L 10 Forslag til lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning.

Af: Justitsminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 09-11-2011
1. behandlet / henvist til udvalg 17-11-2011
Betænkning afgivet 15-12-2011
2. behandlet/direkte til 3. behandling 20-12-2011
3. behandlet, vedtaget 17-01-2012
Ministerområde:
Justitsministeriet
Resumé:
Formålet med loven er at styrke indsatsen for at beskytte personer mod at blive udsat for fredskrænkelse, forfølgelse og chikane, herunder såkaldt stalking.

Loven indeholder bl.a. følgende elementer:
- Der indføres en objektivering af tilholdets indhold, så tilhold som udgangspunkt indebærer forbud mod enhver kontakt og ikke – som i dag – alene kontakt, der kan anses for en fredskrænkelse.
- Der indføres en ny regel om, at en person, der har været udsat for grov personfarlig kriminalitet, uden videre skal kunne opnå tilhold mod gerningsmanden, så det sikres, at den forurettede eller dennes nærmeste ikke skal tåle kontakt m.v. med gerningsmanden.
- Det indføres, at stalking, dvs. systematisk og vedvarende forfølgelse eller chikane, skal være en skærpende omstændighed ved fastsættelse af straf for overtrædelse af tilhold, opholdsforbud og bortvisning.
- Det indføres, at brugen af opholdsforbud ikke længere vil være begrænset til tilfælde, hvor krænkeren tillige bortvises fra hjemmet. Ved opholdsforbud får offeret en eller flere »sikkerhedszoner«. Betingelserne vil efter loven være opfyldt, hvis gentagne fredskrænkelser antager karakter af stalking, men de vil i visse tilfælde også kunne være opfyldt på et tidligere tidspunkt.
- Der indføres en regel om, at tilhold og opholdsforbud kan udstrækkes til at omfatte et medlem af forurettedes husstand.

Loven foreslås at træde i kraft den 1. marts 2012. Loven inkluderer desuden, at Lov nr. 449 af 9. juni 2004 om bortvisning og beføjelse til at meddele tilhold m.v. ophæves.
Afstemning:
Vedtaget 111 stemmer for forslaget (V, S, DF, RV, SF, EL, LA, KF) 0 stemmer imod forslaget 0 stemmer hverken for eller imod forslaget