Fremsat den 24. februar 2012 af Kim
Christiansen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Jørn
Dohrmann (DF), Pia Kjærsgaard (DF)?, Morten Marinus (DF) og
Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om sikkerhedsseler i busser og andre
køretøjer, der transporterer børn og unge
Folketinget pålægger regeringen at tage de
initiativer, der er nødvendige for at sikre, at
institutioner, foreninger m.v. udelukkende må benytte busser
og andre motoriserede køretøjer, der er udstyret med
sikkerhedsseler, når de transporterer børn og
unge.
Bemærkninger til forslaget
Det fremgår af Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside,
www.sikkertrafik.dk, at hvis en siddeplads i et
køretøj har sikkerhedssele, skal den bruges. Men der
er ikke krav om seler i busser, som er indregistreret før
den 1. oktober 1999.
Reglerne for anvendelse af sikkerhedsseler i busser blev
således strammet i 1999, men altså ikke med
tilbagevirkende kraft. I forbindelse med besvarelse af
spørgsmål nr. S 4419 af den daværende
justitsminister Brian Mikkelsen oplyste ministeren følgende:
»Færdselsstyrelsen indførte den 1. oktober 1999
regler om krav om sikkerhedsseler i alle busser med undtagelse af
bybusser (dvs. busser, hvor det tilladte antal ståpladser
udgør 20 pct. eller mere af det højst tilladte
passagerantal og som alene godkendes til rutekørsel).
Specifikke oplysninger om, hvorvidt der kræves hofte- eller
trepunktssele i en konkret bus, kan findes i
Færdselsstyrelsens bekendtgørelse om Detailforskrifter
for Køretøjer afsnit 10.02. Det skal bemærkes,
at kravet om sikkerhedsseler gælder for busser registreret
første gang den 1. oktober 1999 og senere. Kravet er ikke
indført gældende med tilbagevirkende kraft og
gælder således ikke for busser, der er registreret
første gang før denne dato. Spørgsmålet
om sikkerhedsseler i skolebusser har været forelagt
Færdselssikkerhedskommissionen. Ved
Færdselssikkerhedskommissionens 50. møde den 12. maj
2003, var der enighed blandt Færdselssikkerhedskommissionens
medlemmer om, at der ikke skulle indføres krav om
sikkerhedsseler i skolebusser.«
Forslagsstillerne har ikke været i stand til at finde
oplysninger om, hvor mange busser og andre køretøjer,
der lovligt transporterer børn og unge rundt uden
sikkerhedssele. Men pressen har omtalt sådanne sager.
Eksempelvis kan nævnes en række artikler i Nordjyske
den 28. oktober 2010, hvoraf det fremgår, at Hjørring
Kommune har transporteret 32 børn, som ikke har været
fastspændt, når de f.eks. skulle transporteres til
legestue. (Nordjyske: »Småbørn uden sele«
28.10.2010).
Indeværende forslag er aktualiseret af en busulykke, der
skete tirsdag den 24. januar 2012. Her forulykkede en bus fra Vedde
Turistfart med 41 børn, 5 pædagoger og 1
chauffør. De slap dog alle med mindre skader. Ifølge
direktøren for busselskabet skyldtes dette anvendelsen af
sikkerhedsseler: »Vi kører ikke en meter uden seler.
Og at alle havde seler på, har været medvirkende til,
at det ikke gik værre, selvom det selvfølgelig er
tragisk, at en mand i en personbil mister livet,« udtalte
direktør i Vedde Turistfart, Carsten Rasmussen.
(http://nyhederne.tv2.
dk/article.php/id-47689813:busselskab-seler-reddede-b%C3%B8rn.html).
Var denne ulykke sket med en bus, der var indregistreret
før den 1. oktober 1999, havde der ikke været krav om
sikkerhedsseler. Og så var der efter al sandsynlighed sket
langt alvorligere skader på passagererne og
buschaufføren, end det var tilfældet.
Indeværende forslag skal således sikre, at
institutioner og foreninger ikke må benytte busser og andre
motoriserede køretøjer uden sikkerhedssele til at
fragte personer under 18 år. Forslaget indebærer visse
engangsomkostninger for de selskaber og institutioner, der
berøres af forslaget, men det vurderes, at der trods alt er
tale om begrænsede udgifter, der til gengæld
højner sikkerheden mar?kant.
Skriftlig fremsættelse
Kim Christiansen
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
sikkerhedsseler i busser og andre køretøjer, der
transporterer børn og unge
(Beslutningsforslag nr. B 41)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.