Spm. nr. S 891

14) Til socialministeren af:

Orla Hav (S):

Vil ministeren tage initiativ til at undersøge, om regeringens kommunalreform og regeringens nulvækst er blandt de primære årsager til hjemtagelser og afspecialisering af det specialiserede socialområde, frem for kun at se på 100 udvalgte sager?

Spm. nr. S 891

14) Til socialministeren af:

Orla Hav (S):

Vil ministeren tage initiativ til at undersøge, om regeringens kommunalreform og regeringens nulvækst er blandt de primære årsager til hjemtagelser og afspecialisering af det specialiserede socialområde, frem for kun at se på 100 udvalgte sager?

Hr. Orla Hav bedes oplæse spørgsmålet.

Vil ministeren tage initiativ til at undersøge, om regeringens kommunalreform og regeringens nulvækst er blandt de primære årsager til hjemtagelser og afspecialisering af det specialiserede socialområde, frem for alene at se på 100 udvalgte sager?

Socialministeren.

Med henvisning til det forrige spørgsmål vil jeg stadig fastholde, at børn og unge skal have den hjælp, som de har behov for. Ligeledes vil jeg igen understrege, at en hjemtagelse af et barn eller en ung fra et anbringelsessted ikke nødvendigvis er en dårlig ting, hvis det sker med udgangspunkt i barnets eller den unges ændrede behov. Men hvis det udelukkende sker af økonomiske årsager, er det ulovligt, og så har vi Ankestyrelsen, der kan se på sagerne, såfremt der foreligger en klage, eller de kan tage sager op af egen drift.

Spørgeren antyder, at det skulle være kommunalreformen og regeringens nulvækstpolitik, der tvinger kommunerne til at hjemtage anbragte børn og unge, og hævder, at der generelt er sket en afspecialisering af det specialiserede socialområde.

Med hensyn til kommunalreformen vil jeg erindre om, at et af formålene med kommunalreformen bl.a. var at få nogle større og mere bæredygtige kommuner, der var i stand til at håndtere komplekse problemstillinger som eksempelvis indsatsen over for udsatte børn og unge. En anbringelse er ikke nogen mirakelkur mod sociale problemer, og i den forbindelse er det kun rimeligt, hvis kommunerne spørger sig selv, om de kan sætte andre, måske bedre, foranstaltninger i værk tidligere for barnet eller den unge, så man kan hjælpe barnet eller den unge lige så godt eller endnu bedre. Og her er det vigtigt, at økonomi og faglighed går hånd i hånd, når tilbuddet til barnet skal vælges. Men igen: Barnets behov skal være i centrum.

I forhold til punktet med nulvækst vil jeg gerne slå fast, at kommunerne har de samme penge til rådighed i 2011 som i 2010, hvor budgetterne lå på et historisk højt niveau. Jeg har derfor ikke i sinde at lave yderligere undersøgelser ud over den allerede bebudede praksisundersøgelse, men jeg vil følge området meget tæt.

Hr. Orla Hav.

Jeg tror ikke, der sidder onde mennesker ude i kommunerne. Jeg tror faktisk, der sidder nogle folk, som rigtig gerne vil både lave en god kommune og lave en god service i forhold til de opgaver, de skal løse. Men ikke desto mindre har vi jo kunnet se en konstant strøm af eksempler på sager, hvor kommuner har tilsidesat de socialfaglige hensyn og barnets tarv til fordel for den økonomiske virkelighed. Jeg skal bare nævne Bornholms Kommune, som på et tidspunkt melder ud, at de skal spare 18,5 mio. kr., og det betyder, at børne- og skoleudvalget går ud og hjemtager en lang række børn, der er anbragt andre steder end på Bornholm.

Horsens Kommune har været igennem den samme øvelse, hvor man går ud og tager børn og unge hjem en blok, og det er uden skelen til, skal vi sige den faglighed og de handleplaner, der bør ligge til grund for et ophold. Det er på den baggrund, at jeg spørger ministeren.

Tænker ministeren slet ikke, at der kan være en økonomisk baggrund, som gør, at kommunerne handler, som de gør? Jeg tror ikke, det er af ond vilje. Jeg tror, det er, fordi der er et voldsomt pres på den økonomi, som kommunerne skal løse opgaverne i, gerne med en større faglighed og professionalisme, men pengene er bare ikke til det.

Ministeren.

Der er det, jeg igen lige vil hæfte mig ved noget af det, som spørgeren sagde i forbindelse med økonomien. Når jeg ser på økonomien og de budgetter, der er lagt for udsatte børn og unge, kan jeg se, at hvis jeg sammenligner det budget, der er for 2011, med det budget, der er for 2010, er der faktisk en lille stigning. Hvis vi ser på regnskaberne gennem de seneste år, kan vi se, at de er steget massivt år for år. Der er vi nødt til at gå ind og se på, hvordan det kan være, at vi har det samme antal børn og unge anbragt. Det er stort set konstant, og det har det været i rigtig, rigtig mange år, men det bliver dyrere og dyrere.

Det er meget vigtigt, at man går ind og ser på, om det er den rigtige indsats, og om vi kan styrke kvaliteten i indsatsen. For vi kan også godt se af tallene, at det jo ikke er, fordi de anbragte børn og unge nødvendigvis klarer sig bedre end førhen. Det er derfor, kvalitet er væsentligt.

Jeg vil faktisk vove at påstå, at den offentlige sektor generelt er rekordstor. Det har jeg selv overhørt at hr. Ole Sohn fra Socialistisk Folkeparti har sagt i den her sag. Så skal vi ikke hellere se på, om vi bruger pengene på den rigtige måde, i stedet for blot at bede om, at den offentlige sektor skal blive større og større?

Hr. Orla Hav.

Jamen så er der noget, jeg godt vil spørge lidt til. Altså, jeg deler jo synspunktet om, at det er barnets tarv, der skal være styrende i det her. Jeg er bare af den overbevisning, at de værktøjer, man har givet til at løse opgaverne, ikke er tilstrækkelig gode, og at der ikke er tilstrækkelig økonomi til, at man får det løst. Jeg skal bare nævne, at jeg er meget enig med ministeren i, at enkeltmandsforanstaltninger er dyrere og ofte er uhensigtsmæssige, men problemet med den praksis, man er ved at opbygge i den kommunale verden, er jo, at man ikke ser sin opgave i sammenhæng med nabokommunens eller en helt tredje kommune, så man kunne få, skal vi sige en samkøring af et tilbud til nogle, som har samme problemstillinger, og dermed ikke kun få et kvalitetsløft for dem, der er i anbringelsen, men også få en lavere pris på det.

Så den der praksis med, at kommunerne tager det hjem til løsning af opgaverne i eget regi er jo en af kilderne til, at det her går galt, og at man får de der dyre enkeltforanstaltninger, som ministeren også peger på er uhensigtsmæssige. Falder det ikke ministeren ind, at en del af baggrunden kan være, at værktøjskassen ikke er tilstrækkelig god?

Ministeren.

Jeg mener faktisk, at kommunerne har nogle rigtig gode redskaber nede i deres værktøjskasse til at blive bedre og bedre på det her område, og jeg mærker faktisk en kæmpestor interesse fra kommunernes side for, at de gerne vil blive bedre og bedre på det her område, bl.a. i forhold til, at vi nu fra regeringens side har fremsat et lovforslag om rammeaftalerne. Og jeg er fuld af tiltro til, at kommunerne, som har fået ansvaret på det specialiserede socialområde, gerne vil gøre det så godt, som de overhovedet kan, og gerne bedre år for år.

I forhold til det, som spørgeren nu egentlig står her og siger, må jeg sige, at man med den logik jo sådan set ikke ville kunne se nogen som helst specialiserede tilbud ude i de enkelte kommuner, og det vil jeg altså sige er noget af en udtalelse at komme med, når jeg faktisk også ved selvsyn har set det ene specialiserede tilbud efter det andet og set, at kommunerne godt kan finde ud af at bruge nogle meget specialiserede tilbud, som er til stede meget få steder i landet.

Så sent som i fredags var jeg ude at se Blindenetværket, som ligger i Gentofte, og som faktisk nærmest har det, man kan kalde for en landsdelsfunktion, hvis man sammenligner det med sundhedsvæsenet, og det er virkelig noget, som andre kommuner også gør brug af.

Hr. Orla Hav.

Jeg anerkender, at lige nøjagtig synshandicapområdet er et af de områder, hvor man har haft den fornødne respekt for den specialisering, der har været til stede. Det, der gør mig mistrøstig, er jo alle de udsagn, som jeg nu har givet ministeren nogle eksempler på fra LOS' afrapportering, nemlig den praksis, der har udviklet sig, og som jo gør, at man i højere og højere grad ser bort fra fagligheden og tager de økonomiske hensyn, som man af en eller anden grund er nødt til at tage. På trods af at ministeren siger, at der aldrig har været flere penge, og jeg ved ikke hvad, er den virkelighed, kommunalpolitikerne sidder med, jo nogle budgetter, som ikke rækker til opgaveløsningen.

Så skal jeg ikke kunne sige, om det er en forøget anvendelse af vejsalt, og hvad ved jeg, der er baggrunden for det, men kommunernes økonomi er så presset, at de i praksis ikke er i stand til at efterleve den høje standard, som de tilkendegiver at ville overholde, og hvad er så ministerens svar på det?

Ministeren.

Jamen vi kan jo ikke se bort fra fakta, og det er, at det år for år er steget eksplosivt på området for udsatte børn og unge. Det er jo nu omkring 15 mia. kr., og det er i et par år steget med 1 mia. kr. om året, hvor vi stort set har det samme antal børn og unge anbragt, og hvor udgifterne blot er steget og steget. Det er da noget, man skal forholde sig til, hvis man skal være økonomisk ansvarlig. Jeg troede ellers lidt, at Socialdemokraterne nu var begyndt at vende på en tallerken, når man talte om, at man ville trimme og slanke og effektivisere den offentlige sektor og sørge for at bruge pengene på bedre vis. Men jeg kunne nu høre på spørgeren, at man har vendt sig helt bort fra den tankegang.

Jeg er helt enig med spørgeren i, at man skal sørge for, at der er en høj faglighed ude i kommunerne, og det er baggrunden for, at vi har haft anbringelsesreformen, det er baggrunden for, at vi har Barnets Reform, og det er baggrunden for, at vi år for år kommer med yderligere tiltag i satspuljeaftalerne, for at kommunerne netop skal blive bedre og bedre. Og jeg mærker virkelig på kommunerne, at de har fokus på det her felt, og at de gerne vil blive bedre, men det er desværre ikke det samme, som at vi aldrig vil kunne finde et eksempel, hvor man har haft hovedet under armen, når man har truffet en beslutning. Men de eksempler skal der jo blive færre og færre af.

Dermed er spørgsmålet sluttet. Tak til socialministeren, og tak til hr. Orla Hav.

Hermed er spørgetiden afsluttet.