Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af lovforslag nr. L 10:

Forslag til lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning.

Af justitsministeren (Morten Bødskov).

(Fremsættelse 09.11.2011).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Karsten Lauritzen som ordfører for Venstre.

Med L 10, som vi behandler her i dag, styrker man indsatsen for at beskytte personer imod fredskrænkelser, forfølgelse og chikane og også det, der går under betegnelsen stalking. Forslaget lægger op til at sammenføje tre separate lovbestemmelser under en samlet lov, sådan at rammerne for overtrædelserne og brud på loven bliver lettere at forstå og rammerne for disse bliver tegnet skarpere op. Forslaget medfører, at et tilhold nu medfører et forbud mod enhver kontakt og ikke kun som i dag alene et forbud mod fredskrænkende kontakt, hvilket jo er positivt, for det er en skærpelse. Der er øget fokus på information til folk, der anmelder, og en række andre ting, som jeg er sikker på at nogle af de følgende ordførere også vil komme ind på.

I Venstre anerkender vi behovet for at skærpe indsatsen mod forfølgelse, stalking og fredskrænkelse af personer. Der er i Danmark desværre en stigende tendens til personforfølgelse, stalking og chikane, og det må man selvfølgelig fra lovgivers hånd konsekvent reagere på. Derfor har der også været en lang proces, kan jeg forstå, i Folketingets Retsudvalg og i offentligheden, ikke mindst drevet af Dansk Antistalking Forening. Men det er vigtigt for Venstre at understrege, at der ikke er nogen, der skal leve under det psykiske og nogle gange fysiske pres, stalking eller chikane udgør for ofret. Det er netop ofret, der skal være fokus på, og ikke gerningsmanden, altså vedkommende, som udfører stalking.

Som udgangspunkt støtter Venstre op om store dele af lovforslaget. Vi har dog nogle bemærkninger til lovforslaget, som vi mener der bør ses nærmere på i udvalgsbehandlingen, og afhængigt af de svar, der kommer, vil vi også nøje overveje at stille en række ændringsforslag til det.

Først og fremmest er vi ganske uenige i den del, der handler om, at politiet har fuldstændig frie hænder til at varetage den opgave på forskellig vis i politikredsene. Vi finder det problematisk, at det hundrede procent og alene er op til den enkelte politidirektør at vurdere, hvorvidt man vil specialisere sig inden for det her område. Når man har et område, hvor der er så få sager, som der heldigvis er her, så giver det god mening, at man i den enkelte politikreds specialiserer sig inden for området. Det skal ikke bare være ladt fuldstændig op til tilfældigheder, hvilken politimand eller -kvinde man løber ind i, når man foretager en anmeldelse og begærer tilhold osv. Vi skal have en ensartet sagsbehandling. Der skal være den samme behandling, uanset hvor man møder op, og man skal tages lige alvorligt alle steder. Det har vi sådan set tillid til at politiet sagtens kan håndtere, men det vil være fornuftigt, at man laver nogle ensartede retningslinjer for det. For det er netop ofrene, vi skal tage hensyn til.

En anden pointe, som Venstre så gerne vil tage fat på, handler om den minimumsbøde, som fortsat er i lovgivningen. Her videreføres det, at man som minimum ved en førstegangsovertrædelse af et tilhold skal betale 1.000 kr. i bøde. Det er altså minimum. Der vil vi gerne have undersøgt, hvad der rent faktisk bliver tildelt af bøder. Vi synes, at 1.000 kr., hvis det er 1.000 kr., er for lidt, men det kan jo også være, at der bliver givet betydelig mere i bøde, qua at der i loven står og også fortsat skal stå, at det er minimum 1.000 kr. Vi vil gerne have belyst i udvalgsbehandlingen, hvad der rent faktisk bliver givet i bøde ved førstegangsforseelser, og om man skulle overveje at hæve det beløb.

I forarbejdet til lovforslaget kan man også se, at der har været overvejet brug af GPS-overvågning, men det ønsker man ikke at indføje i lovforslaget under henvisning til økonomi og tekniske problemer. I Venstre ønsker vi, at GPS-overvågning bliver en del af lovforslaget. Vi køber ikke de forklaringer og de argumenter, der bliver brugt for afvisningen. Det kan ikke passe, at man let, ubesværet og billigt i øvrigt kan bruge GPS i ældreplejen, men at man ikke kan bruge det som et effektivt redskab i forbindelse med de kvinder, der er chikaneres, stalkes eller systematisk forfølges. Så det vil vi dykke ned i i udvalgsbehandlingen, og vi vil kraftigt overveje at stille et ændringsforslag om brug af GPS, elektronisk fodlænke, i nogle sager om stalking, forfølgelse og fredskrænkelse.

På den baggrund kan jeg konkludere, at Venstre er positiv over for størstedelen af forslaget, men vi har en række ting, som vi gerne vil have afklaret i udvalgsbehandlingen. Der er et par steder, hvor vi mener at lovforslaget skal justeres, og det håber vi at vi kan gøre i fællesskab i Folketingets Retsudvalg.

Tak til ordføreren. Hr. Ole Hækkerup som socialdemokratisk ordfører.

Tak. Det her forslag har, som det allerede har været nævnt, været omtalt i medierne flere gange, og det med god grund, for nu bliver stalking jo udtrykkeligt et strafbart forhold, og det er rigtig, rigtig godt. Der er jo alt for mange tilfælde, særlig med kvinder, der får ødelagt deres liv, fordi der er nogle, der forfølger dem. Udenlandske undersøgelser tyder på, at det er hver 8. kvinde og hver 20. mand, der i løbet af deres tilværelse har oplevet at blive stalket. Det betyder jo, at det særlig er et problem for kvinder, men det er også noget, der rammer bredt. Og dem, der stalkes, kan jo være tidligere ægtefæller eller tidligere kærester, men igen, hvis man kigger på de udenlandske erfaringer, ser man, at det for en tredjedels vedkommende er helt fremmede mennesker, og det vil sige, at så er det virkelig uforudseligt. Kigger vi på Danmark, ser vi, at de svar, der ligger fra kvindekrisecentre, bl.a. i høringssvarene, tegner det samme billede i Danmark, nemlig at problemet er stigende, og chikanen bliver grovere og grovere. Alt det her nævner jeg blot for at understrege, hvor stort problemet er.

Den lov, vi behandler i dag om ofrene for stalking, chikane og forfølgelse, betyder, at ofrene kommer til at stå stærkere. Ud over lige præcis stalkingbestemmelsen bliver der sikkerhedszoner, hvor gerningsmanden ikke må opholde sig – det kan være i nærheden af ofrets bolig og arbejdsplads. Med tilhold bliver enhver kontakt i fremtiden som sådan forbudt. Der kommer mere præcise retningslinjer om, hvad der skal til for at få et tilhold, og der kommer bedre information fra politiet.

Men hvad så med bestemmelsen om de straffede stalkere, kan man spørge. Hvordan sikrer vi, at de, efter at de er blevet løsladt, ikke blot starter igen? Der er jeg rigtig glad for det, som bl.a. fremgår af høringsnotatet, hvor man siger, at vi bliver nødt til at få kigget ordentligt efter, hvad det er for behandlingsprogrammer for stalkere, der virker; hvor godt de virker; og hvordan vi kan bruge det til at kigge fremad, så vi kan sørge for, at en stalker ikke bare går ud og gør det igen efter at have afsonet sin straf. Det er for mig et meget godt eksempel på det sted, hvortil vi bliver nødt til at flytte retspolitikken i Danmark. Jeg er varm tilhænger af at sætte grænser, skærpe straffe, på alle tænkelige måder komme efter voldelige og chikanerende personer og samtidig sørge for at følge op efter løsladelse, så vi er sikre på, at de ikke gør det igen. Det er, fordi udgangspunktet for mig er, at man skal forhindre, at der kommer nye ofre. Derfor skal vi både straffe og følge op på dem, vi har straffet.

Noget af det bedste, vi i virkeligheden kan gøre, er at sige til en, der har været offer for en forbrydelse, at vi ud over at straffe og alt det dér gør alt, hvad vi overhovedet kan, for at det ikke skal ske igen. I virkeligheden kan man sige det på samme måde, når det gælder bortvisning. Jeg synes, det er fremragende, hvis man typisk bortviser en voldelig mand fra et område, hvor han ikke må komme mere, fordi det er her, han har været voldelig over for sin familie, sin samlever eller sin kone. Det er fremragende, at man bliver idømt så hård en straf, men hvis man bortviser en mand fra et område med indkøbsmuligheder, arbejdspladser osv., så skal vi også spørge os selv, hvad denne mand så gør. Hvor går han hen? Bryder han ind i et sommerhus for at finde et sted at sove, så kommer der bare en ny forbrydelse. Går han ned på den lokale beverding for at drikke nogle øl? Jeg tror, at hvis der sidder en mand med en voldelig historie dernede, så går det bare galt igen. Der skal vi sørge for at følge op, og derfor er jeg lige præcis så glad for, at man i forbindelse med den aftale, der er blevet lavet om satspuljen for nogle dage siden, går ind og siger, at vi også bliver nødt til at følge op på de her mænd. Det er præcis det samme som at følge op på dem, der er blevet dømt for stalking. Og det handler igen om en grundlæggende værdi: Hvad kan vi som samfund gøre for at forhindre, at der kommer nye ofre? Ud over at straffe – og straffe hårdt, for voldelige mænd skal have en hård straf – handler det også om at sige, synes jeg, hvordan vi i retspolitikken bærer os intelligent ad, så vi forhindrer, at der kommer nye ofre.

Hvis jeg skal prøve at samle det her op, er dette forslag på alle måder et fremskridt i beskyttelsen af særlig volds- og stalkingramte kvinder, som det fremgår af Landsorganisation af Kvindekrisecentres høringssvar. Jeg skal selvfølgelig huske at sige, at det ikke kun er kvinder, men også mænd, der kan blive ramt af stalking, og derfor er det her alt i alt en fremragende lov, som Socialdemokraterne kan anbefale.

Tak til ordføreren. Så er det fru Pia Adelsteen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Jeg vil også godt starte med at rose lovforslaget. Det har jo været noget, som Dansk Folkeparti har forholdt sig til længe, vi kom med et beslutningsforslag om det for noget tid siden, og der var en høring i Retsudvalget. Netop beslutningsforslaget og denne høring gjorde jo, at den tidligere justitsminister, hr. Lars Barfoed, indkaldte til møde, og der var vi alle – tror jeg – enige om, at der altså skal gøres noget ved det her problem. Derfor kan jeg også varmt støtte op om forslaget. Jeg har nogle ting, som jeg synes man måske kunne forbedre, lidt som det, som Venstres ordfører, hr. Karsten Lauritzen, sagde, som også havde nogle småting, men det er små ting, som man måske kan gøre en lille smule bedre.

Der står flere steder i lovforslaget – og det skal vi selvfølgelig lige have tjekket under udvalgsbehandlingen – at man skal sikre en hurtig og effektiv behandling, f.eks. af stalkingsagerne. Der kunne jeg så måske godt tænke mig at få præciseret det med »hurtigt« og »effektivt«, for det kan jo være et vidt begreb, afhængigt af hvem der fortolker sådan en formulering. Så det kunne man måske præcisere en lille smule, sådan at man sagde, at der skal være en fast tidsgrænse for, hvor hurtigt sådan noget skal behandles, hvis det er muligt.

Så er der nogle steder, hvor man oplever, at stalkere har forfulgt to, måske tre, forskellige kvinder og har haft tilhold i forhold til det her, og man ligesom ved, at vedkommende er en type, som bare fortsætter med et nyt offer. Her kunne det være formålstjenligt at kunne gå ind i de her lidt grove sager, som jeg synes det er, når nogen vedvarende stalker, og sige, at så skal man altså kunne skride til handling og til en sigtelse forholdsvis hurtigt. Om det kan lade sig gøre, ved jeg ikke, men jeg kunne godt tænke mig, at man så på det, og det må vi selvfølgelig spørge ind til i udvalgsbehandlingen.

Derudover er der noget om strafferammen og behandlingen, og der synes jeg også vi skal se lidt på strafferammen. Der har tidligere været nævnt noget af andre ordførere omkring bødestraffen. Jeg er ikke helt sikker på, at bødestraf nødvendigvis virker. Nu skal vi se, der er også blevet stillet forslag om, at vi får at vide, hvordan bøderne er, og hvor høje de er osv. Men bødestraf behøver ikke nødvendigvis at virke, og jeg mener i hvert fald, at strafferammen også skal måles på den chikane, man udøver. For der er altså nogle, der bliver stalket i flere år, og deres liv går faktisk totalt i stå, og de er psykisk mærket af det, men stalkeren ender så måske med at få en bødestraf. Det forhold synes jeg ikke hænger sammen, og det vil jeg i hvert fald også meget, meget gerne se på.

Så er der den sidste ting, som jeg synes det er vigtigt at få set på, og det er i forhold til bortvisning, hvor der er børn involveret. For det er jo sådan, at vi også har en forældremyndighedslov, hvor man rent faktisk kan blive dømt ved skilsmisse, ved at man går fra hinanden osv., og her kan man faktisk blive dømt til at få fælles forældremyndighed. Selv om den ene har chikaneret eller generet den anden groft og stalker den anden, skal man, fordi man har fælles forældremyndighed, så stadig væk have en eller anden form for kontakt i forhold til barnet.

Der synes jeg det kunne være godt, hvis man i hvert fald fik en tredjepart ind i de få sager, der måtte være omkring det her, og sagde, at der giver det ikke mening. Manden har måske slået konen, men man har et fælles barn, og man har fælles forældremyndighed, og man skal så stadig væk mødes og tale om barnet, og der må en tredjepart ind at se på det.

Det er, vil jeg sige, som udgangspunkt nogle småjusteringer, men noget, jeg synes man skal tage op i forbindelse med behandlingen af det her ganske glimrende lovforslag, som vi også støtter i Dansk Folkeparti.

Tak. Så er det hr. Jeppe Mikkelsen som ordfører for Det Radikale Venstre.

Tak. Se, dette lovforslag er et eksempel på et godt og gennemarbejdet forslag. Det er grundigt, det tager hånd om nogle problemstillinger, der er relevante, og derfor får det også opbakning fra en række organisationer på området. Og opbakning skal det også have fra Radikale Venstre.

Forslaget er godt af flere årsager: fordi det gør tilholdet mere firkantet og nemmere at forstå for begge parter i sagen, fordi ofre for grov personskadelig kriminalitet samt deres pårørende fremadrettet får tilhold mod gerningsmanden, fordi praksis for tilhold nu optages i lovgivningen og dermed gør det mere klart og styrker anvendelsen af tilhold, og fordi politiet fremadrettet skal bruges til yderligere forebyggende tiltag.

Derudover indeholder lovforslaget to nyskabelser. Den første er en bestemmelse om opholdsforbud. På den måde kan man lave en række sikkerhedszoner for krænkede – det kan f.eks. være hjemmet, arbejdspladsen eller en uddannelsesinstitution. Det er et godt redskab, som man dog bør benytte med større omhyggelighed end tilhold, hvilket også fremgår af lovforslaget.

Dertil kommer det andet, bestemmelsen om stalking. Jeg er personligt ret imponeret over, at ordet stalking bliver et juridisk begreb. Det tror jeg ikke folkene i Justitsministeriet havde regnet med for 10 år siden. Ikke desto mindre er det et godt begreb, fordi det er noget, folk kan forholde sig til, især unge mennesker, og fordi det er et begreb, som der er et meget udbredt problem tilknyttet. Ved stalking er den enkelte henvendelse i sig selv ikke nødvendigvis en lovovertrædelse; det er mængden af henvendelser, som udgør et problem. Når det gælder vedvarende og systematisk forfølgelse eller chikane, kan der være tale om stalking, og det kan således føre til tilhold. Stalkingbestemmelsen er et skridt i den rigtige retning, så vores lovgivning holder trit med udviklingen inden for sociale medier og telefoni.

Lovforslaget indeholder desuden også en lettere tilgang til edition i tilholdssager. For Radikale Venstre er sådan nogle tiltag altid noget, vi overvejer meget nøje, fordi vi meget gerne vil undgå en glidebane på området. Men da tilgangen i dette tilfælde hovedsagelig går på at få be- eller afkræftet afsenderens eller modtagerens identitet og ikke selve indholdet i f.eks. sms'en eller mailen, ser vi ikke det store problem i det. Selve indholdet i f.eks. sms'en eller mailen vil forulempede i sagens natur jo selv kunne fremlægge. Med editionsoplysninger vil forulempede altså kunne få bekræftet sine anklager, eller anklagede kan få renset sit navn. Det synes vi faktisk er positivt.

Overordnet set er der positive røster fra Advokatrådet, Dansk Anti-Stalking Forening, Mødrehjælpen, Joan-Søstrene, Landsorganisationen af Kvindekrisecentre, Danner, Landsforeningen Hjælp Voldsofre og Institut for Menneskerettigheder. Det er vi i Det Radikale Venstre meget glade for, da vi mener, at udkastet er godt. Vi kan altså samlet set støtte forslaget. Tak.

Hr. Karsten Lauritzen, kort bemærkning.

Jeg vil blot høre Det Radikale Venstre, hvordan Det Radikale Venstre forholder sig til det, som jeg fra Venstres side har fremført, nemlig muligheden for – som der også står skrevet i lovforslaget, og som man jo har overvejet, men af tekniske og økonomiske hensyn vælger at tage ud – det her med GPS-overvågning og de særlige muligheder. Hvordan forholder Det Radikale Venstre sig til den del? Det er jo noget, man nu indfører i en række nordiske lande. Jeg vil godt høre Det Radikale Venstre, om de ikke kunne overveje at støtte sådan et yderligere tiltag. Man har jo i Det Radikale Venstre været meget optaget af at sikre en så god lovgivning som overhovedet muligt, en så god beskyttelse af de her kvinder som overhovedet muligt, så der er måske en mulighed for, at vi kunne blive enige om noget. Det vil jeg godt høre ordføreren om.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Først og fremmest er der jo nogle tekniske og økonomiske omstændigheder, som kan være med til at gøre, at det kan være svært at få indført. Jeg vil meget gerne lytte til, hvad der kommer fra Justitsministeriet på området i udvalgsbehandlingen, for det skal selvfølgelig også indgå i drøftelsen. Det er jeg sikker på at hr. Karsten Lauritzen også er enig med mig i.

Når det ellers kommer til det principielle spørgsmål om at benytte sig af GPS-overvågning, synes jeg, det er en meget hård sanktion, fordi det er noget, som ikke kun virker i forhold til det enkelte opholdsforbud eller den enkelte bortvisning, men også faktisk er en konstant overvågning af personen. Det vil sige, at jeg synes, det er en yderligere sanktion, som jeg principielt, som udgangspunkt ikke støtter.

Hr. Karsten Lauritzen.

Ja, så er jeg måske en smule forvirret, for jeg forstod sådan set på ordføreren, at han gerne ville se lidt nærmere på det i udvalgsbehandlingen – og så støtter han det principielt alligevel ikke. Man kunne jo lade det være op til domstolene at idømme den her mulige sanktion, for det er jo i særlige tilfælde. Jeg tror, at grunden til, at Venstre er opmærksom på det her, bl.a. er, at det er noget, en række kvindekrisecentre har påpeget. Man har haft en række episoder – æresrelateret kriminalitet og andet – hvor brug af GPS og den advarsel, der ligger deri, er noget, der kan forhindre alvorlig kriminalitet.

Så jeg vil godt høre ordføreren igen: Hvis det nu viser sig, fordi man har indført det i en række andre lande – senest i Sverige her pr. 1. oktober, hvis jeg ikke tager meget fejl – at erfaringerne dermed er gode, at det kan gøres billigt, og at det er effektivt, er det så noget, Det Radikale Venstre vil overveje?

Ordføreren.

Det vil vi. Vi går åbent ind til udvalgsbehandlingen og vil lytte til de høringssvar, der kommer, og til de analyser, der kommer fra Justitsministeriet om de økonomiske og tekniske vilkår. Men jeg vil gerne understrege, at jeg er betænkelig ved, at man udvider det her. For jeg ser det som en udvidelse af sanktionerne, at personen, der måtte være et tilhold imod, også bliver konstant overvåget. Det synes jeg er en udvidelse af sanktionen, som jeg vil være betænkelig over for. Men lad os kigge på de internationale erfaringer, lad os høre de økonomiske og tekniske analyser fra Justitsministeriet, og lad os tage høringssvarene med ind i udvalgsarbejdet.

Tak til ordføreren. Fru Anne Baastrup som SF's ordfører.

Gennem de seneste år er der sket den der gradvise udvikling med, at kvinder og mænd oplever at blive mødt af andre under omstændigheder, som er fuldstændig almindelige, det bliver bare ved og ved, og til sidst får man oplevelsen af, at dette er en forfølgelse. Den enkelte kontakt er ikke ulovlig, men det forhold, at man hele tiden udsættes for kontaktforsøg, gør til sidst, at man bliver bange.

Hele den udvikling har Folketingets Retsudvalg diskuteret grundigt, og derfor er det jo en fornøjelse at se, at Strafferetsudvalget har taget denne gradvise udvikling af en ny form for kriminalitet alvorligt. Det er også en fornøjelse for snart første gang i 10 år at have et lovforslag, der er gennemarbejdet, hvor man virkelig har forholdt sig til det reelle indhold, hvor man har givet sig selv og ministeriet tid til at komme med et grundigt, velforberedt forslag, og hvor man har givet de høringsberettigede mulighed for at komme med velovervejede indstillinger. Så derfor er det alt i alt en fornøjelse at deltage i Retsudvalgets arbejde for tiden.

Det, der jo er det centrale i dette lovforslag – ud over begrebet stalking, som jo er et helt nyt begreb, det står ikke i loven, men vi ved alle sammen, hvad det handler om – er jo, at man i Justitsministeriet også lægger op til at finde ud af, hvad det så egentlig er for nogle behandlingsprogrammer, vi kan få etableret. Vi ved jo godt, at mange af de mennesker, der oplever sig nødsaget til at begå stalking over for en anden person, er så fuldstændig fokuserede på den der ideosynkrasi, kan man vel kalde det, at de ikke kan komme ud af oplevelsen af, at den anden person er så vigtig, at de hele tiden bliver nødt til at holde øje med personen, hele tiden være i nærheden. Det kræver en særlig behandling, og derfor er det fint, at vi nu får undersøgt og afdækket, hvilke behandlingsprogrammer man kan etablere.

Jeg kan så forstå på Venstres ordfører, at man ønsker at indføre et GPS-system. Vi er selvfølgelig spændt på at se, hvad resultatet af den svenske ordning er, og jeg synes, jeg vil gøre opmærksom på Datatilsynets høringssvar i denne sag, og jeg læser lige op, hvad Datatilsynet mener:

»En sådan ordning vil medføre en omfattende indsamling af data om den overvågede persons færden, som der kun i visse tilfælde ville være brug for. Endvidere må der ... lægges betydelig vægt på, at effektiviteten ved en sådan elektronisk kontrolordning må antages at være ringe. Det må således anses for tvivlsomt, om det tilsigtede formål vil kunne opfyldes ved hjælp af en elektronisk kontrol ...«.

Så jeg vil minde hr. Karsten Lauritzen om, at nogle af dem, der skal passe på overvågning af den danske befolkning, bl.a. er Datatilsynet, og at vi jo har haft en 10-års-periode, hvor Datatilsynet har siddet ude på sidelinjen og fortalt, at nu er overvågning ved at tage overhånd.

Vi har nu en regering, der tager Datatilsynets høringssvar alvorligt, det agter jeg også at gøre, og det betyder jo naturligvis ikke, at vi ikke skal se på, hvad den der GPS-overvågning får af konsekvenser i den svenske lovgivning. Vi skal naturligvis spørge: Hvilke konsekvenser får det? og hele tiden have øjne og øren åbne og lytte til, hvad det er, der sker andre steder. Her og nu vil vi – især også på baggrund af Datatilsynets, synes jeg, meget, meget klare udmelding her – meddele Venstre, at vi ikke vil støtte et ændringsforslag fra Venstres folketingsgruppe, men at vi i øvrigt støtter lovforslaget som sådan.

Tak til ordføreren. Hr. Karsten Lauritzen har bedt om en kort bemærkning, så jeg må bede ordføreren om at komme op igen. Hr. Karsten Lauritzen.

Tak. Jeg vil godt høre fru Anne Baastrup, om fru Anne Baastrup ikke kunne forestille sig, at man kunne lave en ordning, hvor man sikrer, at de bekymringer, Datatilsynet har, bliver varetaget, så der er styr på det, og så man ikke kan bruge de her data til noget. Det er jo præcis, ligesom SF gentagne gange har stemt for overvågning i Folketingssalen, for vi er blevet forsikret om, at den måde, dataene bliver opbevaret på, er i overensstemmelse med reglerne og ikke kan misbruges. Kunne fru Anne Baastrup ikke forestille sig, at man kunne løse de her problemer, eller forestiller fru Anne Baastrup sig ikke, at man har løst dem i Norge, Sverige og en række andre lande? Hvorfor ønsker fru Anne Baastrup ikke at have den mulighed åben for nogle af de her kvinder, som altså virkelig bliver udsat for chikane, virkelig bliver udsat for nogle ganske alvorlige ting? Hvorfor ønsker fru Anne Baastrup ikke at levere den?

Ordføreren.

Nu er det jo sådan, at vi i SF er meget omhyggelige med, at vi ikke går for langt i overvågningen af den danske befolkning. Vi laver nu en ny lovgivning, der indeholder kriminalisering af bestemte typer af fredskrænkelser eller noget, der er ved at blive fredskrænkelser, og når den kriminalisering er indført og politiet har fået nogle erfaringer og vi har fået lavet behandlingsprogrammer, skal vi så ikke lige trække vejret og se, om det er nok. Vi har i det danske samfund efter vores opfattelse fået for meget overvågning, og Datatilsynet siger, at med den viden, Datatilsynet har i dag, mener man ikke, at det kan lade sig gøre at gennemføre GPS-overvågning af mennesker, uden at man går for vidt. Det kan godt være, at man om 5-10 år kan noget mere. Det kan også være, at hr. Karsten Lauritzen har en viden, som jeg ikke er bekendt med, om, at det godt kan lade sig gøre at lave særlige typer af GPS-overvågning inden for bestemte områder. Fint nok, men så lad os se på det i udvalget. Men med udgangspunkt i Datatilsynets bemærkninger har jeg ingen ambition om at støtte det liberale Venstres forslag om yderligere overvågning af danskerne.

Hr. Karsten Lauritzen.

Jeg tror, at fru Anne Baastrup har misforstået både det, Venstre vil, og det, der står i lovforslaget. Der er sådan set redegjort ganske fint for det. Der er jo ikke tale om, at man overvåger danskerne. Der er tale om, at man har mulighed for, hvis der er en person, der har forbrudt sig mod et tilhold, at pålægge den person GPS-overvågning. Det er jo ingen overraskelse, i hvert fald ikke for Venstre, at man i Socialistisk Folkeparti tager større hensyn til forbryderen end til offeret, og det her kan rent faktisk være en mulighed, som ville kunne forhindre og forebygge alvorlig kriminalitet, bl.a. æresrelateret kriminalitet, og forhindre nogle af de episoder, man ser på kvindekrisecentre og andre steder. Der er det bare mærkeligt, at Socialistisk Folkeparti, som ellers er så optaget af kvindernes rettigheder og særlig de nydanske kvinders rettigheder, ikke vil give den her ekstra beskyttelse, som man altså har i en række andre nordiske lande. Det må jeg sige at jeg i virkeligheden synes er en smule beskæmmende, men det må jeg bare notere mig, og jeg håber da på, at vi kan få en konstruktiv debat, og når vi kan få lagt nogle tal frem om, at det kan lade sig gøre at lave GPS-overvågning fornuftigt i ældreplejen – med SF's velsignelse – så kan man måske også overveje det i forhold til nogle folk, som ikke overholder et tilhold, og være med til at hjælpe nogle kvinder – men man kan jo håbe.

Ordføreren.

Jeg vil da meget gerne tale med hr. Karsten Lauritzen i Retsudvalget, og det kan jo være, at hr. Karsten Lauritzen har nogle yderligere oplysninger end det, hr. Karsten Lauritzen er kommet med her i Folketingssalen. Men hr. Karsten Lauritzen bliver nødt til at forholde sig til Datatilsynets høringssvar. Jeg ved, at hr. Karsten Lauritzen er medlem af et parti, der i 10 år ikke har lyttet til Datatilsynet. Det gør vi.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Pia Adelsteen.

Jeg vil egentlig gerne følge sagen op, for på mig virker det også en lille smule underligt, at man tager så stor afstand fra det med GPS'en. Stalkeren skal have den på, og det er i grove tilfælde, og så skal der jo være en dommer, der ligesom har sagt, at nu sætter vi den her på. Når jeg sådan sidder og tænker lidt på, hvordan et tilhold fungerer i virkeligheden, er det jo tit sådan, at der er en, der får et tilhold mod at komme på bestemte steder. Når man ringer og siger til politiet, at vedkommende er der nu, så er den, der har et tilhold, forsvundet, inden politiet kommer. Så siger politiet: Vi kan altså ligesom ikke gøre mere, for vi har faktisk ikke noget bevis for, at vedkommende har været her. Det er jo derfor, at det i særlig grove tilfælde ville være rigtig godt med sådan en GPS på vedkommende, hvis dommeren har sagt, at man kan se, at vedkommende ikke overholder det tilhold, vedkommende har fået. Det har man flere eksempler på. Dommeren gør det jo ordentligt i Danmark, er jeg sikker på, og derfor får man sådan en GPS på. Så jeg kan ikke forstå, at man er så afvisende.

Ordføreren.

Jeg tager udgangspunkt i høringssvarene, bl.a. fra den organisation, der har til opgave at sørge for, at det danske samfund ikke kommer over grænsen for overvågning. De er betænkelige ved den kendte teknologi. Jeg har sagt, at jeg gerne vil være med til at kigge på, hvordan det går i Sverige. Jeg har sagt, at vi nu får en lovgivning, som objektiverer, hvad det er, der er overtrædelse af tilhold, dvs. at politiet ikke skal ind at se, om det var en fredskrænkelse, eller om han bare var der. Nej, han var der bare, og så er det i sig selv en fredskrænkelse. Så prøv lige at læse lovforslaget og se, hvilke kæmpe fremskridt det er, og lad være med at fedte ned i en detalje, som hr. Karsten Lauritzen jo end ikke har fundet ud af hvordan skal udfoldes. Vi vil gerne være med til at snakke om den tekniske fremtid, men vi bliver nødt til at forholde os til, at det er et rigtig, rigtig godt lovforslag, hvor man tager et kæmpe stort skridt, hvor man objektiverer en kriminalitet. Det er ikke set før. Det synes jeg er stort. Når en kvinde fremover ringer og siger, at nu står han derude igen, så behøver politiet ikke at overveje, hvorfor han står der. Nej, han står der; det er kriminelt.

Fru Pia Adelsteen.

Det jo rigtigt, at det er kriminelt. Altså, jeg er også meget positivt indstillet over for lovforslaget. Det tror jeg at vi alle sammen er. Det kunne man også fornemme på dem, der foreløbig har været oppe. Så det har jo ikke noget med det at gøre.

Det, der bare undrer mig, er, at det jo er fint nok, at man som kvinde ringer til politiet og siger: Nu står han her. Er det så bevist, at han så står der, så kvindes ord er lov? Det er ikke den måde, jeg opfatter det her på. Jeg mener stadig væk, at man skal bevise det, og det er derfor, at det altså i særlig grove tilfælde er vigtigt, at man måske kan bruge teknologien til netop at kunne bevise, at det her ikke er i orden.

Ordføreren.

Det skal naturligvis kunne dokumenteres, at han rent faktisk har været der, hvor han ikke måtte være. Vi begynder ikke at dømme folk for en kriminalitet, de ikke har begået. Man skal over for domstolene kunne dokumentere og bevise, at den pågældende har begået en kriminel handling. Så har vi objektiveret det med det her lovforslag, dvs. at selv om han siger, at han bare var henne for at købe mælk, så skal han ikke købe mælk der, og o.k., så kan han dømmes, fordi han købte mælk det forkerte sted. Det var ikke med vilje, jo, han var det forkerte sted, og det vidste han godt. Det er det, der er så stort fremskridt.

Så kan det godt være, at vi så i fagre nye verden kan lave en bestemt type af overvågning, som gør, at Datatilsynet synes, at det er en fin idé. Yes, men så lad os da for søren komme det her skridt videre. Lad os vedtage det her lovforslag, lad os være glade over det og så derfra tage det næste skridt.

Der er endnu en kort bemærkning fra hr. Jan E. Jørgensen.

Jeg må konstatere, at ordføreren fra Socialistisk Folkeparti udtrykker sig i absolutter, for først fik vi at vide, at det var første gang i 10 år, man havde et gennemarbejdet lovforslag, det synes jeg dog er noget af et angreb, ikke blot på regeringen, fair nok, men også på Justitsministeriets embedsmænd, som altså gennem 10 år udelukkende har siddet og lavet lovforslag, der ikke har været gennemarbejdede. Det ved jeg ikke hvordan justitsministeren forholder sig til, men det er da et interessant synspunkt, man har fra SF's side.

Så hørte vi også fra SF's side, at Venstre i 10 år ikke har lyttet til høringssvar fra Datatilsynet. Der begår Socialistisk Folkeparti den klassiske fejl, at man jo godt kan lytte til høringsforslag, men ikke nødvendigvis behøver at være enige i det pågældende høringsforslag. Er det sådan, at man fra SF's side altid vil følge et hvilket som helst høringsforslag, der måtte komme fra Datatilsynet? Og hvad gør man, hvis et sådant høringssvar er i modstrid med et høringssvar fra en organisation, som SF også synes, man bør lytte til?

Ordføreren.

Først: Det var rigtig, rigtig mange spørgsmål, jeg kan slet ikke nå at besvare dem alle. For det første: Dette lovforslag er udarbejdet af Straffelovrådet på baggrund af en henstilling fra den tidligere justitsminister. Jeg vil så bare fortælle det nye folketingsmedlem, at vi gang på gang har stået her i salen med lovforslag, som ministeriet har knoklet på for at være færdige med, og hvor høringssvarene er præget af, at man ikke har haft tid til at lave ordentlige høringssvar. Det er ikke en kritik af ministeriet, det er en kritik af de skiftende justitsministre, der har siddet her, fordi de har haft for travlt med hele tiden at prøve at lave stramninger. Man kan også godt sige, at det i virkeligheden heller ikke er en kritik af De Konservative, det er en kritik af den samlede regerings prioritering af, at Dansk Folkepartis ønsker skulle gennemføres sådan her.

Vi vil naturligvis ikke altid følge det, der måtte komme fra Datatilsynet, men jeg har bare en klar viden om, at når Datatilsynet er kommet med advarsler omkring overvågningskameraer og andre ting, så har man ikke lyttet til Datatilsynets problematisering af det.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Jo, vil jeg sige til fru Anne Baastrup, man har lyttet, men man har ikke nødvendigvis været enig. Men jeg fornemmer allerede nu en vis opblødning fra SF's side. Man vil ikke følge samtlige de høringssvar, der måtte komme, og man mener nu kun, at det er gang på gang og ikke altid, at ministeriet har siddet med uigennemarbejdede lovforslag. Det er dog et skridt på vejen. Men vil fru Anne Baastrup, hvis teknologien er til det, gå ind og sikre, at man kan bruge teknologien til at hindre stalkere i at komme tæt på deres ofre?

Ordføreren.

Jeg kom med, synes jeg selv, et ganske glimrende svar til fru Pia Adelsteen, og det kan jeg så bare henvise til.

Så er det fru Pernille Skipper som ordfører for Enhedslisten.

Tak. I Enhedslisten er vi glade for og positive over for det her forslag. Der er flere gange blevet snakket om, hvad det indeholder. Men jeg vil sige, at der er to ting, som er rigtig positive ved det her forslag. For det første, at det tager sigte på en bedre offerbeskyttelse – endda uden den sædvanlige automatreaktion om, at den eneste måde, man kan beskytte offeret på, er at lade straffen til gerningsmanden stige – altså en reel offerbeskyttelse, som tager hensyn til de mennesker, som står med nogle længerevarende problemer, og som er truet både fysisk og psykisk. For det andet formår man i det her forslag – samtidig med at man øger offerbeskyttelsen – at holde balancen imellem hensynet til offeret og retssikkerheden for de formodede gerningsmænd, bl.a. ved at sikre en hurtig og let adgang til domstolsprøvelse i de her afgørelser om det foreslåede opholdsforbud. Jeg synes, det er rigtig positivt, at man formår at holde fast i, at der altså er en balance. Der er ikke kun ét menneske i de sager, som vi snakker om i dag, der er faktisk to. Vi skal sikre, at offeret får en beskyttelse, men vi skal selvfølgelig også sikre at gerningsmanden har en ordentlig retssikkerhed. Vi lever trods alt i et retssamfund.

Der er nogle enkelte ting, som man kunne overveje i udvalgsarbejdet: En udtrykkelig angivelse af, at fristforlængelse efter 4 uger kan finde sted stadig væk. Det stod tidligere i loven om bortvisning, og af hensyn til klarheden kan man overveje at fastholde det. En eventuel maksimal grænse for den tidsmæssige udstrækning af en bortvisning kunne også sikre retssikkerheden en smule bedre. Samtidig mener vi også, at vi i udvalgsbehandlingen yderligere bør drøfte Foreningen Danners bekymring for det skisma – som der også blevet talt om her fra talerstolen tidligere i dag – at en tidligere ægtefælle kan have et tilhold, men også har samværsret til et fælles barn. Det er et problem, som vi ikke løser med den her lovgivning, men jeg tror, at der er en stor og god fælles forståelse for, at det er en vigtig fortsat diskussion. Tak.

En kort bemærkning fra hr. Karsten Lauritzen.

Jeg vil godt høre, hvordan Enhedslisten forholder sig til den mulighed, som fru Anne Baastrup misforstod lidt – man overvåger altså ikke hele den danske befolkning – hvor en person, der har et tilhold, forbryder sig mod tilholdet. Så kan vedkommende idømmes den sanktion, at der bliver de GPS-overvågning. Hvordan forholder Enhedslisten sig til det? Vil Enhedslisten være med til at give den beskyttelse, som i særlige, specielle tilfælde kunne ydes til kvinder, hvor ægtemanden f.eks. forsøger at komme i kontakt med dem og gentagne gange forbryder sig mod et tilhold, og der måske også opstår vold eller andre ting? I særlige tilfælde kunne man så tage den her GPS-foranstaltning i brug. Hvordan forholder Enhedslisten sig til det?

Ordføreren.

Tak. Som jeg startede med at sige, synes jeg, at noget af det gode ved det her lovforslag er, at vi fastholder balancen mellem hensynet til offeret – som hr. Karsten Lauritzen så godt udtrykker det, er det jo nogle seriøse situationer, man står i som offer for stalking – og samtidig fastholder, at den formodede gerningsmand også skal have en vis retssikkerhed. I Enhedslisten har vi mange gange sagt, også her i salen, at den overvågning, der foregår i Danmark, er gået for vidt. Og det gælder også GPS'er på enkeltpersoner. Det ville efter vores synspunkt, selv om alle mennesker i Danmark selvfølgelig ikke skal have en GPS på sig, men de her gerningsmænd, være et alt for indgribende skridt, og jeg vil da også mene, at et liberalt parti kunne tage hensyn til den såkaldte personlige frihed i sådan en sag her.

Hr. Karsten Lauritzen.

Jeg kan meddele Enhedslistens ordfører, at det bestemt ikke er uliberal politik, at man tager en person, som har forbrudt sig gentagne gange mod et tilhold og begår en strafbar handling, og idømmer vedkommende en elektronisk fodlænke, en GPS. Det er der absolut intet uliberalt i. Det er blot at tage hensyn til offeret frem for forbryderen, for det er jo det, der er tale om. Det skulle være en særlig foranstaltning. Og der må jeg spørge Enhedslisten igen, hvorfor man ønsker at give den her særlige beskyttelse til forbryderen. Fru Pernille Skipper sagde i sin ordførertale, at offerbeskyttelse var centralt for Enhedslisten. Det her er virkelig noget, der kan beskytte nogle ofre, som bliver chikaneret helt ekstremt, fordi nogle personer gentagne gange forbryder sig mod et tilhold. Der kunne det her være en mulighed, der giver en ekstra beskyttelse. Det skal selvfølgelig idømmes, for det skal være en sanktion som følge af, at man har overtrådt det tilhold, som ligger, altså en yderligere foranstaltning.

Ordføreren.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at hensynet til offeret og gerningsmanden er en balance. Det ville jo også være den ultimative offerbeskyttelse, hvis vi, hver eneste gang der blev begået en form for personfarlig kriminalitet, sendte gerningsmanden bag lås og slå for tid og evighed, for så ville de i hvert fald ikke gøre det ved nogen igen. Det ville jo være den ultimative offerbeskyttelse. Så det er ikke nogen hemmelighed, at det er en balance. I Enhedslisten mener vi, at vi skal værne om den personlige frihed, også når man har fået et tilhold. Så skal det ikke være sådan, at hele ens gøren og laden kan registreres. Der er vi meget enige i Datatilsynets overvejelser og bekymringer, og det synes vi at vi skal tage alvorligt. Der, hvor vi kunne sætte bedre ind over for de kvinder, som er udsat for stalking og har været udsat for vold, ville være at sørge for, at de f.eks. havde en nemmere adgang til at få en overfaldsalarm. Vi hører jo også fra flere kvindeorganisationer, at det er meget, meget svært for kvinder at få en overfaldsalarm, hvis de ikke har en organisation og professionelle i ryggen til at hjælpe sig. Der vil vi meget gerne være med til at gå ind og sætte ind. Men GPS'er på enkeltpersoner, nej, det er for vidtgående.

Der er yderligere to for korte bemærkninger. Fru Pia Adelsteen.

Det, der lige fik mig til at reagere, var faktisk, at jeg blev en lille smule forarget. For ordføreren mener rent faktisk, at det er vigtigere at tage hensyn til en, der er dømt som stalker, har et tilhold, i forhold til en GPS, altså sådan at man ikke skal kunne registrere, at han helt legalt har været nede i Brugsen – hvad man så end skulle bruge det til – frem for den kvinde, som man rent faktisk kan risikere bliver banket gul og blå, fordi han altså lige kom forbi. Sådan hører jeg det, altså fordi man skal fastholde en balance.

Jeg er enig med ordføreren i, at der bør være flere overfaldsalarmer. Jeg synes, det er en rigtig god ting, og at det kunne være dejligt at få det. Men jeg synes altså, det er et mærkeligt hensyn at tage til en, der har et tilhold, en, man ved gør nogle ting, at sige, at en GPS er alt for indgribende i forhold til vedkommende, som måske banker den kvinde, der er udsat for det her.

Ordføreren.

Jamen fru Pia Adelsteen kan jo vælge at høre det, hun vælger at høre. Men altså, det er jo klart, at det er en balance. Hvis vi, som jeg også sagde tidligere, skal tage et ultimativt hensyn til offeret, kan vi sætte alle gerningsmænd bag lås og slå; så har vi ikke engang brug for en GPS, for så ville de aldrig nogen sinde komme ud igen, og så ville det ligesom være ude af verden. Det er vi ikke villige til, og det tror jeg sådan set heller ikke Dansk Folkeparti ville være villige til.

Selvfølgelig skal der være en balance mellem på den ene side at sikre ofrene – det er derfor, vi er så positive over for den her lov, som giver en yderligere mulighed for offerbeskyttelse – og på den anden side at sikre, at hvis nogen er dømt og har fået tilhold mod at nærme sig en person, kan vedkommende måske vælge at leve et almindeligt liv alligevel og stoppe igen, så man derfor ikke skal kunne registrere, hver eneste gang vedkommende bevæger sig rundt i verden med en GPS. Jeg synes, at vi skal tage Datatilsynets bekymringer alvorligt. Der findes ifølge dem heller ikke teknik, som gør, at vi kan gøre det her forsvarligt for den enkeltes frihed.

Fru Pia Adelsteen.

Nu er en GPS jo ikke noget ultimativt. Altså, det er noget, hvor en dommer skal sige: Du kan åbenbart ikke finde ud af at overholde de regler, vi har udstukket for dig, ergo får du den her på. For alternativet er jo, at vi fra f.eks. Dansk Folkepartis side siger: O.k., når vedkommende ikke kan finde ud af det, så må vedkommende ind at brumme. Og så kan vi jo vælge. Jeg ved godt, hvad jeg ville vælge, for så synes jeg altså, at man skal lukkes inde – måske ikke for livstid, det er vi helt enige om, det er nemlig det helt ultimative.

Men hvis man ikke kan finde ud af at overholde de tilhold, den bortvisning eller det opholdsforbud, man har – og det kan man jo kun registrere på nogle enkle måder, for man kan jo ikke bare sige, at det er nok, når kvinden, offeret, har sagt, at hun har set vedkommende – skal det jo stadig væk bevises. Det går jeg ud fra; jeg går ud fra, at vi stadig væk har retssikkerhed. Og så kunne GPS'en jo netop være et effektivt middel til at vise, at det kan vedkommende ikke finde ud af, og hvis denne gentagne gange overskrider det, synes jeg da, at vedkommende skal ind at sidde – sådan må det da være – så vi kan beskytte de kvinder.

Ordføreren.

Som jeg har læst lovforslaget, vil den yderste konsekvens af, at man ikke kan overholde et tilhold, faktisk også være, at man kommer i fængsel. Der er en mulighed for at give fængselsstraf i op til 2 år. Og selvfølgelig skal man stadig væk bevise ved en domstol i Danmark, at et tilhold er blevet overtrådt, ligesom vi skal bevise enhver anden form for kriminel handling. Vi kan godt tage en lang diskussion om bevisligheder i domstolssystemet, men vidneudsagn er faktisk et bevis, som man lægger vægt på i sådan nogle situationer. Så mon ikke domstolene nok skal finde ud af det.

Jeg synes, det er for indgribende at sætte en GPS på personer, men selvfølgelig skal det være sådan, at der er en konsekvens, hvis man ikke kan overholde sit tilhold. Det er der også i det lovforslag.

Hr. Jan E. Jørgensen for en kort bemærkning.

Jeg kan konstatere, at socialismen antager nye former. Tidligere på dagen hørte vi Enhedslisten plædere for flere gudstjenester i danske fængsler, og nu hører vi Enhedslisten tale om den personlige frihed. Så det synes jeg da er en interessant udvikling på den yderste venstrefløj.

Men jeg vil stille et spørgsmål til Enhedslisten, nu der bliver talt om den personlige frihed. Vi taler jo om to personers personlige frihed, nemlig friheden for den, der bliver udsat for angreb fra en stalker, og for den, der udfører angrebene. Og alternativet til en form for elektronisk fodlænke er jo, hvilket ordføreren selv er inde på, at man så tager stalkeren og sætter stalkeren i fængsel. Det er da et væsentligt mere nådigt indgreb over for stalkeren, at han udstyres med en elektronisk fodlænke, som kan aktiveres, når tilholdet overtrædes.

Hvorfor vil Enhedslisten ikke gå ind og se på en sådan mulighed for, at man kan tilbyde et mere nådigt alternativ til fængsel, så stalkeren altså kun bliver overvåget i de tilfælde, hvor han kommer for tæt på den grænse, som man har sat i forbindelse med tilholdet?

Ordføreren.

Nu vil jeg sige, at jeg såmænd ikke tror, at det er noget nyt, at Enhedslisten taler om menneskerettigheder og personlig frihed og frihedsrettigheder. Det mener vi er noget meget grundlæggende, og det er også derfor, at vi især på det retspolitiske område altid måler de tiltag og de forslag, der er, op imod hensynet til retssikkerheden, den personlige frihed og de grundlæggende menneskerettigheder. Det skal vi selvfølgelig også gøre i dag i den her situation, når vi taler om GPS til tiltalte.

Det er allerede et indgreb over for en gerningsmand at få et tilhold, et opholdsforbud, en bortvisning. Det er et indgreb i sig selv. Det mener vi er gode indgreb at kunne foretage over for en stalker, eventuelt en tidligere voldelig ægtefælle, for at beskytte de kvinder, som det typisk er, der bliver udsat for det her.

Skal vi så gå skridtet videre og sætte en GPS på gerningspersonen? Nej, det mener jeg ikke. Jeg mener, at det er for vidtgående. Jeg mener, at det er et for stort indgreb i den personlige frihed og i de grundlæggende frihedsrettigheder. Og det mener jeg er det, vi skal måle det her op mod.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Men så har man jo også foretaget en afvejning af hensynet til offerets personlig frihed og forbryderens personlige frihed, for så vægter man altså fra Enhedslistens side forbryderens personlige frihed højere end offerets personlige frihed. For der er jo ikke meget hjælp for et offer i at kunne trykke på en overfaldsalarm, når overfaldet er sket.

Ordføreren.

Det er fuldstændig rigtigt. Det er derfor, at vi i dag er positive over for, at man får lavet en strammere lovgivning, der handler om tilhold, om opholdsforbud, om bortvisning, sådan at man i højere grad kan beskytte de kvinder, der bliver udsat for overfald, for stalking, for psykisk og fysisk terror af andre enkeltpersoner. Det synes vi er rigtig, rigtig positivt.

Det skal indgå i en afvejning. Afvejningen drejer sig bl.a. om, at man kan udstede et tilhold. Kan en person ikke finde ud af at overholde det tilhold, er der en konsekvens. Der er en strafferamme i den her lovgivning, og det mener vi sådan set er vejen frem. En GPS, hvilket jeg også tidligere har sagt her, vil, hvis vi indfører det i dag, medføre, at alt for mange data om den pågældende person vil blive lagret. Det er bekymrende for Datatilsynet, og det synes jeg vi skulle lytte til.

Tak til ordføreren. Hr. Simon Emil Ammitzbøll som ordfører for Liberal Alliance.

Liberal Alliance vil gerne takke justitsministeren og måske nærmest også den tidligere justitsminister for det her lovforslag, for jeg går ud fra, at der sådan set bare er tale om en fremsættelse af noget, der allerede var forberedt under den tidligere regering. Det er vel også derfor, at der er så bred en tilslutning, som der er blevet givet udtryk for rundtomkring.

Det er jo en vigtig sag, som Retsudvalget også har beskæftiget sig med, og jeg tror ikke, der er noget menneske, der ønsker for sig, sine eller nogen som helst andre, at de skal udsættes for stalking. Jeg synes, det er vigtigt, at vi husker på, at det ikke kun er kvinder, der kan blive udsat for stalking – det er faktisk også mænd. Når man lytter med her, lyder det, som om det er en ren kvindesagsting, vi diskuterer her, og det er det bestemt ikke.

Vi synes, at de tiltag, som ministeren foreslår, er gode; vi synes, at det er godt, at man er på offerets side i den her sag, og vi synes jo generelt, det er vigtigt, at man ser på, hvordan de, der er ofre for forbrydelser, får så gode forhold som muligt. Og det er jo et bredere emne end som så – det bliver tit en diskussion om, hvorvidt man går ind for strenge straffe eller ej, men der er meget mere i det, hvis man virkelig er interesseret i at beskytte ofrene, og her er der jo i hvert fald nogle meget konkrete bud på, hvad man kan gøre.

Så har der jo været en diskussion om overvågning, og det vil jeg bare knytte en enkelt bemærkning til. Liberal Alliance er jo generelt et parti, som ønsker mindre overvågning, men det skal ikke misforstås. Vi ønsker mindre overvågning af ganske almindelige mennesker, der bare går rundt og lever deres liv; det er jo sådan set ikke overvågning af folk, der generer andre mennesker, vi har et problem med.

Så kunne man jo strække det ud og spørge: Er det også et problem, at man overvåger fængslerne, at man ved, hvem der er der? Hvor går grænsen? Vi synes sådan set, at det er vigtigt, at man adskiller de to ting, og har ikke noget problem med overvågning af de mennesker, som stalker andre.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Tom Behnke som konservativ ordfører.

Stalking er ganske alvorligt, og det kan også være helt livsødelæggende, hvis ikke det bliver stoppet i tide. Derfor ser vi fra konservativ side med stor tilfredshed på det lovforslag, som justitsministeren fremsætter her i dag, og som jo også nyder bred opbakning i hele Folketinget. Det gjorde det sådan set, allerede inden forslaget blev fremsat, for vi var enige om, at det her er et område, der skal gøres noget ved. Stalking er ganske alvorligt, og det er også, som jeg hører det, et område, som desværre er i udvikling. Derfor skal den kriminalitetstype standses hurtigst muligt – vi skal have bremset det.

Det er et rigtig godt forslag, ministeren kommer med her, der er jo strammet meget markant op. Man kunne måske fristes til at sidde og filosofere lidt over, at både Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten for en gangs skyld er enige i, at der skal være en lovstramning, altså at vi her skal skærpe straffene, at vi skal stramme op. De partier har ellers kritiseret den borgerlige regering gennem 10 år meget for at lave lovstramninger.

Det, man må udlede af det, er, at det kun er et spørgsmål om, hvad det er for nogle forbrydere, man ønsker at skærpe straffen over for, og her er altså en forbrydertype, som også de partier ønsker at skærpe straffen over for. Det har jeg overhovedet ingen problemer med, jeg synes måske bare, det er lidt tankevækkende, at man, da vi strammede lovgivningen i forhold til grov vold og sådan noget, var sådan mere tilbageholdende. Men lad det nu ligge.

I lovforslaget, som det ligger her, bliver der strammet op, der er nogle præciseringer, og der er nogle skærpelser. Man udvider også i forhold til begreberne, så et tilhold er et tilhold, og der gælder det, at enhver form for henvendelse er strafbar. Det gælder også mere geografisk bredt. Hvis stalkeren har fået et tilhold, der går ud på, at man ikke må opsøge en bestemt person på bopælen, nytter det ikke noget, at man opsøger personens arbejdsplads, det kan også være nede ved børnehaven, det kan være der, hvor personen handler til daglig, for det gælder også dér. I det hele taget skal stalkeren ikke have en mulighed for at være udspekuleret og så bare finde offeret et andet sted, hvor man ved offeret jævnlig kommer. Og det er på alle måder godt.

Men der mangler noget i det her lovforslag, og det er den kendsgerning, at hvis de mennesker, som bevæger sig ud på det område, hvor de begynder at forfølge og chikanere, så det bliver til stalking, får en telefonopringning i tide fra en politimand, kan det i virkeligheden være nok til, at de stopper – det ved man. De bliver klar over det og siger: Hov, jeg vidste egentlig ikke, at det, jeg gjorde, var forkert, det var egentlig ikke meningen, at det skulle opfattes på den måde, jeg ønsker ikke at gøre noget strafbart, jeg ønsker ikke at gøre noget forkert, jeg er bare håbløst forelsket eller jeg er bare sur i skralden eller et eller andet andet. Bare det, at en politimand lige ringer og siger: Det, som du er i gang med her, skal du stoppe med, for ellers får det konsekvenser, vil gøre, at langt hovedparten stopper der.

For dem, der ikke får den henvendelse på et tidligt tidspunkt, begynder det at udvikle sig, det bliver til en mani, det bliver hele deres liv, de har ikke andet at gå op i i deres dagligdag, det bliver en besættelse, at de skal stalke en anden person. Og så er det lige, som om vi er nået for langt ud, for så skal der alle mulige former for behandling til, så er straffesystemet ikke engang nok, så skal vi ud i behandling osv.

Derfor mener jeg bare, at justitsministeren må tilbage i sit eget system, altså i politiet, med det. Nu har vi så store politikredse med så mange politifolk i hver politikreds, at hver politikreds bør have en pligt til i politikredsen at have en eller flere betjente, som er særligt dedikeret til det her område, og som har en særlig viden om det her område. For når der så er en anmelder, der ringer eller skriver ind med en situation, kan de betjente lynhurtigt vurdere, om det er noget, der er alvorligt, eller om det er noget, der ikke er alvorligt. Man kan lynhurtigt tage telefonen og ringe.

Jeg ved, at det fungerer på den måde i nogle politikredse, men jeg kunne godt tænke mig, at justitsministeren tog hånd om at sikre, at det sker i alle politikredse. For vi skal jo ikke kun lave regler om stalking, vi skal ikke kun lave skærpede straffe osv., det bedste vi kan gøre, er jo at forhindre, at forbrydelsen overhovedet finder sted, og det kan vi i mange tilfælde, hvis politiet griber ind med det samme. Men det forudsætter, at man inden for et døgn eller højst to vurderer sagen og ringer til gerningsmanden. Det skal ikke lægges i en bunke sammen med femhundrede andre sager, og så tager man fat i det på et eller andet tidspunkt, for så er problemet vokset over hovedet på stalkeren, og så bliver det meget, meget vanskeligt at gøre noget ved sagen.

Så det er min opfordring til justitsministeren, ud over at vi fra konservativ side helhjertet støtter lovforslaget.

Tak til ordføreren. Justitsministeren.

Tak for det, formand. Jeg vil gerne starte med at takke for den meget positive modtagelse, der har været af lovforslaget. Jeg tror, det er rigtigt at sige, at vi med det her lovforslag jo tager fat på det, der har været en fælles bekymring i Folketinget igennem længere tid, nemlig at der har været behov for at se mere direkte på det her problem med stalking.

Der har været afholdt konferencer i regi af Retsudvalget. Det er også rigtigt, som det har været fremført, at det er den tidligere regering, som valgte at sætte udvalgsarbejdet her i gang og er fremkommet med forarbejderne til det her lovforslag. Det er et godt lovforslag, og det er det, fordi det er med til at hjælpe de rigtig mange kvinder og i øvrigt også mænd, som er udsat for forfølgelse og chikanerier. Det gør hverdagen for rigtig, rigtig mange mennesker helt uudholdelig. Med det her lovforslag, der samler, klargør og skærper, er der forhåbentlig en hjælpende hånd til de her mange ulykkelige tilfælde og personer.

Med hensyn til den opmærksomhed, der har været i de senere år, også i Folketinget, på de her forhold for folk, der oplever chikane og forfølgelse, altså den såkaldte stalking, er det intentionen, at der nu bliver skabt endnu mere opmærksomhed om det her, og at vi også kan få lagt et yderligere pres på dem, der udfører de her uhyrligheder.

Det er samtidig også vigtigt, som flere har været inde på, at de her nye regler om bl.a. skærpede straffe for stalking ikke kan stå alene. Derfor er det her jo også en sag, der skal håndteres i et tæt samarbejde – det er ikke bare en politimæssig sag, det er en sag, hvor politiet skal samarbejde tæt med andre myndigheder, herunder de sociale myndigheder. For vi ved jo, at det som med så mange andre former for kriminalitet er et bredt spektrum, man skal igennem, for at få fat i roden til problemerne.

Der har været rejst flere forskellige spørgsmål, og jeg er selvfølgelig klar til, at vi fortsætter behandlingen af forslaget i udvalget og svarer på de spørgsmål, der selvfølgelig vil komme i den henseende.

Hr. Tom Behnke understreger vigtigheden af, at man fra politiets side er opmærksom på det her. Altså, hele indgangen til at håndtere det her problem bedre er, at når vi nu får en samlet lov og vi får betingelserne skærpet og vi får forhold, der tidligere var splittet, samlet, så vil det jo i sig selv bidrage til, at opmærksomheden om det bliver skærpet. Men derudover har vi også tilkendegivet, at informationsmateriale vil tilgå politiet og andre myndigheder, således at det ikke bare er loven, der så at sige ligger der, men så også informationen og opmærksomheden om loven og dens nye muligheder bliver skærpet.

Så har der været talt meget om elektronisk kontrol, og i den sammenhæng er også spørgsmålet om fodlænker og GPS'er blevet nævnt. Jeg tror, at det er vigtigt lige at slå fast, at de fodlænker, der findes i dag, er indrettet sådan, at de ikke kan spore, hvor den, der bærer fodlænken, opholder sig, men kun, om den pågældende person så at sige går ud af sit eget hjem. Så det skal man bare lige være opmærksom på. Den parallel skal man i hvert fald ikke drage.

Når det så handler om elektronisk kontrol, tror jeg, at det er vigtigt at understrege, at den jo også vil kunne misbruges. Det er også noget af det, som eksempelvis Danner peger på i deres høringssvar, man skal være opmærksom på, at det her vil kunne misbruges til at stresse de pågældende. Det vil være en mulighed for at udfordre yderligere, og det skal man bare være helt opmærksom på. Det er også en del af chikanen, at man f.eks. vil kunne udløse en byge af falske alarmer. Det skal man også være opmærksom på.

Det, jeg synes er det stærke i det her forslag, er, at området for tilhold bliver udvidet på flere forskellige fronter. Og det i sig selv gør, at beskyttelsen af dem, der bliver udsat for de her uhyrligheder, bliver forstærket.

Vi skriver jo også helt klart i lovforslaget, at der er en række tekniske problemer ved øget elektronisk overvågning, og derfor vil vi selvfølgelig følge erfaringerne fra Norge og Sverige. Og vi er selvfølgelig også parate til at se på det igen i lyset af de erfaringer, der er dér.

Så har der været stillet spørgsmål om sagsbehandlingstiden. Nogle har fremhævet spørgsmålet om, om man skal have en øvre grænse for sagsbehandlingstiden. Jeg tror, at man skal være opmærksom på, at de her sager jo er meget, meget forskellige af omfang og med hensyn til alvor, og derfor skal man passe på med at bevæge sig ind på den bane. Selve lovforslaget er med til at sætte systemerne, som beskæftiger sig med det, under pres, er med til at klargøre og er i øvrigt med til at sætte fokus på det. Så jeg tror, at man skal være varsom med diskussionen af et loft over sagsbehandlingstiderne, fordi de her sager er meget alvorlige og omfangsrige og dermed meget vanskelige at håndtere inden for en tidsfrist på f.eks. et bestemt antal dage.

Behandlingen af stalkerne var Socialdemokraternes ordfører inde på. Der kan vi oplyse, at Justitsministeriets Forskningskontor netop nu er ved at undersøge, hvilke behandlingstilbud der findes her i Danmark og i udlandet. Det er også noget, vi kan komme ind på under udvalgsbehandlingen.

Så er det jo bare vigtigt at understrege igen, at det her spørgsmål er et spørgsmål, som vedrører politiet, men det er også et spørgsmål, som skal tænkes ind i et tættere samarbejde mellem politiet og andre myndigheder. Det er et meget alvorligt problem for rigtig, rigtig mange mennesker. Og det understreger jo bare vigtigheden af, at det her lovforslag går igennem, så jeg er som sagt glad for, at det blev modtaget så positivt, som det blev.

Der er en kort bemærkning fra hr. Karsten Lauritzen.

Jeg vil godt høre justitsministeren om noget, som ikke har været vendt her i debatten i dag, men som dog vedrører forslaget, og som har været diskuteret i offentligheden i anden sammenhæng. Det er spørgsmålet om overfaldsalarmer. Her er der en mulighed for, som det også ligger i lovforslaget, at man kan få udleveret en overfaldsalarm. Der har der lydt en kritik af, at de overfaldsalarmer ikke kan følge med, hvis man flytter til en anden politikreds, og det vil sige, at man så skal søge om at få en ny overfaldsalarm.

Jeg vil godt høre justitsministeren, om justitsministeren ikke vil give et tilsagn her i Folketingssalen i dag om, at vi, hvis det viser sig, at politiet praktiserer det sådan, at man skal aflevere sin overfaldsalarm, når man flytter, og man ikke blot kan få udleveret en ny i den nye politikreds, men at man skal søge om en ny, så får ændret på den praksis. For det, at man kan have en overfaldsalarm, er jo noget, der er meget, meget aktuelt i forbindelse med stalking og chikane. Og hvis man skulle flytte, bl.a. fordi man føler sig presset af vedkommende, der stalker eller forfølger en, så kunne det være godt, hvis der fulgte en overfaldsalarm med, så man ikke skal gennem den proces igen. Sådan et tilsagn ville det være rart at få fra justitsministeren her i Folketingssalen i dag.

Justitsministeren.

Det er jo et spørgsmål, som jeg synes vi skal besvare i Retsudvalget.

Med hensyn til hvad der sådan er nævnt af konkrete tilfælde, må vi jo prøve at kigge på det i Retsudvalget. Det er rigtigt nok, at der i dag findes overfaldsalarmer, der er kommet flere til i de senere år, og godt for det, og det er jo ud fra en konkret vurdering af de pågældende tilfælde, at politiet udleverer de her overfaldsalarmer. Med hensyn til hvad der sådan er de nærmere bestemmelser i forhold til det, synes jeg vi skal vende tilbage til det i forbindelse med udvalgsbehandlingen af forslaget.

Hr. Karsten Lauritzen.

Jo, det er jo fornuftigt nok, vil jeg sige til ministeren; det skal vi gøre. Men ministeren må have en holdning til, om man, hvis man får en overfaldsalarm, så må tage den med videre til den næste politikreds. Det er vel reelt nok: Skal det være sådan, at den skal blive i politikredsen, eller skal den følge med til den næste? Jeg tror, det har en betydning for nogle af de kvinder, som får en overfaldsalarm, fordi de bliver chikaneret, forfulgt, fredskrænket, for dem betyder det da noget, om man skal igennem processen igen.

Så ministeren må have en holdning til, om man skal starte helt forfra, når man flytter til et nyt sted, eller om man kan få lov til at beholde den overfaldsalarm, som man har fået udleveret af politiet.

Ministeren.

Som sagt synes jeg, at vi må vende tilbage til de sager, der har været omtalt i medierne, i udvalgsbehandlingen. Hvad der sådan ligger af konkrete begrundelser for nogle af de sager, der har været fremme, er også noget, vi kan vende i udvalgsbehandlingen.

Jeg er tilfreds med, at der er mulighed for at få en overfaldsalarm, jeg er tilfreds med, at der er kommet flere overfaldsalarmer til, og jeg er helt tilfreds med, at politiet håndterer det her på en udmærket måde. Det med en overfaldsalarm er en stor hjælp for mange, som udsættes for trusler og chikaner i øvrigt.

Fru Pia Adelsteen for en kort bemærkning.

Nu var det egentlig slet ikke det, jeg ville spørge om, men det undrer mig bare, at ministeren ikke har en principiel holdning til det med, at man flytter sådan en overfaldsalarm fra en politikreds til en anden. Altså, større er Danmark ikke, end at det tager et par timer, og så er man på Fyn, og det er i hvert fald en ny politikreds, så sværere kan det, mener jeg, vel ikke være.

Men det, jeg egentlig ville spørge om, var noget andet. Da jeg var oppe på talerstolen, problematiserede jeg lidt det her med fælles forældremyndighed, og jeg vil da gerne høre, om ministeren har nogen kommentarer til det. Hvis det er sådan, at man f.eks. har fået et tilhold, og man har problemer, men også har fælles forældremyndighed, har ministeren så en holdning til det?

Ministeren.

Det er jo rigtigt, at det er et spørgsmål, som man bl.a. fra Dannerhusets side har gjort opmærksom på, og det er noget, som vi må prøve at kigge på, vi må få udredt, hvad problemets omfang er, og det synes jeg vi skal prøve at vende tilbage til i udvalgsbehandlingen.

Det er dog alligevel vigtigt at understrege, at når man ser på, hvilken udvidelse af tilholdsmulighederne, der ligger her, så kan man se, at de jo eksempelvis omfatter en kvindes færden i hverdagen. Det, der er det gode ved det her forslag, er jo, at det omfatter det, der ligger ud over det, der er hjemmet, altså ved indkøb, fritidsaktiviteter og andet, som tegner det typiske billede af en hverdag.

Men lad os prøve at kigge på det og se, hvad problemets omfang er, og hvordan de forhold, der her konflikter, rent faktisk er. Det kan vi helt sikkert se på i udvalgsbehandlingen.

Var der flere spørgsmål? Nej. Så siger vi tak til justitsministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.