Jeg vil gerne starte med at understrege, at jeg er enig med hr.
Søren Krarup i, at vi skal passe på det danske sprog.
Det er der faktisk ikke andre der gør for os.
Der er 5 milliarder mennesker, og der er kun 5 millioner danskere, og det er kun de 5 millioner, der er interesseret i det danske sprog.
Derfor er det vores opgave, og derfor er det også et meget væsentligt område for mig som kulturminister at være med til at beskytte og sikre og udvikle det danske sprog.
Når det er sagt, vil jeg sige, at jeg ikke er helt enig i, at det danske sprog er i forfald og har været det igennem generationer, fordi så var det jo snart slut med det danske sprog, så fandtes det ikke mere.
Jeg synes faktisk, at man kan konstatere, at det danske sprog stadig er rigt og blomstrende, og det forstår stadig væk at udvikle sig som et komplet og samfundsbærende sprog, hvad det jo skal være, hvad vi er enige om.
Men vi kan jo ikke tage det for givet, at det forbliver det med de udfordringer, sproget står over for.
Det danske sprog er truet af anglicismer, sms-sprog, e-mail-sprog, facebooksprog, og alt sammen er det med til, præcis som hr.
Søren Krarup antyder, at forarme og gøre hjælpeløs i forhold til stavning, retskrivning osv., som bliver ringere og ringere.
Vi kan jo også konstatere, hvordan journalister og andre har meget svært ved at stave rigtigt.
Men man hjælper altså ikke det danske sprog ved at udvide det Danske Sprognnævns beføjelser.
Det Danske Sprognævn skal i forvejen fastlægge dansk retskrivning og i øvrigt rådgive om god sprogbrug.
Men ordenes mening og sætninger, sådan som de udvikler sig, er jo ikke omfattet af statslige regler og skal jo ikke være det.
Men netop fordi vi vil modvirke det, som hr.
Søren Krarup er bange for skal ske, har regeringen lanceret en sprogpolitik, der styrker sprogets placering i skolerne væsentligt, gør opmærksom på sproget på universiteterne, og vi slår et slag for glæden hos børn ved det danske sprog.
Så vil jeg godt oplyse, for det tror jeg ikke Folketinget har fået at vide før, at det er en kendsgerning, at vi for nylig har indgået en aftale med Det Danske Akademi om at spille en rolle i forhold til det danske sprog i samarbejde med det Danske Sprognævn, fordi Det Danske Akademi skal efter sin fundats virke for dansk sprog og ånd.
Det er så derfor, jeg er glad for, at vi nu har fået lavet en rigtig aftale mellem akademiet og Sprognævnet for at beskytte og udvikle det danske sprog.