Skriftlig fremsættelse (30. november
2010)
Justitsministeren
(Lars Barfoed)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om forbrugeraftaler om
brugsret til logi på timesharebasis og om
længerevarende ferieprodukter m.v.
(Lovforslag nr. L 85)
Ved lov nr. 234 af 2. april 1997 om forbrugeraftaler, der
giver brugsret til fast ejendom på timesharebasis, blev
forbrugernes retsstilling ved indgåelse af aftaler om
brugsret til fast ejendom på timesharebasis styrket. Loven,
der bygger på Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
94/47/EF af 26. oktober 1994 om beskyttelse af køber i
forbindelse med visse aspekter ved kontrakter om brugsret til fast
ejendom på timesharebasis, sikrer bl.a. forbrugerne en
række oplysninger forud for og i forbindelse med
indgåelse af aftaler om brugsret til fast ejendom på
timesharebasis, der har en varighed af mindst 3 år, samt
fortrydelsesret vedrørende sådanne aftaler.
Siden timesharelovens ikrafttræden den 15. april 1997 er
der på europæisk plan sket en betydelig udvikling
på området, og der udbydes bl.a. en række nye
produkter, som på mange måder minder om brugsret til
fast ejendom på timesharebasis. Det drejer sig f.eks. om
brugsret til flodbåde og campingvogne på
timesharebasis.
Formålet med lovforslaget er at gennemføre
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/122/EF af 14.
januar 2009 om beskyttelse af forbrugerne i forbindelse med visse
aspekter ved timeshareaftaler, aftaler om længerevarende
ferieprodukter, videresalgs- og bytteaftaler, der ophæver og
erstatter direktivet fra 1994. Det nye direktiv har til
formål at harmonisere visse aspekter af medlemsstaternes love
og administrative bestemmelser om timeshareaftaler, aftaler om
længerevarende ferieprodukter, formidlingsaftaler
vedrørende brugsret til logi på timesharebasis og
længerevarende ferieprodukter samt bytteaftaler med hensyn
til brugsret til logi på timesharebasis. Direktivet er et
totalharmoniseringsdirektiv, hvilket vil sige, at der som
udgangspunkt ikke kan fastsættes regler, der afviger fra
direktivets ordning. Direktivet giver dog medlemsstaterne mulighed
for på visse punkter at foretage et valg mellem forskellige
mulige løsninger angivet i direktivet.
Med lovforslaget udvides beskyttelsen af forbrugerne til ikke
alene at omfatte aftaler om brugsret til fast ejendom på
timesharebasis af mere end et års varighed (mod tre år
i dag), men også aftaler om brugsret til andre former for
logi på timesharebasis, f.eks. flodbåde, campingvogne
og krydstogtsskibe, af mere end et års varighed. Endvidere
udvides beskyttelsen af forbrugerne til også at omfatte
aftaler om længerevarende ferieprodukter (rabatordninger
vedrørende logi mv.) af mere end et års varighed,
aftaler om bistand til køb og salg af timeshare og
længerevarende ferieprodukter (formidlingsaftaler) samt
aftaler, hvorved en forbruger opnår brugsret til logi mod at
give andre personer adgang til at benytte den
pågældendes ret i henhold til en timeshareaftale
(bytteaftaler).
Lovforslaget indeholder bl.a. krav til indholdet af brochurer,
annoncer og andet markedsføringsmateriale vedrørende
aftaler omfattet af lovforslaget.
Det foreslås endvidere, at den erhvervsdrivende skal
have pligt til at give forbrugeren en række oplysninger om de
aftaler, der omfattes af lovforslaget. De nævnte oplysninger
omfatter bl.a. en nærmere beskrivelse af produktet,
produktets pris og eventuelle tilbagevendende udgifter,
forbrugerens fortrydelsesret og forbuddet mod forskudsbetaling mv.
Den erhvervsdrivende skal i den forbindelse anvende det relevante
standardoplysningsskema, jf. bilag 1-4 til loven.
De oplysninger, som indgår i standardoplysningsskemaet,
bliver ifølge lovforslaget som udgangspunkt en integreret
del af en eventuel senere aftale. Herudover skal aftalen indeholde
et separat og udfyldt standardfortrydelsesskema i overensstemmelse
med lovens bilag 5. Der foreslås desuden regler om aftalens
sprog, der har til formål at sikre, at aftalen altid
foreligger på et sprog, som forbrugeren forstår.
Lovforslaget indebærer endvidere en styrkelse af
forbrugerens retsstilling ved at sikre forbrugerne en frist
på 14 dage til at træde tilbage fra en aftale (mod 10
dage i dag). Herudover vil der ifølge lovforslaget i
tilfælde, hvor aftalen ikke indeholder det relevante
standardoplysningsskema eller et separat standardfortrydelsesskema,
gælde en væsentlig længere
fortrydelsesfrist.
Hvis forbrugeren benytter sig af sin fortrydelsesret, kan den
erhvervsdrivende ikke gøre noget krav vedrørende
aftalen gældende over for forbrugeren. Endvidere bortfalder
eventuelle kreditaftaler, som forbrugeren måtte have
indgået med den erhvervsdrivende eller med en tredjemand
på grundlag af en aftale herom mellem denne og den
erhvervsdrivende i anledning af aftalen. Herudover bortfalder
også en eventuel tilknyttet bytteaftale eller anden
tilknyttet aftale.
For at sikre, at forbrugeren har en reel mulighed for at
benytte fortrydelsesperioden til at overveje den indgåede
aftale, foreslås det desuden, at den erhvervsdrivende ikke
må kræve eller modtage nogen form for
forskudsudbetaling af forbrugeren i fortrydelsesperioden. Dette
forbud mod forskudsbetaling omfatter også en tredjemand
på grundlag af en aftale herom mellem denne og den
erhvervsdrivende samt en kreditgiver som nævnt ovenfor. Den
erhvervsdrivende vil dermed som udgangspunkt kunne kræve
betaling af forbrugeren, når fortrydelsesfristen på 14
dage er udløbet. Hvis der gælder en længere
fortrydelsesfrist, fordi den erhvervsdrivende har undladt at give
forbrugeren visse oplysninger, vil forbuddet mod forskudsbetaling
imidlertid gælde, indtil også den forlængede
fortrydelsesfrist er udløbet.
I nogle tilfælde er det logi mv., som forbrugeren efter
aftalen skal have adgang til, under opførelse ved aftalens
indgåelse. Hvis aftalen bortfalder, fordi logiet ikke
færdigopføres, vil forbrugeren bl.a. have krav
på at få de beløb tilbagebetalt, som forbrugeren
eventuelt har betalt i henhold til aftalen. For at sikre dette
tilbagebetalingskrav foreslås det, at den erhvervsdrivende, i
tilfælde hvor logiet mv. ikke er færdigopført
på tidspunktet for aftalens indgåelse, skal stille en
betryggende sikkerhed for tilbagebetalingskravet.
Lovforslaget indeholder herudover særlige regler om
betaling i forbindelse med og opsigelse af aftaler om
længerevarende ferieprodukter.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 23.
februar 2011, hvilket er den dato, hvor direktivet skal være
gennemført i dansk ret.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.