Det sidste punkt på dagsordenen er:

15) Forhandling om redegørelse nr. R 11:

Udenrigsministerens redegørelse om Europarådets virksomhed og Danmarks deltagelse heri.

(Anmeldelse 27.04.2011. Redegørelsen givet 27.04.2011. Meddelelse om forhandling 27.04.2011).

Forhandlingen er åbnet.

Hr. Michael Aastrup Jensen ser jeg ingen steder. Så er det hr. Mogens Jensen som socialdemokratisk ordfører. Det var på et hængende hår, hvis man vil have ordet som den første ordfører. Formandskabet er meget langmodigt.

Hr. Michael Aastrup Jensen som Venstres ordfører.

Tak, hr. formand. Jeg kan godt lide at skabe lidt spænding – nogle gange lidt for meget spænding.

Når vi her i dag står og atter skal tale om Europarådets arbejde, er det jo som altid med stor stolthed, for Europarådet har en afgørende funktion i håndteringen af vores globale samfunds forskellige udfordringer, ikke mindst i kampen for demokrati og ytringsfrihed. Det er derfor en stor ære at kunne tale om Danmarks bidrag til og deltagelse i denne mere end 60 år gamle internationale organisation.

Det har i Europarådet ligesom i dansk politik været et år i reformernes og naboskabspolitikkens tegn. Især urolighederne i Nordafrika har fyldt den udenrigspolitiske arena, og det med rette. Der sker i øjeblikket store ændringer i landene, som p.t. kæmper for deres demokratiske rettigheder og ikke mindst for deres frie vilje og ytringsfrihed, men der bliver desværre slået hårdt ned fra ledernes side. Jeg er netop hjemvendt fra Libyen, hvor jeg med egne øjne fik lov til at se oprørernes kamp. Jeg fik set den krigszone og de stærke kræfter, som oprørerne er oppe imod.

Omvæltningerne i Nordafrika har derfor medført overvejelser i Ministerkomiteen om Europarådets rolle i den internationale udvikling, vi ser. Man har i den forbindelse gennemført en drøftelse om en naboskabspolitik, som indeholder bud om teknisk bistand på relevante områder, og gennemførelsen af de første tiltag er allerede undervejs.

2011 har således hidtil indeholdt store udfordringer og megen stillingtagen, men vi må heller ikke glemme de udfordringer, vi igennem lang tid har kæmpet med. Der er nemlig udfordringer inden for Europa, som i mine øjne til stadighed vækker stor opmærksomhed.

Jeg vil i den forbindelse gerne starte med at henlede opmærksomheden på Europarådets kerneværdier: menneskerettigheder, demokrati og retsstat. Disse tre elementer er heldigvis i vores eget lille danske samfund fundamentale. Det er rettigheder, som jeg personligt agiterer for – det tror jeg at alle herinde gør – men som både Venstre og Folketingets andre partier også bør kæmpe for til daglig. For på denne måde lever vi jo i Danmark i et fantastisk velfungerende demokrati med frie rammer, lige præcis som det bør være.

Jeg tror, vi alle kan blive enige om, at det bør være ethvert samfunds grundsten uanset dets politiske overbevisning, for menneskerettigheder handler jo i sidste ende ikke så meget om politisk overbevisning, men, som ordlyden beskriver det så præcist, om fundamentale rettigheder for det enkelte menneske, frihed til at udtrykke sig, frihed til at skabe sig en fremtid og frihed til at mene og synes, hvad man vil.

Det forholder sig imidlertid sådan, at der blandt de 47 forskelligartede medlemslande til stadighed forefindes eksempler på lande, der ikke bygger på disse allermest basale menneskerettigheder, men som tyranniserer deres borgere og begrænser den enkeltes mulighed for at leve frit. Vi må derfor huske på, hvor vigtigt det er, at vi stadig kæmper deres sag, og derfor har vi stadig en række lande, der overvåges af Europarådets Parlamentariske Forsamling for at sikre, at de fortsat lever op til deres forpligtelser, også i fremtiden, i forhold til de forskellige konventioner. Hertil har vi domstolen, som jo behandler klager over medlemslandenes overtrædelser af den europæiske menneskerettighedskonvention.

Der er desværre eksempler på lande, der fortsat dikterer en anden dagsorden på bekostning af deres indbyggeres velbefindende. Jeg har talt om det før, og jeg vil tale om det igen i dag: den langvarige konflikt mellem Rusland og Georgien. Det er en konflikt, som ikke får så meget bevågenhed i medierne mere, men som desværre raserer i bedste velgående i dag. Rusland, som for nylig blev repræsenteret i Danmark ved et besøg af premierminister Vladimir Putin, får indtil dags dato lov til at true de resterende 46 lande i det her spørgsmål. Det er imod alt det, vi arbejder for, og det er derfor helt klart min holdning, at vi bør tage en åben og direkte diskussion med Rusland om det her emne.

Der er desværre også andre områder, hvor det russiske demokrati halter bagefter, og her er det jo vigtigt, at vi fra Europarådets side holder Rusland op på de løfter, som de har givet os, i forhold til at leve op til Europarådets kerneværdier. Vi bør også pointere konkret i forhold til Georgien, at der jo som bekendt stadig væk den dag i dag står russiske kampvogne kun 45 km fra den georgiske hovedstad, Tbilisi. Georgien har en befolkning på lige under den danske befolknings størrelse, så vi kan jo sagtens sætte os ind i den vanskelige situation, som Rusland stadig væk holder Georgien i.

Det er klart, at konflikten mellem Rusland og Georgien har sine implikationer på den måde, at det har været en langvarig konflikt, som derfor rummer en masse uafklarede områder. Men det, vi ved, er, at Rusland hverken vil debattere eller på nogen måde tage del i skylden for den igangværende konflikt.

Heroverfor har vi Georgien, som heller ikke befinder sig i en position, hvor de kan pudse glorien helt. Men de viser dog til forskel fra Rusland intentioner og samarbejdsvilje i forhold til at ville forbedre sig. Det er min klare opfattelse fra mine mange besøg i landet, at her adskiller de to lande sig derfor ved deres deltagelse og engagement i Europarådet. Til sammenligning leder Rusland nogle gange nærmest tankerne hen på, at det måske mere er en slags skalkeskjul, at de deltager i Europarådet, når de har så mange minuspoint med hensyn til deres demokrati derhjemme.

Jeg har tidligere forsøgt at præsentere en resolution på vegne af et antal medlemmer i Europarådets Parlamentariske Forsamling, der skulle suspendere Ruslands stemmeret i Den Parlamentariske Forsamling. Formålet var at sende et klart signal til den russiske delegation og til den russiske regering om at forstå alvoren i vores anmærkninger over for Ruslands adfærd. Den fik som bekendt ikke nok opbakning i Den Parlamentariske Forsamling til at kunne fortsætte, men jeg vil fortsat kæmpe for at fastholde fokus på Ruslands situation og ikke mindst problemer i forhold til Europarådets værdier. For man kan jo rejse spørgsmålet, hvorfor Rusland falder inden for rækken af lande, der opfylder konventionen, når et land som Hviderusland ikke gør. Hvor stor er forskellen egentlig på de to landes værdier og styringsformer, når det kommer til den rent praktiske udførelse?

Det er derfor min klare opfattelse, at vi må huske på konventioner, også selv om det er den store dreng i klassen, som vi er oppe imod. Jeg vil derfor gerne udtrykke min fortsatte begejstring for Europarådets arbejde. Jeg ved godt, vi ikke får megen bevågenhed på pressens forsider eller lignende steder, men det er et vigtigt arbejde.

Jeg vil derudover også opfordre til fortsat opmærksomhed på de lande, som p.t. ikke agerer efter de fuldstændig basale og forventelige rettigheder for menneskeheden, nemlig demokrati, retsstat og ytringsfrihed. Der er således stadig mange områder at tage fat på, at kæmpe for og ikke mindst sætte spørgsmålstegn ved. Dette er en af Europarådets og domstolens fornemste opgaver og til stadighed en opgave, som jeg mener at vi bør kæmpe for at vi fastholder opmærksomheden på.

Så vil jeg gerne på vegne af Det Konservative Folkeparti sige, at de desværre ikke kunne være her i dag, men at de klart støtter udenrigsministerens skriftlige redegørelse.

Der er foreløbig to korte bemærkninger til ordføreren. Den første er fra fru Pernille Frahm.

Mange tak. Ordføreren fik sagt rigtig mange gode ting, synes jeg, om Europarådet. Det er også mange ting, jeg er meget enig i, bl.a. delen om Rusland-Georgien-konflikten.

Men jeg bemærkede, at ordføreren sprang lidt hurtigt hen over menneskerettigheder. De blev nævnt på et tidspunkt, men blev sådan nærmest reduceret til ytringsfrihed. Der er det jo sådan, at ordføreren ligesom jeg sidder i monitoreringskomiteen, der skal holde øje med, at europarådsstaterne lever op til deres ansvar. Også Danmark bliver der af og til kigget på, ikke bare af vores udvalg, men f.eks. af menneskerettighedskommissæren. Det er jo også noget, som vi frivilligt alle sammen har været med til at få bygget op. Og vi har endda også sammen lavet reglerne for ham.

Derfor skal jeg høre, om ordføreren er enig med sin partifælle, integrationsministeren, i, at menneskerettighedskommissæren er en idiot, når han kommer med nogle anmodninger til Danmark om at leve op til vores fælles ansvar.

Ordføreren.

Tak for det. Jeg er også blevet spurgt om det tidligere af forskellige journalister, og jeg tror, at det er det, man kalder en klassisk Søren Pind-bemærkning. Det er sådan, at hr. Thomas Hammarberg gentagne gange tidligere har været meget markant i sine budskaber, også så markant, at jeg synes, at man også godt kan tillade sig, at der kommer, skal vi kalde det markante og lidt på spidsen-svar den anden vej. Man åbner selv en gang imellem banehalvdelen, når man er sådan lidt kontant i sine udmeldinger, og det har hr. Thomas Hammarberg været tidligere.

Så det er ikke, fordi jeg selv måske ville bruge de ord, men jeg har forståelse for, at ministeren gjorde det.

Fru Pernille Frahm.

Jeg spørger jo, fordi ordføreren fik sagt, at menneskerettigheder, demokrati og retsstaten har det præcis, som det skal være her i Danmark. Her er alt godt, ingen problemer. Og når der så kommer en lille bemærkning og en lille opfordring fra menneskerettighedskommissæren, så får han at vide, at han er en idiot. Jeg synes ikke rigtig, at ordføreren fik svaret på, om han var enig i, at menneskerettighedskommissæren er en idiot. Jeg fik nogle beskrivelser af integrationsministerens karakter og hans måde at ytre sig på, men jeg fik ikke at vide, om ordføreren er enig i, at man er en idiot, når man udfører den opgave, man er blevet bedt om at påtage sig.

Ordføreren.

Jeg har altid gjort det til en mærkesag i mit liv, at jeg ikke kalder folk idioter, selv om de måske er det. Det er den måde, som jeg agerer på. Så er der andre, der har andre måder at agere på, og det skal stå dem frit for. For budskabet er jo stadig væk meget klart, nemlig at hvis man mener, at den lovgivning, som vi har, skulle være brud på nogen som helst menneskerettigheder, så er der jo en domstol til at tage fat i sådan nogle sager. Der synes jeg, at vi står meget klart og meget flot i forhold til de domme, der kommer fra Menneskerettighedsdomstolen, hvor vi ligger rigtig flot i forhold til så godt som alle andre lande i Europarådets regi.

Så jeg mener ikke, at vi har noget at være flove over, og jeg synes, at hr. Thomas Hammarberg politiserer lidt rigeligt i den måde, han har haft fokus på Danmark på i fortiden. Derfor er dialogen nogle gange lidt hård.

Hr. Mogens Jensen for en kort bemærkning.

Jamen det er samme emne, der får mig til at spørge ordføreren, for ordføreren brugte meget store ord om Europarådets virksomhed: Nu har det fungeret i 60 år, ordføreren var stolt, og det er et vigtigt arbejde osv.

Så er det jo, at jeg må spørge ordføreren, om det ikke også falder ordføreren for brystet. Det er jo altså ikke et folketingsmedlem, der skriver noget på sin Facebookside, eller et folketingsmedlem, der sidder hjemme i sin stue, det er en minister, der offentligt går ud og bruger udtrykket idiot om en person i en vigtig institution i forbindelse med Europarådets arbejde.

Jeg kan se, at ordføreren smilede lidt af det før. Synes ordføreren virkelig ikke, at det fortjener ord med på vejen og ikke blot et smil og lidt overbærenhed? Er det ikke rimeligt, at man også siger til en minister som hr. Søren Pind, at det der er utidigt og det er manglende respekt over for det arbejde, som hr. Michael Aastrup Jensen jo selv er med til at udføre, når man betegner en person i en institution i Europarådet på den måde? Jeg mener, at det bør kalde på mere end et smil fra Venstres ordførers side, når det er en af partifællerne og en repræsentant for regeringen, der siger noget sådant.

Ordføreren.

Nu kender jeg jo ministeren særdeles godt, jeg har kendt ham gennem mange år, og jeg ved, at ministeren nærer samme dybe følelser for det store arbejde, som Europarådet gør i forbindelse med udbredelse af demokrati og ytringsfrihed, som jeg. Derfor har jeg ikke på nogen som helst måde set det her som et angreb på institutionen Europarådet, men derimod som udtryk for, at der er mange, inklusive undertegnede, som mener, at hr. Thomas Hammarberg politiserer lidt rigeligt i den måde, han har fokus på Danmark på.

Hr. Thomas Hammarberg lægger ikke skjul på, at han er uenig i den flygtninge- og udlændingepolitik, som den her regering har, og som bakkes op af et meget stort flertal i Folketinget. Derfor giver han udtryk for det på en lang række måder og på en række forskellige områder. Nu har jeg desværre ikke citaterne, men dem kan man se, hvis bare man søger på det, og hr. Thomas Hammarberg har selv åbnet op for, skal vi kalde det et mere konfrontatorisk dialogsprog? Når man først har åbnet for den politisering, må man også forvente noget tilbage en gang imellem.

Hr. Mogens Jensen.

En ting er jo, at menneskerettighedskommissæren har noget at kritisere Danmark for. Det må man så se på. For jeg går ud fra, at ordføreren er enig med mig i, at hvis Danmark har nogle regler eller en praksis, som strider mod menneskerettighedskonventionen, skal det laves om, og så er menneskerettighedskommissæren i sin gode ret til at pege på det og sige: Det her er ikke i orden.

Noget andet er jo, at man offentligt går ud – det er blevet nævnt i mange internationale medier – og kalder menneskerettighedskommissæren en idiot. Det er ikke kun et spørgsmål om en flad bemærkning, det er en officiel repræsentant for Danmarks regering, der siger noget sådant. Det mener jeg altså Venstres ordfører må tage klar afstand fra, hvis man vil være et ansvarligt parti i forhold til den måde, man driver diplomati på i det her land.

Nu nævnte man Menneskerettighedsdomstolen. Så jeg vil bare spørge ordføreren: Hvad foreslår Venstre regeringen gør for at få bugt med de problemer, der er med de mange sager, der venter nede ved Menneskerettighedsdomstolen?

Ordføreren.

Det var et meget vigtigt spørgsmål, der lige kom med i slipstrømmen af det tidligere emne. Men lad mig lige slutte den første del af først. Ministeren gjorde det meget klart, at det var i forhold til budskabet fra hr. Thomas Hammarberg om, at vi skulle være på kant med konventionerne med den politik, som vi har i Danmark.

Der må jeg indrømme, at der er jeg helt enig med ministeren om, at det er vi ikke. Og hvis der er nogle, der mener, at vi skulle være på kant med konventionerne, har vi jo domstolen til at vurdere den situation. Og så vil vi selvfølgelig tage en hvilken som helst dom fra domstolen til efterretning og agere derudfra. Men når man begynder at politisere, som jeg synes hr. Thomas Hammarberg gør og har gjort tidligere, kræver det altså, at vi måske også en gang imellem ikke er så diplomatiske, men måske lidt mere politiske i vore svar.

Hvad angår, hvad vi skal gøre med den stigende sagspukkel, mener jeg, at det er nødvendigt, at vi går ind og kigger på muligheden for at lave reformer på området. F.eks. er jeg ikke afvisende over for, at vi går ind og måske får indført en form for gebyr, sådan at det ikke bare bliver en normsag, at man altid kan skrive en klage til domstolen, for så har man klaget til alle instanser osv. osv. Det er den ene ting.

Den anden ting her på falderebet er, at vi skal ind at kigge på, hvad vi gør med de lande, som er de store skyldnere i forbindelse med domstolen, f.eks. Rusland, som vi må presse endnu mere, så de begynder at agere inden for de rammer, som Europarådet har ifølge sine værdier. For hvis de gjorde det, ville der heller ikke være rejst så mange sager over for dem.

Hr. Per Dalgaard for en kort bemærkning.

Tak. Jeg er meget enig i det, Venstres ordfører fremfører i forbindelse med det gode arbejde, som Europarådet gør. Jeg er bare lidt ked af, at omtalen af Rusland er noget ensidig. Jeg kan ikke forstå, hvorfor ordføreren ikke også nævner en række andre lande, hvor der er store problemer: Albanien, Bulgarien, Tyrkiet, som undertrykker kristne mindretal, Ukraine og Italien, som næsten er mafiastyret. I Bulgarien er der også store mafiaorganisationer, som egentlig mere eller mindre styrer det der samfund. Altså, disse lande er dog også medlemmer af Europarådet, som man burde tage fat på at kigge på.

Når vi så skal høre spørgsmål fra SF og S om Danmark og Hammerberg, så får man jo næsten en fornemmelse af, at det er meget nemt at punke de små demokratiske lande i hovedet med miniproblemer, mens de store problemer er noget, man ikke rigtig tager voldsomt fat på dernede.

Ordføreren.

Jeg er meget enig med hr. Per Dalgaard i, at der er en lang række andre lande, vi skal have fokus på, og som fru Pernille Frahm var inde på, sidder vi jo i monitoreringskomiteen og kigger på de her lande.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg af Europarådets Parlamentariske Forsamling er valgt til rapporteur for Georgien, og at jeg derfor også er kommet med i den nye ad hoc-komité, der kigger på eftervirkningerne af krigen mellem Georgien og Rusland, altså 2008-krigen. Det gør jo selvfølgelig, at jeg qua min position har meget fokus på de to problemstillinger, og samtidig mener jeg, uagtet hvad mine poster er i Europarådet, at som det absolut største land i Europarådet må Rusland have nogle forpligtelser til ikke samtidig at være det værste land i forhold til at efterleve de værdier, som Europarådet har. Og der må jeg desværre bruge lidt store ord nu og sige, at jeg synes, Rusland kæmper meget for at få den sidsteplads.

Hr. Per Dalgaard.

Det er jeg enig i, og jeg er sikker på, at vi nok også skal få dem på rette spor – ikke mindst ved fælles hjælp.

Så vil jeg spørge om en helt anden ting. Jeg kan huske, jeg tror, det var ved sidste session, at der var et eller andet oppe omkring, om vi ikke skulle monitorere Sveriges ikke særlig demokratiske måde at vælge på. Hvordan går det egentlig med den sag?

Ordføreren.

Tak for det. Det er jo nok ikke nogen hemmelighed for de tilstedeværende i hvert fald, at jeg rejste en sag på det område, bakket op af ikke et flertal, men af flere medlemmer af Den Parlamentariske Forsamling fra Danmark, og at sagen indtil videre er strandet på, at vi ikke har fået nok opbakning i Den Parlamentariske Forsamling til kravet om, at vi skal ind at kigge på, hvordan vi får monitoreret det svenske valg til næste gang. Betyder det så, at vi stopper kampen for det? Nej, selvfølgelig ikke, og når vi nærmer os det svenske valg næste gang, vil jeg helt klart tage sagen op og håbe på, at der til den tid vil være opbakning til det i Den Parlamentariske Forsamling. Og der regner jeg med stærk bistand fra i hvert fald flere medlemmers side.

Hr. Jørgen Poulsen for en kort bemærkning.

Jamen det får mig da helt til at tænke på proportionerne her. Nu hørte vi lige ordføreren fortælle, at vi skulle tage os af de vældig store overtrædelser af menneskerettighedskonventionerne. Det er så Sverige, det handler om, men o.k. Jeg har bare sådan lidt svært ved at forstå, hvordan ordføreren kan stå og sige, at han har forståelse for, at man over for menneskerettighedskommissæren bruger ordet idiot, når han gør opmærksom på noget, som kan ligge på kanten.

Jeg forstår jo godt, at ordføreren er helt sikker på, at det gør det ikke, men det er der virkelig mange mennesker, der mener det gør, altså at man ikke kan være sikker på, at det holder til en prøvelse. Så kan ordføreren selvfølgelig godt sige: Jamen det har jo ikke været prøvet. Nej, det har pressefriheden i Ungarn jo heller ikke, men der hørte jeg ikke ordføreren komme og kritisere, at der var kritik af den nye presselov i Ungarn.

Ordføreren.

Tak for det. Allerførst i forhold til Sverigesituationen: Nej, jeg mener ikke, at valget i Sverige og den måde, det foregår på, skulle være den vigtigste sag for Europarådet. Det har jeg heller ikke sagt, vil jeg sige til hr. Jørgen Poulsen. Betyder det så, at det ikke er en sag, vi skal kigge på? Nej, det betyder det heller ikke. Jeg synes faktisk, at det er en sag, vi skal kigge på. Europarådet er også så stor en størrelse, at vi, når vi har et land, som er så demokratisk på en lang række områder, må råbe vagt i gevær, når der er noget, som i hvert fald jeg og andre mener er udemokratisk.

Der er jo forskellige eksperter i afholdelse af demokratiske valg, som er enige i det budskab, som altså er enige i, at den måde, som valghandlingen foregår på i Sverige, ikke er efter bogen i forhold til at sikre stemmehemmelighed, sikre gennemskuelighed og sikre retten til, at alle partier kan stille op på lige fod. Så det her er jo ikke bare noget, som jeg står og siger. Det er der altså også forskellige eksperter, som har bakket op om, og de diskuterer højlydt det her emne.

I forhold til det sidste: Jeg mener, at det helt klart lyser ud af den måde, som hr. Thomas Hammarberg har ageret på igennem flere år, hvis man kan sige det på den måde, at han er dybt uenig i den udlændinge- og integrationspolitik, vi har i Danmark, og at det nogle gange gør, at han politiserer i sine budskaber. Det må jeg så sige også åbner op for, at man får et lidt, skal vi kalde det kækt svar tilbage.

Hr. Jørgen Poulsen.

Selv om det nu var sådan, at vi også havde en afgørelse, som ikke gik imod Danmark, hvis det her blev prøvet, synes ordføreren så, at det er klædeligt, at vores minister, hver gang der stilles spørgsmål til de regler, vi indfører her i landet, som er på kant med og læner sig op ad grænserne til, hvad vi ellers står vagt om, med det samme går ud og bruger endda ord som idiot? Det virker på mig som noget, vi skulle holde os alt for gode til.

Ordføreren.

Jeg bliver altså også nødt til at sige noget nu. Som formand for den parlamentariske delegation kender jeg jo alle de tilstedeværende rigtig godt og har et kanongodt samarbejde med dem. Men jeg er faktisk også lidt skuffet over delegationen i dag. Jeg er lidt skuffet over, at man mener, at det vigtigste emne at spørge mig om er, hvad en minister har sagt eller ikke har sagt til hr. Thomas Hammarberg, for nu skal vi heller ikke gøre problemet større, end det er.

Jeg tror, at man nok har den opfattelse, at det måske ikke er en lige så stor problemstilling som diskussionen om Rusland, om andre lande osv. Så lad os nu også bevare proportionerne i den her diskussion. Jeg har klart sagt, hvad jeg ville gøre eller ikke gøre i samme sag, men jeg har også samtidig klart sagt, at jeg har forståelse for, at når man er i et så politiseret område, så kommer sproget også nogle gange op på et andet niveau.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Mogens Jensen som socialdemokratisk ordfører.

Jeg vil også gerne takke udenrigsministeren for en god og fyldestgørende redegørelse om virksomheden i Europarådet. Når jeg sådan er rundt i Danmark for at fortælle om min virksomhed som medlem af Europarådets Parlamentariske Forsamling, står det jo ganske klart, at mange danskere fortsat ikke helt ved, hvad Europarådet egentlig er. Oftest forveksles det med EU, og mange bliver overraskede over, at vi faktisk har et europæisk samarbejde mellem hele 47 af Europas lande, og at det har fungeret i mere end 60 år.

Derfor er der også til stadighed grund til at gøre meget mere for at synliggøre rådets arbejde, også her i Danmark. Jeg tror faktisk, det kunne være meget formålstjenligt, hvis også udenrigsministeren gjorde sig nogle overvejelser om, hvordan det kunne ske i fremtiden her i Danmark. Der bruges jo masser af ressourcer på at synliggøre EU's arbejde; EU har jo deciderede informationskontorer osv. Kunne man ikke også gøre mere i forhold til Europarådets arbejde?

En reform af Europarådets arbejde og struktur, som vi nu har drøftet i noget tid, skal også bidrage til at sikre mere synlighed og ikke mindst mere gennemslagskraft for rådets arbejde, dels ved at fokusere på det, som er Europarådets tre kernearbejdsområder, som også Venstres ordfører nævnte det – nemlig menneskerettigheder, demokratiudvikling og sikring af retsstatsprincipper i alle lande – dels ved at sikre et bedre samspil mellem den politikudvikling, som foregår i Europarådet, og det, som sker i de nationale parlamenter og regeringer.

I den danske parlamentariske delegation har der jo været bred enighed blandt de forskellige partier og medlemmer, der sidder der, om at bakke op om generalsekretær Thorbjørn Jaglands bestræbelser på at effektivisere Europarådets organisation og også om at fokusere de politiske arbejdsområder, så det både internationalt og i de enkelte lande bliver langt mere tydeligt, hvad Europarådet står for, og ikke mindst skaber større resultater af arbejdet.

Der er slet ingen tvivl om, at Europa har brug for et stærkt og tillidsfuldt samarbejde mellem alle europæiske lande, som netop Europarådet kan sikre, når EU jo fortsat kun dækker 27 lande. Der sker stadig dagligt brud på menneskerettighederne i flere lande. Der er stadig lande, som ikke lever op til de demokratiske og retspolitiske standarder, som er nødvendige for at kunne kalde sig ægte demokratiske samfund, og vi har desværre også – bl.a. med konflikten mellem Rusland og Georgien – stadig risiko for potentielle konflikter mellem europæiske lande. Hertil kommer, at Europarådet også spiller en vigtig rolle for samspillet mellem Europa og Mellemøsten, idet både Israel og det palæstinensiske styre har observatørstatus i rådet, ligesom også Tyrkiets medlemskab er med til at sikre en god dialog med den muslimske del af verden.

Den europæiske menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er jo nok rådets mest kendte aktiv, og som nævnt tidligere er der stadig problemer med ressourcemangel. Sagsmængden ligger nu på over 161.000 sager, og selv om domstolen har fået mulighed for at effektivisere via enkeltdommerafgørelser og pilotdomme, er det altså sådan, at der stadig væk er voldsomme problemer. Antallet af sager, der venter på afgørelse, er stadig væk alt for stort, selv om man havde en effektivitetsforbedring på 16 pct. i 2010. Og det er Ministerrådet og regeringerne altså nødt til at gøre noget ved, hvis der stadig væk skal opretholdes en tillid til domstolens arbejde. Nu pågår der jo også forhandlinger om, at EU underlægges domstolen, således at den i fremtiden også kan behandle klager over EU. Det synes jeg er en fin udvikling. Glædeligt er det jo, at Danmark ud af alle 47 lande er det land med færrest sager anlagt ved domstolen. I 2010 blev der slet ikke afsagt nogen domme mod Danmark, og det synes jeg da godt at vi kan rose hinanden for.

Et andet vigtigt aktiv for Europarådet er, som vi tidligere har været inde på, menneskerettighedskommissæren, som altså siden 2006 har været svenske Thomas Hammarberg. Han har gjort, vil jeg gerne sige, en formidabel indsats med at overvåge de enkelte landes overholdelse af menneskerettighedskonventionen. I 2010 har han særlig arbejdet med forholdene for udsatte grupper som romaer, flygtninge, seksuelle minoriteter, ligesom han i 2011 har haft særligt fokus på mediefriheden rundtomkring i Europa med udgangspunkt i bl.a. Ungarns vedtagelse af en særdeles problematisk og udemokratisk medielov. Menneskerettighedskommissæren gør virkelig en forskel for menneskerettighederne i Europa, og derfor var det også fuldstændig uacceptabelt, at den danske integrationsminister, hr. Søren Pind, tidligere på året brugte et ord som idiot, simpelt hen fordi han ikke brød sig om kommissærens udtalelser. Det var pinligt, det var umodent, og jeg forstår slet ikke, at min ordførerkollega fra Venstre absolut skal stå her og forsvare den slags – noget, som alle kunne se var helt ude i hampen. Det synes jeg er uforståeligt.

To ting, som jeg selv som parlamentariker har arbejdet med i det forløbne år – det har man jo mulighed for i Europarådet – er diskussionen om en eventuel sænkelse af valgretsalderen til 16 år og forholdet mellem kristendom og islam i Europa.

Jeg har på vegne af bl.a. Socialdemokraterne rejst spørgsmålet om 16-års-valgret i parlamentet, og det skal behandles på vores session i oktober i år. Ofte er nye demokratiske reformer og principper startet med diskussioner i Europarådet, og det kan meget vel også blive tilfældet med 16-års-valgret, som allerede er gennemført i Østrig, en række tyske delstater og også visse østeuropæiske lande. I Danmark har vi jo nedsat en valgretskommission, der drøfter spørgsmålet, og jeg glæder mig til en kommende debat om sagen, hvor jeg mener at der er mange gode argumenter for at inddrage unge langt stærkere i vores demokrati.

I 2010 havde jeg også den fornøjelse at få behandlet en rapport og en resolution om islams rolle i Europa, hvilket jeg har arbejdet med gennem nogle år, og der var det en stor glæde at opleve, at parlamentet enstemmigt vedtog en resolution, som klart opfordrer til dialog og ikke konflikt i forholdet mellem muslimer og kristne i Europa. Der sendes med den resolution et enigt, klart signal til populistiske partier, der søger at slå mønt på fremmedhad, om, at det ikke er den vej, Europa skal gå. Og samtidig sender den et klart signal til de fundamentalistiske islamister om, at de skal bekæmpes, og at de brede muslimske samfund i Europa har en vigtig rolle at spille i forhold til at tage afstand fra og bekæmpe de ekstremistiske muslimer. Det er et klart budskab, som jeg også synes at vi kan bruge i det danske samfund.

Et moderne, et effektivt og et fokuseret Europaråd vil fortsat kunne spille en meget vigtig rolle i det næste årti, og Danmark har, selv om vi er et lille land, en mulighed for at påvirke arbejdet stærkt, hvis vi vil. For her er det mange gange initiativet, der gælder. Jeg synes, at regeringen, uanset farve, og vi parlamentarikere skal give hinanden håndslag på at blive endnu mere udfarende og aktivistiske i Europarådet med et eneste mål, nemlig at fremme et fortsat fredeligt samarbejde, demokrati og menneskerettigheder i hele det europæiske rum. Det er vi fra Socialdemokratiets side indstillet på at bidrage stærkt til.

Tak til ordføreren. Hr. Per Dalgaard som ordfører for Dansk Folkeparti.

Europarådet har det ligesom mange andre store organisationer: De vokser lige så stille og påtager sig flere og flere opgaver, uden at nogen egentlig har bedt dem om det. Europarådets oprindelige formål, de tre hovedfunktioner, som man måske kan kalde det, og som er det eneste, de skal tage sig af, er jo – sådan som det står i de gamle skrifter – at fremme demokratierne og tage vare på, at landene er retsstater og respekterer menneskerettighederne. Vi må her huske, at i 1949, hvor denne organisation blev oprettet, var der ikke gået inflation i begrebet menneskerettigheder. Dengang vidste befolkningen godt, hvad det betød, nemlig at man skulle opføre sig ordentligt over for sit folk og de eventuelle mindretal i landet, intet mindre. I dag er begrebet menneskerettigheder et udtryk, som nærmest har fået en modsat betydning, nemlig at undertrykke det frie ords tale. Og det har sågar fået ordet menneskesyn hæftet på sig for ligesom rigtig at slå fast, at folk, som har et menneskesyn, er nogle værre nogle. Det er den politisk korrekte venstrefløj, som elsker at slynge om sig med disse omdefinerede begreber.

I dag har Europarådet 47 medlemmer samt et hav af kommissioner, som breder sig ud over alle hånde områder. Fattigdom i landene skal rådet tage sig af; hvordan et underskud på budgettet i et givet land påvirker menneskerettighederne; at fremme kulturel mangfoldighed; at påtage sig et fælles socialt ansvar osv. osv. Det er begreber og emner, som går langt ud over de områder, som egentlig er Europarådets oprindelige agenda.

Den nye generalsekretær, Thorbjørn Jagland, har fra sin tiltræden haft ambitioner om at reformere organisationen. Han kan godt se problemet og godt forstå det. Han ønsker, at Europarådet skal have et bedre image og få større gennemslagskraft i landene, og det synes Dansk Folkeparti i hvert fald også at der er behov for; det er yderst relevant. Dansk Folkeparti støtter fuldt ud op om Europarådet, men en revision af bureaukratiet er absolut nødvendig. Arbejdet med at komme med ideer til reformer går i første omgang ud på at reducere de mere end 130 programaktiviteter – og det er klart alt for mange – der finder vej til underkomiteer, og som skal behandles dér og senere debatteres i forsamlingen i Europarådet.

Under dette arbejde er alle de politiske grupper blevet spurgt om, hvor og hvordan de ønsker ændringer gennemført. Og i den politiske gruppe, jeg sidder i, og som hedder EDG, European Democrat Group, har jeg foreslået, at man ser på den måde, hvorpå man tildeler mandater i rådet, altså om det er en hensigtsmæssig måde, og om det ligger i tråd med de oprindelige intentioner, de tre hovedprincipper, med rådets oprindelige arbejde. Jeg har fremført, at den måde, hvorpå man i dag udvælger antal medlemmer fra de enkelte lande, baserer sig på, hvor mange borgere der er i givet land, og man kan spørge, om det er et godt og fornuftigt kriterium. Det mener jeg faktisk ikke det er, selv om man selvfølgelig kan sige – i en demokratisk ånd – at jo flere borgere, der er i et givet land, jo større magt skal de egentlig have. Men når man nu tænker på, at Europarådet skal tage vare på demokrati og sikre, at de enkelte lande udviser en anstændig opførsel over for deres egen befolkning og er en retsstat, så går det faktisk ikke altid i spænd – som vi også har hørt fra tidligere ordførere – med nogle af de store medlemslande i Europarådet.

Hvad skulle så være kriteriet? kan man spørge. Nu er det ikke, fordi jeg synes, man totalt skal ændre det, men man kunne f.eks. godt forestille sig, at den model eller den score, som Transparency International opgør en gang om året, med hensyn til hvor korrupt eller ikkekorrupt nogle givne lande er, burde tælle med som en faktor i forbindelse med antal medlemmer i Europarådet. Og det er jo ikke ukendt, at Danmark f.eks. ligger på førstepladsen som et land, der ingen korruption har. Og det er selvfølgelig ikke, fordi jeg dermed mener, at så skal vi have flertallet af medlemmerne af Europarådet, slet ikke, men vi har i dag 5 medlemmer. Og de store lande, som ikke er særlig demokratiske og ikke kerer sig så meget om deres mindretal, har masser af medlemmer og kan dermed påvirke Europarådets arbejde og det, der kommer ud af Europarådet som resolutioner eller som vedtagelser og henstillinger til de enkelte lande, og det er måske egentlig ikke særlig smart.

Det giver ikke nogen mening, og det giver heller ikke troværdighed, synes jeg, at det forholder sig sådan, at lande som f.eks. Tyrkiet, som undertrykker sit eget kristne mindretal, skal være med til at bestemme, hvordan vi heroppe ikke må udtale os om en eller anden sekretær, som måske er kommet for tæt på at genere nogen og dermed får en lille bandbulle af en minister.

Det er netop det, som De Radikales ordfører også tidligere sagde, altså at det er proportionsforvridning af rang. Men jeg håber på, at man måske kan drøfte den problematik, der hedder, at man med hensyn til antal medlemmer i Europarådet skulle have en lille pind ind, der hedder, hvor demokratiske og hvor lidt korrupte de pågældende lande i Europarådet egentlig er. Det ville være en god ting også at få ind. Det kan være, at udenrigsministeren er interesseret i at tage de tanker med til næste møde i Ministerkomiteen. Tak.

Tak til ordføreren. Så er det fru Pernille Frahm som ordfører for SF.

Først vil jeg også sige tak for redegørelsen fra udenrigsministeren. Jeg synes først og fremmest, at den her redegørelse er en god gennemgang, hvis man har brug for at fortælle folk, hvad det egentlig er, Europarådet går og laver, hvilke institutioner der er, og hvordan de fungerer i forhold til hinanden. Det er en god pædagogisk fremstilling, der giver et godt overblik.

Det, jeg måske kunne savne i den, er lidt mere stillingtagen til, hvad det egentlig er, den danske regering og Danmark særligt prioriterer, og hvor vi har sat vores aftryk i det forgangne år.

For det er jo lidt, som om Europarådet er en glemt og gemt institution, på trods af at det er den eneste institution, der favner stort set hele Europa – der er to stater, der ikke er med, nemlig Hviderusland og Vatikanstaten. Netop det gør, at det faktisk er et meget vigtigt forum, vi har fat i her, idet det dækker så bredt og giver os en mulighed for at møde mange forskellige europæiske synspunkter og problemstillinger. På den måde kan vi få en fornemmelse af, at selv om det godt kan være, at vi tror, at ting er, som de er hos os, i hele verden, så er der faktisk store forskelle, også inden for Europa. Det giver os også en mulighed for at påvirke hinanden og for at lære af hinanden.

Det, som Europarådet er startet med at se på, er erkendelsen af, at demokrati ikke er nok, hvis demokrati alene er flertalsafgørelser, hemmelige frie valg og flere partier. Det er f.eks. ikke demokrati, hvis 10 mennesker bestemmer, at nr. 11 skal gå ned med skraldespanden hver dag.

Det er kort fortalt og billedligt talt den erfaring, man bygger på, og derfor har man opbygget det her system – som nogle mener er bureaukratisk og indviklet, og som nogle mener har taget overhånd – med konventioner om menneskerettigheder, retsstaten, og hvordan man sikrer borgerne retssikkerhed, og man har tilknyttet domstolen for at vise, at man mener det alvorligt.

Netop den unikke kombination gør, at det her jo er det det stærkeste forum til at sætte alvor bag kampen for menneskerettigheder. Det er den arv, som vi bygger vores demokrati op på, det er den arv, vi skal bygge videre på, det er den arv, vi skal forsøge at give videre til hele Europa – også til Hviderusland – og det er også den arv, der langt hen ad vejen har været succesfuld på det europæiske kontinent og faktisk også globalt. For kampen for afskaffelse af dødsstraf kæmpes jo med udgangspunkt i den europæiske menneskerettighedskonvention, og det er en stadig mere succesfuld historie, for vi er jo ved at komme rigtig langt i målsætningen om at få afskaffet dødsstraffen alle steder.

Derfor synes jeg også, det er så vigtigt, at lande som Danmark, der har været med så længe og har så lang en tradition på det her område, bør være blandt foregangslandene. Det er noget, der engang imellem kan misforstås af nogle, idet man kan få den opfattelse, at vi, der vil det her med menneskerettigheder, har så travlt med at kritisere Danmark. Det er jo ikke, fordi vi mener, at Danmark er dårligere stillet end Rusland eller Tyrkiet; det er jo ikke derfor, vi retter kritikken mod os selv. Det er jo, fordi vi mener, at hvis man vil det her for alvor, bør lande som vores, der har ressourcer og stærke institutioner, som får gode karakterer, når det f.eks. handler om korruption, og som har erfaringer, netop vise, at det kan lade sig gøre at gå i front.

Det er jo hele tiden et spørgsmål om at gå i front i forbindelse med ting, vi selv frivilligt er gået ind på. Der er jo ingen, der nogen sinde har tvunget Danmark med i en eneste konvention. Det er alt sammen noget, den danske stat frivilligt har skrevet under på og gået ind på.

Den anden del af Europarådets virksomhed, som jeg synes er vigtig lige at bruge lidt tid på, er monitoreringen, ikke bare af de nye medlemslande og af lande, hvor der virkelig er problemer, men den faste monitorering, hvor man tager temperaturen på menneskerettighederne, retsstaten og demokratiet i medlemsstaterne, ikke bare hvor det går godt, men også hvor det går skidt.

Det er jo ikke kun Europarådets Parlamentariske Forsamling gennem det udvalg, som Venstres ordfører og jeg sidder i, men også andre instanser, der har den opgave. Det har f.eks. menneskerettighedskommissæren, som har været oppe at vende her, det har CPT, som arbejder med bekæmpelse af tortur, og det har andre institutioner.

Derfor vil jeg, når ministeren nu kommer op og skal svare i den her debat, gerne høre lidt fra hende om, hvad der egentlig sker, når man i Ministerkomiteen modtager de rapporter. Man modtager jo løbende rapporter fra de forskellige instanser. Hvad sker der egentlig videre med dem? Hvordan bliver de videre behandlet – bliver de liggende i Udenrigsministeriet, eller kommer de videre derfra? Kunne man f.eks. tænke sig, at vi havde et bedre samarbejde mellem regeringen og Folketinget om det, sådan at vi fik lidt at vide om, hvad der foregår, og at vi måske kunne bidrage?

For et eller andet sted er det her jo et fælles projekt. Det er ikke sådan, at jeg mener, at ethvert skel mellem lovgivende og udøvende magt skal ophæves, bestemt ikke, men det er jo et område, hvor vi i virkeligheden har glæde af at foretage den gensidige kontrol. Nu kan det være, at det er ministeren, der om kort tid kommer ned i den kontrollerende ende af spektret, og at det er en anden regering, der skal kontrolleres, og så er jeg sikker på, at ministeren vil give mig ret i, at det er sundt og fornuftigt, at parlamentarikerne også deltager i at holde øje med, hvordan Danmark f.eks. lever op til sine forpligtelser.

Det tredje punkt, jeg godt lige ville sige noget om, var reformen. Det er jo sådan, at Europarådet oplever en stigende konkurrence fra EU, og det er sådan set forståeligt nok. Efterhånden som EU vokser, og efterhånden som EU får stadig større indflydelse, er der også stadig flere områder, der ligger tæt på det, som Europarådet traditionelt har arbejdet med, og som måske også er inde over det, som Europarådet traditionelt har arbejdet med, som nu får EU's interesse. Også for at sikre, at EU lever op til sine forpligtelser på nogle af de her områder, kan man komme til at opleve nogle overlapninger.

Der vil jeg gerne høre, når ministeren kommer op, om ministeren kunne sige noget om, hvordan man forestiller sig at sikre, at vi ikke laver alt for meget duplikering af arbejdet, så Danmark i stedet for f.eks. at opbygge sine egne institutioner i EU er med til at sikre, at EU også står bag nogle af de fælles europæiske institutioner. Jeg kan nævne GRETA som eksempel, som arbejder med bekæmpelse af menneskehandel, trafficking, og som oplever, at EU opbygger sine egne institutioner og på den måde tager luften ud af det arbejde, som GRETA står for. Da GRETA jo ikke bare favner inden for EU, men også har kontakter til lande, som virkelig har problemer med trafficking – virkelig, virkelig har problemer med trafficking – så oplever man, at man ikke får de ressourcer og den opbakning fra bl.a. lande i EU, fordi de ligesom synes, de har deres egne institutioner, de hellere vil anvende.

Der kunne jeg godt tænke mig at ministeren og den danske regering i det hele taget trådte lidt i karakter og gjorde det lidt tydeligt, at der må være en fornuftig arbejdsdeling. Der er nogle opgaver, der ligger allerbedst i EU. Det er jeg sådan set enig i. Jeg mener f.eks., at nogle af de opgaver, Europarådet nu beskæftiger sig med, kunne man med stor gavn flytte og bede EU om at tage vare på eller få løst der, og så kunne man måske gennem EU presse andre lande i Europa til at tage de typer af opgaver alvorligt. Derimod ligger andre opgaver godt her, for som jeg nævnte før, er domstolen og hele det institutionssystem, der er bygget op omkring menneskerettigheder, retsstaten, demokrati osv. osv., så solidt og så godt tænkt igennem i Europarådet. Så den arbejdsdeling vil jeg godt have at ministeren siger lidt om.

Et andet punkt, hvor Europarådet er lidt presset, er netop det, at et bureaukrati tit får en trang til at vokse helt pr. automatik. Det er sjældent, at jeg føler trang til at sige det, men jeg er en lille smule enig med Dansk Folkepartis ordfører i, at man skal holde øje med, hvordan bureaukratiet udvikler sig, og ikke mindst hvordan det bruges. Hvad er det, vi bruger vores kræfter på i Europarådet? Hvis man skal gå ind på Jaglands reformforslag, kan man sige, at det jo handler om at vende tilbage til kerneområderne. Men der kunne jeg godt tænke mig at høre lidt fra ministeren om, hvad det er, man fra dansk side forestiller sig kerneområderne er. For i modsætning til Dansk Folkepartis ordfører mener jeg, at menneskerettighederne er et begreb, som har fået en vækst, fordi vi er blevet opmærksomme på, at der er ganske mange ting, der spiller ind, når man vil sikre borgernes rettigheder imod statsmagtens evne til at øve overgreb imod dem.

Det tror jeg nok er det, jeg vil sige i denne omgang.

Tak til ordføreren. Hr. Jørgen Poulsen som radikal ordfører.

Jeg vil også gerne kvittere for en meget flot og meget grundig redegørelse for Europarådets arbejde. Det er godt at se, at Danmark fortsat bakker op og både politisk og økonomisk støtter de mange initiativer, som Europarådet har taget på de tre kerneområder: Menneskerettigheder, demokrati og retssikkerhed. Den danske støtte er meget vigtig præcis nu i en tid, hvor i hvert fald de fleste af de 47 medlemslande har ondt i økonomien, og hvor det med redegørelsens egne ord kan konstateres, at der kan spores en stigende bekymring over graden af racisme, intolerance og diskrimination i Europa.

Det er godt at se, at Danmark også for øjeblikket er den største bidragyder til en række af de aktiviteter, som finansieres af frivillige økonomiske bidrag. Det gælder udviklingen af juridiske reformer på menneskerettighedsområdet, det gælder forbedring af domstolenes arbejde og træningsprogrammer for jurister, embedsmænd og journalister. Det er meget tilfredsstillende. Det højner i virkeligheden Danmarks anseelse i Europa, og det højner faktisk også Europas anseelse i verden.

Det Radikale Venstre vil også godt kvittere for den danske opbakning til generalsekretærens reformprogram, som jo går ud på at effektivisere arbejdet og netop fokusere på rådets kerneområder. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at der har været ganske megen knopskydning i Europarådet. Nu er så resultatet blevet meget synligt, programmerne er blevet reduceret fra i fjor fra 130 til nu vel 38 i 2011. Det er bare meget svært at gennemskue, om der også er den kvalitet i, at man har reduceret, som man har gjort, men foreløbig må vi tro på, at det er rigtig godt.

Det er også godt, at det er lykkedes for Menneskerettighedsdomstolen nu at få afviklet langt flere sager end nogen sinde før, men det er jo sørgeligt, at sagerne stadig væk stakker sig op. Vi er oppe over 160.000 nu, og det må virkelig være uforståeligt for folk, som lytter til det her, at der ligger over 160.000 sager, som ikke er behandlet. Vi kender alle sammen mekanismen i det her, men det er da et fremskridt, at man har kunnet behandle flere. Det skyldes jo først og fremmest, at Rusland med denne protokol ikke længere stritter imod, at man så har kunnet effektivisere arbejdet. Men jeg synes, det er en af de ting, som Danmark skal fortsætte med at støtte, men jeg mener også, at det er en af de ting, vi fortsat virkelig må gøre noget for. Det er jo sørgeligt, at hele den fremgang, som har været i sagsbehandlingen, bliver mere end ædt op af nye sager, faktisk i øvrigt også fra Rusland. Men det vil vi i hvert fald godt være med til at styrke, så det går godt.

Når det så gælder Danmark og domstolen, er det da også godt notere, at der ikke er afsagt nogen domme mod Danmark i det forløbne år. Til gengæld har domstolen jo benyttet sig af retten til at iværksætte det, man kalder foreløbige foranstaltninger, og det indebærer jo, at Danmark har fået 368 asylsager overdraget. Det gælder de her personer, som ellers skulle have været sendt tilbage til Grækenland til nogle helt utilstedelige og helt urimelige forhold. Der lagde jeg også mærke til, at det jo ikke sådan var noget, som den danske regering råbte hurra for, og det synes jeg er lidt ærgerligt, for når vi nu står så fint på de her rettigheder, synes jeg ikke, vi skal slæbe på fødderne, når domstolen råber vagt i gevær.

Jeg synes også, at det er lidt ærgerligt, at den danske regering i mange sager faktisk kører helt ud til kanten af den europæiske menneskerettighedskonvention. Det gælder f.eks. handicappedes og kronisk syge personers rettigheder i forbindelse med tildeling af statsborgerskab, og det gælder de nye regler for familiesammenføring, der lægger meget store hindringer i vejen for at gifte sig med en udlænding, og det gælder mildt sagt det diskriminerende pointsystem, hvor uddannelse i Danmark giver flere point end uddannelse i andre lande.

Det handler ikke om udlændinges rettigheder her i Danmark. Det handler faktisk om mine og alle andre danskeres rettigheder som danskere. Hvorfor er det, at det skal være lettere for en dansker at gifte sig med en amerikaner end f.eks. med en brasilianer? Jeg føler mig ikke nær så overbevist som mange andre her om, at disse spørgsmål vil kunne holde til en afgørelse ved domstolen.

Så samtidig med at vi fra Radikale Venstre gerne vil rose regeringen for den vedvarende støtte til Europarådets virksomhed, vil vi også pege på, at det ikke er så rosenrødt, som redegørelsen giver udtryk for, med Danmarks syn på de her ting. Der kommer signaler, som er meget, meget uheldige. Der er en opfattelse af, eller man kan i hvert fald få den opfattelse, at Danmark går baglæns, når det gælder respekten for de europæiske menneskerettigheder.

Men jeg håber, at Danmark igen kan blive foregangsland på det her område.

Tak til den radikale ordfører. Så er det udenrigsministeren.

Tak. Jeg vil vanen tro gerne takke for en både saglig og også meget konstruktiv debat her i dag om Europarådets virksomhed og Danmarks deltagelse heri. Debatten har i meget høj grad afspejlet, at 2010 var et år, der stod i reformens tegn for Europarådet; et år, hvor arbejdet med reformen af organisationen bag Europarådet for alvor tog fart; et år, hvor domstolsreformen blev yderligere styrket, og et år, hvor Europarådets arbejde med monitorering og fremme af kerneværdierne er blevet bragt videre.

Under debatten her i Folketinget sidste år var der bred tilslutning til ønsket om, at Europarådet skal fokusere på kerneværdierne: menneskerettigheder, demokrati og retssamfund. Og jeg har faktisk hørt flere af ordførerne i dag sådan set lidt efterlyse, at vi genbekræfter det over for hinanden – altså at man skal have fokus på kerneværdierne. Selv udtrykte jeg mig optimistisk om Europarådets evne til i fremtiden under den nye generalsekretær at fokusere på det, man gør bedst, altså så at sige at udbyde færre varer, men varer, der så er af en bedre kvalitet, og jeg mener faktisk ikke, at den optimisme er blevet gjort til skamme. Reformerne gennemført i 2010 betød bedre styring af organisationen, hvor budgetmidler og mål fremover bliver nøje afstemt i 2-årige budgetter, samtidig med at indsatserne koncentreres på baggrund af strategiske prioriteter. Jeg vil også gerne udtrykke min tilfredshed med, at arbejdet med at reformere Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i 2010 fik en ekstra vitaminindsprøjtning med protokol 14, som hr. Jørgen Poulsen også fremhævede. Med Ruslands ratifikation, der trådte i kraft i juni sidste år, har vi faktisk givet domstolen endnu bedre værktøjer på hånden til at få bugt med det store antal sager, der venter på at blive afgjort. Så også på det område er udviklingen positiv. Men det skal selvfølgelig være endnu bedre, som flere også har nævnt i dag i deres indlæg. På konferencen i Izmir sidste måned opnåede man politisk enighed om tiltag, der sigter på at lette domstolenes arbejde yderligere. Det er vi meget tilfredse med fra dansk side.

Ser vi fremad, er der gode udsigter til, at de omfattende reformer af Europarådet, herunder domstolene, vil fortsætte i de kommende år. Anden del af generalsekretær Jaglands ambitiøse reformer blev jo fremlagt i februar i år og indeholder bl.a. forslag til en gennemgang af de eksisterende konventioner med henblik på faktisk at få bekræftet deres fortsatte relevans. For nogle ville det måske have udløst nærmest et ramaskrig, hvis man sagde: Nu ser vi på dem og ser, om de stadig væk er aktuelle. Men jeg synes faktisk, det er et forslag, der ligger i ganske god forlængelse af dagsordenen om at skærpe fokus og koncentration.

Jeg vil gerne sige tak til ordførerne, for jeg synes også, debatten i meget høj grad har været præget af, at ordførerne hver især har særområder, som de har som deres mærkesager, og som de naturligvis som rapporteurs har haft et ønske om at sætte et yderligere fokus på.

Jeg vil gerne takke hr. Michael Aastrup Jensen for på vegne af Venstre og Det Konservative Folkeparti at sætte så stort fokus på frosne konflikter og ikke mindst Rusland-Georgien-problemstillingen. Jeg kan sige, at jeg i morgen mødes med Georgiens udenrigsminister for at diskutere de udfordringer, der er, og jeg er meget enig i, at det er meget væsentligt, at vi bruger Europarådet som en platform til at prøve at understøtte den udvikling.

Jeg vil også gerne sige tak til hr. Mogens Jensen for det arbejde, hr. Mogens Jensen gør, ikke mindst for at fremme religionsfrihed og bekæmpe tendenserne til racisme, og for det meget vigtige arbejde, som hr. Mogens Jensen har gjort som pennefører på en rapport. Det synes jeg faktisk også er meget vigtigt at få fremhævet. Ikke mindst i en tid, hvor vi desværre oplever rundtomkring i verden, at religiøse mindretal bliver sat under et stigende pres, er det selvfølgelig væsentligt, at den dagsorden også er meget fokuseret i Europarådets arbejde og i Den Parlamentariske Forsamling.

Også hr. Per Dalgaard vil jeg gerne takke for det fokus, der dér var på demokrati, og hvad vi kan gøre, om man så må sige, for at skabe endnu bedre vilkår for, at ægte demokratier blomstrer op. Der må jeg sige, at jeg er meget fuld af, jeg vil ikke kun kalde det optimisme, men også en grundlæggende tro på, at noget af det, som Europarådet er rigtig, rigtig dygtigt til, netop er at hjælpe nye nationer, der skal udvikle sig i demokratisk retning, med at få sat deres strukturer ordentligt op. Ikke mindst i det arbejde, der er omkring forfatninger, kan Europarådet spille en helt afgørende rolle. I forhold til den udvikling, vi ser i Nordafrika, tror jeg faktisk på, at erfaringerne, vi har fra Europarådet og Europarådets arbejde, kan bruges andre steder – bare for at komme med et konkret eksempel på, hvor jeg tror vi kan gøre en forskel med hensyn til demokrati.

Til fru Pernille Frahm vil jeg gerne starte med at sige, at jeg overordnet er fuldstændig enig i, at en af de væsentligste pointer i fru Pernille Frahms indlæg var, at hvis vi ønsker at kontrollere andre, må vi også acceptere at blive kontrolleret selv. Og hvis vi ønsker at kritisere andre og pålægge andre nye tiltag, må vi også kunne tage medicinen selv. Jeg tror faktisk, at enhver organisations troværdighed står og falder med, at ethvert land ikke alene tør udsætte sig selv for kritik, men også tager den til sig. Jeg synes faktisk, det er en vigtig pointe, at man skal tåle kritik og også tage imod den på samme måde, som man forventer at andre lande tager imod den kritik, som man måske selv er en del af. Ellers mister organisationen simpelt hen legitimitet.

Fru Pernille Frahm spurgte til, hvad det danske fokus har været, og jeg vil sige, at der har været ét overordnet fokus for os, og det har været at støtte Jagland i arbejdet for reformer. Europarådet og ikke mindst domstolens arbejde er simpelt hen for vigtigt til, at det sander til i bureaukrati og dårlig arbejdstilrettelæggelse, og derfor har vi været meget optaget af, at når vi nu har en generalsekretær, der vil disse reformer til gavn for Europarådets arbejde på længere sigt, så skal vi bakke op om det, og det har altså været vores fokus.

Til spørgsmålet om, hvad der sker med rapporterne, når de kommer ind i Ministerrådet, vil jeg sige, at der ikke er tradition for, at der er en debat om hver enkelt specifik rapport. Der er mulighed for, hvis der er specifikke rapporter, der giver anledning til diskussion, at de kan tages op. Men det er typisk sådan, at det er på de mere generelle rapporter, f.eks. fra Torturkomiteen, at tyngden bliver lagt fra Ministerkomiteens side. Så det er altså mest på de generelle rapporter. Men det udelukker altså ikke, at man – som svar på det, fru Pernille Frahm spurgte om – kan gøre det, hvis der er bestemte temaer og mere specifikke rapporter, man ønsker at tage op. Men som sagt er det mest almindelige altså, at man tager de generelle rapporter op.

Til spørgsmålet fra fru Pernille Frahm vedrørende hele problemstillingen om at undgå duplikering mellem de initiativer og det arbejde, der foregår i Europarådets regi, de initiativer, der foregår i EU-regi, eller de initiativer, der foregår i et helt tredje regi, vil jeg sige, at jeg er meget enig i, at det er vigtigt, at vi undgår duplikering. Jeg vil gerne tilkendegive over for fru Pernille Frahm, at vi, også regeringen, er meget åbne for at se på, om vi kan komme med et indspil for at undgå, at der bliver konkurrerende institutioner, eller at man laver det samme frem for at samarbejde med hinanden om det. Jeg ved, at et af de initiativer, der er taget, bl.a. nu hvor Den Europæiske Union tiltræder den europæiske menneskerettighedskonvention og som en konsekvens af, at man ønsker at styrke samarbejdet, er, at Europarådet mødes på månedsbasis såvel med den høje repræsentant Ashton som med naboskabskommissær Füle, og jeg tror i hvert fald, at det er et skridt i den rigtige retning, at man får en bedre dialog i gang. For jeg er enig med fru Pernille Frahm i, at det virker lidt omvendt, hvis forskellige organisationer sådan set begge prøver på at varetage vigtige politiske stykker arbejde, f.eks. omkring bekæmpelse af menneskehandel, men måske mere spænder ben for hinanden end egentlig understøtter hinanden. Så bare for positivt at tilkendegive, at det vil vi i hvert fald gerne medvirke til at have fokus på.

Også tak til hr. Jørgen Poulsen for de pæne ord om rapporten og det bidrag, vi giver både politisk og naturligvis også finansielt. Som sagt er vores fokusområde altså at sikre en hurtigere sagsbehandling, og jeg synes faktisk, at hr. Jørgen Poulsen selv satte fingeren på det helt korrekte ømme punkt, nemlig at der ligger over 100.000 sager og venter i systemet. Det er altså ikke godt, og derfor er det et af de steder, hvor vi kan være med til at gøre en positiv forskel ved at bakke op om reformtiltagene. Hvad angår spørgsmålet om pointsystem og andet, som jeg vil sige er mere af udlændingepolitisk karakter, synes jeg ikke, det er noget, der egentlig hører til under den debat, vi har her i dag. Den debat må man tage med integrationsministeren, hvis man ønsker at drøfte, hvad Danmark kan og ikke kan inden for de konventioner, der er. Selvfølgelig skal der være plads til, at vi har en forskellig tilgang til det, og jeg lægger i hvert fald selv personligt meget vægt på, at vi naturligvis overholder konventionerne netop ud fra princippet om, at hvis vi ønsker, at andre skal gøre det, skal vi i hvert fald også gøre det selv. Ellers er det vanskeligt at kritisere andre.

Jeg vil derfor også gerne runde af med at sige tak for en god og levende debat her i dag. Den afspejler, at der faktisk er høj grad af enighed om de danske prioriteter med hensyn til Europarådet, og jeg vil gerne sige her, at jeg har været rigtig glad over, at det har været meget forskellige indlæg, der er kommet fra ordførernes side i dag. Jeg synes, det afspejler, at man faktisk deltager meget aktivt og levende i det arbejde, der foregår inden for de områder, hvor man selv har et interessefelt, eller hvor man har ansvarsområder, og jeg vil godt opmuntre alle parlamentarikerne til fortsat at deltage så flot og aktivt i Europarådets arbejde, som man gør, og fortsætte engagementet. Det bidrager alt sammen til, at Europarådet også fremover opnår gode resultater og forhåbentlig også, at det er noget, som den danske befolkning bredt vil anerkende at der bliver gjort et stort stykke arbejde for. Så tusind tak for en god debat.

Der er tre medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Det er først hr. Mogens Jensen.

Tak for replikken fra ministeren. Det er sjældent, at man som folketingsmedlem får ros fra en minister, og det har vi næsten alle fået, og det skal man jo lappe i sig, og det gør man så. Men jeg vil godt stille udenrigsministeren et spørgsmål. Nu kommer udenrigsministeren ikke så meget ind på menneskerettighedskommissærens arbejde, men jeg vil godt høre, om ikke udenrigsministeren er enig i, at det, at vi har fået oprettet den institution, som menneskerettighedskommissæren er, er et vigtigt aktiv for arbejdet med menneskerettigheder, altså at der er en person, der rejser rundt og har mandskab til at kunne lave en overvågning og rådgive landene og komme med henstillinger til landene, når man kan se, at de overtræder menneskerettighederne. Jeg håber og tror, at ministeren er enig i det, men hun kunne måske give et par ord om det. Jeg synes næsten, det lå implicit i det, udenrigsministeren sagde, nemlig at når man selv synes, at man kan tillade sig at kritisere andre, skal man også selv kunne tage imod kritik på en ordentlig måde. Jeg håber, at det også indebærer, at man har respekt og tiltaler de institutioner, herunder altså menneskerettighedskommissæren, som man samarbejder med på regeringsplan, med respekt. Jeg vil godt spørge udenrigsministeren, om hun er enig i det. Det kunne være rart, hvis ministeren klart sagde, at det må være det, vi i Danmark skal være kendt for, nemlig at vi har en ordentlig diplomatisk adfærd og ikke bruger ukvemsord om folk, der i øvrigt gør et godt stykke arbejde, bl.a. for menneskerettighederne. Det håber jeg ministeren vil bekræfte.

Ministeren.

Det kan jeg bekræfte. Menneskerettighedskommissæren er jo uafhængig af Ministerkomiteen, og hans mandat er at sikre en effektiv efterlevelse af menneskerettighederne og assistere medlemslandene med at sikre, at Europarådets standarder også bliver gennemført. Kommissæren besøger medlemslandene for ved selvsyn at få et overblik over, hvordan menneskerettighedssituationen er, og der kan menneskerettighedskommissæren sådan set tale med hvem, han har lyst til, og komme med de råd, han ønsker. Det er så op til medlemslandene selv, naturligvis, at lytte til rådene, og så vurdere, om det er råd, de finder rigtig gode eller måske knap så gode, men hans afrapporteringer er genstand for dialog, og hans anbefalinger tillægges faktisk stor betydning i Ministerkomiteen. Så jeg synes det er vigtigt, at vi har en sådan kommissær.

Som jeg sagde til fru Pernille Frahm, synes jeg faktisk også, at der kan være folk, man er uenig med, og folk, der har en anden mening end en selv, men jeg synes faktisk, at det er en vigtig pointe i sig selv at være åben over for, at hvis man ønsker, at nogle skal være kritiske over for andre, skal de også have en mulighed for at være kritiske over for en selv.

Hr. Mogens Jensen.

Det andet spørgsmål drejer sig om Menneskerettighedsdomstolen. Det er jo rigtigt, at de reformer, der nu er indført, gør, at man har mulighed for at lave en enkeltdommerbedømmelse af sager, og man arbejder også med nogle procedurer for at kunne, om man så må sige, forproducere nogle sager, så der kan komme en hurtig afgørelse, og også lave pilotdomme, der gør, at man også kan få en hurtig eksekvering.

Men på trods af, at nogle af de her ting allerede er indført, og at der var en effektivisering på 16 pct. i 2010, så har vi altså stadig væk i dag 161.000 sager, der venter på afgørelse. Tror ministeren ikke, at der skal mere til end det, der nu er blevet gjort, for at effektivisere? Er vi simpelt hen ikke nødt til at lægge nogle flere ressourcer ind i den domstol? Og så må vi finde de ressourcer et sted, hvis vi fortsat skal have respekt om domstolens arbejde og man ikke skal vente 7-8 år på at få en sag behandlet.

Ministeren.

Jeg har det som hr. Mogens Jensen, nemlig at det selvfølgelig er dybt frustrerende, at sagsophobningen har været så stor, men det er jo en kæmpe udfordring at have et domstolssystem, som 800 millioner mennesker kan klage til. Derfor er det måske heller ikke så mærkeligt, at der er så mange klagesager.

Hovedparten – mere end 90 pct. af de klager, der modtages – afvises imidlertid, fordi de ikke lever op til kravene for at indklage en sag, og derfor giver det faktisk rigtig god mening, at noget af det, vi selvfølgelig skal have sat endnu bedre i system, er et filtreringssystem, så man får filtreret, om man så må sige, alle de åbenbart grundløse sager fra. Som hr. Mogens Jensen selv var inde på, vil man også lave et lidt mere smidigt system, et enkeltdommersystem. Også det at indføre et nyt system med vejledende udtalelser kan være noget af det, der kan være med til, om man så må sige, at få høvlet nogle af bunkerne væk.

Men jeg vil i hvert fald sige, at på Izmir-konferencen, der var her 26.-27. april, var det netop noget af det, man havde fokus på, og som gerne skulle medvirke til, at vi på længere sigt for alvor kan få høvlet af på sagsmængden. Det, jeg tror er væsentligt, er, at vi fortsat bredt fra dansk side holder fast i, at vi vil have gjort noget ved det her, og at vi er villige til at bruge mange forskellige effektive instrumenter til at få det gjort, så de mennesker, der virkelig har en sag, der fortjener domstolens behandling, også får den behandlet hurtigt.

Hr. Per Dalgaard for en kort bemærkning.

Jeg vil også lige først takke for rapporten. Jeg synes, at den er ganske fin og meget informativ. Der var et par steder, som jeg har nogle spørgsmål til.

Der er noget, der hedder den europæiske pagt om regionale sprog eller mindretalssprog, og der er med et par eksempler vist eller beskrevet, hvordan man skal transmittere på tysk i radio og tv i Sønderjylland. Så står der som en pind 3: skabe klarhed over den traditionelle tilstedeværelse af romasprog i Danmark. Altså, en traditionel tilstedeværelse, hvad er det? Efter sådan 4, 5, 6 år er den traditionel, og så skal man til at lave de samme tiltag med hensyn til tv-udsendelser og radioudsendelser på et romasprog, som jeg faktisk ikke aner hvad er og hvordan lyder. Er det virkelig det, der er hensigten med det?

Der står også om romaerne lidt længere omme, at man så skal have et træningsprogram for romamediatorer. Altså, hvad er det egentlig for noget? For mig at se er det sådan et af de områder, hvor man efterhånden breder sig ud over noget, som ikke direkte har med kerneopgaverne for Europarådet at gøre.

Ministeren.

Jeg vil sige til hr. Per Dalgaard, at der har været et fokus, også fra menneskerettighedskommissærens side, på romaerne og romaernes forhold, men de spørgsmål, som hr. Per Dalgaard stiller nu, er jeg simpelt hen ikke i stand til at svare på her fra talerstolen. Jeg kender slet ikke de dokumenter så meget i detaljer, at jeg vil være i stand til at give et fyldestgørende svar, så jeg vil foreslå hr. Per Dalgaard at stille et skriftligt spørgsmål, så hr. Per Dalgaard får et fyldestgørende svar på de meget detaljerede spørgsmål, han stiller.

Hr. Per Dalgaard.

Der er så en anden lille pudsighed. Ved den her samme debat sidste år var der nogle, der havde fundet ud af, at Europarådet havde udskrevet en konkurrence om den flotteste minaret i hele Europa. Altså, for det første finder jeg det fuldstændig tåbeligt, at man gør det, og for det andet koster det penge. Vi har lige hørt, at Europarådet fattes penge.

Men det, jeg så også vil spørge om, og som jeg så nok måske bliver nødt til at stille som et skriftligt spørgsmål, er: Hvem vandt den konkurrence?

Ministeren.

Jeg må sige, at hvis det her var en konkurrence, hvor man kunne vinde præmier, ville jeg ikke vinde mange præmier, for det er jeg simpelt hen ikke i stand til at svare hr. Per Dalgaard på. Men det er da et interessant spørgsmål, hr. Per Dalgaard stiller – meget ned i detaljen i forbindelse med den debat, der har været – og derfor vil jeg også her foreslå hr. Per Dalgaard at stille et skriftligt spørgsmål, så vi alle sammen kan få svaret på det meget, meget interessante spørgsmål.

Fru Pernille Frahm for en kort bemærkning.

Tak. Jeg fik ikke sagt så meget om domstolen i mit indlæg, men jeg gjorde det faktisk indirekte, da jeg var på talerstolen, for jeg spurgte om det med de rapporter, der kommer til ministerkomiteen. Når domstolen får så mange sager, er det, fordi domstolen er en kæmpe, bragende succes. Og så kan man gå to veje: Enten kan man give flere penge, så de kan klare flere sager, eller også kan man gøre noget andet, så der kommer færre sager. Venstres ordfører var inde på, at man kunne gøre det sådan, at folk skulle betale for at få deres sager for domstolen. Men der er også en anden mulighed, og det er at sørge for, at landene begynder at opføre sig sådan, at der simpelt hen bliver færre sager, og dér kommer jo f.eks. sådan noget som komiteen til forebyggelse af tortur ind. En af måderne at gøre det på er jo, hvis landene gennemfører nogle af de henstillinger, der kommer.

Det er derfor, jeg spørger, hvad der sker med de rapporter, der kommer til ministerkomiteen; det er jo derfra, forandringerne skal komme.

Ministeren.

Jamen jeg tror sådan set, at det vigtigste, man kan gøre, er, at medlemsstaterne selv efterlever de monitoreringsmekanismer, som man har sat i gang, for realiteten er jo den, at når domstolen er kommet med en afgørelse, skal man jo sørge for at implementere den i national lovgivning, for at der ikke kommer en ny sag om det samme emne. Og her er det altså ikke tilstrækkeligt, at man bare laver en implementering af menneskerettighedskonventionen i national lovgivning; den skal jo også efterleves i praksis.

Det er en af de ting, der nu vil blive sat fokus på i det fremadrettede arbejde, altså en større implementering af menneskerettighedskonventionen på nationalt plan fremover, så man bliver bedre i stand til, om jeg så må sige, at tage de resultater, man har fra domstolen, og sørge for, at de bliver ført ud i livet. Det tror jeg da er noget af det, der i høj grad kan være med til, at vi undgår, at så mange sager ender ved domstolen, sådan at man ikke, om jeg så må sige, forstyrrer domstolen med nye sager, som kunne have været undgået, hvis man måske bare havde sørget for at tilrette sin praksis til det, som domstolen har fortolket.

Fru Pernille Frahm.

Ja, for sagen er jo, at mange af medlemslandene har implementeret det i deres lovgivning. Deres lovgivning kan være fin nok, men i virkelighedens verden sker der noget andet, og det er jo derfor, vi har den her monitorering. Vi har bl.a. Komiteen til Forebyggelse af Tortur og menneskerettighedskommissæren osv. osv. for at følge op på, hvordan lovgivningen – når man har lavet den – virker i praksis, og at give nogle råd og at give nogle henvisninger. Derfor vil jeg nærmest opfordre til, at ministeren er med til at sætte en bevægelse i gang i Ministerkomiteen, sådan at man der tager debatterne. Man behøver ikke at gå til hinanden, så man går sure fra hinanden bagefter, men viser i Ministerkomiteen, at den her monitorering er noget, man tager alvorligt, og at man selvfølgelig først og fremmest gør det for menneskerettighedernes skyld og dernæst også for at få nedbragt de sager, der kommer til domstolen.

Ministeren.

Jeg vil sige til fru Pernille Frahm, at det er jeg fuldstændig enig i. Parlamentarikerforsamlingen vedtog i år en opfordring til ministerkomiteen om at effektivisere sit arbejde og tage hårdere midler i brug over for de medlemslande, der ikke efterlever domstolens afgørelser.

Det, man har valgt at gøre nu i ministerkomiteen, er faktisk at ændre sine arbejdsmetoder, så der nu kommer en tovejsprocedure, der betyder, at selve overvågningsproceduren, med hensyn til om medlemslandene så ændrer deres praksis, bliver der altså fulgt hurtigere op på.

Så man har i hvert fald valgt at sige, at der skal et øget fokus på overvågning af medlemslandenes efterlevelse af domstolens afgørelser, og her kan tovejsproceduren være en af de måder, hvorpå man kan få sat yderligere skub i tingene. Så det er i hvert fald vigtigt at få fremhævet her.

Men jeg tror godt, at jeg kan sige til fru Pernille Frahm, at det er det første skridt. Jeg tror, det stadig væk er vigtigt, at vi holder det på dagsordenen.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, siger vi tak til udenrigsministeren.

Så er forhandlingen sluttet.