Fremsat den 2. marts 2012 af Frank Aaen
(EL) og Johanne Schmidt-Nielsen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om opfordring til at trække aktstykke 60 af
21. februar 2012 om bemyndigelse til Finansministeriet
vedrørende en række dispositioner i Aarhus Lokalbank
A/S og Vestjysk Bank A/S tilbage fra Finansudvalget
Folketinget opfordrer finansministeren til at trække
aktstykke 60 af 21. februar 2012 tilbage fra Finansudvalget.
Aktstykket bemyndiger Finansministeriet til på statens vegne
at foretage en række dispositioner i Aarhus Lokalbank ?A?/?S?
og Vestjysk Bank A/S, som bl.a. indebærer, at staten bliver
hovedaktionær i den fortsættende Vestjysk Bank A/S. I
modsætning til det foreliggende aktstykke bør det
være et krav, at staten opstiller nogle klare retningslinjer
for, hvordan banken drives, når staten er
hovedaktionær.
Bemærkninger til forslaget
Det er forslagsstillernes hensigt, at de banker, som staten er
hovedaktionær i, skal ledes ud fra samfundsnyttige og
ansvarlige principper. Staten skal udpege flertallet i bestyrelsen,
nyudlån må kun ske til virksomheder, der drives efter
CSR- og bæredygtighedsprincipper, banker skal afstå fra
finansiering af virksomheder, der står for
våbenproduktion eller anden etisk uforsvarlig produktion, og
bankerne skal have et særligt program for at udvikle
bæredygtige virksomheder og tage hensyn til lokalsamfundet,
hvor banken har sin aktivitet, herunder prioritere udlån, der
kan gavne beskæftigelsen.
Bankerne skal tilbyde lønmodtagere og mindre
erhvervsdrivende en billig og sikker bankforbindelse og opfylde de
normale krav til en bankforbindelse og tilstræbe at eliminere
et eventuelt udlånsunderskud. Til det er sket, søges
underskuddet finansieret i Nationalbanken ikke på de
internationale finansielle markeder. Bankerne skal desuden have en
udlånspolitik, der ligger i underkanten af markedets
rentemarginal, for på den måde at presse
rentemarginalen.
Ledelsen i disse banker må ikke have været ansvarlig
for spekulation, der har drevet banken eller dens kunder ud i den
finansielle krise. Ledelsen skal aflønnes med en fastlagt
rimelig løn i forhold til andre ansatte i banken og den
offentlige sektor og må ikke aflønnes med bonus- og
optionsaftaler. Eventuelle andre aktionærer skal som
betingelse for statens støtte anerkende disse principper og
kan ikke påkalde sig bestemmelser i aktielovgivningen eller
anden lovgivning om, at ledelsen for banken skal tilstræbe
det størst mulige overskud, og der skal være stop for
udbyttebetaling og tilbagekøbsprogrammer, så
længe banken har brug for statsstøtte.
Nødlidende banker, der overtages af staten, kan kun
overtages, hvis indskydere med store indlån accepterer et
haircut, og skal drives videre som en hel bank efter
ovenstående principper. Dog kan spekulative dele af banken
udskilles.
Bilag 1
Aktstykke 60
Aktstykke 60
Finansministeriet. København, den 21. februar 2012.
a. Finansministeriet anmoder hermed Finansudvalget om
tilslutning til, at Finansministeriet bemyndiges til at kunne:
- stemme for
forslag på generalforsamlingerne i Aarhus Lokalbank A/S og
Vestjysk Bank A/S om en fusion mellem bankerne samt foretage de
dispositioner i forhold til statens aktieposter, der er
nødvendige for fusionens gennemførelse,
- stemme for
forslag på generalforsamlingen i den fortsættende bank,
Vestjysk Bank A/S, om en kapitalforhøjelse i den fusionerede
bank med et bruttoprovenu på op til 320 mio. kr. samt deltage
pro rata i kapitalforhøjelse og dermed tegne aktier i den
fusionerede bank for op til 166,7 mio. kr.,
- sælge
tegningsretter i den fusionerede bank til en pris, der afspejler
markedsværdien,
- sælge
statens aktier løbende til markedskurs, og
- afholde udgifter
på anslået 1,0 mio. kr. til finansiel og juridisk
rådgivning i tilknytning til fusionen
- g
kapitaludvidelsen.
b. Baggrund
Som led i Kreditpakken indgik Aarhus Lokalbank A/S og Vestjysk
Bank A/S i 2009 aftaler med staten om statslige kapitalindskud af
hybrid kernekapital med konverteringsret på henholdsvis 177,8
mio. kr. og 1.438,0 mio. kr.
Aarhus Lokalbank A/S besluttede i foråret 2011 i
medfør af de indgåede aftaler at konvertere 142,2 mio.
kr. af det statslige kapitalindskud til aktier. Konverteringen blev
gennemført den 25. februar 2011 med det resultat, at staten
opnåede en ejerandel på 65,8 pct. af Aarhus Lokalbank
A/S. Ejerandelen er senere blevet reduceret til 45,2 pct. som
følge af en efterfølgende konvertering af privat
hybrid kernekapital til aktier. Staten har endvidere gennem
Finansiel Stabilitet A/S en indirekte ejerandel på ca. 1,1
pct.
Tilsvarende har Vestjysk Bank A/S netop gennemført
konvertering af 296,3 mio. kr. af det statslige kapitalindskud
inklusiv vedhængende renter til aktier. Derved har staten
opnået en ejerandel på 53,1 pct. af aktierne i Vestjysk
Bank A/S. Staten har endvidere gennem Finansiel Stabilitet A/S en
indirekte ejerandel på ca. 2,2 pct. efter konverteringen.
Staten er således storaktionær i begge banker.
Fusion af Vestjysk Bank A/S og
Aarhus Lokalbank A/S
Samtidig med annonceringen af konverteringen i Vestjysk Bank A/S
annoncerede Aarhus Lokalbank A/S og Vestjysk Bank A/S, at
bestyrelserne har besluttet at søge generalforsamlingernes
tilslutning til en fusion af de to banker. Fusionsplanen er
betinget af, at den fortsættende bank efterfølgende
gennemfører en kapitalplan, som styrker kapitalgrundlaget i
den fusionerede bank. Den planlagte fusion med nedenstående
kapitalplan udspringer ifølge bankernes selskabsmeddelelse
den 25. januar 2012 af et ønske om at udbygge
forretningsgrundlaget i Østjylland og gennem
driftsmæssige synergier at skabe en endnu stærkere jysk
regionalbank. Fusionen har endvidere til formål at
imødegå Vestjysk Bank A/S' fundingudfordring og danne
grundlag for en afvikling af bankernes indlånsunderskud frem
mod 2016.
Om fusionen er det mellem de to bestyrelser aftalt, at Vestjysk
Bank A/S er den fortsættende bank. Bestyrelserne lægger
endvidere op til, at ombytningsforholdet ved fusionen vil
være, at 4 aktier i Aarhus Lokalbank A/S konverteres til 1 ny
aktie i Vestjysk Bank A/S. Ombytningsforholdet er forhandlet mellem
bestyrelserne i de to banker på baggrund af bankernes seneste
delårsrapporter og udmeldte resultatforventninger samt
øvrige forhold, der normalt indgår i en sådan
vurdering.
Det aftalte bytteforhold betyder, at statens direkte ejerandel i
den fusionerede bank vil blive 52,1 pct. Eftersom staten er
storaktionær i begge banker, har bytteforholdet
begrænset betydning for statens direkte ejerandel. Statens
indirekte ejerandel gennem Finansiel Stabilitet A/S vil blive 2,1
pct.
Endelig fusionsplan forventes offentliggjort efter
færdiggørelsen af bankernes årsrapporter for
2011 i februar 2012. Fusionen vil under forudsætning af
generalforsamlingernes godkendelse og Finanstilsynets og
konkurrencemyndighedernes godkendelse blive gennemført med
virkning fra vedtagelsen på bankernes generalforsamlinger i
slutning af marts.
Med henblik på at styrke kapitalgrundlaget for den
fortsættende bank, Vestjysk Bank A/S, forventer banken at
gennemføre en kapitalplan. Foruden konverteringen af
statslig hybrid kernekapital til aktier, har kapitalplanen
følgende hovedelementer:
• Gennemførelse af en kapitaludvidelse med
nettoprovenu på mellem 250 og 300 mio. kr.
Kapitaludvidelsen gennemføres som en aktieemission med
fortegningsret for aktionærerne i den fusionerede bank.
Kapitaludvidelsen vil ifølge planen blive iværksat
efter fusionens gennemførelse med afslutning i maj 2012.
• Optagelse af ny ansvarlig lånekapital på
200 mio. kr. Lånekapitalen optages efter
gennemførelsen af ovennævnte kapitaludvidelse.
Vestjysk Bank A/S har opnået betinget tilsagn om tegning af
lånebeløbet fra en kreds af banker bestående af
Arbejdernes Landsbank, Danske Bank, FIH Erhvervsbank, Jyske Bank,
Nordea Bank Danmark, Nykredit Bank, Spar Nord Bank og Sydbank samt
en række lokale pengeinstitutter. Tilsagnene er betinget af
gennemførelse af fusionen og kapitalplanens øvrige
elementer.
• Salg af sektoraktier for et beløb på op
til 175 mio. kr. Vestjysk Bank A/S har opnået betinget
tilsagn fra Danmarks Nationalbank om køb af aktierne.
Tilsagnet er betinget af gennemførelse af fusionen og
kapitalplanens øvrige elementer. Salget vil fremadrettet
medføre en mindre kapitalbinding for Vestjysk Bank A/S og
vil dermed have en positiv effekt på bankens solvens.
• Forlængelse af individuelle
statsgarantier. Vestjysk Bank A/S har i henhold til den
justerede ordning for individuelle statsgarantier i Bankpakke 4
opnået betinget tilsagn fra Finansiel Stabilitet A/S om nye
individuelle statsgarantier for lån på i alt 8,6 mia.
kr. med udløb i 2016. Fusionsbanken vil således som
led i kapitalplanens gennemførelse i 2012 skulle nedbringe
den samlede garantiramme fra 9,6 mia. kr. til 8,6 mia. kr.
Fusionen og kapitalplanens gennemførelse vil i sin helhed
bidrage til at forbedre kapitalstrukturen i Vestjysk Bank A/S.
Bankerne forventer på baggrund af foreløbige budgetter
og med en forudsætning om nedskrivninger på 1,5 pct. af
udlån, at den samlede kapitalplan øger solvensen i den
fusionerede bank ultimo 2012 med 2 pct. point til 14,5 pct. Det
skal sammenholdes med, at det samlede vægtede solvensbehov
pr. 31. december 2011 ud fra de foreløbige og ureviderede
regnskabstal for 2011 ligger i niveauet 10½-11 pct. for de
to banker.
Gennemførelsen af den samlede plan vil desuden være
betinget af, at planen opnår de nødvendige
godkendelser fra Finanstilsynet, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
og EU.
Det er Finansministeriets vurdering, at fusionen og
kapitalplanen vil gøre den fusionerede bank mere robust end
de to banker hver for sig, hvilket vil mindske risikoen i forhold
til statens aktieposter i de to banker og de resterende indskud af
hybrid kernekapital på i alt 1.186,0 mio. kr. for de to
banker. Banken vil dog fortsat være blandt gruppen af
sårbare pengeinstitutter, hvorfor statens deltagelse i
kapitaludvidelsen, vil være forbundet med en risiko.
Finansministeriet lægger samtidig vægt på, at
Vestjysk Bank A/S og Aarhus Lokalbank A/S har opnået
betingede tilsagn fra Nationalbanken, Finansiel Stabilitet A/S, en
kreds af banker om opbakning til aktørernes respektive
bidrag til planen. Endelig forudsætter fusionens
gennemførelse, at Finanstilsynet i henhold til § 204 i
lov om finansiel virksomhed vurderer, at fusionen er forsvarligt
overfor indskydere, obligationsindehavere og investorer. Det
indgår heri, at der i det fortsættende selskab,
Vestjysk Bank A/S, vurderes at være et tilstrækkeligt
kapitalgrundlag og en tilstrækkelig god organisation til, at
det er forsvarligt at overtage Aarhus Lokalbank A/S.
På den baggrund anmodes om Finansudvalgets tilslutning
til, at Finansministeriet kan stemme for fusionen på de
kommende generalforsamlinger i Vestjysk Bank A/S og Aarhus
Lokalbank A/S, der afholdes den 29. henholdsvis 28. marts 2012, og
foretage de dispositioner i forhold til statens aktiepost, der er
nødvendige for fusionens gennemførelse.
Kapitalforhøjelse og
statens tegning af aktier
Kapitalforhøjelsen skal vedtages på
generalforsamlingen i den fortsættende bank, Vestjysk Bank
A/S. I henhold til planen skal kapitaludvidelsen gennemføres
i april-maj efter konverteringen og fusionens gennemførelse
og indbringe et nettoprovenu på 300 mio. kr. efter afholdelse
af udgifter ved udstedelsen på skønsmæssigt op
til 20 mio. kr., hvorfor det lægges til grund at
kapitaludvidelsen skal indbringe et bruttoprovenu på 320 mio.
kr.
Kapitaludvidelsen gennemføres som en fortegningsemission,
hvilket indebærer, at alle aktionærer for hver aktie,
de ejer, modtager et antal tegningsretter, der hver giver ret til
at tegne en ny aktie til en på forhånd fastlagt kurs. I
perioden fra tildelingstidspunktet for tegningsretterne til
tegningen af de nye aktier vil tegningsretterne frit kunne
handles.
Det er hensigten, at staten deltager pro rata i
kapitaludvidelsen svarende til statens direkte ejerandel på
52,1 pct. Det betyder, at staten som udgangspunkt skal kunne
udnytte alle de tildelte tegningsretter og tegne nye aktier for op
til 166,7 mio. kr. Det resterende beløb forventes tegnet af
nuværende eller nye private aktionærer.
Som grundlag for aktionærernes, herunder statens,
beslutning om at tegne nye aktier, vil Vestjysk Bank A/S
offentliggøre et prospekt. Den endelige beslutning om at
tegne nye aktier vil derfor være betinget af, at prospektet
vurderes at udgøre et betryggende grundlag for statens
tegning af aktier. Det indebærer bl.a., at staten inden
deltagelse i kapitalforhøjelsen er tilstrækkelig
betrygget i forhold til optagelsen af ansvarlig lånekapital
og udstedelse af nye individuelle statsgarantier, som først
forventes gennemført efter kapitaludvidelsen.
På den baggrund anmodes om Finansudvalgets tilslutning
til, at Finansministeriet kan stemme for kapitalforhøjelsen
med et bruttoprovenu på op til 320 mio. kr. på
generalforsamlingen i Vestjysk Bank A/S og deltage pro rata i
kapitalforhøjelsen og dermed tegne aktier i den fusionerede
bank for op til 166,7 mio. kr.
Statens salg af tegningsretter
under aktieemissionen
Det er ikke hensigten, at staten på længere sigt
skal være aktionær i danske kreditinstitutter. På
den baggrund anmodes om Finansudvalgets tilslutning til, at
Finansministeriet kan sælge tegningsretter i fusionsbanken
under aktieemission. Idet det er afgørende for
kapitalplanens gennemførelse, at banken opnår det
forventede provenu ved fortegningsretsemissionen, vil statens salg
af tegningsretter være betinget af, at der er opnået
betydelig sikkerhed for, at aktieemissionen vil blive fuldtegnet.
Endvidere vil det være en forudsætning, at staten kan
opnå en kurs for fortegningsretterne, der afspejler bankens
forventede markedsværdi efter emissionen.
Statens salg af aktier
I forlængelse heraf anmodes ligeledes om Finansudvalgets
tilslutning til, at staten i en eller flere omgange kan sælge
aktierne i den fortsættende bank, Vestjysk Bank A/S til den
til enhver tid gældende markedskurs.
Hvis børskursen skal fungere som markedskurs, er det en
betingelse, at markedet har fuld information om fusionsbankens
økonomi, og at der ikke er begrundet mistanke om, at
børskursen fx som følge af spekulation afviger
væsentligt fra, hvad der med rimelighed burde forventes.
For at minimere den løbende påvirkning af
kursdannelsen vil det endvidere være en betingelse, at et
salg af statens aktier omfatter et antal aktier med en samlet
værdi på mindst 1 mio. kr., samt at der i en periode
på fem dage, efter at der er gennemført et delvist
salg af statens aktier, ikke kan foretages et nyt salg.
Rådgiverudgifter i forbindelse med fusionen
Ud over indhentelse af bistand fra en finansiel rådgiver i
forbindelse med statens deltagelse i kapitaludvidelsen, har
Kammeradvokaten bistået Finansministeriet angående
visse spørgsmål i forhold til fusionen. De samlede
rådgiverudgifter skønnes at ville udgøre ca.
1,0 mio. kr. Der anmodes derfor om tilslutning til, at der
afsættes 1,0 mio. kr., idet beløbet fastsættes
endeligt på forslag til lov om tillægsbevilling for
2012 på grundlag af Finansministeriets faktiske udgifter til
finansiel og juridisk rådgivning.
Dispositionerne kan, idet de faktiske udgifter som omtalt
ovenfor kan afvige fra de anførte beløb, specificeres
således på under- og standardkonti:
| | | § 7.15.08. | Aktiedispositioner | | | 50. | Fusion mellem Vestjysk Bank A/S og Aarhus
Lokalbank A/S og kapitaludvidelse i Vestjysk Bank A/S. | | | | Udgift | | | | | 22. | Andre ordinære
driftsomkostninger | 1,0 mio.kr. | | | 58. | Værdipapirer, tilgange | 166,7 mio. kr. | | | | | |
|
Indtægter som følge af salg af aktier og
tegningsretter optages på lov om tillægsbevilling i det
givne år.
c. Aktstykket forelægges Finansudvalget, så
Finansministeriet kan stemme for fusionen på bankernes
ordinære generalforsamlinger den 28. og 29. marts 2012 og
kapitalforhøjelsen på generalforsamlingen i Vestjysk
Bank A/S den 29. marts 2012.
d. - - -
e. Med henvisning til ovenstående anmodes Finansudvalget
om tilslutning til, at Finansministeriet bemyndiges til at
kunne:
- stemme for forslag på generalforsamlingerne i Aarhus
Lokalbank A/S og Vestjysk Bank A/S om en fusion mellem bankerne
samt foretage de dispositioner i forhold til statens aktieposter,
der er nødvendige for fusionens gennemførelse,
- stemme for forslag på generalforsamlingen i den
fortsættende bank, Vestjysk Bank A/S, om en
kapitalforhøjelse i den fusionerede bank med et
bruttoprovenu på op til 320 mio. kr. samt deltage pro rata i
kapitalforhøjelse og dermed tegne aktier i den fusionerede
bank for op til 166,7 mio. kr.,
- sælge tegningsretter i den fusionerede bank til en pris,
der afspejler markedsværdien,
- sælge statens aktier løbende til markedskurs,
og
- afholde udgifter på anslået 1,0 mio. kr. til
finansiel og juridisk rådgivning i tilknytning til fusionen
og kapitaludvidelsen.
På forslag til lov om tillægsbevilling for 2012
optages, idet beløbene vil blive tilpasset de faktisk
afholdte udgifter, følgende:
| | | | | Udgifter | § 7.15.08. | Aktiedispositioner | 167,7 mio. kr. | | | | | |
|
Indtægter som følge af salg af aktier og
tegningsretter optages på lov om tillægsbevilling i det
givne år.
København, den 21. februar 2012
BJARNE CORYDON
/ Peter Brixen
Til Finansudvalget.
Skriftlig fremsættelse
Frank Aaen
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
opfordring til at trække aktstykke 60 af 21. februar 2012 om
bemyndigelse til Finansministeriet vedrørende en række
dispositioner i Aarhus Lokalbank A/S og Vestjysk Bank A/S tilbage
fra Finansudvalget.
(Beslutningsforslag nr. B 45)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.