Spm. nr. S 1190

12) Til undervisningsministeren af:

Christine Antorini (S):

Hvorfor vil ministeren i modsætning til videnskabsministeren ikke tage initiativ til, at professionsuddannelser, som f.eks. uddannelsen til lærer, ingeniør, pædagog og sygeplejerske, bliver akkrediteret på institutionsniveau og ikke for hver enkelt uddannelse, når ministeren i øvrigt hylder afbureaukratisering på sit område?

Spm. nr. S 1190

12) Til undervisningsministeren af:

Christine Antorini (S):

Hvorfor vil ministeren i modsætning til videnskabsministeren ikke tage initiativ til, at professionsuddannelser, som f.eks. uddannelsen til lærer, ingeniør, pædagog og sygeplejerske, bliver akkrediteret på institutionsniveau og ikke for hver enkelt uddannelse, når ministeren i øvrigt hylder afbureaukratisering på sit område?

Fru Christine Antorini for oplæsning af spørgsmålet.

Tak. Jeg vil starte med at læse det første spørgsmål op.

Hvorfor vil ministeren i modsætning til videnskabsministeren ikke tage initiativ til, at professionsuddannelser, som f.eks. uddannelsen til lærer, ingeniør, pædagog og sygeplejerske, bliver akkrediteret på institutionsniveau og ikke for hver enkelt uddannelse, når ministeren i øvrigt hylder afbureaukratisering på sit område?

Ministeren.

Jeg er slet ikke afvisende over for det. Det, jeg har sagt, er, at jeg ønsker en analyse, der afdækker alle aspekter, herunder en sikring af regional uddannelsesdækning, som er særlig betydningsfuld – synes jeg – for vores videregående uddannelser eller på Undervisningsministeriets ressortområde, fordi der er mange af professionsbacheloruddannelserne, som retter sig mod specifikke funktioner, som skal udføres, det gælder f.eks. sygeplejersken ude på sygehuset, der ikke ligger i storbyen, eller læreren ude i den lille lokale landsbyskole, også i Vendsyssel, hvor jeg selv er valgt. Derfor er der særlige uddannelsesdækningshensyn.

Så mener jeg også, at det er væsentligt for vores uddannelser på Undervisningsministeriets område, at vi undervejs har den tætte inddragelse af aktørerne om, hvad der er brug for. Det gælder aftagere, det gælder fagforeningssiden, altså de kommende kolleger til de nyuddannede, hvordan de også ser, at vi har nogle samfundsudfordringer. Det har også været kendetegnende, ikke mindst for de erhvervsrettede videregående uddannelser, herunder erhvervsakademierne. Men jeg vil meget gerne indgå i drøftelser om det. Jeg vil blot sige, at jeg nok alligevel vil tøve en anelse, før jeg sådan udelukkende gør det på institutionsniveau, for vi har nogle uddannelser, der simpelt hen er så små – bittebittesmå. Jeg kan lige nævne sådan noget som skorstensfejer f.eks., hvor man vil skulle akkreditere, også efter uddannelsesudbuddet, synes jeg, for at sikre, at der er dækning over hele landet.

Videnskabsministeren har besluttet at fremskynde sin redegørelse om Akkrediteringsrådets virke fra 2012 til 2011. Det, jeg lægger vægt på, er, at videnskabsministerens redegørelse og debatten om akkrediseringssystemets udvikling, som kommer til at pågå omkring det arbejde, fremover også kommer til at omfatte professionsbacheloruddannelserne og meget gerne også øvrige videregående uddannelser, som i dag akkrediteres af Akkrediteringsrådet. Så jeg er ikke modstander af det, faktisk er jeg ret tiltalt af det, jeg vil blot gerne se, hvad der kommer ud af videnskabsministerens redegørelse, og vi kan sagtens tage en drøftelse af det. For at sige det rent ud mener jeg dog, at vores akkrediteringssystem også har vist sine styrker, absolut. Vi er gode til at få godkendt nye uddannelser og afprøve nyt. Undskyld, formand.

Det er i orden. Fru Christine Antorini.

Jeg vil godt takke ministeren for den positive tilkendegivelse om at kigge på at gå fra uddannelsesakkreditering til institutionsakkreditering. Det kan godt lyde lidt teknisk, sagt hvis også nogle udefra hører på den her diskussion. Men den er jo lidt vigtig, og derfor synes jeg også, at jeg vil give den tilkendegivelse fra Socialdemokraterne, at vi synes, at det er en rigtig god idé, at man går ind og kigger på, om kvaliteten af uddannelserne er god nok. Det er jo forudsætningen for, at vi fremadrettet hele tiden kan lave nye uddannelser, også af høj kvalitet.

Men der har jo været en ret massiv kritik fra uddannelsesinstitutioner, der har opfattet det som en massiv belastning i en situation, hvor de i øvrigt kæmper med at få smalle budgetter til at hænge sammen, få leveret timer nok osv., så at skulle gå ned i den dybde, som det jo kræver, når man akkrediterer uddannelser på enkeltniveau. Derfor vil vi godt opfordre undervisningsministeren til virkelig at koble sig på den redegørelse, som videnskabsministeren kommer med, og som jeg må forstå kommer her i foråret. Det har nemlig været lidt svært at finde ud af. Hvornår kan uddannelsesinstitutionerne se frem til, at redegørelsen bliver fremlagt, og at der bliver taget nogle politiske initiativer?

Derfor skal vi måske bare lige få det på det rene, først omkring tidsprocessen: Er det her til foråret, vi får diskussionen? Skal jeg forstå undervisningsministerens tilkendegivelse på den måde, at Undervisningsministeriets uddannelser bliver en del af den samlede drøftelse her til foråret, sådan at der kommer et signal ud til uddannelsesinstitutionerne? Der er jo rigtig mange under Undervisningsministeriets område. Kan de se frem til en positiv drøftelse af mindre bureaukrati, ved at man går over til institutionsakkreditering? Hvis vi lige kunne tage en runde omkring tidsprocessen, og hvornår undervisningsministeren vil gøre noget aktivt for, at hele viften af uddannelser af lærere, pædagoger osv. også kommer med, kan vi se, om vi kan lave en institutionsakkreditering fremover.

Ministeren.

Det beklager jeg. Jeg er simpelt hen lige lidt i tvivl om, hvornår det præcis er, at videnskabsministerens redegørelse kommer. Men jeg vil gerne give det tilsagn, at når videnskabsministeren kommer med sin redegørelse, så kunne vi mødes – det er jo ret naturligt – i globaliseringsforligskredsen og drøfte den redegørelse, om der er ting, vi decideret bare kan overføre til os, eller om der er ting, vi eksplicit gerne vil have belyst i forhold til Undervisningsministeriets område. Jeg er faktisk også meget interesseret i, at vi i øvrigt får afbureaukratiseret processen, for det, jeg også kan sige at jeg selv hæfter mig lidt ved, er faktisk ministerens ret vidtgående beføjelser i forhold til godkendelse af uddannelser, som jeg ikke selv finder nødvendigvis er så hensigtsmæssig, for det er meget kompliceret som lægmand – lægkvinde, eller hvad det hedder – at få en sag op fra ministeriet, hvor der er forskellige samfundshensyn, der er taget højde for med hensyn til en uddannelse, og så træffe beslutning på baggrund af det. Man er jo næsten – for at sige det rent ud – nødt til at sige, at man vurderer, at fagfolkene i ministeriet fuldstændig har tjek på det, for det kan man ikke selv vurdere.

Derfor vil jeg jo egentlig også gerne selv have lidt mere armslængde til den proces, så jeg vil meget gerne give det tilsagn, at når Videnskabsministeriets redegørelse kommer, så mødes vi simpelt hen og gennemgår, om der er noget, vi direkte kan kopiere, og om der er noget, vi gerne vil have uddybet, og om vores uddannelser er lidt for specielle til bare at kunne kopiere, og så tage det derfra. Det vil jeg meget gerne, straks den kommer, og jeg tror, det er her i foråret, men jeg er lidt i tvivl.

Fru Christine Antorini.

En af grundene til, at vi har valgt at rejse spørgsmålet her i salen, er, at vi jo har stillet skriftlige spørgsmål til undervisningsministeren, i forlængelse af at videnskabsministeren udtalte sig meget positivt om at gå over til institutionsakkreditering, og vi har simpelt hen manglet nogle redskaber til at få speedet op på processen. Hermed kommer der også et signal fra Socialdemokraterne om, at vi er positive over for at se på en tilsvarende proces, for der er jo et forlig omkring hele akkrediteringslovgivningen, som undervisningsministeren også gjorde rede for.

Når vi rejser sagen her i salen, er det for at få lidt fart på processen, og derudover er det også, fordi det svar, som undervisningsministeren gav her for et par uger siden, det var den 8. februar, indeholdt nogle af de elementer, som undervisningsministeren også redegjorde for her, altså at man skulle kigge på den regionale uddannelsesdækning osv. osv., men vi synes ikke, man skal gøre processen så besværlig. Altså, for os er det lidt principielt at sige: Lad os hellere få institutionsakkrediteringen på plads på det overordnede plan, lad os få lidt mindre bureaukrati og lidt mindre pres på systemerne, som er meget pressede inden for de enkelte uddannelser. Og så kan vi stille og roligt lægge en plan for, hvordan man går ned i de enkelte uddannelser. For det, der er forskellen på undervisningsministerens og videnskabsministerens område, er, at vi jo politisk også styrer selve uddannelserne, f.eks. lærer- og pædagoguddannelsen, kraftigt, så jeg kan godt forstå ønsket om lidt afregulering.

Ministeren.

Ja, og det kan jeg også sagtens. Jeg er helt enig i, at vi ikke behøver at gøre det mere kompliceret end højst nødvendigt. Når jeg så alligevel nævner det med uddannelsesdækningen, er det lidt en bekymring for, at hvis vi laver institutionsakkreditering og alene gør det, altså hvis man gjorde det sådan i fuld skala, ville jeg være lidt bekymret for de mindre institutioner – det kan være de mindre produktionshøjskoleafdelinger – og om man f.eks. skal gøre det på afdelingsniveau, eller om man skal gøre det på skoleniveau. Det kan også være det mindre erhvervsskoleudbud, der kan være ude i randområderne, der, hvor der er lidt længere mellem husene, som transportministeren plejer at sige. Og derfor vil jeg gerne have, at den drøftelse indgår.

Men jeg er altså selv meget optaget af, at vi får lavet så få runder inde omkring ministeriet som overhovedet muligt i forbindelse med at sikre kvalitet. Vi har jo lavet en ny organisering i ministeriet, hvor vi også ser mere på kvalitetssikringen af vores uddannelser, og jeg er optaget af, at det er vores institutioner, det gælder, for jeg tror på, at hvis vi har stærke, solide institutioner, og vi understøtter deres arbejde, så skal de nok også sikre kvalitet i vores uddannelser.

Så jeg tror faktisk, at vi meget let kan nå frem til nogle gode fælles løsninger på området.

Det her er jo næsten en forhandling, men tidsrammen skal overholdes alligevel.

Fru Christine Antorini.

Det er det nemlig. Det er jo fantastisk, og jeg vil godt takke for det, for det er meget nyttigt at kunne få den her drøftelse om den videre proces. Og derfor vil jeg også tillade mig at følge op skriftligt på de tilkendegivelser, der er fra ministerens side. Og det skal absolut ikke opfattes sådan, at nu skal der bores uhensigtsmæssigt i et eller andet, men det er simpelt hen, for at vi kan få sat en proces i gang, fordi det bliver efterspurgt så kraftigt, og fordi signalerne har været tydelige fra videnskabsministerens side i forhold til at overgå til institutionsakkreditering.

Undervisningsministeren sagde i sin indledning, at der vil være nogle få særlige uddannelser til f.eks. skorstensfejer. Det er jo rigtigt, at det vil der være på Undervisningsministeriets område, men det er bare for at sige, at selvfølgelig må man finde en balance i forhold til de helt særlige uddannelser med hensyn til at kunne lave det på uddannelsesniveau. Men de helt store uddannelser er jo uddannelserne til lærer, pædagog, sygeplejerske og diplomingeniør, og netop fordi de er reguleret så kraftigt politisk, men har deres eget lovgrundlag på indholdet, er vi ikke særlig bekymret for at gå over til institutionsakkreditering her, fordi styringen ligger, når vi diskuterer læreruddannelsen, som vi jo gør jævnligt, i forligskredsen.

Så jeg vil egentlig bare takke for ministerens svar. Der kommer noget opfølgning, så vi måske kan få på skrift, hvordan den videre proces er. Men jeg synes, det har været rigtig positivt at høre tilkendegivelserne fra ministeren.

Ministeren.

[Lydudfald] … for, at ordføreren for Socialdemokraterne er så åben over for, at jeg har de der overvejelser, som gør, at jeg ikke bare sådan hundrede procent tør sige, at det gør vi bare, men at ordføreren for Socialdemokraterne er parat til, at vi tager en drøftelse. Jeg synes faktisk, det er en tiltalende tilgang, at vi kunne sige: Lad os så starte med de kæmpestore uddannelser. Pædagoguddannelsen er landets allerstørste uddannelse. For vi har jo de små fag, og vi har også et særligt hensyn at tage, fordi vores institutioner er mindre end de institutioner, der er under Videnskabsministeriet – de har jo meget få, for at sige det rent ud, men til gengæld er de meget store. Det er lidt anderledes hos os.

Men jeg ser frem til samarbejdet om det her. Jeg synes, det kunne være rigtig dejligt at skabe et godt resultat sammen.

Tak til ministeren.

Ja, ja, der sker af og til ting og sager i spørgetiden. Det er jo sjovt nok. Jeg vil opfordre andre til det samme.

Det næste spørgsmål er også stillet til undervisningsministeren af fru Christine Antorini.

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)