er at integrere 49.000 elever, men lærerne udtrykker, at kun 22 pct. af lærerne ... (ordførerens mobiltelefon ringer) undskyld, det her er lidt pinligt, jeg skal lige have den slukket, ja, det er, hvad der kan ske og ikke må ske ... vurderer, at rammerne på deres skole er gode i forhold til at inkludere elever med særlige behov. Det er så grundlæggende rammer som indeklima og pladsforhold, der ikke er i orden i den danske folkeskole. Samtidig er det sådan, at 25 pct. af lærerne skulle inkludere nye elever i klasserne, og i 54 pct. af tilfældene modtog skolerne ikke ekstra ressourcer. Så det vil sige, at man har sagt til læreren: Påtag dig opgaven, men du bliver ikke rustet til det, du får ikke det, du har brug for.

Jeg ville også godt have været inde på PPR og klageregler osv., men sammenfattende må jeg sige, at Enhedslisten ikke kan støtte det her forslag om inklusion. Inklusion under de rette forudsætninger kan vi støtte, men ikke i den ramme, den er i her.

Ordføreren skal lige blive stående, for der er to, der har bedt om korte bemærkninger, og den første er fru Karen Ellemann fra Venstre, værsgo.

Tak for det, formand. Når jeg hører ordførerens tale om lærernes kompetencer i forhold til at magte undervisningsopgaven, bliver jeg en anelse deprimeret, og jeg bliver også en anelse harm på lærerstandens vegne, for de danske folkeskolelærere er uddannet til at undervise, de er uddannet til at rumme de mange kompetencer og de mange forudsætninger, som eleverne har.

Når der nu ligger de her meget klare og tydelige fakta på bordet om, hvor mange af de samlede midler der egentlig bruges til undervisning, og hvor meget der egentlig er blevet trukket ud af normalfeltet og er gået til specialfeltet – og det er det, vi med den her øvelse nu rykker tilbage til normalfeltet – kan ordføreren så ikke anerkende, at der faktisk lige præcis med de her 13 mia. kr., vi taler om, altså de 30 pct., kommer til at ske en styrkelse af den almindelige folkeskole, altså af den helt grundlæggende folkeskole, og at det er noget, der vil komme både elever og lærere til gavn?

Ordføreren.

Hvis det var sådan, at man havde valgt at sørge for, at rammebetingelserne var i orden, at efteruddannelsen var klar, at PPR-rådgivningen bare var tiptop, at det med tolærerordningen var på banen, og at alle de ting, som vi ved spiller ind i forhold til det her, var i orden – med hensyn til lærernes efteruddannelse ligger vi f.eks. helt i bund, det er ærgerligt, men det gør vi – hvis de forudsætninger havde været der, kunne man have været gået i gang med sådan en manøvre her. For der er ikke i sig selv noget formål med ekskludere elever. Man skal altid vælge det, som er bedst for eleven, og det er ikke altid at gå i en normalklasse; det kan også være at modtage et specialtilbud.

Så er der en næste og sidste kort bemærkning fra fru Karen Ellemann, værsgo.

Tak. Men det er jo netop det, hele det her lovforslag handler om. Det handler om at få skabt hele fundamentet for, at denne styrkelse af den danske folkeskole kan finde sted. Om det på den enkelte skole og i den enkelte kommune betyder, at der bliver behov for yderligere uddannelse og videreuddannelse af lærerne, kan meget vel være, men så er det jo noget, man netop må håndtere både på den enkelte skole og i det enkelte skolevæsen. Det er jo de forudsætninger, vi nu sidder herinde og skaber, vi skaber rammerne for, at det kan ske, og det er derfor, jeg i virkeligheden har meget, meget vanskeligt ved at få det til at hænge sammen med Enhedslistens syn på det. Hvorfor kan man ikke støtte, at vi nu rent faktisk skaber fundamentet for, at det her kan ske?

Ordføreren.

Det kan vi ikke, fordi man ikke har skabt det fundament, fordi man ikke har bragt rammebetingelserne i orden først, inden man kastede sig ud i det. Vi ved jo godt, at det, når der er mange elever i klassen, og når det i mange situationer er sådan, at der mangler gode undervisningsmaterialer og der mangler efteruddannelse hos lærerne, så altså meget let kan blive sådan, at der er elever, der er urolige.

Det er det, de oplever ude i skolen, og det er den situation, de er i. Så derfor må det være sådan, at først gør man forarbejdet, og så kan man lave processen. Her kaster man sig ud i noget, som vi absolut ikke ved spor om hvordan ender.

Tak. Den næste, der har bedt om korte bemærkninger, er hr. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Vi ved faktisk en hel del om det, for der findes en række kommuner, som allerede er lykkedes med rummelighed, og som faktisk gør det godt.

På en måde kan jeg godt forstå ordførerens bekymring, for mange af de lærere, som har været involveret i de her øvelser rundtomkring i kommunerne, har også været bekymrede, men de dygtige kommuner har netop gjort det, at de har involveret lærerkræfterne og Lærerforeningen og sammen strikket noget efteruddannelse sammen i et konstruktivt samarbejde, og det er lykkedes. Så er der en lang række kommuner, som ikke er begyndt på den her øvelse, og som har svært ved at gøre det, og de skal jo have hjælp til at komme i gang. Og det er det, det lovforslag egentlig gør, så vi alle sammen i hele landet bliver gode til at rumme hinanden.

Så mit spørgsmål til ordføreren er, om ikke man synes, det er en god idé, at øvrige kommuner også begynder på den øvelse, som andre af egen drift har indledt.

Ordføreren.

Jamen hvad er det for en hjælp, man giver de kommuner, som ikke er kommet i gang? Havde man nu lavet et nationalt projekt, hvor man havde sørget for, at forholdene var i orden, kunne vi have stillet de krav. Men de kommuner, der ikke er kommet i gang, er formentlig også de kommuner, som er økonomisk trængte. Så hvis man skal tale i lidt grove billeder, er den støtte, som det her giver de kommuner, samme støtte, som rebet giver den hængte.

Det er måske lidt overbeskrevet, men i hvert fald skal man have forudsætningerne, før man kan gå i gang med så stor en proces som den her, men de er ikke til stede.

Den anden korte bemærkning fra hr. Alex Ahrendtsen, værsgo.

Altså, der bliver sagt nationalt projekt, men nu er folkeskolerne jo kommunernes ansvar. Vi skal sætte rammerne, og det er jo det, vi gør med det her lovforslag. Kommunerne har haft stor frihed, også på specialundervisningsområdet, og hvad har det bevirket? At udgifterne er tordnet i vejret, uden at vi egentlig har fået en bedre rummelighed ud af det, tværtimod.

Det, vi nu gør, er, at vi forsøger at få nogle af de der udgifter kanaliseret over i skolen, får en bedre rummelighed og i samarbejde med lærerne får opgraderet efteruddannelsen, og det er kommunernes ansvar. Mener ordføreren virkelig ikke, at det her lovforslag er til gavn for både eleverne og for skolerne? Altså, det er jo ikke et nationalt projekt, man skal have gang i. Det er en rammeaftale, der giver ansvaret og et lille skub tilbage til kommunerne, så de kan komme i gang. Synes ordføreren virkelig ikke, at det er en god ændring?

Jeg vil næsten opfordre ordføreren til at gå hjem og kigge på lovforslaget igen. Jeg kan godt forstå bekymringen, men jeg tror egentlig, man ser lidt for sort på det.

Ordføreren.

Det skulle meget gerne være fremgået af min ordførertale, at det her forringer arbejdsbetingelserne for lærerne. Det sætter PPR ud på et sidespor i forhold til opgaven med at beslutte, hvor undervisningstilbuddet er bedst. Det stiller det enkelte barn dårligere. Det bringer forældrene i nogle meget vanskelige situationer, for som forældre ønsker man det bedste for sine børn. Jeg mener også, at de samvittighedsfulde kommunalpolitikere bliver bragt i en meget vanskelig situation med det her forslag.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Vi går videre til næste ordfører i talerækken, og det er fru Merete Riisager fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Alt for mange børn er blevet lagt ind under specialområdet, når cirka en tredjedel af folkeskolens budget går til dette område. Det er både et ressourcemæssigt problem og et menneskeligt problem, når alt for mange børn udgrænses fra almindelige klasser og defineres som svage og udsatte. For den enkelte kan det være et stort tab at blive udgrænset fra normalområdet, og for normalområdet betyder udviklingen, at der sker en overfokusering på det, jeg vil kalde find fem fejl-kulturen, i stedet for at fokusere på faglighed og differentieret undervisning med respekt for de forskelle, man vil kunne finde blandt en hvilken som helst gruppe børn. I Liberal Alliance ønsker vi, at der gives mere plads til at være speciel inden for den almindelige grundskole.

Forslag L 103 forsøger at sætte diger op for en kraftig strøm inden for specialområdet, og i Liberal Alliance ser vi positivt på forslaget, men vi mener også, at det langt fra er nok at bygge diger, hvis man ønsker en positiv udvikling. Vi mener ikke som Enhedslisten, at man skal vente, men vi mener, at det inden for den økonomiske ramme er muligt at styrke lærernes kompetencer i forhold til at inkludere børn med forskellige behov gennem en styrket faglighed og forskningsmæssig tilknytning på læreruddannelsen. Vi mener, det er muligt at inddrage teknologien på nye måder for at gøre det muligt at gennemføre differentieret undervisning, styrke videndelingen mellem skolerne, så alle kan lære af dem, der gør det godt, belønne de skoler, der gør det godt, i stedet for at belønne dem, der er gode til at finde fem fejl hos eleverne, og i højere grad lade pengene følge barnet, således at den enkelte skole tager opgaven på sig, hvis de kan. Hvis de ikke kan, giver de barn og penge videre til en skole, der bedre magter opgaven. Desuden styrkes skoleledelsernes beføjelser i forhold til at træffe beslutning også på det her område.

Så vil jeg gerne fra Folketingets talerstol hejse et flag for, at regeringen sætter fokus på en indsats for dysleksi, altså ordblindhed, for vi har brug for en struktureret indsats på det område. Dysleksi er et handicap og handler ikke om, hvorvidt man har lært at sidde stille på stolen. Vi mener, at det er muligt inden for de eksisterende rammer, hvor der er læsepædagoger tilknyttet skolebibliotekerne, og hvor der er de værktøjer, der skal bruges. Dysleksi er ikke noget, der går over med tiden, men ved en struktureret indsats kan vi gøre noget både for de enkelte børn og selvfølgelig også for den overordnede økonomiske ramme.

Vi er altså generelt positive over for intentionen med forslaget, men vi mener, at resultatet, hvis ikke man gør op med find fem fejl-kulturen, og hvis ikke man tager den grundlæggende incitamentstruktur op til revision, ikke vil blive godt nok. Vi vil opfordre til, at man i udvalgsarbejdet sikrer, at vi ikke straffer skoler og institutioner, der gør det godt, og vi vil opfordre regeringen til at holde fokus på faglighed i stedet for at omdanne skolens hovedopgave til at blive omsorgsarbejde i stedet for faglig udvikling. Et fagligt fokus vil nemlig komme alle elever til gavn, både de svage, de stærke og alle dem midtimellem.

Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Næste ordfører i talerrækken er hr. Lars Barfoed fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Da den konservative uddannelsesordfører, fru Mai Henriksen, ikke kan være til stede, har jeg lovet at holde hendes tale.

Et af de temaer, der fylder rigtig meget i debatten ude i kommunerne i øjeblikket, er, hvordan folkeskolen kan rumme alle elever, også elever med specielle behov. Specialundervisning og vidtgående specialundervisning fylder stadig mere i budgetterne, og Konservative har flere gange konstateret, at det ikke er hensigtsmæssigt. For midlerne kan bruges mere hensigtsmæssigt og til bedre gavn for eleverne, ved at man undlader at udskille så mange elever til specialundervisning og i stedet integrerer disse elever i normalklasserne.

Dette lovforslag er en ny afgrænsning af specialundervisningsbegrebet. I dag træffes afgørelse i forhold til den enkelte elev, som visiteres til det antal timer, eleven har behov for. Med dette forslag bliver eleven først udskilt til specialundervisning, når eleven har behov for støtte i mindst 9 ugentlige undervisningstimer. Det giver god mening at holde igen med udskilningen af børn til specialundervisningen for at inkludere flere børn i folkeskolen. Men samtidig er det vigtigt at sige, at ikke alle børn vil kunne blive inkluderet. Der er børn med så specielle behov, at de ikke kan rummes. Det er f.eks. børn med store handicap, som vil profitere af at være i en specialklasse, fordi det ikke giver mening for dem, at de går i en almindelig klasse.

Men hvis flere børn skal flyttes fra specialområdet til almenområdet, kræver det nogle ændringer i folkeskolen. Og der er rigtig mange elever, som ikke får ret meget specialundervisning. En rapport fra Undervisningsministeriet fra 2010 viser, at knap 49.000 elever fik specialundervisning i mindre end 9 undervisningstimer ugentligt. De elever vil nu følge den almindelige undervisning i skolen.

Men dette lovforslag rummer også en række udfordringer, for det vil blive en større udfordring at være lærer og undervise en hel klasse og fortsat møde alle elever på deres niveau. Det giver stor spændvidde – også for stor en spændvidde. For hvordan skal en lærer kunne differentiere sin undervisning så meget inden for de samme fire vægge på én lektion?

Der er behov for at tage udgangspunkt i eleverne, og det gøres ved i højere grad at bruge både nye muligheder for holddannelse og niveaudeling. Med niveau- og holddeling vil folkeskolen i højere grad anerkende og tage udgangspunkt i elevernes forskelligheder, så flere elever kan få realiseret deres fulde potentiale. For problemet med folkeskolen i dag er, at for mange ikke får realiseret det potentiale, de rent faktisk har. Det gælder både eleven i klassen, der har svært ved at følge med i det faglige og ikke kan følge med i klassens niveau, såvel som det gælder den dygtige elev, som ikke føler sig udfordret nok. Resultatet er, at ingen af dem får udnyttet de talenter, de har, og det er ærgerligt for alle.

Skal flere elever inkluderes i folkeskolen, kræver det derfor et opgør med tænkningen om, at alle skal være ens. Dette lovforslag er første skridt på vejen mod en mere rummelig folkeskole. Øget holddannelse og niveaudeling vil bidrage til en bedre undervisning og indlæring, hvor alle elevers potentiale realiseres, og det må være næste skridt på vejen.

Tak til ordføreren. Dermed er vi nået til børne- og undervisningsministeren, værsgo.

Det er et meget vigtigt lovforslag, vi har til første behandling i dag. Det er et, som vi har brugt rigtig god tid og vigtig tid på, ikke alene blandt folkeskoleforligskredspartierne, men jeg ved, at alle partier har brugt tid på det, og jeg ved også, at alle har gjort sig rigtig meget umage for at have en tæt dialog med alle dem, der er nøglepersoner, for at udvikle en god folkeskole, også når vi snakker om øget inklusion og specialundervisning, dvs. dialog med lærerne, forældrene, lederne, Danske Handicaporganisationer og også de enkelte organisationer. De kan med rette have en bekymring for, om de, når vi nu giver mulighed for nogle mere fleksible måder at give eleverne den nødvendige støtte samme med deres kammerater i klasserne, kan være sikre på, at det rent faktisk er til gavn for eleverne.

Det, som er blevet sagt af alle her fra talerstolen, og som jeg også meget gerne vil understrege som børne- og undervisningsminister, er, at hele intentionen med lovforslaget lige præcis er, hvordan vi kan hjælpe elever bedre med den nødvendige støtte, de skal have sammen med deres kammerater. Der er nogle elever, som har nogle vidtgående behov for støtte, og som selvfølgelig stadig væk skal kunne få den nødvendige undervisning i en specialklasserække eller på en specialskole.

Men det, der er sket hen over årene, uden at der har været en politisk beslutning om det, er jo, at stille og roligt er flere og flere elever blevet udskilt, blevet sendt væk fra klassen, væk fra den lokale skole for at få den støtte, de har brug for, og for at kunne få det faglige løft, som alle børn jo har ret til. Det er sådan, hvilket flere også har nævnt, at vi er nået dertil, at det er 30 pct. af folkeskolens samlede budget, der bliver brugt til specialundervisning. Det svarer til 13 mia. kr. Det, vi kan se af den undersøgelse, der bl.a. er lavet af Børne- og Undervisningsministeriet, er, at man ikke kan se, at det markant har løftet fagligheden hos de børn, som så har fået specialundervisning, herunder også specialundervisning væk fra deres almindelige klasse.

Derfor handler alt det her grundlæggende om et syn på, hvordan børn med rette kan få den nødvendige undervisning, herunder støtte, sammen med deres kammerater. Derfor handler det også om de 13 mia. kr., der i dag bliver brugt på specialundervisning. Kan vi bringe nogle af de penge i spil på bedre og smartere måder til gavn for eleverne? Udgangspunktet er ikke, at det er en spareøvelse, men hvordan vi hjælper eleverne.

Det er klart, at det er en øvelse, som forudsætter, at der er et meget tæt samarbejde og en tæt dialog også ude på hver enkelt skole om, hvordan man løfter opgaverne. Der har med rette været lærere – det har vi kunnet se af flere undersøgelser – der har været bekymrede for, om de har de redskaber, der skal til, for at de kan levere den undervisning, der skal til, hvis flere elever skal hjælpes i klassen. Og der er også forældre, der med rette er bekymret, og de spørger: Jamen får mit barn nu den støtte, som mit barn med rette må kunne forvente, når det er en del af den fælles danske folkeskole?

Men det er jo lige præcis det, der er mulighed for, hvis vi er i et fællesskab. Derfor er det så vigtigt, at der er det her meget brede politiske flertal og de meget tydelige politiske signaler, som er blevet sendt her fra Folketingets talerstol om, at det, vi vil, er at give bedre muligheder for at støtte den enkelte elev. Og hvordan får vi stille og roligt kanaliseret nogle af de 13 mia. kr. tilbage? For så er der mulighed for at lave de understøttende foranstaltninger; så er det muligt, at man i højere grad kan give de ressourcer, der skal til, for at lærerne kan blive klædt på til opgaven; så er der i højere grad mulighed for, at man f.eks. også kan arbejde med tolærerordninger, som er et af de forsøg, som regeringen nu sætter i gang netop med det udgangspunkt at se på, om man bedre kan løfte opgaven i klasserne, hvis man arbejder med tolærerordninger i forbindelse med inklusionsopgaven.

Liberal Alliance rejste nogle vigtige spørgsmål om, hvordan man kunne understøtte lærerne ude i klassen. Og ud over rammen for det her lovforslag – og jeg kommer tilbage til nogle af de forskellige elementer, der er i det – er der en række supplerende tiltag, som skal ses som en understøttelse af opgaven, herunder lærernes muligheder for at kunne give den nødvendige undervisning i den almindelige undervisning.

Der er for det første vedtaget et satspuljeforlig, som afsætter i alt 100 mio. kr. i et fællesskab mellem Social- og Integrationsministeriet og Børne- og Undervisningsministeriet, hvoraf de 60 mio. kr. går til at løfte inklusionsopgaven inden for folkeskolen.

Derudover er der for det andet afsat midler i finansloven til et nyt ressourcecenter, som skal dele viden om, hvordan man kan arbejde med specialundervisning og særlig støtte i klasserne.

En tredje ting, som Liberal Alliance også med rette pegede på, er, hvordan man også kan anvende it og digitale læringsmetoder langt bedre i forbindelse med inklusionsopgaven. Der er det faktisk også sådan, at der er afsat penge. Der er afsat 10 mio. kr., så man kan se på, hvordan man kan arbejde med digitale læringsformer og pædagogik netop rettet mod fagligt svage elever.

Der blev også spurgt til ordblinde elever, og jeg synes, det er et meget godt eksempel, for det viser, at specialundervisning jo er blevet brugt som en bred samlebetegnelse for mange forskellige udfordringer, eleverne kan have. Det kan være lige fra, at man er ordblind, til at man har en diagnose som Asperger eller ADHD, til at man har andre slags adfærdsproblemer, og det sket under paraplyen specialundervisning.

F.eks. i forbindelse med det at være ordblind ved vi, at hvis man er rigtig god til at arbejde med it-baserede læringsmetoder og med lærere, som har en uddannelse i, hvordan de arbejder med ordblinde elever, er der ingen grund til, at eleverne skal udskilles til specialundervisning, så kan de sagtens få den nødvendige støtte også som en del af den almindelige undervisning. Der er som sagt også afsat midler til at udvikle digitale læringsformer.

Der er endnu et initiativ, nemlig en langt bedre test målrettet både de små elever og de ældre elever, så man så tidligt som muligt kan få afdækket, om de er ordblinde, så de kan få den nødvendige støtte. Det tager et par år at udvikle den test, for den skal være med en forskningsmæssig tyngde, sådan at vi er sikre på, at det er et godt screeningsværktøj. Men det udviklingsarbejde er sat i gang nu, så vi senest om et par år også har det værktøj til rådighed i folkeskolen.

Hvis jeg skal gå lidt ind i nogle af elementerne i lovforslaget, vil jeg sige, at det jo bygger på at give kommunerne en større fleksibilitet til så tidligt som muligt at kunne sætte ind over for den enkelte elev. Det skal være sådan – og det er det, der ligger i lovforslaget – at en skoleleder kan handle med det samme, uden at der skal laves en PPR-vurdering, dvs. uden at det, der hedder Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning skal ind og lave en vurdering af børnene. Hvis det, eleven har brug for, vurderes til at være mindre end 9 klokketimer om ugen, skal man umiddelbart kunne sætte den nødvendige støtte i værk i forhold til eleven.

Det betyder så også – og det er også et svar på en bekymring fra Enhedslisten – at der vil blive frigjort ressourcer hos PPR, så de netop ikke skal bruge så mange ressourcer, som de gør i dag, til at lave udredninger af elever, hvor man lige så godt kunne gå i gang med den nødvendige støtte i klassen i dag, men i langt højere grad komme ind og fungere som rådgivere og sparringspartnere ude på de enkelte skoler. Det er en af de ting, som jeg tror vi faktisk får rigtig meget ud af, altså at PPR-medarbejderne i langt højere grad kommer ud og spiller sammen med de vejledere, der er på skolerne allerede i dag, dem, der hedder af AKT-vejledere – jeg beklager, at der er rigtig mange forkortelser inden for det her felt, det er der – og AKT-vejlederne er dem, der arbejder med adfærd, kontakt og trivsel ude på de enkelte skoler.

Nu er Herning blevet bragt på banen af flere ordførere. Det er korrekt, at jeg også selv har besøgt Herning. Det er, fordi der er meget, vi kan lære af det, Herning har gjort. De har haft et stort projekt over flere år, der hedder »Knæk Kurven« om, hvordan man kan rumme flere børn i den almindelige undervisning, som de nu også udvider til dagtilbud. Det, de jo gør, er bl.a. systematisk at arbejde med, at PPR går ud og rådgiver og sparrer direkte med de AKT-vejledere, der er ude på skolen. Det er en rigtig god idé, som der nu bliver bedre muligheder for også at kunne med det her lovforslag.

Herning har også gjort noget andet. På trods af at der er økonomisk krise og alle kommunerne er i gang med at spare, stod de faktisk over for en spareopgave, hvor de som udgangspunkt ville have sparet 15 mio. kr. på folkeskolerne, men endte med at investere i de forebyggende indsatser, der skulle til, og de er faktisk stille og roligt ved at betale tilbage på det interne lån, hvis man kan sige det på den måde, ud til de enkelte skoler. Og de regner med, at om et par år har den investering, de har lavet, tjent sig ind, fordi de er blevet langt bedre til at løfte eleverne som en del af den almindelige undervisning.

Jeg synes, der er rigtig meget spændende, man kan lære af Herning, nemlig at man på trods af økonomisk knappe tider kan tænke den nødvendige støtte på en helt anderledes måde, og det er det, som lovforslaget giver bedre muligheder for.

Der har været nogle bekymringer i forhold til klagereglerne. Det, der sker, er, at klagereglerne bliver tilpasset, men ikke sådan, at de forringer forældrenes muligheder for at klage. Det står også helt tydeligt i klagenævnets høringssvar, som er givet, og som ligger her. Det understreger også, at der ikke bliver ændret ved klagenævnets nuværende praksis.

Det sidste, som jeg vil nævne, er, at skal hele den her inklusionsopgave løses, forudsætter det, ud over at det er en forudsætning, at vi har en bred fælles politisk holdning her i Folketinget til, at det netop ikke handler om at spare, men om at give en bedre støtte til eleverne i den almindelige undervisning, også, at vi har et tæt samarbejde med organisationerne rundt om folkeskolen. Jeg har derfor nedsat en følgegruppe, som består af bl.a. Danmarks Lærerforening, skolelederne, Skole og Forældre, skoleeleverne og ikke mindst Danske Handicaporganisationer, så vi løbende kan sparre med hinanden og udveksle ideer og sætte initiativer i gang, der klæder skolerne og forældrene og lærerne på til at løfte inklusionsopgaven. Jeg er rigtig glad for, at alle parter har budt rigtig positivt ind i forhold til at have det samarbejde.

Vi har også en opgave her i foråret, hvor vi skal udmønte aftalen økonomisk sammen med KL som et led i økonomiforhandlingerne. En af de ting, som vi vil gøre med kommunerne, er at sikre os, at vi får udviklet nogle målepunkter, så vi kan følge, om der, når man i højere grad løfter opgaverne i klasserne, så også følger de ressourcer med, sådan at man kan løfte opgaven. Og vi vil udvikle nogle målepunkter og indikatorer, så vi tæt kan følge, at det rent faktisk er til gavn for eleverne og ikke den spareøvelse, som Enhedslisten er bekymret for at det er.

I hele taget synes jeg, at vi med det her lovforslag og hele intentionen faktisk kan være lidt glade for, at det kan lade sig gøre at bruge en stor investering på folkeskolen, for det er gået lidt skævt med den, fordi så mange penge er blevet brugt ved siden af den almindelige fælles folkeskole. Der er så bredt et ønske om, at det her kan vi gøre smartere sammen. Det forudsætter, at vi fortsætter med den meget tætte dialog, der har været mellem alle parter, og som jeg fornemmer der er rigtig god grobund for at vi kan have. Dermed er det også et signal til Folketingets partier om, at det vil vi også virkelig lægge os på sinde i regeringen at fortsætte med, for at man når helt til dørs med den her øvelse. For kan vi gøre det, får vi simpelt hen en mulighed for at give nogle ressourcer til folkeskolen til gavn for de enkelte elever, der har brug for en særlig støtte med deres kammerater, og faktisk også for hele klassefællesskabet. For nogle af de ting, man jo oplever, er, at den almindelige undervisning bliver mere og mere klemt. Det er jo, fordi pengene, uden at vi har diskuteret det, er gået andre steder hen. Så der er mange perspektiver i, at vi gør den her øvelse i fællesskab.

Så vil jeg igen sige tak for ordførertalerne. Og hvad der måtte være af uklarheder håber jeg vi kan få afklaret undervejs i udvalgsarbejdet. Men jeg tror, at det her er en opgave, om hvilken vi om nogle år kan se tilbage og sige: Det var godt, vi turde. Men det drejer sig ikke alene om at turde, det drejer sig også om at gøre det i et tæt samarbejde, for så kan vi godt nå i mål og få en bedre folkeskole ud af det.

Der er to ordførere, der har bedt om adgang til at komme med korte bemærkninger, og den første er fru Merete Riisager fra Liberal Alliance, værsgo.

Tak for ordet. Først vil jeg lige kreditere ministeren for at nævne de 10 mio. kr., som er afsat over satspuljemidlerne til specialområdet. Det var jo netop Liberal Alliance, der i forhandlingerne fik afsat de 10 mio. kr., så derfor kan jeg kun glæde mig over, at ministeren nævner det. Det er jo et forholdsvis lille beløb, men det er også et eksempel på, at man ved bare at sætte fokus på et område og sige, at det her er vigtigt, at det er den her retning, vi skal gå, faktisk kan skabe en udvikling.

Så har jeg et spørgsmål til det, som ministeren siger om, at det her ikke er en spareøvelse, for der bliver jeg sådan lidt tung om hjertet. Hvorfor kan vi ikke bare ærligt sige, at det er det? Vi sparer på et område her, fordi der er blevet brugt for mange penge, og så lægger vi dem over til et andet sted, vi investerer dem et andet sted. Hvorfor er det nødvendigt – kan man spørge – med den her form for newspeak? Ville ikke være mere ærligt over for befolkningen at sige det, som det er: Jo, vi sparer, for der er blevet brugt for mange penge her, og så lægger vi dem her over i stedet for?

Ministeren.

Når jeg ikke bruger ordet spareøvelse, er det, fordi jeg vitterlig ikke mener, det er en spareøvelse. I en spareøvelse tager man fra nogle og giver til andre.

Det, der sker her, er, at de elever, som har brug for særlig støtte, forhåbentlig får en bedre støtte, hvis vi gennemfører det her på en ordentlig måde i fællesskab, fordi de ikke behøver at blive udskilt og komme væk fra deres klasse og deres lokale skole, men kan få den nødvendige støtte, mens de er sammen med deres kammerater. Og derfor ser jeg det ikke som en spareøvelse, jeg ser det som en mulighed for, at de faktisk kan få en bedre støtte.

Ordføreren for den anden korte bemærkning.

Men det er bare en helt ny retorik. Det er jo ikke mere end 6 måneder siden, at den daværende opposition ikke kunne forestille sig noget som helst initiativ på skoleområdet, uden at der skulle tilføres nye ressourcer. Jeg ser det jo som meget positivt, at man nu taler om forandringer inden for rammen. Jeg efterlyser bare en ærlig og redelig måde at tale om tingene på, hvor man siger: Ja, vi sparer på noget, det er rent faktisk muligt at skære ned på det her område og investere et andet sted. Sådan er det også mange andre steder i den offentlige sektor. Jeg siger: Sig det ærligt, så vi kan få en direkte dialog med vælgerne.

Ministeren.

Jeg er ikke håndsky med hensyn til sige, at når der bliver sparet nogle penge, bliver der sparet nogle penge, eller at pengene kan bruges smartere på noget helt andet. Men det her er en anden øvelse, og det er derfor, jeg holder lidt fast i, hvad formålet her er. Der bliver i øjeblikket brugt 30 pct. af folkeskolens samlede budget på i nogle tilfælde rigtig dyr specialundervisning, uden at vi har sådan særlig håndfast viden om, at det egentlig løfter de elever fagligt. Derfor er formålet at bruge de penge på en smartere måde i forhold til de elever. Det synes jeg ikke er at spare, det synes jeg er at bruge dem bedre.

Derfor synes jeg, vi skal holde fast i det, som jeg ikke mener bare er tom retorik, men som er hele intentionen, nemlig at vi både kan få en bedre undervisning af de elever, som har brug for særlig støtte, og at den undervisning forhåbentlig også bliver til gavn for hele klassen.

Så gør vi det her godt, bliver det her en plusplusmåde, hvor de klasser, som i dag i den almindelige undervisning oplever, at ressourcerne bliver mere og mere klemt, fordi de rykkes over i den dyre specialundervisning, også får gavn af, at der f.eks. er flere lærere eller lærer/pædagogressourcer til rådighed i undervisningen.

Tak. Den næste ordfører, der har bedt om adgang til at komme med en kort bemærkning, er hr. Lars Dohn fra Enhedslisten, værsgo.

Det er nyt for mig, at det her vil blive fulgt op af de der indikatorer, som ministeren nævner, og det synes jeg da er en rigtig god metode.

Men vil ministeren så give håndslag på det til de bekymrede forældre og de elever, som måske ikke vil få det undervisningstilbud, som er det bedste for dem, og til den del af den politiske verden, som også er alvorligt bekymret for, at det her kan give en negativ virkning? Vi er jo i en situation, hvor ministeren også har sat sig det mål, at der skal være mere ro i skolen, og det er måske ikke lige de optimale betingelser for at skabe ro i klasserne, at man har rigtig store klassekvotienter og integration af elever med vanskelige vilkår. Vil ministeren give den forsikring, at ministeren også er parat til at drage konklusionerne, hvis det her ikke forløber rimeligt?

Ministeren.

Det er jo lige præcis derfor, der er en række initiativer, vi sætter i gang, som skal understøtte det lovforslag, som vi har til første behandling i dag. Det er derfor, jeg har nedsat en følgegruppe med lærere, forældre, danske handicaporganisationer osv., så vi hele tiden har en drøftelse af, hvad der sker, når man på den her nye måde begynder at arbejde med at støtte børnene som et led i den almindelige undervisning. Det er også derfor, vi har afsat ressourcer via satspuljen og finansloven, sådan at den viden, der er om, hvordan man arbejder med gode undervisningsmetoder inden for de områder, hvor vi taler om særlig støtte og inklusion, kommer ud på skolerne.

Så vil jeg også godt fremhæve den proces, der har været, og som afspejler sig i høringsnotatet. Altså, der er rigtig mange parter, der har sendt svar ind med deres overvejelser om, hvordan den her proces kunne blive bedre, og vi har i folkeskoleforligskredsen gjort os meget umage med så langt som overhovedet muligt at tage højde for de bekymringer. En af de bekymringer, der bl.a. var fra lærernes side, var, om det stod tydeligt nok, at børnene har ret til og skal have den nødvendige støtte. Det er en af de præciseringer, der er kommet ind efter høringsrunden. Så det er bare for at sige, at vi i en række tilfælde har forbedret lovforslaget på baggrund af den proces, der har været.

Jeg kan jo ikke give nogen garantier om, hvad der så kommer til at ske, men vi prøver at give så mange håndtag at dreje på, sådan at vi hele tiden kan følge tæt, hvad der sker, og derefter gribe ind, hvis vi kan se, at der er noget, der går skævt i forhold til intentionen. Det, jeg gerne vil fremhæve er intentionen, er som sagt, at børn i højere grad skal kunne få den nødvendige støtte, mens de er sammen med deres kammerater i den almindelige undervisning.

Hr. Lars Dohn for anden korte bemærkning.

Jeg har bare lige den meget korte bemærkning, at jeg også har bemærket, at ministeren har været i stand til at tage konsekvensen af bemærkningerne forskellige steder fra og har rettet ind i forhold til dem, og det vil jeg gerne kvittere for her.

Ministeren.

Det vil jeg så også gerne kvittere for herfra.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Børne- og Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.