L 64 Forslag til lov om ændring af lov om produktionsskoler.

(Ændring af optagelseskriterier og skoleydelse).

Af: Undervisningsminister Tina Nedergaard (V)
Udvalg: Uddannelsesudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 17-11-2010

Fremsat: 17-11-2010

Fremsat den 17. november 2010 af Undervisningsministeren

20101_l64_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 17. november 2010 af Undervisningsministeren

Forslag

til

Lov om ændring af lov om produktionsskoler

(Ændring af optagelseskriterier og skoleydelse)

§ 1

I lov om produktionsskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 887 af 5. juli 2010, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, stk. 1 , udgår: », eller har afbrudt en ungdomsuddannelse«.

2. § 17, stk. 2, 1.og2. pkt., affattes således:

»Skoleydelsen udgør 616 kr. pr. uge for deltagere under 18 år, 795 kr. pr. uge for hjemmeboende deltagere over 18 år, og 1475 kr. pr. uge for udeboende deltagere over 18 år. De angivne beløb er fastsat i 2010-niveau og reguleres fra og med 2011 en gang årligt den 1. januar med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket en tilpasningsprocent for det pågældende finansår, jf. § 3, stk. 1, i lov om en satsreguleringsprocent.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2011, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Den hidtil gældende bestemmelse i § 1, stk. 1, i lov om produktionsskoler finder anvendelse for unge, som Ungdommens Uddannelsesvejledning efter § 1, stk. 6, i lov om produktionsskoler inden den 1. januar 2011 har vurderet omfattet af produktionsskolernes målgruppe.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Kriterier for optagelse på produktionsskole
2.1. Gældende ret
2.2. Den foreslåede ordning
3. Ændring af skoleydelse
3.1. Gældende ret
3.2. Den foreslåede ordning
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for stat, regioner og kommuner
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
6. Administrative konsekvenser for borgere
7. Miljømæssige konsekvenser
8. Forholdet til EU-retten
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
10. Sammenfattede skema


1. Indledning

Lovforslaget udmønter en del af Aftale om genopretning af dansk økonomi (maj 2010) indgået mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti.

I dag tilbydes unge under 25 år, som ikke har gennemført en ungdomsuddannelse, og som ikke umiddelbart har forudsætninger for at påbegynde en sådan uddannelse, eller har afbrudt en ungdomsuddannelse, undervisningsforløb på en produktionsskole, jf. § 1, stk. 1, i produktionsskoleloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 887 af 5. juli 2010 om produktionsskoler.

Med lovforslaget ændres kriterierne for tilbud om optagelse på en produktionsskole således, at en afbrudt ungdomsuddannelse ikke længere i sig selv skal danne grundlag for tilbud om optagelse. Dette skyldes, at det normalt ikke er nødvendigt for unge, der skifter mellem to ungdomsuddannelser, i den mellemliggende periode at gå på en produktionsskole for at få styrket deres uddannelsesparathed.

Produktionsskolerne udbetaler en skoleydelse til de deltagere, der udløser statstilskud, jf. produktionsskolelovens § 17, stk. 1. Produktionsskoledeltagere, der er over 18 år, modtager i dag, uanset om de bor hjemme eller er udeboende, samme beløb i skoleydelse. Efter SU-reglerne modtager udeboende over 18 år højere stipendium end hjemmeboende.

Det foreslås, at skoleydelsens størrelse til produktionsskoledeltagere over 18 år fremover skal afhænge af, hvorvidt den pågældende bor hjemme eller er udeboende, og at skoleydelsen til hjemmeboende produktionsskoledeltagere over 18 år nedsættes i forhold til i dag.

2. Kriterier for optagelse på produktionsskole

2.1. Gældende ret

Produktionsskoler tilbyder undervisningsforløb, der er baseret på praktisk arbejde og produktion. Produktionsskoleophold er rettet mod unge under 25 år, som ikke har gennemført en ungdomsuddannelse, og som ikke umiddelbart har forudsætninger for at påbegynde en sådan uddannelse, eller har afbrudt en ungdomsuddannelse, jf. § 1, stk. 1, i produktionsskoleloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 887 af 5. juli 2010.

Et ophold på en produktionsskole har navnlig til formål at styrke deltagernes personlige udvikling og forbedre deres muligheder i uddannelsessystemet og på det almindelige arbejdsmarked, herunder til beskæftigelse i fleksjob, i skånejob eller lignende. Tilbuddet tilrettelægges med særligt henblik på, at den unge opnår kvalifikationer, der kan føre til gennemførelse af en erhvervskompetencegivende ungdomsuddannelse. Der henvises til produktionsskolelovens § 1, stk. 2 og 3.

Optagelse og udskrivning af deltagere finder sted løbende under hensyn til de enkelte deltageres behov. En produktionsskole kan kun optage deltagere med tilskud, når kommunalbestyrelsen i den unges bopælskommune gennem Ungdommens Uddannelsesvejledning vurderer, at den unge er omfattet af produktionsskolernes målgruppe. Vurderer Ungdommens Uddannelsesvejledning, at den unge er omfattet af målgruppen, kan den unge umiddelbart og i op til 6 måneder herefter optages og begynde på en produktionsskole med tilskud efter lovens kapitel 3. Der henvises til produktionsskolelovens § 1, stk. 5 og 6.

2.2. Den foreslåede ordning

Unge, der afbryder en ungdomsuddannelse for at skifte til en anden ungdomsuddannelse, vil normalt ikke i den mellemliggende periode have behov for at gå på en produktionsskole for at få styrket deres muligheder for at gennemføre en ungdomsuddannelse.

Med lovforslaget ændres bestemmelsen i det gældende § 1, stk. 1, 2. pkt., sidste led, således at unge efter lovforslaget ikke tilbydes et produktionsskoleophold, alene fordi de har afbrudt en ungdomsuddannelse. Fremover indskrænkes målgruppen for undervisningsforløb på produktionsskoler således til at være unge under 25 år, som ikke har gennemført en ungdomsuddannelse, og som ikke umiddelbart har forudsætninger for at påbegynde en sådan uddannelse.

De unge, der har afbrudt en ungdomsuddannelse, men som af kommunalbestyrelsen gennem Ungdommens Uddannelsesvejledning er vurderet til at have forudsætninger for igen at påbegynde en sådan, vil med lovforslaget ikke længere være omfattet af målgruppen for produktionsskoler. Unge, der af kommunalbestyrelsen gennem Ungdommens Uddannelsesvejledning vurderes til at have forudsætninger for at påbegynde en anden ungdomsuddannelse, jf. lovens § 1, stk. 6, vil eventuelt i samarbejde med Ungdommens Uddannelsesvejledning skulle finde mere relevante uddannelsesmuligheder end optagelse på en produktionsskole.

Lovforslaget ændrer ikke på, at unge, der har afbrudt en ungdomsuddannelse, og som af kommunalbestyrelsen gennem Ungdommens Uddannelsesvejledning vurderes til ikke at have forudsætninger for igen at påbegynde en sådan, fortsat vil være omfattet af målgruppen for produktionsskoler.

Der henvises til lovforslagets § 1, stk. 1, og § 2, stk. 2, og bemærkningerne hertil.

3. Ændring af skoleydelse

3.1. Gældende ret

Produktionsskoledeltagere modtager en skoleydelse fra produktionsskolen for den tid, de følger undervisningen, jf. produktionsskolelovens § 17, stk. 1. Skoleydelsens størrelse afhænger af, om produktionsskoledeltageren er under eller over 18 år. Hvorvidt deltageren bor hjemme eller er udeboende, er uden betydning for skoleydelsens størrelse.

Skoleydelsen til produktionsskoledeltagere udgør efter produktionsskolelovens § 17, stk. 2, 592 kr. (2009-niveau) pr. uge for produktionsskoledeltagere under 18 år og 1.419 kr. (2009-niveau) pr. uge for produktionsskoledeltagere over 18 år. Beløbene reguleres årligt, og i 2010 udgør skoleydelsen for produktionsskoledeltagere under 18 år 616 kr. pr. uge og 1.475 kr. pr. uge for produktionsskoledeltagere over 18 år.

Undervisningsministeriet udbetaler refusion af udgifter til skoleydelse, jf. lovens § 17, stk. 1, på grundlag af en opgørelse over aktivitet, som skolen udarbejder.

Produktionsskolerne er pålagt at sikre et korrekt registreringsgrundlag for hver deltager for indberetning af tilskudsudløsende årselever og skoleydelse til Undervisningsministeriet.

Efter SU-reglerne modtager udeboende over 18 år højere stipendium end hjemmeboende. Der kan henvises til SU-lovens § 8, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 661 af 29. juni 2009.

3.2. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at produktionsskolelovens § 17, stk. 2, 1. pkt., ændres, således at der sondres mellem deltagere, der er hjemmeboende, og deltagere, der er udeboende, og det foreslås, at hjemmeboende produktionsskoledeltagere over 18 år fremover modtager en lavere skoleydelse end i dag. Lovforslaget indebærer ingen ændringer i størrelsen af beløbene for skoleydelse til deltagere under 18 år og udeboende deltagere over 18 år.

Det foreslås, at skoleydelse til produktionsskoledeltagere fortsat reguleres årligt og i 2010-niveau fastsættes til

- 616 kr. pr. uge for deltagere under 18 år,

- 795 kr. pr. uge for hjemmeboende deltagere over 18 år og

- 1.475 kr. pr. uge for udeboende deltagere over 18 år.

Den unge anses for hjemmeboende, når den unge enten bor hos den ene eller begge sine forældre eller den unge i folkeregisteret står tilmeldt den ene eller begge forældres adresse. Den unge anses for udeboende, når den unge ikke bor hos sine forældre, den unge ikke i folkeregisteret står tilmeldt den ene eller begge forældres adresse, og når den unge bor på en kostskole, skolehjem eller lignende. Bor den unge på kostskole, skolehjem eller lignende, anses den unge som udeboende også, selv om den unge har folkeregisteradresse hos den ene eller begge forældre.

Produktionsskolerne vil fremover skulle indhente oplysninger om, hvorvidt produktionsskoledeltagere er udeboende eller hjemmeboende. Til brug for ministeriets løbende tilsyn med registreringsgrundlag m.v. og ministeriets udbetaling af refusion af produktionsskolernes udgifter til skoleydelse, jf. lovens § 17, stk. 1, vil der ved udmøntning af lovforslaget administrativt blive fastsat nærmere regler om produktionsskolernes forpligtelse til at registrere bopælsstatus

Udbetalingen til produktionsskoledeltagerne vil som hidtil blive administreret af produktionsskolerne.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for stat, regioner og kommuner

Forslaget om ændring af kriterier for optagelse på produktionsskole forventes at medføre et fald i aktiviteten på omkring 15 pct., hvilket svarer til en forventet samlet statslig netto mindreudgift på ca. 101 mio. kr. i 2011, 103 mio. kr. i 2012, 90 mio. kr. i 2013 og 88 mio. kr. i 2014, heri medregnet den statslige mindreindtægt mht. kommunale bidrag for de pågældende elever på 37 mio. kr. i 2012 og 50 mio. kr. i 2013 og 2014.

Forslaget om tilpasning af produktionsskoleydelsen for hjemmeboende over 18 år forventes at medføre en statslig mindreudgift på ca. 81 mio. kr. årligt i 2011-2014.

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for stat, regioner og kommuner.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget indeholder ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget indeholder ingen administrative konsekvenser af betydning for borgerne.

7. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Lovforslaget har været udsendt i høring hos følgende organisationer m.v.:

Arbejdsgivernes Elevrefusion, Bestyrelsesforeningen for Social- og Sundhedsskoler, Danmarks Evalueringsinstitut, Danmarks Vejlederforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Center for Undervisningsmiljø, Danske Erhvervsskoler - bestyrelserne, Danske Erhvervsskoler - lederne, Danske Handicaporganisationer, Danske Landbrugsskoler, Danske regioner, Datatilsynet, Det centrale Handicapråd, Erhvervsskolernes Elevorganisation, Foreningen for Registrede Revisorer, Forstanderkredsen for produktionsskoler og produktionshøjskoler, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Handelsskolernes Lærerforening, Håndværksrådet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Integrationsministeriet, Kommunernes Landsforening, Landboungdom, Landbrug og Fødevarer, Landsforeningen for produktionsskoleledere, Landsorganisationen i Danmark, Landssammenslutningen af Handelsskoleelever, Produktionsskoleforeningen, Rigsrevisionen, Rådet for Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser, Rådet for Etniske Minoriteter, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger, Social- og Sundhedsuddannelsens Landselevbestyrelse, SOSU-Lederforeningen, Uddannelsesforbundet, Ungdommens Uddannelsesvejledning UdviklingsCenter, UNI-C.

10. Sammenfattende skema

 
Positive konsekvenser/mindreudgifter
Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, regioner og kommuner
Statslig netto mindreudgift på 182 mio. kr. i 2011, 184 mio. kr. i 2012, 171 mio. kr. i 2013 og 169 mio. kr. i 2014.
Kommunal mindreudgift på 37 mio. kr. i 2012 og 50 mio. kr. i 2013 og 2014.
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, regioner og kommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Forslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Produktionsskolernes målgruppe er i produktionsskolelovens § 1, stk. 1, angivet som unge under 25 år, som ikke har gennemført en ungdomsuddannelse, og som ikke umiddelbart har forudsætningerne for at påbegynde en sådan uddannelse, eller har afbrudt en ungdomsuddannelse. En afbrudt ungdomsuddannelse er således i sig selv et kriterium for at tilhøre målgruppen.

Da det normalt ikke er nødvendigt for unge, der skifter mellem to ungdomsuddannelser, i den mellemliggende periode at gå på en produktionsskole for at få styrket deres muligheder for at gennemføre en ungdomsuddannelse, indebærer lovforslaget, at målgruppen indskrænkes til at være unge under 25 år, som ikke har gennemført en ungdomsuddannelse, og som ikke umiddelbart har forudsætninger for at påbegynde en sådan.

Unge, der har afbrudt en ungdomsuddannelse, og som af kommunalbestyrelsen gennem Ungdommens Uddannelsesvejledning vurderes til at have forudsætninger for at påbegynde en anden ungdomsuddannelse, jf. lovens § 1, stk. 6, vil eventuelt i samarbejde med Ungdommens Uddannelsesvejledning skulle finde mere relevante uddannelsesmuligheder end optagelse på en produktionsskole.

Lovforslaget ændrer ikke på, at unge, der har afbrudt en ungdomsuddannelse, og som af kommunalbestyrelsen gennem Ungdommens Uddannelsesvejledning vurderes til ikke at have forudsætninger for igen at påbegynde en sådan, fortsat vil være omfattet af målgruppen for produktionsskoler.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 2.2.

Til nr. 2

Skoleydelse udgør i dag 616 kr. (2010-niveau) pr. uge for produktionsskoledeltagere under 18 år og 1475 kr. pr. uge for produktionsskoledeltagere over 18 år.

Ved beregning af SU-stipendium udbetales et højere beløb til udeboende end til hjemmeboende, jf. § 8, stk. 1, i SU-loven, jf. lovbekendtgørelse nr. 661 af 29. juni 2009.

For at sikre en større ensartethed i offentlige ydelser til unge foreslås der en ændring af beløbet for produktionsskoledeltagere over 18 år, således at størrelsen af produktionsskoleydelsen til deltagere over 18 år fremover vil afhænge af, om deltageren er hjemmeboende eller udeboende, og således at ydelsen for en hjemmeboende produktionsskoledeltager over 18 år nedsættes i forhold til i dag.

Produktionsskolerne skal efter den nuværende retstilstand sikre et korrekt registreringsgrundlag for hver deltager for indberetning af tilskudsudløsende årselever og skoleydelse til Undervisningsministeriet. Produktionsskolerne påser ikke efter gældende ret, hvorvidt en deltager på en produktionsskole er hjemmeboende eller udeboende. Udgiften til skoleydelse indberettes til Undervisningsministeriet i forbindelse med skolens kvartalsopgørelse. Refusion af udgifter til skoleydelse, jf. lovens § 17, stk. 1, beregnes og afregnes kvartalsvis bagud. Beregningen foretages på grundlag af en opgørelse over aktiviteten i kvartalet, som skolen udarbejder. Opgørelsen foretages på skemaer, der er udarbejdet af Undervisningsministeriet. Skemaerne indsendes til ministeriet.

Produktionsskolerne skal fremover yderligere indhente oplysninger om, hvorvidt produktionsskoledeltagere over 18 år bor hjemme eller er udeboende, jf. lovens § 17, stk. 3.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 3.2.

Til § 2

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2011, jf. dog stk. 2.

Det foreslås i stk. 2, at den hidtil gældende bestemmelse i § 1, stk. 1, i lov om produktionsskoler finder anvendelse for unge, som Ungdommens Uddannelsesvejledning efter § 1, stk. 6, i lov om produktionsskoler inden den 1. januar 2011 har vurderet omfattet af produktionsskolernes målgruppe.

Det fremgår af § 1, stk. 6, i lov om produktionsskoler, at når kommunalbestyrelsen i den unges bopælskommune gennem Ungdommens Ungdomsvejledning vurderer, at den unge er omfattet af målgruppen, kan den unge umiddelbart og i op til 6 måneder herefter optages og begynde på en produktionsskole med tilskud efter lovens kapitel 3. Med den foreslåede overgangsbestemmelse i lovforslagets § 2, stk. 2, vil vurderinger foretaget før lovens ikrafttræden fortsat være gældende i op til 6 måneder. Unge, som har afbrudt en ungdomsuddannelse, og som af Ungdommens Uddannelsesvejledning før lovens ikrafttræden er vurderet omfattet af produktionsskolernes målgruppe, vil således efter lovens ikrafttræden indtil udløbet af 6 måneders perioden kunne optages på en produktionsskole, selvom vurderingen er begrundet i at den unge har afbrudt en ungdomsuddannelse. Allerede igangværende produktionsskoleforløb kan, uanset om baggrunden for optagelse alene har været kriteriet om en afbrudt ungdomsuddannelse, færdiggøres efter lovens ikrafttrædelse.


Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering
 
Lovforslaget
  
§ 1
I lov om produktionsskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 887 af 5. juli 2010, foretages følgende ændringer:
§ 1. Produktionsskoler tilbyder undervisningsforløb, der er baseret på praktisk arbejde og produktion. Tilbuddet gives til unge under 25 år, som ikke har gennemført en ungdomsuddannelse, og som ikke umiddelbart har forudsætninger for at påbegynde en sådan uddannelse, eller har afbrudt en ungdomsuddannelse.
 
1. I § 1, stk. 1, udgår: », eller har afbrudt en ungdomsuddannelse«.
Stk. 2-6 (…)
  
   
§ 17. (…)
Stk. 2. Skoleydelsen udgør 592 kr. pr. uge for elever under 18 år og 1.419 kr. pr. uge for elever, der er fyldt 18 år. De angivne beløb er fastsat i 2009-niveau og reguleres fra og med 2010 en gang årligt den 1. januar med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket en tilpasningsprocent for det pågældende finansår, jf. § 3, stk. 1, i lov om en satsreguleringsprocent. Tilpasningsprocenten tillægges eller fratrækkes, afhængigt af om den lønudvikling, der ligger til grund for beregning af tilpasningsprocenten, er højere eller lavere end 2. pct. Reguleringen sker på grundlag af de på reguleringstidspunktet gældende beløb. De regulerede beløb afrundes til nærmeste kronebeløb.
 
2.§ 17, stk. 2, 1.og2. pkt. affattes således:
» Skoleydelsen udgør 616 kr. pr. uge for deltagere under 18 år, 795 kr. pr. uge for hjemmeboende deltagere over 18 år, og 1475 kr. pr. uge for udeboende deltagere over 18 år. De angivne beløb er fastsat i 2010-niveau og reguleres fra og med 2011 en gang årligt den 1. januar med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket en tilpasningsprocent for det pågældende finansår, jf. § 3, stk. 1, i lov om en satsreguleringsprocent. «
Stk. 3. (…)
  
  
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2011, jf. dog stk. 2.
  
Stk. 2. Den hidtil gældende bestemmelse i § 1, stk. 1, i lov om produktionsskoler finder anvendelse for unge, som Ungdommens Uddannelsesvejledning efter § 1, stk. 6, i lov om produktionsskoler inden den 1. januar 2011 har vurderet omfattet af produktionsskolernes målgruppe.