Spm. nr. S 564

19) Til socialministeren af:

Peter Westermann (SF):

Mener ministeren, at der er behov for nye politiske initiativer, der sikrer lejere råd til at betale deres husleje, således at det kommende årti, i modsætning til det, vi snart går ud af, ikke vil blive præget af samme massive stigning i antallet af udsættelser?

Hr. Peter Westermann for at fremføre spørgsmålet.

Tak. Mener ministeren, at der er behov for nye politiske initiativer, der sikrer lejere råd til at betale deres husleje, således at det kommende årti i modsætning til det, vi snart går ud af, ikke vil blive præget af samme massive stigning i antallet af udsættelser?

Ministeren.

Jeg må sige, at det egentlig undrer mig, at spørgeren har stillet det her spørgsmål, når spørgeren for nogle uger siden stillede et nærmest enslydende spørgsmål i Boligudvalget, alm. del spørgsmål 46, men nuvel, jeg ridser selvfølgelig gerne kort indholdet af det svar op.

Som det efterhånden er blevet fremhævet en del gange, kan der ikke peges på en enkelt bagvedliggende forklaring på, hvorfor lejere sættes ud af deres bolig. Det er typisk et sammenfald af flere uheldige faktorer, der er årsag til udsættelsen. Ifølge SFI's undersøgelse er der dog særlig én væsentlig og gennemgående årsag til, at lejere sættes ud. Tre ud af fire udsatte lejere tilkendegiver nemlig selv, at de har vanskeligt ved at administrere deres økonomi.

På den baggrund har regeringen vurderet, at der er et behov for at igangsætte nogle yderligere initiativer, der skal sikre huslejeindbetalingen, og det er jo derfor, vi er kommet med forslaget om huslejeindbetaling via PBS.

Hr. Peter Westermann.

Tak. Årsagen til, at jeg finder det her relevant, er, at vi i dagens Urban kan læse, at fogeden er sat på overarbejde. Der er altså et rekordstort antal husstande i København, der bliver smidt på gaden. Tallet ligger allerede nu her, 1. december, 15 husstande over niveauet for hele sidste år. Hvis det så bare var i år, og hvis det så bare var under finanskrisen, at den her udvikling var sket – det ville såmænd være slemt nok, men så kunne vi finde råd for det – men problemet er jo, at for hvert evig eneste år, siden den her regering kom til, er der flere mennesker, der er blevet sat ud af deres bolig, sådan at der i dag er over dobbelt så mange, over 4.000 husstande, som bliver sat ud af deres bolig, end da regeringen kom til.

Derfor efterlyser jeg nærmest desperat nogle initiativer, der kan virke. Jeg ved godt, at socialministeren har lanceret et forslag om, at man skal tvangstilmelde folk til PBS. Socialministeren har også lanceret en pjece. »Har du tjek på huslejen?«, står der. Det synes jeg jo nærmest er et slag i ansigtet på de folk, der havner på gaden, fordi de ikke har kunnet betale deres husleje.

Så nævner socialministeren, at tre ud af fire af dem, der bliver sat ud eller er udsætningstruede, angiver, at de har svært ved at styre deres økonomi. Ja, det tror pokker; det har vel enhver, der ikke har nogen penge. Det er vel svært at overskue en økonomi, hvor man ikke kan få enderne til at mødes.

Derfor kunne jeg rigtig godt tænke mig at høre, om ikke vi kan få en eller anden politik, der kan give folk flere penge mellem hænderne, så de ikke bliver smidt ud af deres bolig, f.eks. at man fjernede fattigdomsydelserne, sådan at vi ikke længere havde en starthjælp, der er lavere end den kontanthjælp, folk ville få, hvis de var danske statsborgere, og sådan at vi ikke havde et loft over kontanthjælpen, så den er lavere, end hvad den var, da regeringen kom til. Mener ministeren ikke, at man har været med til at skabe en øget fattigdom, som altså kan forklare, at der hvert evig eneste år er flere mennesker, der er blevet sat ud af deres bolig?

Ministeren.

Jeg er meget imponeret over hr. Peter Westermanns forklaring på, hvorfor det her spørgsmål er blevet stillet, for så vidt jeg ved, er spørgsmålet jo blevet stillet inden i fredags kl. 12, og nu siger hr. Peter Westermann, at det er blevet stillet på grund af en artikel i Urban i dag. Det må jeg nok sige! Det synes jeg er meget imponerende.

Med hensyn til det med, hvorfor man bliver sat ud af en bolig, vil jeg sige, at spørgeren måske også burde kunne forklare mig, hvordan det kan være, at 40 pct. af dem, som bliver sat ud af en bolig, ifølge SFI's undersøgelse faktisk har et ganske almindeligt arbejde, og at faktisk halvdelen af dem, der er blevet sat ud af deres bolig, ikke har søgt boligstøtte, selv om de nok egentlig var berettigede til at få boligstøtte. Nogle af disse ting fortæller mig, at man ikke bare kan forklare det med starthjælp og kontanthjælpsloft og alle de ting, som spørgeren ynder at bringe ind i den sammenhæng gang på gang. Nej, jeg synes, det er meget vigtigt, at vi går ind og ser på, at der sikkert er flere forklaringer bag hver udsættelse, og at vi faktisk går ind og prøver at få løst nogle af de bagvedliggende årsager og de bagvedliggende problemer, som der er i forbindelse med de her udsættelser, hvilket egentlig fint bliver illustreret af SFI's undersøgelse.

Hr. Peter Westermann.

Årsagen til, at jeg bliver ved med at spørge om det her, er jo netop, at det desværre konstant er aktuelt, og det var netop det, jeg ville illustrere ved at sige, at selv i dagens aviser kan man læse, at vi slår rekorder.

Men det er jo også fattigdomsår i år, og jeg fandt også anledning til at spørge, fordi jeg kunne se, at socialministeren i går skulle tale ved en konference på Scandic Hotel her i København, hvor hun nærmest afsluttede fattigdomsåret. Jeg synes jo, at der er kommet meget lidt ud af det fattigdomsår, og jeg har jo så den opfattelse, at grunden til, at der hver evigt eneste år er flere folk, der bliver smidt ud af deres bolig, er, at de har fået færre penge mellem hænderne. Regeringen har simpelt hen holdt dem fast i fattigdom. Derfor kunne jeg jo godt have tænkt mig, at vi i det her fattigdomsår kunne have fået et eller andet mere mellem hænderne, som kunne kvalificere diskussionen om, hvorfor det så er, at vi bliver ved med at se, at folk bliver smidt ud, for ministerens politik har jo ikke virket.

Så er der ikke behov for en tilbundsgående undersøgelse – en fattigdomsgrænse f.eks. – der kan vise os, hvorfor det er, at det bliver ved med at gå galt for den her regering, når det gælder samfundets allersvageste?

Socialministeren.

Med hensyn til fattigdomsåret havde jeg da gerne set, at vi var kommet lidt tidligere i gang med nogle af de aktiviteter og arrangementer, der skulle være rundtom i landet, men desværre kom vi i gang lidt for sent, fordi der var noget knas med nogle af satspuljepartierne, der ikke ville være med til at bevilge satspuljepenge, og det var årsagen til, at jeg cuttede den proces og selv fandt de penge i ministeriet, så vi kunne komme i gang med det, der netop var formålet med fattigdomsåret, nemlig at få en debat og sætte fokus på fattigdom og social udstødelse.

Med hensyn til hvad regeringen egentlig har gjort, udover at vi har støttet op om fattigdomsåret og har deltaget i og har haft åbnings- og afslutningskonference og alle de der kommunikationselementer, der har været i forbindelse med fattigdomsåret, har vi faktisk også – hvis spørgeren ville læse vores program, som vi udgav her i februar – skrevet, at vi gerne vil have nogle fattigdomsindikatorer, som er retvisende. Vi vil gerne ind at måle, og jeg vil hjertens gerne ind at måle, men jeg synes bare, det er vigtigt, at det, vi måler på, også er reelt og rigtigt, for at vi derved kan målrette indsatsen.

Med hensyn til en fattigdomsgrænse må jeg blot sige til hr. Peter Westermann: En fattigdomsgrænse, som er relativ, indeholder simpelt hen så mange svagheder, at den forvirrer billedet mere, end den hjælper dem, det egentlig drejer sig om, og det er de udstødte og de fattige.

Hr. Peter Westermann.

Grunden til, at jeg mener, det er så vigtigt, at vi får en klar definition på fattigdomsbegrebet, er jo netop, at mange af dem, vi ser blive smidt ud af deres bolig, har et markant lavere rådighedsbeløb end almindelige lejere – altså er de fattigere end dem, der ellers bliver smidt ud. Der er også en markant overrepræsentation af folk på kontanthjælp blandt dem, der bliver sat ud.

Nu er ministeren ikke så glad for OECD's relative fattigdomsgrænse, som jo ellers blev brugt i forbindelse med en undersøgelse i Politiken i forgårs, der offentliggjorde, at antallet af meget fattige børn, dvs. børn, der ligger langt under den her fattigdomsgrænse, er på næsten 24.000. Det svarer til 42 pct. af alle de fattige børn, og det er altså en stigning på næsten to tredjedele siden 2001.

Når man opdeler de fattige i de her undergrupper, kan man se, at antallet af meget fattige med en indkomst på under 80 pct. af fattigdomsgrænsen er steget med omkring 50 pct. siden 2001, og det er altså mennesker, der alle har en indkomst på under 81.000 kr. Der er 106.000 mennesker i Danmark, der har en indkomst, der er så lav.

Man kan jo tale meget om fattigdomsgrænser, og ministeren kan komme med eksempler på, hvad det vil betyde for sådan en fattigdomsgrænse, hvis de rige havde lidt færre penge, men man kommer vel ikke uden om, at der er 106.000 mennesker i dagens Danmark, der lever for under 81.000 kr. Man kommer heller ikke uden om, at julehjælpen i år melder om et rekordstort antal ansøgere.

Så tænker jeg bare, at når nu formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, i en kronik i Kristeligt Dagblad i dag efterlyser en sådan fattigdomsgrænse, når vi på Christiansborg længe har efterlyst den, og når den også bliver efterlyst af organisationer, der arbejder med fattigdom, hvorfor kan vi så ikke få en fattigdomsgrænse, der kan vise, hvilken vej udviklingen går?

Ministeren.

Den fattigdomsgrænsedefinition, som hr. Peter Westermann fuldstændig har forelsket sig i, indeholder rigtig mange svagheder. Det er jo en beskrivelse af lavindkomstgruppen, f.eks. indeholder den også selvstændige, og der vil sikkert komme flere selvstændige i lavindkomstgruppen, fordi de har haft nogle rigtig, rigtig hårde år. Den kan også indeholde masser af personer, som egentlig har rigtig mange penge på bankbogen, men som måske har valgt ikke at ville arbejde, det kan være unge mennesker, der hellere vil ud at rejse rundt om jorden, eller andre ting. I det hele taget indeholder den her fattigdomsdefinition mange, mange svagheder, så den går slet ikke ind og omhandler dem, det egentlig drejer sig om, nemlig de udsatte og de fattige.

I forhold til det med at være i den her lavindkomstgruppe glemmer hr. Peter Westermann også et andet væsentligt element. Han glemmer, at der er en kæmpe mobilitet ud af den her lavindkomstgruppe; faktisk er et sted mellem 40 og 60 pct. ude af lavindkomstgruppen, inden der er gået 1 år. Grunden til, at man ikke tager studerende med, at man renser for studerende, er, at man siger, at de jo ikke er i den her lavindkomstgruppe i særlig lang tid. Så kunne det egentlig være interessant at rense for alle dem, der er ude inden for 1 år. Hvor mange vil der så egentlig være tilbage? Og derudover er der alle de andre svagheder, for der er mange svagheder i den her, vil jeg sige til hr. Peter Westermann.

Spørgsmålet er sluttet.

Det næste spørgsmål er også stillet til socialministeren af hr. Peter Westermann.