Spm. nr. US 85

Jeg kan forstå, at statsministerens dokumentation for, at skattelettelserne var finansieret, er, at man ikke kan forestille sig, at Socialdemokraterne og SF’erne vil komme med forslag til offentlige udgifter, som ikke er finansieret. Jeg synes sådan set, at statsministeren skulle holde et lille foredrag om det i Venstres gruppe. Det kunne forhindre mange misforståelser og fejltagelser her i Folketingssalen.

Det andet, jeg kan konstatere, er, at statsministeren siger, at når De Konservative foreslår skattelettelser, og når De Konservative foreslår yderligere år med nulvækst i den offentlige sektor, så kan vi være sikre på, at det ikke bliver til noget. Det er en klar besked til De Konservative: Det bliver ikke til noget. Så kommer jeg bare lidt i tvivl, for var det ikke nogenlunde samme reaktion også den tidligere statsminister har haft, når Det Konservative Folkeparti tidligere har foreslået skattelettelser? Var det ikke nogenlunde den samme reaktion, man havde, da man snakkede om afskaffelse af efterlønnen, og da man snakkede om at forringe dagpengene? Var det ikke også fuldstændig sikkert, at det ikke ville ske? Hvordan kan vi så vide, at det ikke sker den her gang?

Jeg skal så forsøge at komme ind på det, som statsministeren også var inde på i sin indledning. Det er jo rigtigt, at det er vigtigt, hvad der sker i EU og i Europa. Måske er hemmeligheden bag, at statsministeren er så begejstret for Merkel og Sarkozys forslag om at fratage det danske Folketing, den danske regering og den danske befolkning muligheden for at føre en selvstændig økonomisk politik, ikke et ønske om at fratage en kommende regering muligheden for at føre en anden politik end den, statsministeren vil føre, men at forhindre Det Konservative Folkeparti i at komme igennem med økonomisk uforsvarlige løsninger. Så i virkeligheden hænger viljen til at afgive suverænitet over dansk økonomisk politik sammen med, at statsministeren ikke tror på sine egne evner, hverken til at vinde det næste valg, eller, hvis det skulle lykkes at vinde det næste valg, at holde De Konservative på dydens smalle sti.

Statsministeren.

Vi kom langt omkring. Jeg vil gerne begrunde, hvorfor jeg synes, at det, som Merkel og Sarkozy har foreslået – for det var vel det, der stod tilbage, når alt andet var sagt – er et interessant initiativ. Det er det jo, fordi vi oven på krisen i Europa står med nogle skærpede udfordringer. Mens Europa har været i recession og er blevet fattigere, har en række andre regioner i verden fortsat været i fremdrift. Mens en række andre regioner ude i verden er præget af relativt unge befolkninger, så er vi – det er vi jo alle sammen en del af – præget af at være en aldrende befolkning. Mens andre regioner rundtomkring i verden har styrket deres konkurrencekraft og konkurrencedygtighed, så har vi svækket den. Og det er en fælles udfordring at få gjort noget ved det.

Der er det bestemt spændende, at der med en akse Berlin/Paris og med en forpligtelse i kredsen af eurolande nu er lagt kimen til en mere forpligtende dialog om, hvordan Europa på ny gør sig konkurrencedygtig, så vi kan få væksten igen, så vi kan få jobbene igen, og så vi kan få velstandsfremgang igen. Det ønsker jeg da at melde mig ind i og få indflydelse på, så langt det nu er muligt, og med respekt for at vi ikke er et euroland. Det er i dansk interesse.

Det er da også derfor, at lande i eurozonen, som jo ikke nødvendigvis er kristendemokratiske, men også er under ledelse af socialdemokrater – i Grækenland er det Papandreou, i Portugal er det Sócrates, i Spanien er det Zapatero – sådan set også markerer det samme. For det, der nok så meget statuerer, hvilken politik der føres rundtomkring, er jo i virkeligheden ikke, om folk er socialdemokrater, kristdemokrater, konservative eller liberale, men det er, om de har ansvar eller ikke har ansvar.

For de, der har ansvar rundtomkring i Europa, uanset deres partifarve, er jo langt hen ad vejen i gang med at træffe den samme type beslutninger, nemlig svære reformbeslutninger, hvor man bl.a. beder folk om at blive længere på arbejdsmarkedet.

Hr. Per Clausen.

Hvis det var sådan, at det var ønsket om at påtage sig et ansvar, der prægede statsministeren, og som præger de lande, der tilslutter sig, at det fremover skal være igennem EU, at beslutninger træffes om, hvilken økonomisk politik der skal føres i det enkelte land, så ville man vel i stedet for sige: Det kan vi godt selv påtage os ansvaret for, og det kan vi selv finde ud af i dialog med vores befolkning. Vi insisterer faktisk på, at vi selv vil styre, hvilken økonomisk politik der skal føres i vort land.

Men er kendsgerningen ikke den, at det, statsministeren siger, er, at han vil gøre, hvad han kan for at begrænse det danske Folketings mulighed for at træffe selvstændige beslutninger, fordi han vil underordne os euroen og EU's regler på det her område, så meget som det overhovedet er muligt at slippe godt fra? Det er vel realiteten.

Jeg synes jo ikke, at det at give andre ansvaret, at lade andre bestemme, er udtryk for nogen særlig stor ansvarsfølelse.

Statsministeren.

Vi har først og sidst og vil til alle tider have ansvaret for, hvilken økonomisk politik der skal føres i Danmark. Det perspektiv, jeg bare prøver at lægge ned over debatten – og det er jo både debatten i sin emnekreds, og hvilken politik vi skal føre, men det er jo også i sin form – er, at Danmark ikke er nogen øde ø. Vi er jo dybt afhængige af beslutninger, der træffes eller ikke træffes i andre lande, og vi er i virkeligheden nok mere afhængige af beslutninger, der træffes i andre lande eller ikke træffes i andre lande, end resten af verden er afhængige af vores beslutninger, for nu lige at prøve at sætte os selv bare lidt i perspektiv. 75 pct. af den danske eksport falder i Europa for bare at nævne en ting.

Vi er et land, der er kendt for under skiftende regeringer at føre en grundlæggende ansvarlig politik. Siden man var ude at snuse til afgrunden, har der grundlæggende været ført en ansvarlig økonomisk politik. Det er jo ikke det, man kan få øje på alle andre steder i Europa, og derfor har vi en interesse i at præge andre lande i en ansvarlighedens retning, og demokrati fungerer nu på den måde, at hvis man vil søge indflydelse hos andre, må man også selv åbne sine bøger og være parat til at gå i diskussion omkring egne synspunkter.

Hr. Per Clausen.

Statsministeren sagde tidligere, at han mente, at den vej, han var ved at betræde, formentlig ville bringe os i konflikt med vores euro-undtagelse. Det er jeg sådan set enig med statsministeren i. Men er det ikke også rigtigt, at man nok må drage den konklusion på baggrund af det, Merkel og Sarkozy sagde og delte ud i nogle relativt halvhemmelige papirer, nemlig at det var slut med, at det enkelte land selv skulle bestemme, hvilken pensionspolitik det skulle have, hvilken skattepolitik det skulle have, hvilken lønpolitik det skulle have. Det var slut med det fremover. Og så bruger dem, som er de store og stærke, det smukke ord koordinering, for så lyder det, som om vi bare sidder og snakker lidt, men realiteten er, at det er besluttet. Og det, statsministeren sådan set er i færd med, er at få Danmark ind i en konstruktion i EU, hvor konsekvensen er, at vi ikke selv kan bestemme. Og det er jo dog mærkeligt, at en statsminister er så overbevist om, at han har den rigtige politik og vinder næste valg på det og kan sikre, at der bliver ført en ansvarlig politik, og at han så alligevel lægger så meget vægt på at slippe for ansvar.

Statsministeren.

Jeg bruger alle mine vågne timer, og de er ret mange – jeg ved ikke, om jeg kan i klemme 12 minutter mere ind, men de er ret mange – på sådan set at søge at leve op til et ansvar. Det er derfor, jeg er i gang med plan tre, »Danmark ud af krisen«, samle umiddelbare regninger op, lægge sporene ind i fremtiden, selv om det jo havde været meget, meget lettere som oppositionen at lukke øjnene for fremtiden og sige: Lad os koncentrere os om nu og her, så skal det nok gå hen over en valgdato. Men jeg tror, at politik også er for næste generation og ikke bare frem til næste valg.

Når jeg nu bliver lagt i munden, at jeg skulle have sagt, at jeg er på vej ud i noget, der bringer mig i konflikt med vores euro-undtagelse, så vil jeg da gerne lige gøre et lille ophold og så få præciseret, at jeg er meget opmærksom på, at det, der nu er lagt kimen til, og som man ikke endnu kan bedømme hvad der vokser ud af, kan være noget, som aktualiserer vores overvejelser om, hvor vi står i forhold til euroen. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er i Danmarks realpolitiske interesse at søge indflydelse på den proces, der er sat i gang, og i den forbindelse er jeg meget opmærksom på, at vi har et euroforbehold, som jeg selvfølgelig respekterer. Det er jo præcis også det, der gør, at det, der sker i øjeblikket, måske kan aktualisere og forny vores overvejelser om, hvordan vi stiller os i forhold til euroen.

Tak til hr. Per Clausen.

Så er det hr. Morten Bødskov med spørgsmål til statsministeren, værsgo.