Spm. nr. US 95

Jeg er også glad for, at beskæftigelsesministeren er her i dag, for det giver anledning til at stille et konkret spørgsmål til ministeren, som jeg sådan set tror at ministeren har mulighed for at svare positivt på, så vi kan gå herfra i godt humør. Det kan da i hvert fald ikke udelukkes.

Udgangspunktet er jo, at vi har et system i Danmark, hvor kontanthjælpsmodtagere modtager det, man kalder et tilbud, det betyder, at de modtager et tilbud, som de så skal tage imod, om at blive aktiveret. Det har jeg diskuteret med ministeren og tidligere beskæftigelsesministre mange gange på det principielle plan. Det springer vi over i dag.

Det, som er udfordringen, er jo, at når man så kommer i aktivering, vil der ofte ske det, at man skal bruge transportmidler til at komme til det aktiveringssted. Det koster som regel penge. Derfor er der indført den ordning, at man kan få støtte til at dække de ekstra udgifter, man har. Det anslås i loven til 1.000 kr. med en mulighed for ifølge loven at gå op til 1.500 kr.

Nu er der bare sket det siden den 1. januar 2011, at den mulighed for at gå op til 1.500 kr. ikke eksisterer i den bekendtgørelse, der er udkommet. Jeg kunne godt tænke mig at vide, om ministeren ikke er enig med mig i, at det er urimeligt, at f.eks. unge mennesker under 25 år, som har en indtægt på lige godt 6.000 kr., nu risikerer, at det faktisk koster dem flere hundrede kroner om måneden at deltage i et aktiveringstilbud, udelukkende fordi ministeren har fjernet den mulighed, der var for at give et tilskud på 1.500 kr.?

Ministeren.

Jamen jeg vil da sige, at jeg da i hvert fald er glad for hr. Per Clausens indledning, nemlig at hr. Per Clausen var glad for, at jeg er her, for så er vi jo glade begge to.

Men når det så er sagt, vil jeg sige, at det er sådan, at det reelt ikke er mig, hr. Per Clausen skal skyde på. For det er sådan, at sidste år gav vi netop muligheden for, at man kunne få et tilskud på op til 1.500 kr. Så var aftalen faktisk, at vi i fællesskab, og det er så de fleste af Folketingets partier, dog undtagen Enhedslisten, skulle prøve at se, om vi kunne tilvejebringe pengene f.eks. via satspuljen, når vi nåede frem til i år.

Det var der så ikke mulighed for i forbindelse med satspuljen, så hr. Per Clausen skal sådan set også prøve at snakke med de andre af Folketingets partier om den her sag, for jeg vil da sige ret klart, at mit udgangspunkt sådan set var et håb om, at vi kunne forlænge den her mulighed. Men det er også sådan i den her verden, at ting koster penge, og derfor skal man også tilvejebringe finansiering. Og det var så desværre ikke muligt med det brede politiske billede her i Folketinget.

Hr. Per Clausen.

Jeg vil godt spørge beskæftigelsesministeren, om hun ikke er enig med mig i, at det er et rigtig dårligt svar fra en beskæftigelsesminister til de unge mennesker, som nu kan konstatere, at de hver måned af deres kontanthjælp på godt 6.000 kr. skal betale 200-300 kr. ekstra for at være i aktivering, at det ikke kunne lade sig gøre for beskæftigelsesministeren at skaffe pengene via satspuljen. Intet – intet – havde forhindret, at beskæftigelsesministeren sørgede for, at de penge blev afsat på finansloven. Jeg ved ikke, om beskæftigelsesministeren kan løfte sløret for, hvilke enorme beløb det ville koste statskassen at løse det her problem, som efter min mening er et meget lille problem for ministeren, et meget lille problem for regeringen, burde være et meget, meget lille problem for Folketingets flertal, men som er et meget, meget stort problem for de mennesker, det går ud over.

Ministeren.

Men det nytter bare ikke noget, vil jeg sige til hr. Per Clausen, for det er nu engang sådan i den virkelige verden, at tingene også skal betales. Og når jeg ikke kan få flertal til at hjælpe med at betale den her udgift, har jeg jo altså bare ikke magten til så lige at gennemføre det. Sådan er verden jo, så hr. Per Clausen må drøfte det her med de partier, som hr. Per Clausen normalvis slår sig sammen med, altså Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Så det er sådan set der, hr. Per Clausen kunne starte den her diskussion, altså med sine egne og blandt sine egne om, hvorvidt det her var noget, man skulle have prioriteret, for det var der bare ikke et flertal, der ville.

Hr. Per Clausen.

Jeg synes jo, at det måske er en lille smule for bekvemt for beskæftigelsesministeren, at beskæftigelsesministeren i den her sag mener, at alle andre end beskæftigelsesministeren har et ansvar. Sagen er vel, at beskæftigelsesministeren er en af de personer, der har flere forskellige måder at løse den her udfordring på. Det kunne være ved at sige, at vi må kunne klare det ved finanslovforhandlingerne; det kunne være ved at sige, at vi klarer det i det forslag til finanslov, som kommer fra Beskæftigelsesministeriet; det kunne være den metode, som ministeren så har valgt at gøre til den eneste måde at løfte den her opgave på, nemlig ved at tage det op under satspuljeforhandlingerne. Det er jeg med på. Men der findes andre muligheder.

Jeg har et eller andet sted meget svært ved at forstå, at det ved finanslovforhandlingerne ikke skulle være muligt at fremskaffe det her beløb, som ministeren så heller ikke har lyst til at fortælle hvad er – og hvor meget det er, kan vi vende tilbage til senere ved et skriftligt spørgsmål. Men det er et meget lille beløb for statskassen, som vil have så stor betydning for de her mennesker, som det går ud over. Det er selvfølgelig fint for beskæftigelsesministeren, at hun kan dele ansvaret med en masse andre partier her i Folketinget, nemlig alle undtagen Enhedslisten, men det gør jo ikke, at beskæftigelsesministeren er fri for ansvar.

Så er det ministeren.

Det gør heller ikke en forskel for Enhedslisten på det moralske plan, for Enhedslisten er jo også sådan set forpligtet til at starte med at prøve at overtale sine egne, altså de partier, som Enhedslisten jo normalvis samarbejder med, til at støtte op om det her forslag. For jeg kan bare i det hele taget sige, at der ikke var et flertal, der ville bakke op om det her forslag, og derfor kan jeg selvfølgelig ikke tilvejebringe pengene.

Det er så sådan, at jeg året før selv havde fundet de her penge, skrabet dem sammen og lagt dem på bordet til lige nøjagtig den her gruppe, men der var forudsætningen så ligesom, at vi skulle være enige om fremover at tilvejebringe pengene. Det var der bare ikke et flertal, der ville bakke op om.

Så jeg vil sådan set på det konstruktive plan foreslå hr. Per Clausen, at han tager en snak med de øvrige oppositionspartier og ser, om han måske kan overbevise dem, for så kan vi jo, hr. Per Clausen og jeg, danne fælles front, og det ville så sådan set være første gang, tror jeg, i den politiske historie. Men nyskabelse er jo også altid godt.

Tak til hr. Per Clausen.

Så er det hr. Lennart Damsbo-Andersen med et spørgsmål til beskæftigelsesministeren.