L 78 Forslag til lov om ændring af ligningsloven.

(Ægtefællerabat vedrørende multimediebeskatningen).

Af: Skatteminister Troels Lund Poulsen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 17-11-2010

Fremsættelse: 17-11-2010

Skriftlig fremsættelse (17. november 2010)

20101_l78_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (17. november 2010)

Skatteministeren (Troels Lund Poulsen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af ligningsloven (Ægtefællerabat for multimediebeskatningen)

(Lovforslag nr. L 78)

I aftalen om finansloven for 2011, der blev indgået den 8. november 2010 mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne, er der bl.a. opnået enighed om en ægtefællerabat for multimediebeskatningen.


Med Aftale om Forårspakke 2.0 blev der gennemført en modernisering af reglerne for beskatning af personalegoder via indførelsen af multimediebeskatningen. Multimediebeskatningen indebærer, at hvis en ansat får stillet telefon, computer eller internetadgang til rådighed for privat benyttelse, bliver den ansatte beskattet af et årligt beløb på 3.000 kr. Typisk vil værdien af fri telefon, en computer med tilhørende internetforbindelse eller begge dele overstige udgifter til multimediebeskatningen. Det gælder dog ikke nødvendigvis for ægtepar, hvor begge betaler multimedieskat.


Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne er derfor enige om, "at halvere multimedieskatten for den ene ægtefælle i de husstande, hvor begge ægtefæller har arbejdsgiverbetalte multimedier. Konkret udformes skatterabatten således, at det skattepligtige multimediebeløb reduceres med 25 pct. for begge ægtefæller, når begge ægtefæller beskattes. Det svarer til en halvering af skattebetalingen for den ene ægtefælle i forhold til de nugældende regler.


Det er dog en betingelse for at opnå nedsættelse, at ægtefællernes samlede skattepligtige værdi af multimedier mindst udgør 4.000 kr.


Initiativet indebærer et provenutab på ca. 100 mio. kr. årligt.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.