Spm. nr. US 127

Tak. Når spørgsmålet om skattelettelser er interessant, er det jo, fordi man i går i Berlingske Tidende kunne læse, at vicestatsministeren åbnede op for en ny runde skattelettelser. Nu kan Venstres formand, statsministeren, selvfølgelig godt hævde, at man normalt har meget godt greb om De Konservative, at man normalt fra Venstres side kan styre deres udfald, og det er jeg enig i. Som generel betragtning tror jeg at det er rigtigt, at statsministeren har meget godt fat i De Konservative, når de skejer ud. Men lige præcis på det her område må man bare medgive, at De Konservative har en særlig magi. De Konservatives tidligere formand, hr. Bendt Bendtsen, fik gennemført skattelettelser, og fru Lene Espersen fik gennemført skattelettelser, og kan man virkelig forestille sig, at vicestatsministeren, den nuværende formand, ikke har samme tyngde som sine to forgængere? Det tror jeg simpelt hen ikke på.

Derfor vil jeg sige til statsministeren, at det jo er relevant at diskutere. Nu laver man en nedskæringspakke, der rammer efterlønnere, der rammer folk, 0,5 millioner mennesker, der får udskudt deres pension, der rammer studerende osv. osv. Og så er det da interessant at vide, at hvis historien går, som den plejer at gå, plejer De Konservative at trumfe deres vilje igennem, hvad angår spørgsmålet om skattelettelser. Hvad skulle grunden være til, at de ikke kan det den her gang? Er vicestatsministeren svagere end sine forgængere, eller hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre den her gang?

Statsministeren.

Jeg bliver nu stillet et spørgsmål i Folketingssalen, hvor jeg skal måle tyngden på tre konservative partiformænd; det er jo meget, meget interessant. Må jeg ikke bare sige til hr. Villy Søvndal, at formålet med reformpakken, der blev lagt frem i går, er at sikre velfærden i det danske samfund. Den er nemlig under pres.

På grund af den krisestyring, der har været, hvor vi har fremrykket offentlige investeringer, givet skattelettelser, forbedret kredittider, forbedret eksportkreditordninger, lavet renoveringspuljer og andet, er vi nu kommet fri af krisen med en arbejdsløshed, som er meget lavere end den, alle gik og frygtede – lavere, end den på noget tidspunkt var under Poul Nyrup Rasmussens regering. Men jeg indrømmer jo også, at den genopretningspakke, vi har lavet, selvfølgelig har haft en omkostning, og vi har her haft et par år, hvor der ikke har været råd til at udvikle velfærden. Det vil jeg gerne lave om på.

Så hele formålet med pakken er at skabe mere velfærd; det er at sikre både de hænder og de penge, der skal til, for at vi fortsat kan udvikle vores velfærdssamfund. Og derfor er der ikke plads til skattelettelser inden for rammerne af det, der er blevet foreslået i går. Det fremgår i øvrigt også af udspillet.

Hr. Villy Søvndal.

Men det forekommer nu underligt at sige, at man gør det her for at værne om velfærden, når en del af aftalen er, at man har indskrevet et mål om, at de offentlige udgifter, der i dag fylder 29 pct. af BNP, skal reduceres med to procentpoint ned til 27 pct. af BNP. Det er jo fint i en situation, hvor der er vækst, for det er jo en meget fleksibel aftale, afhængig af væksten i den private sektor, men når man samtidig ved, at der er lagt op til nulvækst i de kommende år – jeg antager, at regeringen fastholder nulvæksten i den offentlige sektor, med den konsekvens, vi har set, over for ældre, der får forringet deres hjemmehjælp, over for folkeskoler, hvor stadig flere dumper ned på minimumstimetallet, over for hospitaler, hvor der fortsat nedlægges stillinger – så er det vel den situation, som statsministeren betegner som at beskytte velfærden.

Jeg tror, at de derude i det virkelige liv oplever det stik modsatte: at under den nuværende statsminister er velfærden blevet forringet, fordi kommunerne og regionerne er holdt i så stramme tøjler, som tilfældet er. Jeg tror slet ikke, at de kan genkende, at det, der sker nu med en række yderligere velfærdsforringelser, skulle være gjort af hensyn til at beskytte velfærden. Og det er jo derfor, at vi stiller spørgsmålet igen: Er det ikke skattelettelser, der igen er regeringens politik? Man vil bare ikke sige det nu før et valg.

Statsministeren.

Måske fik vi her forklaringen på, hvorfor der er den her uenighed, for nu står hr. Villy Søvndal og siger, at han antager, at der er nulvækst. Jo, men så kan jeg godt forstå, at vi diskuterer forbi hinanden. Altså, for hele den her reformpakke går jo sådan set ud på, at vi kommer fri af nulvæksten – den nulvækst, som vil være alternativet, hvis ikke vi laver reformer. Uden reformer vil der være udsigt til noget, der ligner nulvækst i de kommende 10 år. Med reformpakken vil det være muligt for os, når »Genopretningspakken« er overstået, at få realvækst igen: 0,8 pct. om året, på niveau med det, som efter min bedste hukommelse var det, Poul Nyrup Rasmussen opererede med i sin 2010-plan. Det er fire friske milliarder om året. Det er ikke nulvækst, det er vækst. Det er holdbar vækst. Det er finansieret vækst.

Så der må være en eller anden misforståelse. Jeg ved ikke, hvor den er opstået, men jeg er da glad for, at jeg så har haft mulighed for at afklare det her i dag.

Hr. Villy Søvndal.

For helt at få sikkerhed for, at det, sætningen betød, var, at regeringen i 2012 og 2013 aflyser nulvæksten i den offentlige sektor, vil jeg spørge: Var det det, statsministeren sagde? Det tror jeg da vil glæde mange her tæt på, at der skal laves kommunale forhandlinger, men det var formentlig ikke det, statsministeren sagde, eller var det?

Så vil jeg godt vende tilbage til diskussionen om De Konservative. Kan statsministeren ikke godt forklare, hvordan det kan være, at statsministeren vurderer, at Barfoed skulle være den første konservative formand – af de tre seneste – der ikke er i stand til det, som de to forrige var i stand til, nemlig at sikre, at skattelettelser blev sat igennem? Det tror jeg virkelig undrer.

Er han efter statsministerens opfattelse svækket i regeringen i forhold til de to foregående, som var i stand til at kæmpe det her igennem? Eller hvad er grunden til, at statsministeren vurderer, at lige præcis Barfoed i modsætning til sine to forgængere ikke vil være i stand til at kæmpe de skattelettelser igennem, som altså hans to forgængere var i stand til?

Det bliver ikke bedre af, at man gentager fejlen. Altså, ministre benævnes med ministertitel, uanset hvad de måtte hedde.

Statsministeren.

Tak. Genopretningspakken løser halvdelen af den udfordring, Danmark står med. Genopretningspakken betyder, at vi regulerer for lønstigninger og prisstigninger i 2011, 2012 og 2013. Oven i det laver vi nu reformpakken, som betyder, at vi herefter kan vedligeholde, udvikle, udbygge velfærden – moderat, det indrømmer jeg gerne, men til gengæld er det med rigtige penge. Det er ikke fugle på taget, det er ikke tro, håb og gældsætning. Det er rigtige penge, som gør det muligt at udvikle sundhedsvæsenet i en situation, hvor der kommer flere ældre; som gør det muligt at opretholde målsætningen om 1 pct. til forskning, også i en situation, hvor Danmark bliver rigere; som gør det muligt at investere mere i uddannelse. Det er det, det går ud på. Det er hele formålet, og derfor er der ikke skattelettelser i det her.

Jeg ved godt, at hr. Villy Søvndal har en sådan nærmest ideologisk modstand mod skattelettelser, og på et tidspunkt er det jo interessant at få afklaret, om ikke den her voldsomme modstand, man mærker, både hos fru Helle Thorning-Schmidt og hos hr. Villy Søvndal, over de skattelettelser, regeringen har givet a tre omgange, så ikke sætter sig i et synspunkt om, at de skal rulles tilbage. Det er jo åbenbart nærmest en forbrydelse, vi har begået mod danskerne, at give tre gange fuldt finansierede skattelettelser. Så tag dem da tilbage.

Tak til hr. Villy Søvndal.

Så er det fru Margrethe Vestager med et spørgsmål til statsministeren. Værsgo.

Tak til hr. Villy Søvndal.

Så er det fru Margrethe Vestager med et spørgsmål til statsministeren. Værsgo.