Fremsat den 13. marts 2012 af Benedikte
Kiær (KF), Tom Behnke (KF), Henrik Høegh (V), Karsten
Lauritzen (V) og Jørn Dohrmann (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om styrkelse af den private ejendomsret i
forbindelse med kommunal ekspropriation
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte
et lovforslag og foretage de fornødne administrative
ændringer inden den 1. januar 2013, der kræves for at
styrke den private ejendomsret og borgernes retssikkerhed i
forbindelse med kommunal ekspropriation. Lovforslaget bør
indeholde følgende elementer:
1) Opstilling af
objektive kriterier for, hvilke hensyn til almenvellet der kan
tillade ekspropriation efter planlovens § 47, herunder
indførelse af en hovedregel om, at der ikke kan
eksproprieres til private formål, men alene til offentlige
formål.
2) Forud for at en
ekspropriationsprocedure indledes, skal det være
påkrævet, at eksproprianten udarbejder en skriftlig
redegørelse, som begrunder ekspropriationen og dermed
dokumenterer, at den er lovlig.
3) Der
indføres omkostningsgodtgørelse i samtlige
ekspropriationssager.
4) Ekspropriation
skal, såfremt den eksproprierede måtte ønske
dette, gennemføres, hurtigst muligt efter, at
ekspropriationsplanerne bliver så håndgribelige, at de
påvirker markedsværdien af en ejendom.
Ekspropriationsplaner skal indeholde en
»solnedgangsklausul«, således at de automatisk
udløber efter eksempelvis 3 år, såfremt de ikke
er gennemført, og skal dermed vedtages på ny.
5) Klageprocessen i
det administrative system forenkles, således at borgeren
sikres en endelig afklaring af såvel ekspropriationens
lovlighed som fristen for udbetaling af erstatning og erstatningens
størrelse, senest 6 måneder efter at klagen over
beslutningen om ekspropriation er indgivet til Natur- og
miljøklagenævnet.
6) Klageprocessen
forenkles, således at eksproprianten ikke kan indbringe
administrative afgørelser (Natur- og
miljøklagenævnsafgørelser), der har været
til gunst for den eksproprierede, for domstolene.
7)
Klagenævnsbehandling og domstolsbehandling gives
opsættende virkning.
Bemærkninger til forslaget
Ifølge grundlovens § 73 er den private ejendomsret
ukrænkelig. Alligevel har danske kommuner gennem planlovens
§ 47 om ekspropriation vid adgang til at foretage
ekspropriationer. Balancen mellem borgere og virksomheder på
den ene side og kommuner på den anden er således
kraftigt forrykket til fordel for kommunerne.
Det Konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti mener,
at ekspropriation er et yderst intensivt indgreb, særlig i de
tilfælde, hvor det eksproprierede er fast ejendom, der
fungerer som bolig for en familie.
Ekspropriation skal ske med respekt for indgrebets intensive
karakter, og der må derfor stilles høje krav til
proceduren for ekspropriation for at sikre en tilstrækkelig
retssikkerhed for den enkelte borger og familie og for at
undgå magtmisbrug.
Derfor bør ekspropriation alene være muligt inden
for klart foruddefinerede rammer, hvor vilkår og betingelser
er gennemskuelige, og hvor der er hurtig, nem og omkostningsfri
adgang til at få efterprøvet såvel beslutningen
om ekspropriation som erstatningens størrelse.
Ifølge grundlovens § 73 må ekspropriation kun
foretages, når almenvellet kræver det. Dette udelukker
ikke, at ekspropriation kan foretages til fordel for private,
så længe ekspropriationen også opfylder
samfundsmæssige interesser.
Ved ekspropriation til fordel for offentlig infrastruktur er det
offentlige formål ikke svært at få øje
på. Det kan eksempelvis være at forbedre den offentlige
infrastruktur i form af veje, hospitaler m.m. Anderledes kan det
være, når eksempelvis en kommunalbestyrelse
eksproprierer privat ejendom med hjemmel i planlovens § 47 for
at realisere en lokalplan, hvor der ønskes etableret et
idrætsanlæg, et storcenter, en festivalplads el. lign.
altså formål, som særlig begunstiger bestemte
private aktører frem for primært at komme en
udefineret og ubegrænset kreds af personer til gode. Som
retstilstanden er i dag, er det overladt til kommunalbestyrelserne
at skønne, hvilke formål som kan legitimere
ekspropriation i forbindelse med den fysiske planlægning.
Konsekvensen heraf er, at landets kommunalbestyrelser har
nærmest uindskrænket mulighed for at ekspropriere jord
til såvel private som offentlige formål, når blot
disse skønner, at planerne gavner kommunen.
Det bør aldrig være forbundet med en udgift for en
borger at få efterprøvet lovligheden af en
ekspropriationsbeslutning eller fastsættelsen af en
erstatnings størrelse. Borgeren er uden skyld i, at hans
eller hendes ejendom ønskes eksproprieret, og der bør
derfor i samtlige ekspropriationssager tilbydes borgeren den
nødvendige ekspertbistand. Det gælder både i
forbindelse med beslutningen om, hvorvidt en sag ønskes
forfulgt, og i forbindelse med den efterfølgende klage-
eller retssag. Udgifterne hertil skal betales af
eksproprianten.
Som klagesystemet er i dag, kan der gå adskillige
år, før der foreligger en endelig afgørelse af
ekspropriationens lovlighed og af størrelsen af en
ekspropriationserstatning. I sager, som vedrører fast
ejendom, der anvendes som bolig, påfører uvisheden i
denne periode de berørte familier en stor psykisk
belastning. Det er derfor nødvendigt, at
sagsbehandlingstiden reduceres væsentligt. Den eksproprierede
bør i alle tilfælde sikres en endelig afklaring af
såvel ekspropriationens lovlighed som erstatningens
størrelse, inden for 6 måneder efter at
ekspropriationsbeslutning er meddelt. Foreligger der ikke en
endelig afgørelse, skal borgeren have medhold.
Desuden er der flere eksempler på, at en
ekspropriationserstatning, som tildeles en borger, ikke udbetales
med det samme. Såfremt eksproprianten har i sinde at
indbringe sagen for domstolene med påstand om, at
erstatningen skal nedsættes, er eksproprianten nemlig ikke
forpligtet til at udbetale mere end det beløb, som
erstatningen påstås nedsat til. Dette kan få
store økonomiske konsekvenser for den, som eksproprieres, og
som ikke har mulighed for at generhverve tilsvarende ejendom,
før der foreligger endelig afgørelse ved
domstolene.
For at effektivisere og lette klageadgangen bør
klagesystemet derfor forenkles. Det bør i den forbindelse
overvejes, om de nuværende taksationskommissioner kan
erstattes af ét samlet selvstændigt klageorgan, hvis
afgørelse kun kan påklages til domstolene af
borgeren.
Når en klage vedrørende ekspropriation ikke har
opsættende virkning, gøres klageadgangen illusorisk,
idet der i værste fald er risiko for, at borgerens ejendom
allerede er blevet erstattet af f.eks. et nyt anlæg, selv om
borgeren efterfølgende får medhold i, at
ekspropriationen er ulovlig. Dette er retssikkerhedsmæssigt
uacceptabelt, og samtlige klager bør derfor tildeles
opsættende virkning.
Straks planlægningen af et offentligt anlægsprojekt
påbegyndes, påvirkes markedsværdien af de
ejendomme, som planlægges eksproprieret helt eller delvis i
forbindelse med realiseringen af projektet. Ofte er der et stort
tidsmæssigt spænd mellem planlægningen og
realiseringen af et projekt, og ofte gennemføres
ekspropriationerne først, i forbindelse med at planerne
realiseres. I yderste konsekvens betyder det, at ejerne
stavnsbindes til deres ejendomme i denne periode, da kun de
færreste ønsker at erhverve en ejendom velvidende, at
denne vil blive eksproprieret i nær fremtid. Den
eksproprierede bør derfor tilbydes en pris svarende til
markedsværdien eller købsprisen, alt afhængigt
af, hvilken der er mest gunstig for den eksproprierede.
For at undgå at folk lever i flere år med
usikkerheden, om de eksproprieres eller ej, bør
ekspropriationsplaner indeholde en
»solnedgangsklausul«, der betyder, at de automatisk
bortfalder, såfremt de ikke er gennemført inden for en
kortere årrække. Såfremt planerne fortsat
ønskes gennemført, må de vedtages på
ny.
Skriftlig fremsættelse
Benedikte
Kiær (KF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
styrkelse af den private ejendomsret i forbindelse med kommunal
ekspropriation.
(Beslutningsforslag nr. B 50)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.