Tak for det, formand.
Jeg vil gerne starte med at takke for den meget positive modtagelse, der har været af lovforslaget.
Jeg tror, det er rigtigt at sige, at vi med det her lovforslag jo tager fat på det, der har været en fælles bekymring i Folketinget igennem længere tid, nemlig at der har været behov for at se mere direkte på det her problem med stalking.
Der har været afholdt konferencer i regi af Retsudvalget.
Det er også rigtigt, som det har været fremført, at det er den tidligere regering, som valgte at sætte udvalgsarbejdet her i gang og er fremkommet med forarbejderne til det her lovforslag.
Det er et godt lovforslag, og det er det, fordi det er med til at hjælpe de rigtig mange kvinder og i øvrigt også mænd, som er udsat for forfølgelse og chikanerier.
Det gør hverdagen for rigtig, rigtig mange mennesker helt uudholdelig.
Med det her lovforslag, der samler, klargør og skærper, er der forhåbentlig en hjælpende hånd til de her mange ulykkelige tilfælde og personer.
Med hensyn til den opmærksomhed, der har været i de senere år, også i Folketinget, på de her forhold for folk, der oplever chikane og forfølgelse, altså den såkaldte stalking, er det intentionen, at der nu bliver skabt endnu mere opmærksomhed om det her, og at vi også kan få lagt et yderligere pres på dem, der udfører de her uhyrligheder.
Det er samtidig også vigtigt, som flere har været inde på, at de her nye regler om bl.a.
skærpede straffe for stalking ikke kan stå alene.
Derfor er det her jo også en sag, der skal håndteres i et tæt samarbejde – det er ikke bare en politimæssig sag, det er en sag, hvor politiet skal samarbejde tæt med andre myndigheder, herunder de sociale myndigheder.
For vi ved jo, at det som med så mange andre former for kriminalitet er et bredt spektrum, man skal igennem, for at få fat i roden til problemerne.
Der har været rejst flere forskellige spørgsmål, og jeg er selvfølgelig klar til, at vi fortsætter behandlingen af forslaget i udvalget og svarer på de spørgsmål, der selvfølgelig vil komme i den henseende.
Hr.
Tom Behnke understreger vigtigheden af, at man fra politiets side er opmærksom på det her.
Altså, hele indgangen til at håndtere det her problem bedre er, at når vi nu får en samlet lov og vi får betingelserne skærpet og vi får forhold, der tidligere var splittet, samlet, så vil det jo i sig selv bidrage til, at opmærksomheden om det bliver skærpet.
Men derudover har vi også tilkendegivet, at informationsmateriale vil tilgå politiet og andre myndigheder, således at det ikke bare er loven, der så at sige ligger der, men så også informationen og opmærksomheden om loven og dens nye muligheder bliver skærpet.
Så har der været talt meget om elektronisk kontrol, og i den sammenhæng er også spørgsmålet om fodlænker og GPS'er blevet nævnt.
Jeg tror, at det er vigtigt lige at slå fast, at de fodlænker, der findes i dag, er indrettet sådan, at de ikke kan spore, hvor den, der bærer fodlænken, opholder sig, men kun, om den pågældende person så at sige går ud af sit eget hjem.
Så det skal man bare lige være opmærksom på.
Den parallel skal man i hvert fald ikke drage.
Når det så handler om elektronisk kontrol, tror jeg, at det er vigtigt at understrege, at den jo også vil kunne misbruges.
Det er også noget af det, som eksempelvis Danner peger på i deres høringssvar, man skal være opmærksom på, at det her vil kunne misbruges til at stresse de pågældende.
Det vil være en mulighed for at udfordre yderligere, og det skal man bare være helt opmærksom på.
Det er også en del af chikanen, at man f.eks.
vil kunne udløse en byge af falske alarmer.
Det skal man også være opmærksom på.
Det, jeg synes er det stærke i det her forslag, er, at området for tilhold bliver udvidet på flere forskellige fronter.
Og det i sig selv gør, at beskyttelsen af dem, der bliver udsat for de her uhyrligheder, bliver forstærket.
Vi skriver jo også helt klart i lovforslaget, at der er en række tekniske problemer ved øget elektronisk overvågning, og derfor vil vi selvfølgelig følge erfaringerne fra Norge og Sverige.
Og vi er selvfølgelig også parate til at se på det igen i lyset af de erfaringer, der er dér.
Så har der været stillet spørgsmål om sagsbehandlingstiden.
Nogle har fremhævet spørgsmålet om, om man skal have en øvre grænse for sagsbehandlingstiden.
Jeg tror, at man skal være opmærksom på, at de her sager jo er meget, meget forskellige af omfang og med hensyn til alvor, og derfor skal man passe på med at bevæge sig ind på den bane.
Selve lovforslaget er med til at sætte systemerne, som beskæftiger sig med det, under pres, er med til at klargøre og er i øvrigt med til at sætte fokus på det.
Så jeg tror, at man skal være varsom med diskussionen af et loft over sagsbehandlingstiderne, fordi de her sager er meget alvorlige og omfangsrige og dermed meget vanskelige at håndtere inden for en tidsfrist på f.eks.
et bestemt antal dage.
Behandlingen af stalkerne var Socialdemokraternes ordfører inde på.
Der kan vi oplyse, at Justitsministeriets Forskningskontor netop nu er ved at undersøge, hvilke behandlingstilbud der findes her i Danmark og i udlandet.
Det er også noget, vi kan komme ind på under udvalgsbehandlingen.
Så er det jo bare vigtigt at understrege igen, at det her spørgsmål er et spørgsmål, som vedrører politiet, men det er også et spørgsmål, som skal tænkes ind i et tættere samarbejde mellem politiet og andre myndigheder.
Det er et meget alvorligt problem for rigtig, rigtig mange mennesker.
Og det understreger jo bare vigtigheden af, at det her lovforslag går igennem, så jeg er som sagt glad for, at det blev modtaget så positivt, som det blev.