Der er ikke nogen, der snakker om tvang eller om at tvinge nogen til noget som helst, det håber jeg da ministeren er klar over.
Det her er et spørgsmål om at være visionær på Danmarks vegne og på de digitale infrastrukturers vegne, ikke mindst fordi der er så mange muligheder og potentialer i et højhastighedssamfund, og fordi der altså er nogle områder, der virkelig kan gives et løft, ikke alene geografisk, men også økonomisk, f.eks.
med hensyn til telemedicin, med hensyn til videokonferencer osv.
Men når ministeren henviser til sit eget udspil »Digitale veje til vækst«, vil jeg sige, at der altså også mangler nogle konkrete delmålsætninger om, hvad man vil opnå og hvordan og hvornår.
Det, der står i »Digitale veje til vækst«, er bare nogle pæne, venlige hensigtserklæringer om, at det er godt og det er vigtigt.
Ja, det er vi enige i, men jeg synes f.eks.
ikke, at det er specielt visionært, når det kun er 5 pct.
af borgerne, der benytter sig af en hastighed på 30 Mb/s – og igen:
Det er ikke mobilt bredbånd, men almindeligt kabelbredbånd.
Det er ikke specielt visionært, at det kun er 5 pct.
af den danske befolkning, og det synes jeg er problematisk.
Så jeg vil høre, om ministeren ikke kan have nogle målsætninger om, hvad der skal gøres og hvornår.