Det er jeg helt enig i.
Må jeg ikke først kvittere for et par ting:
først den her rimelige iagttagelse af, at det er på sigt, at vi øger arbejdsudbuddet, når vi fjerner efterlønnen.
Det står i modsætning til dem, som vil have, at vi skal arbejde 12 minutter mere i morgen, altså som vil øge arbejdsudbuddet i morgen, og som man kan spørge:
Hvor skal de mennesker dog arbejde i morgen?
Regeringen har altså en plan om, at vi med start om 4 år langsomt begynder at øge arbejdsudbuddet.
Jeg vil gerne kvittere for det.
Jeg også gerne kvittere for, at arbejdsløshed og krise bliver koblet sammen, for resten af debatten har ellers efterladt mig med det indtryk, at det var skattelettelser og arbejdsløshed, der var koblet sammen.
Altså, man må forstå, at altings årsag er nogle ufinansierede skattelettelser, og derfor må man jo tro, at det er de ufinansierede skattelettelser, der har genereret en eller anden arbejdsløshed.
Så tak for erkendelsen af, at der trods alt også er en økonomisk krise, der måske har skabt noget arbejdsløshed.
Det er der, og den er for høj.
Det hører dog med til historien, at hvis man ser på de sidste 20 år, kan man se, at der kun er 4 år, hvor arbejdsløsheden var lavere, end den var sidste år, og det var de 4 år, der førte op til sidste år, nemlig 2009, 2008, 2007 og 2006.
På intet tidspunkt ellers har arbejdsløsheden været lavere.
Det rokker ikke ved, at der skal gøres noget.
Det er sådan set også derfor, at regeringens genopretningspakke rummer, at selv om vi skal konsolidere, skal vi finde flere penge til uddannelse.
Det er præcis også derfor, vi i år på statens område bruger 2 mia.
kr.
mere på uddannelse, end vi gjorde sidste år.
Det er jo forudsætningen for, at vi kan tage flere ind på ungdomsuddannelserne og på universiteterne, og det er også forudsætningen for, at jeg nu kan stå og glæde mig over, at der aldrig nogen sinde har været så mange, der har været i gang med at tage en ungdomsuddannelse, som tilfældet er netop nu.
Det er også det, der har gjort det muligt, at vi har kunnet forbedre praktikpladsordningerne, og at vi helt aktuelt kan se, at der er en positiv udvikling i gang.
Den sidste ting, jeg vil sige, når der nu bliver sagt, at arbejdsløsheden stiger, er, at jeg har et billede af, at arbejdsløsheden er ved at flade ud, og at jeg har en klar forventning om, at vi, som 2011 skrider frem, vil se, at arbejdsløsheden falder.