Fremsat den 8. november 2011 af Benedikte
Kiær (KF) og Mai Henriksen (KF)
Forslag til folketingsbeslutning
om afbureaukratisering og forenkling af regler
for frivilligt arbejde
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte
de nødvendige lovforslag og foretage de fornødne
administrative ændringer, der kræves for at fjerne de
bureaukratiske regler, der findes i forbindelse med at
udføre frivilligt arbejde, når man er på
dagpenge, efterløn eller kontanthjælp. Det skal
således være muligt at udføre frivilligt
arbejde, der ikke ve?drører drift eller vedligeholdelse,
uden at det medfører fradrag i dagpenge eller
efterløn. Det skal ligeledes være muligt som
dagpengemodtager, kontanthjælpsmodtager eller
efterlønsmodtager at udføre frivilligt arbejde i
virksomheder, stat, region, kommuner og offentlige institutioner
samt i udlandet, så længe man lever op til
gældende regler om at stå til rådighed for
arbejdsmarkedet.
Bemærkninger til forslaget
En vigtig del af vores velfærd er, at vi hver især
får muligheden for at engagere os og tage medansvar over for?
hi?nanden og fællesskabet.
I dag begrænser de gældende regler muligheden for at
udføre frivilligt arbejde, hvis man er på offentlige
overførselsindkomster. Reglerne i dag skelner mellem tre
typer af frivilligt arbejde, hvor noget af det frivillige arbejde
medfører et træk i overførselsindkomster.
De tre typer af frivilligt arbejde kan kategoriseres
således:
a) Frivillige
aktiviteter, der kan udføres uden begrænsninger og
uden fradrag i dagpenge m.v. Det er aktiviteter, der ikke kan
udbydes som almindeligt lønarbejde. Som eksempler
herpå kan nævnes aktiviteter som besøgsven,
ekspedition i en genbrugsbutik eller ledsagelse til
indkøb.
b) Frivilligt,
ulønnet arbejde, der kan udføres i op til 4 timer pr.
uge uden fradrag. Det er frivilligt arbejde, som kan udbydes som
almindelig lønarbejde, f.eks. frivilligt arbejde som
socialrådgiver eller jurist i en frivillig forening.
c) Frivilligt
arbejde, der vedrører primær drift og vedligeholdelse,
og som altid medfører fradrag i
arbejdsløshedsdagpenge eller efterløn. Det
gælder f.eks. frivilligt arbejde med personaleadministration
eller økonomistyring samt maling af lokaler og
rengøring.
Det Konservative Folkeparti ønsker, at der ved fradrag i
efterløn, dagpenge m.m. kun skeles til, hvorvidt det
frivillige arbejde primært vedrører drift og
vedligeholdelse, når det medfører fradrag i
efterløn, dagpenge m.m. Det skal således være
muligt for den ledige bankrådgiver og den nyuddannede og
ledige jurist eller den socialrådgiver, der er på
efterløn, at udføre frivilligt arbejde i en frivillig
forening uden timeregler, og uden at det medfører fradrag i
dennes overførselsindkomst.
Det skal ligeledes være muligt for ledige,
efterlønsmodtagere m.fl. at udføre frivilligt arbejde
i kommuner, offentlige institutioner, virksomheder, staten og
regionerne samt i udlandet, så længe man lever op til
gældende regler om at stå til rådighed for
arbejdsmarkedet, og når man følger de aktiviteter, som
man pålægges.
Skriftlig fremsættelse
Benedikte
Kiær (KF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
afbureaukratisering og forenkling af regler for frivilligt
arbejde.
(Beslutningsforslag nr. B 9)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.