Skriftlig fremsættelse (17. november
2010)
Skatteministeren
(Troels Lund Poulsen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
pensionsafkastbeskatningsloven, pensionsbeskatningsloven og
forskellige andre love (Forlængelse af ratepensionsordninger
under udbetaling, justering af reglerne for pensionsordninger med
løbende udbetalinger og krav til placering af midlerne i
godkendte udenlandske pensionsordninger m.v.)
(Lovforslag nr. L 76)
Forslaget har for det første til formål at
gennemføre en række tekniske ændringer af
pensionsafkastbeskatningsloven, som Folketinget vedtog i december
2007, og som har virkning for danske pensionsinstitutter fra og med
indkomståret 2010.
I takt med at pensionsinstitutterne har fået
implementeret ændringerne i deres systemer, og de har
fået de første praktiske erfaringer med anvendelsen af
det nye regelsæt, er pensionsinstitutterne blevet
opmærksomme på nogle problemer med den nye lov, som
foreslås ændret i nærværende
lovforslag.
Der er hovedsageligt tale om ændringer, som
pensionsbranchen har efterspurgt. De foreslåede regler vil
bl.a. gøre den nye pensionsafkastbeskatningslov mere
håndterbar for branchen.
Forslaget har for det andet til
formål i pensionsbeskatningsloven at indføre mulighed
for at forlænge ratepensionsordninger efter, at udbetalingen
er påbegyndt. Forslaget er båret af et ønske om,
at pensionsopsparing i form af ratepensionsordninger
udstrækkes til forsørgelse i en længere del af
alderdommen. Endvidere foreslås det at lempe reglerne for
flytning af ratepensionsordninger efter, at udbetalingen er
påbegyndt. Endelig foreslås der enkelte
præciseringer af reglerne for skatte- og afgiftsfritagelse
for udbetalinger, der svarer til indbetalinger, der ikke har
været fradrags- eller bortseelsesret for.
Forslaget har for det tredje til
formål at indføre en regel om, at det er en betingelse
for godkendelse af udenlandske pensionsordninger som
fradragsberettigede ved opgørelsen af den skattepligtige
indkomst, at pensionsordningen ikke kan anbringes i nærmere
angivne aktiver (fast ejendom med brugsrettigheder, rabatter eller
dispositionsret tilknyttet, visse aktier og andele i en personligt
drevet virksomhed).
Baggrunden er, at en dansk pensionsordning kan
overføres til en godkendt udenlandsk pensionsordning inden
for EU/EØS, selv om ordningens midler kan anbringes i
aktiver, som efter reglerne for anbringelse i danske
pensionsinstitutter ikke ville være muligt. Det kan
indebære risiko for, at der opnås fradrag for
indbetalinger til udenlandske ordninger, hvorfra der
efterfølgende kan foretages udlodninger, som
skattemyndighederne ikke bliver bekendt med, og som i strid med
gældende ret ikke pålægges skat eller
afgift.
Formålet med lovforslaget er at imødegå
risikoen for, at danske pensionsordninger kan overføres til
godkendte udenlandske pensionsordninger, hvorfra der kan ske
udlodninger uden skat eller afgift til Danmark, ved som et
vilkår for godkendelsen af pensionsordningen at stille krav
til hvilke aktiver, pensionsordninger kan anbringes i.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.