Jeg kan have forståelse for, at man i Justitsministeriet ønsker at ændre på en 300 år gammel regel fra Danske Lov, der handler om, hvornår man med rimelighed kan sige, at en sag er blevet forældet, hvem der skylder hvem hvad, og hvornår man kan forvente at få pengene tilbage.
Men det her handler om liv og død.
Og jeg er så ærgerlig over, at også Socialdemokratiet stemte for den lov, hvor der ikke blev dispensationsmulighed.
Det kunne sagtens være, at det kunne laves som en 30-års-regel, men der burde være en dispensationsmulighed, for det er veldokumenteret, at nogle lidelser først opstår efter 30 år.
Man kan blive udsat for asbest og efterfølgende få lungehindekræft, som er en meget, meget alvorlig sygdom, og hvis det bliver konstateret, får man anerkendt det som arbejdsskade med det samme.
Men sagen er den, at det kan være så lang tid i kroppen, uden at det bryder ud, og derfor er der jo ingen saglig argumentation for, at der bare skal være en absolut frist på 30 år.
Derfor er der behov for, at der kommer en undtagelsesbestemmelse i loven, og spørgsmålet er, om beskæftigelsesministeren eller justitsministeren vil lave den.
For jeg synes, at vi, hvis vi anerkender en arbejdsskade, når der er gået 29 år og 11 måneder, også skal gøre det, hvis der er gået 30 år og 1 måned.
Symptomerne og årsagen og at det ender med døden, er uundgåeligt, så barsk er den her verden, og derfor synes jeg, at hvis vi er kommet til at lave noget, der er forkert, hvad jeg tror er tilfældet, så bør vi lave det om.
Det håber jeg at ministeren er enig i.