Spm. nr. S 1191

13) Til undervisningsministeren af:

Christine Antorini (S):

Hvordan vil ministeren sikre, at studerende på uddannelser til f.eks. lærer, pædagog og sygeplejerske får flere timer frem for som nu, hvor de studerende får færre og færre timer på grund af regeringens nedskæringer på professionshøjskolerne?

Spm. nr. S 1191

13) Til undervisningsministeren af:

Christine Antorini (S):

Hvordan vil ministeren sikre, at studerende på uddannelser til f.eks. lærer, pædagog og sygeplejerske får flere timer frem for som nu, hvor de studerende får færre og færre timer på grund af regeringens nedskæringer på professionshøjskolerne?

Fru Christine Antorini.

Tak. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan leve op til den samme positive tilkendegivelse fra formanden, men nu må vi se. Spørgsmålet lyder i hvert fald således:

Hvordan vil ministeren sikre, at studerende på uddannelser til f.eks. lærer, pædagog og sygeplejerske får flere timer frem for som nu, hvor de studerende får færre og færre timer på grund af regeringens nedskæringer på professionshøjskolerne?

Ministeren.

Jeg er dybt bekymret over den udvikling, som der angiveligt sker – man er i gang med at skære betydelig ned i undervisningstiderne – og jeg medgiver, at vi har reduceret taxametrene konkret i forhold til professionshøjskolerne med 2,1 pct. i 2011. Så det er en nedskæring. Omvendt kommer der så mange flere studerende ind i øjeblikket, at det mere end opvejer dette, der kommer simpelt hen flere penge ind volumenmæssigt set, enhedsomkostningerne er faldet lidt, men omsætningen er øget, for at sige det lidt populært. Derfor er jeg også noget forundret over, at det pludselig skulle betyde, at man skulle skære ned til seks og syv undervisningslektioner om ugen – det kom ret meget bag på mig. Og i TV 2, som f.eks. havde et indslag i søndags, fremgik det så også, at der i Århus var en studerende, som havde 19 eller 20 timer om ugen.

Derfor er min konklusion, at hvis det kan lade sig gøre i Århus, som er en ret dyr uddannelsesby, også dyr på andre områder som f.eks. ejendomspriser osv. osv., så må der også være nogle muligheder for, at andre kan gøre det.

Så jeg har simpelt hen gjort det, at jeg har bedt formanden for produktionshøjskolernes rektorkollegium, Laust Joen Jakobsen, om at komme til et møde hos mig i morgen, hvor vi kan tage udgangspunkt i en konkret case, som bliver hans egen professionshøjskole, og vi vil prøve at gennemgå, hvordan ressourcerne egentlig er på en konkret professionshøjskole, hvilke muligheder der er for at kunne give undervisning, og vi vil selvfølgelig også tage en drøftelse af, hvad vi forbinder med undervisningsbegrebet, hvilket ordføreren selv på et tidspunkt også var inde på, da vi diskuterede specialundervisningsbegreber på undervisningsområdet generelt. Vi forstår måske også forskellige ting ved det.

Jeg blev i dag konfronteret af søndagsavisen med en undersøgelse, de har lavet, altså refereret på anden hånd, jeg har ikke set den og ved ikke, hvilke kilder der ligger bag, men den viser, at en tredjedel af de studerende faktisk ønsker flere undervisningstimer, og så kan man sige, at det er to tredjedele, der er o.k. tilfredse med det, men den tredjedel er måske også den tredjedel, der har brug for meget massiv støtte i uddannelsesforløbet. Jeg er i færd med at få det afdækket og vil så få drøftet med professionshøjskolen, hvad vi kan gøre ved det. For jeg agter faktisk ikke bare at se til, at de fjerner undervisningen.

Fru Christine Antorini.

Vi har det udgangspunkt hos Socialdemokraterne, at på alle uddannelser er det en rigtig god idé, man får flere timer, og det er uanset, om vi snakker folkeskole, erhvervsuddannelser, læreruddannelser eller andet, fordi det er i mødet med de andre studerende og med undervisere, at man faktisk lærer mest muligt.

Vi er dybt bekymrede over, at det, der er tendensen hele vejen rundt – fra folkeskolen og hele vejen – er, at elever og studerende får færre og færre timer. Der har også for nylig været en historie om universiteterne, hvor de er nede på endnu færre timer, end vi ser på professionshøjskolerne. Når det er særlig skidt for professionsuddannelserne, og lad os tage lærer- og pædagoguddannelsen, er det jo, fordi en væsentlig del af den undervisning, de får, i virkeligheden handler om, hvordan man laver læreprocesser og pædagogiske forløb med hinanden, fordi det er det, der bliver deres praksis, når de kommer ud på den enkelte folkeskole, i den enkelte daginstitution, fritidsinstitution, eller hvor det nu er, de kommer til at have deres virke. Hele uddannelsesforløbet har været bygget op om, at man faktisk har timer og arbejder sammen med hinanden. Det varierer altså meget, og det er jo rigtigt, som ministeren siger, at nogle steder er man, som jeg kan huske, man havde tidligere, når man startede på de uddannelser, oppe på 18-20 timer om ugen, og så er der nogle steder, hvor man er nede på 7-8 timer, og det er endda nogle steder som førsteårsstuderende.

Jeg vil gerne bede ministeren om at uddybe, hvad ministeren vil gøre i forhold til at få hævet timetallet på professionsuddannelserne, fordi nu er det dem, der er spørgsmålets ærinde, men det er også dér, hvor det er særlig vigtigt, at man faktisk har mange timer med hinanden.

Ministeren.

Jeg er helt enig i, at det er særlig problematisk i forhold til professionsuddannelserne. Altså, i sagens natur skal lærere og pædagoger kunne indgå i et team, og ikke mindst i disse dage, hvor vi drøfter inflation i uddannelserne både her i salen og i vores forligskreds og i samfundet som helhed, er man jo fuldstændig afhængige af hinanden ude i hverdagen, og derfor skal man jo også have det trænet undervejs i sin uddannelse.

Jeg må også sige, og det er virkelig oprigtigt, at jeg er lidt rystet over at få de der tal, som jeg så har fra medierne, hvor man faktisk taler om 5-6 undervisningslektioner om ugen. Jeg kan også høre, at de lærerstuderendes formand, Line, også peger på, at nogle steder er det endnu færre. Det kom fuldstændig bag på mig, og jeg må sige til fru Christine Antorini, at jeg egentlig er noget fortørnet over det, fordi vi jo rent faktisk betaler. Så ved jeg godt, at der kan være enighed eller uenighed om, præcis hvor stort et taxameter skal være, men vi betaler jo faktisk efter taxameter for at få undervisning. Vi betaler jo ikke efter taxameter, for at de studerende skal sidde derhjemme og være selvstuderende. Hvis det er sådan, at de ikke får undervisning, kan man sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor man så skal betale efter taxameter. Hvis man stort set ikke får undervisning, hvorfor skal man så overhovedet betale så meget, som man gør.

Det, jeg konkret kan gøre, er, at jeg kan starte med at have den drøftelse i morgen og så beklage, at vi i fællesskab har lavet den enorme armslængde ud til den enkelte studerende, for det har vi gjort med professionshøjskolelovgivningen, men vi tager lige en runde mere senere.

Fru Christine Antorini.

Diskussionen har jo som sagt været oppe i forhold til universitetsuddannelserne, og der har man påpeget, at der rent faktisk er kommet flere penge – der er sket et økonomisk løft med globaliseringspuljerne. Det er jo altså ikke det, der er sket med professionsuddannelserne.

Ministeren nævnte selv, at der konkret er sket nedskæringer, som rammer professionsuddannelserne, her med den seneste finanslov, som regeringen og Dansk Folkeparti har vedtaget. Men det er jo over en årrække, at der har været nedskæringer i forhold til professionsuddannelserne fra regeringens side. Helt tilbage i finansåret 2006 – hvis jeg ikke husker helt forkert – fjernede regeringen og Dansk Folkeparti den kvalitetspulje, der var afsat til professionshøjskolerne, da de skulle til at etableres. På det tidspunkt var de centre for videregående uddannelser, så blev de til professionshøjskoler, men der blev ikke afsat midler til fusionerne, og der har været generelle besparelser ud over dem, der er sket med en grønthøster over alle uddannelser hen over årene. Det er jo ikke kun i år, der har været nedskæringer – de har så været ekstraordinært store i år.

Så har initiativerne i forbindelse med statens indkøb og de administrative fællesskaber jo i realiteten betydet, at de forlods har skullet gennemføre besparelserne, uden at de vidste, om de fik effektiviseringsgevinster ud af det. Så professionshøjskolerne har været ramt ganske hårdt over en årrække, og derfor vil jeg spørge, om der i den drøftelse, der vil være mellem ministeren og professionshøjskolesekretariatet, også kommer en diskussion af økonomien til professionshøjskolerne.

Ministeren.

Det gør der helt utvivlsomt, for det er sådan, at professionshøjskolerne har sagt, at det er regeringen, der er ansvarlig for, at undervisningen ikke foregår. Der må jeg altså sige – og det kan godt være, at det kommer til at lyde lidt koldt – men når man kan finde ud af det i Århus, må man også kunne finde ud af det andre steder. Det er derfor, jeg vil gennemgå de regnskaber. Jeg vil vide, hvad der er op og ned i den her sag, for jeg kan kun medvirke til at få det løst, hvis jeg ved, hvad der er udfordringen. Der har været fluktuationer, det medgiver jeg, i økonomien til professionshøjskolerne. Jeg har selv været optaget af, også som finansordfører, at så stor en del som muligt af de ressourcer, der er til deling mellem de videregående uddannelser, kommer over i professionshøjskolerne. Jeg under dem hver en krone, de får, for så vidt de også går til de studerendes undervisning.

Men det, jeg lige er nødt til at understrege, er, at der er meget stor forskel på at skære i taxameterbeløbet i nedgangstider, hvor der kommer færre studerende, og så skære i enhedsomkostningerne pr. elev i tider, hvor der kommer flere ind. I øjeblikket kommer der flere ind på produktionshøjskolerne – ikke mindst på de store uddannelser til lærer og pædagog – og der er færre, der falder fra. Det vil sige, at de også udløser det fulde taxameterbeløb.

Jeg har simpelt hen som minister for området brug for at prøve at få et indblik i, hvad der konkret sker ude på den enkelte skole, og hvilken økonomi man egentlig har til rådighed. Og så vil jeg gerne følge op over for udvalget efterfølgende, for jeg ved, det optager alle partier i Folketinget, hvordan vi sikrer, at de studerende får undervisningstid.

Fru Christine Antorini.

Bare et kort spørgsmål her til sidst: Har undervisningsministeren planer om at gennemføre en egentlig undersøgelse af, hvordan det ser ud med timetallet på de forskellige hoveduddannelser på professionshøjskolerne, på samme måde som videnskabsministeren har tilkendegivet at ville undersøge, hvordan det ser ud med timetallet på de forskellige hovedområder på universiteterne?

Ministeren.

Jeg tror, at det vil give meget mening at få et bedre overblik, end vi har, for vi ved faktisk ikke så meget om det. Jeg har selvfølgelig forberedt mig både til i dag og til tidligere runder om tilsvarende emner, men vi ved faktisk ikke så meget.

Så det kunne godt være en mulighed at prøve at få afdækket det, for så vidt vi kan få valide tal, og det er noget af det, som jeg i morgen sagtens kan drøfte med Laust Joen Jakobsen, der, som fru Christine Antorini ved, men som borgerne ikke nødvendigvis ved, er formand for professionshøjskolernes rektorkollegium, altså om, hvilken viden, de har, og hvad de kan bidrage med konkret, og om de vil hjælpe os med at skaffe tallene, så vi ikke ender i en diskussion om, hvorvidt tallene, vi får, så er rigtige. Det vil jeg gerne undgå, så vi kan finde løsninger i stedet for at have talkrige.

Men jeg vil gerne melde tilbage til udvalget om, hvordan mødet er forløbet i morgen, og også om, hvilke initiativer jeg på baggrund af det måtte tage, men jeg er også nødt til at understrege, at mine handlemuligheder er særdeles få.

Det er derfor også meget interessant i forlængelse af spørgsmålet før om akkreditering af institutioner. Jeg har stor tillid til institutionerne, men de skal også bevise, at de er tilliden værdig. Jeg ved godt, at det er hårde tider, det er det også i ministeriet, men man skal også levere noget for de penge, man trods alt får.

Tak til ministeren. Spørgsmålet er afsluttet.

Det næste spørgsmål er stillet til socialministeren af fru Tina Petersen.

(Talen er under udarbejdelse)