Skriftlig fremsættelse (8. december
2010)
Justitsministeren
(Lars Barfoed)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
forskellige lovbestemmelser om aktindsigt m.v.
(Konsekvensændringer i lyset af lov om offentlighed i
forvaltningen og af forvaltningsloven og retsplejeloven)
(Lovforslag nr. L 92)
Lovforslaget skal ses i sammenhæng med de samtidigt
fremsatte forslag til lov om offentlighed i forvaltningen
(lovforslag nr. L 90) (offentlighedsloven) og forslag til lov om
ændring af forvaltningsloven og retsplejeloven
(ændringer i lyset af lov om offentlighed i forvaltningen)
(lovforslag nr. L 91).
En række bestemmelser i andre love indeholder dels
henvisninger til bestemmelser i den gældende
offentlighedslov, som foreslås ophævet og eventuelt
videreført under ændrede paragrafnumre i den nye
offentlighedslov, dels henvisninger til de bestemmelser om
aktindsigt m.v. i forvaltningsloven og retsplejeloven, som
foreslås ændret med det nævnte forslag til lov om
ændring af forvaltningsloven og retsplejeloven.
Formålet med lovforslaget er på denne baggrund at
foretage de fornødne konsekvensændringer i de
nævnte bestemmelser i anden lovgivning med henblik på -
ud over de ændringer, der følger af den nye
offentlighedslov og ændringerne i forvaltningsloven og
retsplejeloven - at videreføre den retstilstand, som
følger af de pågældende bestemmelser i anden
lovgivning efter, at forslaget til den nye offentlighedslov samt
forslaget til ændringer i forvaltningsloven og retsplejeloven
er trådt i kraft.
I lyset af formålet med lovforslaget har lovforslaget
ikke været sendt i høring.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.