Spm. nr. US 88

Tak. Vi bøjer os så for formandens dom, efter at vi alle sammen havde pakket vores papirer ned og retsordføreren var på vej op på talerstolen. Men tak, fordi jeg fik mulighed for at stille mit spørgsmål her på falderebet.

Det har været interessant at høre den debat, der har været her, om regeringens økonomiske plan. Der er noget, som vi, der arbejder inden for uddannelsessektoren, er rigtig meget optaget af. En ting er at diskutere efterlønsnedskæringer osv., som regeringen har med som en del af sin langsigtede økonomiske plan, men det er jo noget, der skal ske på sigt, fordi der på sigt er brug for flere hænder på arbejdsmarkedet. Det, der er problemet lige præcis her og nu, er, at arbejdsløsheden stiger. Der er mange unge, som kunne tænke sig at få en uddannelse, og som der ikke er pladser til, og der er rigtig mange unge, som kunne tænke sig en praktikplads. Der er i øjeblikket 7.000 unge, der mangler en praktikplads, som de ikke kan få, fordi arbejdsgiverne er i dyb krise. De har ikke ordrer nok i bogen, de fyrer medarbejdere og har ikke mulighed for at oprette praktikpladser til de unge.

Hvis man kigger på tallene for, hvad der er sket, siden krisen trådte ind i løbet af 2008, må man sige, at det godt nok ikke ser særlig opløftende ud i forhold til beskæftigelsen. For det er jo rent faktisk sådan, at beskæftigelsen er faldet med 200.000 medarbejdere, siden krisen indtrådte i 2008. Ledigheden er steget med yderligere 80.000. Langtidsledigheden er steget gevaldigt, nemlig med 230 pct. Der er 54.000, der er langtidsledige nu, og hvis vi kigger på ungdomsledigheden, må vi sige, at det bestemt heller ikke ser godt ud der. Den er nemlig fordoblet i løbet af de her par år, sådan at der var 16.000 unge ledige og det nu er blevet til 39.000 unge ledige.

Så det er situationen: Vi mangler job. Hvad vil regeringen gøre ved det? Det kan en efterlønsreform jo ikke gøre noget ved. Der skal skabes job og uddannelsespladser nu.

Statsministeren.

Det er jeg helt enig i. Må jeg ikke først kvittere for et par ting: først den her rimelige iagttagelse af, at det er på sigt, at vi øger arbejdsudbuddet, når vi fjerner efterlønnen. Det står i modsætning til dem, som vil have, at vi skal arbejde 12 minutter mere i morgen, altså som vil øge arbejdsudbuddet i morgen, og som man kan spørge: Hvor skal de mennesker dog arbejde i morgen? Regeringen har altså en plan om, at vi med start om 4 år langsomt begynder at øge arbejdsudbuddet. Jeg vil gerne kvittere for det.

Jeg også gerne kvittere for, at arbejdsløshed og krise bliver koblet sammen, for resten af debatten har ellers efterladt mig med det indtryk, at det var skattelettelser og arbejdsløshed, der var koblet sammen. Altså, man må forstå, at altings årsag er nogle ufinansierede skattelettelser, og derfor må man jo tro, at det er de ufinansierede skattelettelser, der har genereret en eller anden arbejdsløshed. Så tak for erkendelsen af, at der trods alt også er en økonomisk krise, der måske har skabt noget arbejdsløshed. Det er der, og den er for høj. Det hører dog med til historien, at hvis man ser på de sidste 20 år, kan man se, at der kun er 4 år, hvor arbejdsløsheden var lavere, end den var sidste år, og det var de 4 år, der førte op til sidste år, nemlig 2009, 2008, 2007 og 2006. På intet tidspunkt ellers har arbejdsløsheden været lavere.

Det rokker ikke ved, at der skal gøres noget. Det er sådan set også derfor, at regeringens genopretningspakke rummer, at selv om vi skal konsolidere, skal vi finde flere penge til uddannelse. Det er præcis også derfor, vi i år på statens område bruger 2 mia. kr. mere på uddannelse, end vi gjorde sidste år. Det er jo forudsætningen for, at vi kan tage flere ind på ungdomsuddannelserne og på universiteterne, og det er også forudsætningen for, at jeg nu kan stå og glæde mig over, at der aldrig nogen sinde har været så mange, der har været i gang med at tage en ungdomsuddannelse, som tilfældet er netop nu. Det er også det, der har gjort det muligt, at vi har kunnet forbedre praktikpladsordningerne, og at vi helt aktuelt kan se, at der er en positiv udvikling i gang.

Den sidste ting, jeg vil sige, når der nu bliver sagt, at arbejdsløsheden stiger, er, at jeg har et billede af, at arbejdsløsheden er ved at flade ud, og at jeg har en klar forventning om, at vi, som 2011 skrider frem, vil se, at arbejdsløsheden falder.

Fru Christine Antorini. Og det er så sidste spørgsmål til statsministeren, der bliver givet her. Der er 1 minut.

Jeg vil da gerne kvittere for, at statsministeren roste os for, at vi anerkendte, at der var brug for flere hænder på sigt. Jeg er til gengæld lidt ærgerlig over, at statsministeren så ikke vælger at gå lige så konstruktivt ind i forhold til Socialdemokraterne og SF’s forslag om at arbejde 12 minutter mere. For statsministeren ved jo godt – og det kan jeg se på statsministerens smil – at det er noget, der skal forhandles med arbejdsmarkedets parter, og at det derfor også er noget, der skal træde i kraft på det tidspunkt, hvor krisen svinger, og hvor der er brug for flere hænder på arbejdsmarkedet. Derfor er det en del af S og SF-planen, at der skal skabes vækst og uddannelse her og nu. Der skal investeres i job og uddannelse. En række økonomer har også peget på, at efterlønsreformen intet gør for den ledighed, som jeg opridsede tallene for, eller det, at der mangler uddannelsespladser og praktikpladser her og nu.

Derfor vil jeg bede statsministeren om at være meget præcis, med hensyn til hvordan regeringen vil skabe flere job nu. For det, der er problemet med de nedskæringer, der sker i øjeblikket, er jo, at der bl.a. ude i kommunerne bliver fyret rigtig mange folk, og derfor skylder statsministeren et godt svar på, hvordan regeringens initiativer har skabt job her og nu.

Så slutter statsministeren af. Værsgo.

Det kan man ikke svare udtømmende på på 1 minut, men helt grundlæggende handler det jo om at skabe de rammebetingelser, der gør, at vi kan få gang i den private jobskabelse igen. For det er der, vi har tabt arbejdspladserne; det er jo ikke i den offentlige sektor. Vi har tabt i omegnen af 175.000 arbejdspladser på det private arbejdsmarked, og det er dem, vi skal have igen. Det er ikke, fordi det at være ansat i den offentlige sektor ikke er godt nok – det er jeg jo selv – men fordi velstanden helt grundlæggende kommer af, at vi har private arbejdspladser, som genererer velstand i vores samfund. Det handler om at føre en sund økonomisk politik og ikke gamble med fremtiden, sådan som oppositionen lægger op til med fluffy planer, som efterlader et indtryk af, at tingene ikke hænger sammen, med risiko for, at renten går i vejret, og at investeringsklimaet bliver dårligt. Det er først og sidst forudsætningen.

Så handler det selvfølgelig om at gøre noget mere på de områder, hvor vi har nogle kernekompetencer. Lad mig nævne ét område, nemlig hele det grønne område, hvor regeringen inden længe kommer med et udspil, der følger op på Klimakommissionens anbefalinger. Det er klart et område, hvor der er mulighed for at slå i hvert fald to fluer med et smæk, nemlig ved på den ene side at gøre noget for energieffektivitet, noget positivt med hensyn til klimaforandringer m.v. og på den anden side at understøtte nogle kompetencer, vi har i dansk erhvervsliv, som allerede nu og også på sigt kan generere job. Men det er jo ikke udtømmende svar, for det kan man ikke give inden for 1 minut.

Tak til fru Christine Antorini og tak til statsministeren for deltagelse i spørgetimen.