Tak.
Når spørgsmålet om skattelettelser er interessant, er det jo, fordi man i går i Berlingske Tidende kunne læse, at vicestatsministeren åbnede op for en ny runde skattelettelser.
Nu kan Venstres formand, statsministeren, selvfølgelig godt hævde, at man normalt har meget godt greb om De Konservative, at man normalt fra Venstres side kan styre deres udfald, og det er jeg enig i.
Som generel betragtning tror jeg at det er rigtigt, at statsministeren har meget godt fat i De Konservative, når de skejer ud.
Men lige præcis på det her område må man bare medgive, at De Konservative har en særlig magi.
De Konservatives tidligere formand, hr.
Bendt Bendtsen, fik gennemført skattelettelser, og fru Lene Espersen fik gennemført skattelettelser, og kan man virkelig forestille sig, at vicestatsministeren, den nuværende formand, ikke har samme tyngde som sine to forgængere?
Det tror jeg simpelt hen ikke på.
Derfor vil jeg sige til statsministeren, at det jo er relevant at diskutere.
Nu laver man en nedskæringspakke, der rammer efterlønnere, der rammer folk, 0,5 millioner mennesker, der får udskudt deres pension, der rammer studerende osv.
osv.
Og så er det da interessant at vide, at hvis historien går, som den plejer at gå, plejer De Konservative at trumfe deres vilje igennem, hvad angår spørgsmålet om skattelettelser.
Hvad skulle grunden være til, at de ikke kan det den her gang?
Er vicestatsministeren svagere end sine forgængere, eller hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre den her gang?