Betænkning afgivet af
Uddannelsesudvalget den 7. december 2010
1. Ændringsforslag
Der er stillet 12 ændringsforslag til lovforslaget.
Undervisningsministeren har stillet ændringsforslag nr. 1, 2
og 8-12. Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti har stillet
ændringsforslag nr. 3-7.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 10. november 2010 og var til 1.
behandling den 12. november 2010. Lovforslaget blev efter 1.
behandling henvist til behandling i Uddannelsesudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen
været sendt i høring, og undervisningsministeren
sendte den 17. september 2010 dette udkast til udvalget, jf.
folketingsåret 2009-10 UDU alm. del - bilag 338. Den 10.
november 2010 sendte undervisningsministeren de indkomne
høringssvar og et notat herom samt et supplerende
høringsnotat og høringssvar til udvalget.
Deputationer
Trafikselskaberne i Danmark har mundtligt over for udvalget
redegjort for deres holdning til lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 18 spørgsmål til
undervisningsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har
besvaret.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i udvalget (V, DF, KF
og LA) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af undervisningsministeren
stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod
ændringsforslag nr. 3-7 stillet af Socialdemokratiet og
Socialistisk Folkeparti.
Et andet mindretal i udvalget (S)
vil redegøre for sin indstilling til lovforslaget og de
stillede ændringsforslag ved 2. behandling.
Et tredje mindretal i
udvalget (SF) vil redegøre for sin indstilling til
lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved 2.
behandling.
Et fjerde mindretal i udvalget
(RV) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
vil stemme for de af undervisningsministeren under nr. 1 og 2
stillede ændringsforslag og de af Socialdemokratiet og
Socialistisk Folkeparti stillede ændringsforslag
(ændringsforslag nr. 3-7). Hvis ændringsforslag nr. 3-7
bliver forkastet ved 2. behandling, vil mindretallet stemme for de
af undervisningsministeren under nr. 8-12 stillede
ændringsforslag.
Radikale Venstre bemærker, at ved den såkaldte
harmonisering af rabatten på befordringsudgifter for
studerende på de videregående uddannelser og unge
på ungdomsuddannelser lægges den
største forringelse på unge på
erhvervsuddannelserne, der ikke har mulighed for
at øge deres indtjening i deres fritid,
eftersom de skal være i praktik henholdsvis skole svarende
til en 37 timers arbejdsuge. Det er en forkert prioritering
og besparelse, der ikke får opbakning fra Radikale
Venstre.
Et femtemindretal i udvalget (EL) indstiller
lovforslaget til forkastelse ved 3.
behandling. Mindretallet vil stemme for de af Socialdemokratiet og
Socialistisk Folkeparti stilede ændringsforslag
(ændringsforslag nr. 3-7).
Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin var på
tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke
repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke
adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til titlen
Af undervisningsministeren, tiltrådt af et
flertal (V, DF, KF, RV og LA):
1) Titlen affattes således:
»Forslag
til
Lov om
ændring af lov om befordringsrabat til studerende ved
videregående uddannelser, lov om befordringsrabat til
uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. og lov om
statens uddannelsesstøtte (SU-loven)
(Harmonisering af satser for
befordringsrabat til uddannelsessøgende m.v.,
indførelse af godtgørelse efter en kilometersats til
studerende ved videregående uddannelser m.v.)«
[Korrektion af lovforslagets
titel]
Til § 1
Af undervisningsministeren, tiltrådt af et
flertal (V, DF, KF og RV):
2) I
det under nr. 4 foreslåede § 1, stk. 5, ændres »I
hvilket omfang« til: »Undervisningsministeren kan
fastsætte regler om, i hvilket omfang«.
[Korrektion af den foreslåede
bestemmelse]
Af et mindretal (S
og SF), tiltrådt af et mindretal
(RV og EL):
3) I
den under nr. 6 foreslåede
affattelse af § 3, stk. 1,
udgår: »og § 1 a«.
[Henvisning til bestemmelse, der er
ophævet på ikrafttrædelsestidspunktet,
udgår]
Af et mindretal (S
og SF), tiltrådt af et mindretal
(RV og EL):
4) Nr. 7
udgår.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 3]
Af et mindretal (S
og SF), tiltrådt af et mindretal
(RV og EL):
5) I
den under nr. 12 foreslåede
affattelse af § 5, nr. 1,
udgår: »og § 1 a«.
[Henvisning til bestemmelse, der er
ophævet på ikrafttrædelsestidspunktet,
udgår]
Af et mindretal (S
og SF), tiltrådt af et mindretal
(RV og EL):
6) Nr.
13 udgår.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 5]
Til § 4
Af et mindretal (S
og SF), tiltrådt af et mindretal
(RV og EL):
7)
Paragraffen affattes således:
Ȥ 4
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. juli 2011.«
[Udskudt ikrafttræden]
Af undervisningsministeren, tiltrådt af et
flertal (V, DF, KF og LA):
8) I
stk. 1 ændres »den 1.
december 2010« til: »dagen efter bekendtgørelsen
i Lovtidende«.
[Udskudt ikrafttræden]
Af undervisningsministeren, tiltrådt af et
flertal (V, DF, KF og LA):
9) I
stk. 1 ændres »jf. dog stk.
2-6« til: »jf. dog stk. 2-8«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 12]
Af undervisningsministeren, tiltrådt af et
flertal (V, DF, KF og LA):
10) I
stk. 4 ændres »den 1.
december 2010« til: »lovens
ikrafttræden«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 8]
Af undervisningsministeren, tiltrådt af et
flertal (V, DF, KF og LA):
11) I
stk. 5 ændres »den 1.
december 2010« til: »lovens
ikrafttræden«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 8]
Af undervisningsministeren, tiltrådt af et
flertal (V, DF, KF og LA):
12)
Efter stk. 5 indsættes som nye stykker:
»Stk. 6. I 2011
reguleres egenbetalingen i § 3, stk. 1, i lov om
befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser
som affattet ved § 1, nr. 6, i denne lov, den 1. januar
2011.
Stk. 7. I 2011 reguleres
egenbetalingen i § 7, stk. 1, i lov om befordringsrabat til
uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. som affattet
ved § 2, nr. 1, i denne lov, den 1. januar 2011.«
Stk. 6 bliver herefter stk. 8.
[Ændring af tidspunktet for
den årlige satsregulering af egenbetalingen i 2011]
Bemærkninger
Til nr. 1
Lovforslaget ændrer lov om befordringsrabat til
studerende ved videregående uddannelser, lov om
befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser
m.v. og lov om statens uddannelsesstøtte (SU-loven). Det
foreslås, at titlen til lovforslaget ændres, så
det præciseres, at der ud over de to førstnævnte
love tillige ændres i SU-loven.
Til nr. 2
§ 1, stk. 5, i lov om befordringsrabat til studerende ved
videregående uddannelser, som affattet ved lovforslagets
§ 1, nr. 4, giver undervisningsministeren hjemmel til at
fastsætte regler om, i hvilket omfang
uddannelsessøgende, der har søgt om SU, kan få
ret til befordringsrabat, selv om der endnu ikke er taget stilling
til, om de har ret til SU. Bestemmelsen er en videreførelse
af bestemmelsen i § 5, stk. 1, nr. 3, i lov om
befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser
og er en konsekvens af nyaffattelsen af § 5 i lov om
befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser,
jf. lovforslagets § 1, nr. 12. Ændringsforslaget er en
konsekvens af, at ordene »Undervisningsministeren kan
fastsætte regler om« ved en fejl ikke i det fremsatte
lovforslag er flyttet med fra § 5, stk. 1, nr. 1, i
forbindelse med videreførelsen i den foreslåede §
1, stk. 5.
Til nr. 3-7
Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti foreslår,
at lovens ikrafttræden udskydes til den 1. juli 2011
således, at de nuværende rabatordninger gælder
dette skoleår ud, og således at der bliver
tilstrækkelig tid til at få foretaget en ordentlig
implementering af de nye rabatordninger.
Undervisningsministeren har i svar på
spørgsmål 5 oplyst, at ændringsforslaget
vurderes at have økonomiske konsekvenser i form af, at det
forventede provenu på 78 mio. kr. i 2011 reduceres til 37,5
mio. kr.
Til nr. 8
Det foreslås, at tidspunktet for lovens
ikrafttræden ændres fra den 1. december 2010 til dagen
efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Hermed kan kravet om, at
3. behandling ikke må finde sted før 30 dage efter
fremsættelsen og før 2 dage efter, at 2. behandlingen
har fundet sted, jf. § 13, stk. 1, i Folketingets
forretningsorden, opfyldes.
Til nr. 9
Forslaget er en konsekvens af nr. 12, der indsætter stk.
6 og 7 som nye stykker i lovforslagets § 4.
Til nr. 10
Forslaget er en konsekvens af nr. 8, hvor tidspunktet for
lovens ikrafttræden ændres fra den 1. december 2010 til
dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Lovforslagets
§ 4, stk. 4, foreslås således ændret,
så de gældende regler i lov om befordringsrabat til
studerende ved videregående uddannelser finder anvendelse ved
salg af abonnementskort med rabat fra lovforslagets
ikrafttræden til og med den 31. december 2010. Forslaget
ændrer ikke ved, at de nye satser for egenbetaling m.v.
foreslås at gælde fra og med den 1. januar 2011 for
kort, der sælges efter dette tidspunkt.
Til nr. 11
Forslaget er en konsekvens af nr. 8, hvor tidspunktet for
lovens ikrafttræden ændres fra den 1. december 2010 til
dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Lovforslagets
§ 4, stk. 5, foreslås således ændret,
så de gældende regler i lov om befordringsrabat til
uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. finder
anvendelse ved salg af abonnementskort med rabat fra lovforslagets
ikrafttræden til og med den 31. december 2010 og for
godtgørelse, jf. §§ 9 og 9 a, der gives for
befordring indtil den 31. december 2010. Forslaget ændrer
ikke ved, at de nye satser for egenbetaling m.v. foreslås at
gælde fra og med den 1. januar 2011 for kort, der
sælges efter dette tidspunkt.
Til nr. 12
Det følger af henholdsvis § 3, stk. 3, i lov om
befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser
og § 7, stk. 2, i lov om befordringsrabat til
uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v., at
undervisningsministeren fastsætter tidspunktet for den
årlige satsregulering af egenbetaling i forbindelse med
køb af abonnementskort med rabat. For begge ordninger er
tidspunktet for den årlige satsregulering fastsat til den 2.
søndag i januar, hvilket er sammenfaldende med den dag, hvor
de befordringsansvarlige trafikselskaber normalt foretager deres
takstændringer, jf. henholdsvis § 8 a i
bekendtgørelse om befordringsrabat til studerende ved
videregående uddannelser og § 5 i bekendtgørelse
om befordringsrabat til uddannelsessøgende i
ungdomsuddannelser.
Med lovforslaget fastsættes for begge
befordringsordninger en ny fælles egenbetalingssats med
virkning fra og med den 1. januar 2011. Det betyder, at den nye
sats, der i lovforslaget angives i 2010-niveau til 18,37 kr.,
gælder i en kort periode fra den 1. januar 2011 til den 2.
søndag i januar 2011, hvorefter satsen reguleres til
2011-niveau med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en
satsreguleringsprocent.
Med ændringsforslaget foreslås det, at
egenbetalingssatsen på 18,37 kr. (2010-niveau), uanset det
tidspunkt, der er fastsat i bekendtgørelserne, jf. ovenfor,
i 2011 satsreguleres den 1. januar til satsen for 2011. Forslaget
vil være en administrativ fordel for både
trafikselskaberne og Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte
i forbindelse med overgangen til den nye fælles
egenbetalingssats.
Per Bisgaard (V) Britta Schall
Holberg (V) Ulla Tørnæs (V) Anne-Mette Winther
Christiansen (V) Troels Christensen (V) Marlene Harpsøe (DF)
nfmd. Hans Kristian Skibby (DF)
Charlotte Dyremose (KF) fmd.
Villum Christensen (LA) Christine Antorini (S) Carsten Hansen (S)
Kim Mortensen (S) Hüseyin Arac (S) Pernille Vigsø Bagge
(SF) Peter Westermann (SF) Marianne Jelved (RV) Johanne
Schmidt-Nielsen (EL)
Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit,
Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde
ikke medlemmer i udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 45 |
Dansk Folkeparti (DF) | 24 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 23 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 17 |
Radikale Venstre (RV) | 9 |
Enhedslisten (EL) | 4 |
Liberal Alliance (LA) | 3 |
Kristendemokraterne (KD) | 1 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Tjóðveldisflokkurin (TF) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 2 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 56
Bilagsnr. | Titel |
1 | Høringssvar og høringsnotat,
fra undervisningsministeren |
2 | Supplerende høringsnotat og
høringssvar, fra undervisningsministeren |
3 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget |
4 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget |
5 | Ændringsforslag, fra
undervisningsministeren |
6 | 1. udkast til betænkning |
7 | Ændringsforslag, fra
undervisningsministeren |
8 | 2. udkast til betænkning |
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende
L 56
Spm.nr. | Titel |
1 | Spm. om økonomiske konsekvenser for
unge, der bor i Frederikssund, Frederiksværk, Helsinge og
Hundested, der tager grundforløb/hovedforløb på
Erhvervsuddannelsen Nordsjælland i Hillerød eller
tager en handelsuddannelse på Handelsskolen K-Nord i
Hillerød, til undervisningsministeren, og ministerens svar
herpå |
2 | Spm. , om forøgede
transportudgifter på 70 pct. eller 1.513 kr. om året
har en betydning for andelen af unge, der gennemfører en
ungdomsuddannelse, til undervisningsministeren, og ministerens svar
herpå |
3 | Spm. om det samlede beløb, unge kan
komme til at betale for transport til en ungdomsuddannelse om
året, til undervisningsministeren, og ministerens svar
herpå |
4 | Spm. om den årlige merudgift for
unge på ungdomsuddannelser, der rammes af merudgiften
på 1.513 kr. suppleret med det manglende beløb, hvis
SU'en for hjemmeboende fjernes, til undervisningsministeren, og
ministerens svar herpå |
5 | Spm. om teknisk bistand til udformning af
et ændringsforslag, til undervisningsministeren, og
ministerens svar herpå |
6 | Spm. om økonomiske konsekvenser for
unge, der bor i Brovst, Løgstør, Ranum og Halvrimmen,
der går på Fjerritslev Gymnasium, til
undervisningsministeren, og ministerens svar herpå |
7 | Spm. om økonomiske konsekvenser for
unge, der bor i Løgstør, Vester Hornum, Farsø,
Suldrup, Haverslev og Aalestrup, der går på
Erhvervsskolerne i Aars, til undervisningsministeren, og
ministerens svar herpå |
8 | Spm. om, hvilke økonomiske
konsekvenser lovforslaget får for unge, der bor i
Støvring, Nibe, Suldrup og Rebild, der går på
gymnasium i Støvring, til undervisningsministeren, og
ministerens svar herpå |
9 | Spm. om årsagen til, at det loft,
der med kommunalreformen blev lagt over taksterne i den kollektive
trafik, ikke gælder for de, der benytter sig af
befordringsrabatten for studerende, til undervisningsministeren, og
ministerens svar herpå |
10 | Spm. om, hvor stor en andel
transportudgifterne fremover vil udgøre af den
gennemsnitlige indkomst for unge under uddannelse, til
undervisningsministeren, og ministerens svar herpå |
11 | Spm. om, hvor meget det koster at
administrere ordningen med befordringsrabat for studerende, til
undervisningsministeren, og ministerens svar herpå |
12 | Spm. om, hvor meget det vil koste staten
og trafikselskaberne at lade uddannelsessøgende rejse efter
de samme takster, som gælder for erhvervelse af
»mimrekort«, til undervisningsministeren, og
ministerens svar herpå |
13 | Spm. om økonomiske konsekvenser for
trafikselskaberne, til undervisningsministeren, og ministerens svar
herpå |
14 | Spm. om størrelsen af det samlede
fald i indtægterne for trafikselskaberne som følge af
lovforslaget, til undervisningsministeren, og ministerens svar
herpå |
15 | Spm. om, hvor stort det øgede
tilskudsbehov til trafikselskaberne efter DUT-reglerne vil
være som følge af lovforslaget, til
undervisningsministeren, og ministerens svar herpå |
16 | Spm. om regeringens målsætning
om, at væksten i trafikken skal ske i den kollektive trafik,
til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå |
17 | Spm. om, hvorfor lovforslaget kun
gælder for transport mellem bolig og uddannelse, men ikke til
undervisningsforløb på andre studiesteder, til
undervisningsministeren, og ministerens svar herpå |
18 | Spm. , om lovforslaget modarbejder lange
uddannelser, hvor der er en omfattende mobilitet mellem
uddannelsesinstitutionerne, til undervisningsministeren, og
ministerens svar herpå |
| |