Altså, det er jo virkelig finansministeren, der er på glatis her.
Sagen er jo den, at man har turneret land og rige rundt og sagt til danskerne, at det er viden, vi skal leve af, at det er uddannelsesniveauet, vi skal leve af, og så har man i regeringen en videnskabsminister, som går ud og foreslår en lightudgave af en universitetsuddannelse.
Sagen er den, at man siger:
Alle er klar over, at vi skal leve af viden, og vi skal leve af et højt uddannelsesniveau, skal vi så ikke lige foreslå at sætte uddannelsesniveauet ned?
Jo, det må være en god idé.
Det er jo det, der er logikken hos regeringen.
I en tid, hvor alle er enige om, at vi skal have det højest mulige uddannelsesniveau, er regeringens svar:
Sæt uddannelsesniveauet ned.
Det er jo det, der er lagt frem, og det er også det, der står på Ritzau.
Det er det, vi kan se at regeringen har fremlagt fra Vækstforums side, og det er det, som også rektorernes formand, hr.
Jens Oddershede fra Syddansk Universitet, er ude at kommentere, hvor han siger:
Jamen prøv at høre, hvis jeg er arbejdsgiver og skal vælge mellem, hvem jeg skal ansætte, vil jeg da ikke tage en, der har en lightudgave; så vil jeg da altid tage den, der har det højeste niveau.
Ministeren, som hele tiden sidder og følger med i arbejdsløshedstallene, burde jo vide, at en af de største udfordringer, der er i Danmark i øjeblikket, er, at vi har en alt for høj ungdomsarbejdsløshed, bl.a.
også blandt dem, der har en lang videregående uddannelse, og blandt dem, der kun har en bachelor eller en ikke fuldendt kandidatuddannelse, er ledigheden endnu større.
Så regeringens forslag er altså, at i en tid, hvor vi siger, at vi skal have et højt uddannelsesniveau, må vi hellere sørge for, at de får lidt mindre, og så vil man altså pumpe unge mennesker fra det danske samfund lige lukt ud i arbejdsløshed.
Det er jo det, der er forslaget, og der må ministeren stille sig op og forklare, hvordan det kan være, at man taler om, at vi skal leve af viden, og regeringens mål så er at sænke uddannelsesniveauet.