Skriftlig fremsættelse (17. november
2010)
Beskæftigelsesministeren (Inger
Støjberg)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om aktiv socialpolitik og
lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner
(Virksomhedsrettet aktivering, ændring af refusionssystemet
m.v.)
(Lovforslag nr. L 71)
Lovforslaget udmønter aftalen om 'En aktiv
beskæftigelsesindsats, der virker', som blev indgået
mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Dansk
Folkeparti, Liberal Alliance og Kristendemokraterne den 5. november
2010. Aftalen indgår i den samlede aftale om finansloven for
2011.
Lovforslaget indeholder følgende elementer:
- En ny og effektiv
refusionsmodel
- Et fælles
driftsloft
- Ingen refusion
for administrative udgifter til andre aktører.
Lovforslaget indeholder tillige en tilpasning af den kommunale
udligningsordning og konsekvensændringer af reglerne i §
85 c om finansiering af ATP-bidraget af
arbejdsløshedsdagpenge som følge af ændringerne
af de kommunale medfinansieringsregler for
arbejdsløshedsdagpenge m.v., som led i den nye
refusionsmodel.
Lovforslaget skal ses i sammenhæng med forslag til lov
om ændring af lov om sygedagpenge (Ændring af
refusionssatser) og forslag til lov om ændring af lov om en
aktiv beskæftigelsesindsats (Prisloft på 6 ugers
selvvalgt uddannelse).
Forslaget skønnes fuldt indfaset at medføre
offentlige mindreudgifter på 732,4 mio. kr. Heraf
skønnes merudgifter (netto) for kommunerne på 7.340,6
mio. kr. og mindreudgifter (netto) for staten på 8.073,0 mio.
kr.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1.
januar 2011.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.