Fremsat den 30. marts 2012 af Henning
Hyllested (EL), Per Clausen (EL), Nikolaj Villumsen (EL), Lars Dohn
(EL) og Christian Juhl (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om omstrukturering af ordningen om
rejsetidskompensation for jernbanerejser
Folketinget opfordrer regeringen til at igangsætte en
omstrukturering af rejsetidskompensationen for jernbanerejser,
hvori følgende elementer indgår:
Ordningen skal
- omfatte samtlige
jernbaneoperatører,
- gælde for
hele rejsens forløb fra station til station,
- sikre en reel
udbetaling, når operatørerne ikke lever op til deres
forpligtelser angående rettidighed, pålidelighed og de
ydelser, den rejsende har betalt for,
-
pålægge operatørerne pligt til at oplyse om
kompensa?tionsmulighederne,
- indrettes,
så pendlere, der opgiver kontokortoplysninger, automatisk
tilmeldes pendlerrejsegarantien, når de køber
månedskort, og
- administreres af
en neutral instans, der ikke er involveret i den
trafikhændelse, der søges kompensation for, og som
tillige kan virke som mægler mellem passageren og
operatøren.
Bemærkninger til forslaget
Rejsetidskompensationen var, da den blev indført i 2006
og 2007, en nyttig udvidelse af jernbaneoperatørernes
service til de rejsende. Generelt har passagererne oplevet det som
et løft i serviceniveauet, at der bliver givet kompensation,
når et tog er mere end 30 minutter forsinket, eller når
man som pendler automatisk får overført et
kompensationsbeløb for forsinkelser.
Imidlertid har det vist sig, at ordningen ikke altid fungerer
efter hensigten. Mange passagerer har rettet en velunderbygget
kritik af, at operatørerne yder dårlig service.
Kritikken er dels kommet til udtryk i medierne og dels i
henvendelser til Transportudvalget.
Blandt de tilbagevendende problemer
nævnes således ofte dårlig koordination med
tilsluttende bus og tog, utilstrækkelig eller ubrugelig
information i forbindelse med uregelmæssigheder samt
problemer med at få udbetalt rejsetidskompensation.
Det er bl.a. med afsæt i denne kritik, at Enhedslisten nu
foreslår ændringer i rejsetidsgarantiordningen.
Hvad er der galt?
En billet er et købskontraktligt forhold, der
indgås mellem den rejsende og operatøren. Kan
operatøren ikke levere den ydelse, der stilles i udsigt ved
købet af billetten, bør den rejsende være
berettiget til godtgørelse. Sådan fungerer det i
almindelig handel og vandel, og rejsende i den kollektive trafik
skal ikke være dårligere stillet.
Ordningen gælder kun for én strækning med
samme operatør. Rejser en pendler f.eks. fra Kolding til
Ribe med skift i Bramming, da gælder rejsetidskompensationen
kun Kolding-Bramming. Ved normal togdrift er dette uden betydning,
men ankommer DSB-toget fra Kolding f.eks. 10 minutter for sent til
Bramming, er Arrivas tog til Ribe kørt, og pendleren
må vente en halv til en hel time, vel at mærke uden at
kunne opnå rejsetidskompensation. Det skyldes, at DSB-toget
ikke var forsinket længe nok til, at det kunne udløse
kompensation, og Arrivatoget afgik til tiden, hvilket heller ikke
udløser kompensation. Endhedslisten mener derfor, at
pendlerrejsegarantien skal gælde for hele strækningen
fra station til station og omfatte samtlige operatører,
sådan som det f.eks. er gældende i Sverige, hvor hele
rejsen dækkes af garantien og også gælder for
tilsluttende bus- eller togforbindelser.
Rejsetidskompensation for pendlere udbetales på basis af
togenes rettidighed og pålidelighed, udregnet over
såvel en kalendermåned som over 24 timer. Det er
imidlertid i myldretiden, at langt de fleste forsinkelser
optræder, da den større belastning af skinnenettet
medfører, at flere tog bliver forsinket, og forsinkelserne
rammer derved flere rejsende. Der bør derfor ske
justeringer, så den enkelte passager i højere grad
modtager kompensation for de forsinkelser, som vedkommende er udsat
for.
Pendlere kan i en periode være ude for, at de dagligt
forsinkes 5, 7, 10 eller 12 minutter. Hver enkelt forsinkelse er
ikke stor nok til at udløse kompensation. Lagt sammen
på ugebasis kan den pågældende pendler imidlertid
ofte komme op over en halv time. Ordningen skal indrettes, så
der tages højde for dette problem.
Ligeledes oplever mange pendlere, at myldretidstog kan
være overfyldte, og at de rejsende ofte ikke får den
siddeplads, de har betalt for.
En manglende siddeplads i toget bør udløse
kompensation, og det bør også gælde, når
et tog ikke har den længde, det er normeret til, eftersom det
kan betyde, at passagerer afvises på grund af
pladsmangel.
Aflyste tog dækkes ikke af rejsetidskompensationen. En
pendler, der f.eks. skal fra København H hver dag kl. 16.23
til Borup, kan være ude for, at både dette tog og den
efterfølgende afgang kl. 16.53 aflyses. Hun henvises
så til afgangen kl. 17.11, der standser ekstraordinært
i Borup. Nu er pendleren 35-40 minutter forsinket, men det tog, hun
rejser med, er ikke forsinket, og hun vil derfor ikke modtage
rejsetidskompensation.
De beløb, pendlerne får udbetalt i kompensation,
står ikke altid i et rimeligt forhold til forsinkelsernes
hyppighed og længde. Gennemsnitskompensationen ligger
på et par hundrede kroner om året og syner ikke af
meget for den, der måske betaler 1.200 kr. måned for et
pendlerkort. Pendlerne har kun sjældent, om overhovedet,
mulighed for at kunne kontrollere, hvorvidt beløbet er
korrekt, og om det står i et rimeligt forhold til de
forsinkelser, der har fundet sted.
I perioder har bestemte strækninger været plaget af
forsinkelser og aflysninger. Bagefter foregår der et
unødvendigt tovtrækkeri mellem pendlerne og
operatøren om, hvor meget de rejsende skal have godtgjort.
Også her savnes der faste retningslinjer, da det altid er
operatøren, der ene og alene - og ofte vilkårligt -
afgør, hvor meget der skal ydes.
Rejsetidskompensation gælder ikke, når stærkt
forsinkede tog kører forbi mindre stationer for at indhente
forsinkelsen.
Rejsetidskompensation gælder ikke for pladsbilletter.
Rejsetidskompensation gælder ej heller ved løvfald
og i tilfælde af snestorm eller andre former for
forudsigelige og årligt tilbagevendende
vejrligshændelser, der kan forstyrre driften, og hvor
forsinkelser varsles forlods. Der har endda været
situationer, hvor en operatør varslede ændringer i
køreplanen med henvisning til ekstremt vintervejr, der
imidlertid udeblev, samt ikkeeksisterende sporarbejder.
Det er efter forslagsstillernes opfattelse uheldigt, at
operatørerne benytter force majeure som begrundelse for ikke
at skulle udbetale rejsetidskompensation. Snevejr om vinteren kan
på ingen måde betegnes som force majure.
For dem, der blot rejser med S-toget på en enkelt
strækning, er kompensationsordningen uden relevans. Kun
når S-togs rejsen kombineres med vidererejse enten med
regional- eller IC-tog træder garantiordningen i kraft. Dette
er ikke hensigtsmæssigt, eftersom der er S-togs rejser,
f.eks. Køge-Lyngby, der har den samme tids- og
afstandsmæssige udstrækning, som mange af de rejser,
der sker med regionaltog, og som er omfattet af ordningen.
Sverigesrejsende gør opmærksom på, at
også de kommer i klemme mellem de forskellige ordninger, der
findes i de to lande. Det kan være svært at finde frem
til, hvilken operatør der er ansvarlig for forsinkelser, og
hvorvidt det er den svenske tidsgrænse på 25 minutter
eller den danske på 30 minutter, der er gældende.
Togoperatørernes
informationspligt
Et tilbagevendende problem er, at mange rejsende enten ikke
kender ordningen og/eller kun har et perifert kendskab til den.
Omkring 80 pct. af passagererne ved således ikke, hvordan de
skal søge om at få pengene retur for billetten. Om end
kendskabet til ordningen er stigende, så er det dog langt fra
tilfredsstillende.
Når forsinkelsen er sket, skal den rejsende have fat i en
anmeldelsesformular, og den kan kun hentes på bemandede
stationer - og dem bliver der færre og færre af -
og/eller på operatørernes websider. Heller ikke det er
problemfrit, for det er langt fra alle passagerer, der er
fortrolige med internettet. Eksempelvis har det vist sig, at ca. 40
pct. af alle over 62 år enten ikke har adgang til en pc eller
ikke er i stand til at bruge en.
Kendskabet til ordningen kan lettes, ved at der på
billetten påtrykkes information om ordningen med henvisning
til webside og telefonnummer, samt at der findes foldere på
stationen.
Rejsetidsgarantien administreres i dag af den enkelte
operatør. Dette har givet anledning til en vis mistillid
mellem de rejsende og operatøren, der på ingen
måde er gavnlig.
Beslutningsforslaget sigter derfor på, at ordningen
fjernes fra den enkelte operatør og placeres i en neutral
instans, der ikke er involveret i den trafikhændelse, der
søges kompensation for, og som fungerer som bindeled og
mægler mellem passageren og operatøren.
Skriftlig fremsættelse
Henning
Hyllested (EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
omstrukturering af ordningen om rejsetidskompensation for
jernbanerejser.
(Beslutningsforslag nr. B 63)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.