Fremsat den 13. juni 2012 af Eva Kjer
Hansen (V), Birgitte Josefsen (V), Esben Lunde Larsen (V) og Mai
Henriksen (KF)
Forslag til folketingsbeslutning
om placering af statslige arbejdspladser i hele
landet
Folketinget opfordrer regeringen til at bidrage til udvikling i
hele Danmark ved som udgangspunkt at placere nye statslige
institutioner uden for hovedstadsområdet og ved i videst
muligt omfang at placere de tilbageværende opgaver uden for
hovedstadsområdet, når statslige enheder
sammenlægges.
Bemærkninger til forslaget
Forslagsstillerne konstaterer, at regeringen gennem flytning af
statslige arbejdspladser og koncentration af statslige
arbejdspladser i hovedstadsområdet i flere tilfælde
bidrager aktivt til stagnationen i Danmark uden for
hovedstadsområdet. De statslige arbejdspladser
tiltrækker ofte ressourcestærke mennesker, som ikke
alene er af stor værdi for den statslige institution, men
også for udviklingen i lokalsamfundene. Flytter
arbejdspladserne, flytter ressourcerne og udviklingen med.
Når regeringen foreslår at flytte en række
statslige arbejdspladser til især hovedstadsområdet,
viser den, at den ikke har den fornødne vilje til at
prioritere udvikling i hele Danmark. Det til trods for, at der i
regeringsgrundlaget står: »Nogle af de yderste egne af
Danmark er præget af stagnation og tilbagegang. Der skal
også skabes en positiv udvikling i
yderområderne.«
Af aktuelle eksempler på regeringens overvejelser om
centralisering kan nævnes:
- Lukningen af
jordbrugskommissionerne,
- omorganiseringen
af embedslægeinstitutionerne,
- omorganiseringen
af statsforvaltningerne,
-
sammenlægningen af Naturstyrelsens miljøcentre og
-
sammenlægningen af Vejdirektoratets vejcentre.
Hvis stagnationen i Danmarks yderområder skal standses,
kræver det politisk vilje til også at placere statslige
opgaver uden for hovedstadsområdet.
Regeringen har begrundet nedlæggelserne af de statslige
arbejdspladser uden for hovedstadsområdet med en
synergieffekt ved en mere central placering. Selv om det formentlig
oftest kan påvises, at effekten af en sammenlægning
bliver størst, hvis enhederne samles i hjertet af
København, må udviklingen uden for
hovedstadsområdet ikke negligeres til fordel for
København. Forslagsstillerne finder derfor regeringens
begrundelse utilstrækkelig og opfordrer til, at regeringen
bruger placeringen af statslige arbejdspladser uden for
hovedstadsområdet til at vise, at den tager sit eget
regeringsgrundlag alvorligt.
Skriftlig fremsættelse
Eva Kjer Hansen
(V):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
placering af statslige arbejdspladser i hele landet.
(Beslutningsforslag nr. B 93)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.