Ja, det var jo ikke nemt at få øje på svaret.
Jeg vil sige det på den måde, at når man udsteder en statsgaranti, som oprindelig var på 9 mia.
kr., til en bank, så risikerer man jo 9 mia.
kr.
af skatteydernes penge.
Før man gør det, så undersøger man banken, om man synes, den er sund og kan betale pengene tilbage, så garantien ikke skal udløses.
I det her tilfælde undersøger man også ejeren, Eik Fonden, om den er i stand til at træde til, hvis det er sådan, at banken ikke kan klare sine fordringer.
På den måde undersøger man jo tingene, og det skal man selvfølgelig, inden man risikerer skatteydernes penge.
9 mia.
kr.
er mange penge.
Det, der bare viser sig, er, at havde man undersøgt fonden, før man gav garantien, så havde man fundet ud af, at den var tom, og at den er tom.
Den kan ikke dække noget som helst.
Formuen består kun af aktier i Eik Bank, som er værdiløse.
Hvis man havde undersøgt Eik Bank ordentligt, så havde man undersøgt de 30 største lån i banken.
Det er det, man så gør i september, og så finder man ud af, at de lån ikke er ret meget værd.
Derfor siger man lige pludselig:
Hov, stop, nu erklærer vi banken reelt konkurs.
Det er derfor, jeg igen spørger ministeren:
Er der ikke noget rivravruskende galt, når det kort tid efter, at de myndigheder, der skal sikre sig, at man giver garanti for lån på et grundlag, der er ordentligt og betryggende undersøgt, har gennemført de undersøgelser – og knap nok har gennemgået dem, for fonden, ejeren, blev aldrig undersøgt før her i sommer – viser sig, at der ikke er noget grundlag for at give en statsgaranti på 9 mia.
kr.
til Eik Bank?
Burde man ikke have undladt at give den garanti?