Se, det er det, jeg betragter som et udsagn, der går i retning af en vis herre, der læser biblen, når man har opfattet det store gennemarbejdede debatoplæg, som jeg offentliggjorde i mandags, på den måde.
Der er ingen tvivl om, at da jeg var i Nagoya i Japan og forhandlede biodiversitetskonventionen og vi skulle løfte det op, i forhold til at EU også skulle komme med en strategi på det her område, tilkendegav jeg også, at det mener jeg også at Danmark skal gøre.
Der fik jeg til at starte med melding om, at der ville gå lang tid, før EU ville komme med den strategi.
Det ændrede sig i løbet af foråret, og derfor kom meldingen om, at EU faktisk var lige på trapperne med en EU-biodiversitetsstrategi.
Den EU-biodiversitetsstrategi er mig bekendt udkommet – jeg mener, det var i går, eller også var det i formiddags.
Det at begynde at sætte sig og lave den danske strategi lige oven i, at vi faktisk allerede så hurtigt fik EU's biodiversitetsstrategi, var jo det, der var baggrunden for, at jeg siger, at nu starter jeg med trin et i det, der er den danske strategi, og det er at få lavet det her store debatoplæg om biodiversitet.
For mig er det meget afgørende, at hele diskussionen om biodiversitet og om at få stoppet tilbagegangen i biodiversitet bliver foldet bredt ud.
Når jeg siger »bredt ud«, handler det altså om at få gjort biodiversitet til en folkesag.
Derfor er et debatoplæg et meget, meget vigtigt første skridt i det, der også skal blive en dansk strategi.
Så i stedet for at være trist over, at overskriften ikke hedder en strategi, men derimod et trin et, som er et debatoplæg, vil jeg da håbe på, at man kunne glæde sig over alle de utrolig nyttige, vigtige oplysninger, der er i det, og i øvrigt alle de initiativer, der netop er i debatoplægget for at få bredt det her ud for at få alle danskere til rent faktisk at interessere sig for, at vi skal have stoppet tilbagegangen i naturen, ikke kun i Danmark, men globalt set.