Skriftlig fremsættelse (17. november
2010)
Skatteministeren
(Troels Lund Poulsen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
ligningsloven og forskellige andre love (Indberetning af
indtægter fra sommerhusudlejning kombineret med
forhøjet bundfradrag, ophævelse af fradrag for
tobaksudgifter m.v.)
(Lovforslag nr. L 75)
Det foreslås, at der indføres en obligatorisk
indberetningsordning for sommerhusudlejningsfirmaer kombineret med,
at bundgrænsen for udlejere forhøjes fra 10.000 til
20.000 kr. Forhøjelsen gælder alene ejere af
sommerhuse, der anvender den obligatoriske indberetningsordning.
Med forslaget ønsker regeringen at bidrage til en
øget omsætning og en stigende beskæftigelse i
lokalsamfundene langs de danske kyster. Forslaget er en
udmøntning af et element i aftalen om finansloven for 2011
mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne.
Forslaget indgår som en del af "Danmark i balance i en global
verden". Forslaget skal også ses i lyset af regeringens
bestræbelser på at begrænse sort indkomst samt at
sikre, at der bliver dannet mere korrekte
årsopgørelser.
Herudover foreslås afskaffelse af virksomheders fradrag
for udgifter til tobak. Det gælder både fradrag for
personaleudgifter til tobak og fradrag for tobaksudgifter, der er
afholdt til repræsentation eller reklame.
Desuden foreslås, at fortjeneste ved salg af en ejendom,
hvor fortjenesten er genanbragt i en ejendom, der eksproprieres
m.v., fremover beskattes. Forslaget ændrer ikke ved, at
fortjenesten for den ejendom, der eksproprieres, fortsat er
skattefri.
Endvidere foreslås en mindre justering af reglerne for
beskatning af fri helårsbolig med bopælspligt for
ansatte med væsentlig indflydelse på egen
aflønningsform, så det sikres, at ændringer af
landbrugslovens regler om bopælspligt ikke utilsigtet
medfører en ændret beskatning af den hidtil omfattede
persongruppe.
Derudover foreslås, at for meget betalt dag-til-dag
rente tilbagebetales. Videre foreslås en forenkling af
ikrafttrædelsesbestemmelsen for én skattekonto.
Samtidig foreslås en reparation af en bestemmelse i
skattekontrolloven, som blev gennemført i forbindelse med
Forårspakke 2.0 om indberetning af arbejdsmarkedsbidrag vedr.
arbejdsgiveradministrerede pensionsbidrag.
Endelig foreslås, at forældelsesfristen for krav
på kildeskat vedrørende udbytter, royalties og renter
omfattet af kildeskattelovens §§ 65-65D, forlænges
fra 3 til 5 år.
Samlet set skønnes lovforslaget at medføre et
provenutab på ca. 1,5 mio. kr. årligt målt i
varig virkning. For finansåret 2011 skønnes forslaget
at medføre et provenutab på ca.1,5 mio. kr., i 2012
ca. 3,5 mio. kr. og fra og med 2013 udgør provenutabet ca.
1,5 mio. kr. årligt. Forslaget har ingen økonomiske
konsekvenser for kommuner og regioner.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.