L 54 Forslag til lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven.

(Sporing af skjult udbytte og andre aktiver, forældelse af konfiskationskrav, hemmelig beslaglæggelse m.v.).

Af: Justitsminister Lars Barfoed (KF)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 09-12-2010

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 9. december 2010

20101_l54_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 9. december 2010

1. Ændringsforslag

Der er stillet 3 ændringsforslag til lovforslaget. Radikale Venstres og Enhedslistens medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 1 og 2, herunder ændringsforslag om deling af lovforslaget. Justitsministeren har stillet ændringsforslag nr. 3.


2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 10. november 2010 og var til 1. behandling den 18. november 2010. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.


Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.


Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og justitsministeren sendte den 7. oktober 2010 dette udkast til udvalget, jf. REU alm. del - bilag 12. Den 12. november 2010 sendte justitsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.


Spørgsmål

Udvalget har stillet 7 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse. Ministeren har besvaret spørgsmål 1-5, mens spørgsmål 6 og 7 forventes besvaret inden 2. behandling.


3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et mindretal i udvalget (V, DF og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af ministeren stillede ændringsforslag.


Et andet mindretal i udvalget (S, SF og RV) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 1 og 2 stillede ændringsforslag. Mindretallet stemmer hverken for eller imod ændringsforslag nr. 3.


Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Radikale Venstres medlemmer af udvalget er enige i, at politiet skal have bedre mulighed for at konfiskere et skjult udbytte, således at kriminelle ikke kan fortsætte en tilværelse i sus og dus, samtidig med at de skylder det offentlige store summer. Kriminelle skal ikke have mulighed for at stikke penge til side, som vedrører ulovlige aktiviteter, og så leve fedt af det.


S, SF og RV noterer sig, at der er en række kritiske høringssvar vedrørende beskikkelse af advokater fra en særlig kreds og finder det derfor rigtigst, at der årligt sker en nøje afrapportering om brugen af disse og eventuelle problemer hermed. Vi foreslår derfor, at justitsministeren iværksætter en indberetningsordning, og at der udvikles et redskab til evaluering for hver gang, der beskikkes en advokat fra den særlige kreds, eventuelt et skema, der besvares og bruges til den årlige gennemgang af eventuelle problemer med ordningen.


S, SF og RV er enige i, at der bør indsættes en udtrykkelig hjemmel i lovgivningen om, at der kan foretages hemmelig beslaglæggelse i forbindelse med hemmelig ransagning, idet dette allerede er praksis, men dog ikke særskilt hjemlet.


Vi finder det imidlertid stærkt kritisabelt, at justitsministeren med meget kort varsel stiller et ændringsforslag, der udvider brugen af hemmelig beslaglæggelse. Ændringsforslaget kommer uden god grund efter førstebehandlingen af lovforslaget og således, at Retsudvalget har under en uge til at forholde sig til det. Det er svært at se, hvorfor dette ændringsforslag fremkommer så sent, og vi finder ikke, at der er rimelig tid til at vurdere det, ligesom det kommer efter høringsfristen, således at vi ikke har forudsætninger for at få høringsparternes vurdering af rækkevidden af forslaget. Vi stemmer derfor hverken for eller imod ændringsforslaget.


SF og RV anerkender de mange høringssvar, som kritiserer, at advokater fremover skal beskikkes af en særlig kreds af advokater. Derfor stemmer vi ja til, at denne del skal bortfalde. Vi mener dog, at hovedindholdet af lovforslaget er fornuftigt, hvorfor det opvejer de ulemper, der måtte være, og stemmer ja til det samlede lovforslag.


Et tredje mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet stemmer for de under nr. 1 og 2 stillede ændringsforslag. Mindretallet stemmer imod det under nr. 3 stillede ændringsforslag.


Et fjerde mindretal (LA) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet stemmer for de stillede ændringsforslag.


Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.


En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.


4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

a

Ændringsforslag om deling af lovforslaget

Af et mindretal (RV og EL), tiltrådt af et mindretal (S, SF og LA):

1) Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og indhold:

A. »Forslag til lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven. (Sporing af skjult udbytte og andre aktiver, forældelse af konfiskationskrav, hemmelig beslaglæggelse m.v.)« omfattende § 1, indledningen og nr. 1 og 2, § 2, indledningen og nr. 5-7, og §§ 3 og 4.


B. »Forslag til lov om ændring af retsplejeloven. (Beskikkelse af advokater i forbindelse med fravigelse af reglerne om forsvarerens og sigtedes ret til aktindsigt)« omfattende § 2, indledningen og nr. 1-4, og §§ 3 og 4.


[Forslag om deling af lovforslaget]

b

Ændringsforslag til det under B nævnte lovforslag

Til § 3

Af et mindretal (RV og EL), tiltrådt af et mindretal (S, SF og LA):

2) Stk. 2 udgår.

[Konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget]

c

Ændringsforslag til det udelte lovforslag

Til § 2

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (V, DF, KF og LA):

3) I den under nr. 6 foreslåede § 807 e udgår i 1. pkt. »i forbindelse med ransagning efter § 799, stk. 1,«.

[Forslaget indebærer, at betingelserne for at foretage hemmelig beslaglæggelse ændres]

Bemærkninger

Til nr. 1

Under Folketingets behandling af lovforslaget har der vist sig forskellige holdninger til den del af lovforslaget, der vedrører beskikkelse af advokater i forbindelse med fravigelse af reglerne om forsvarerens og sigtedes ret til aktindsigt (tys tys-advokater) og lovforslagets andre dele. Derfor udskilles denne del af lovforslaget til et selvstændigt lovforslag.


Til nr. 2

Ændringen er en konsekvensændring af ændringsforslag nr. 1.


Til nr. 3

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 2, nr. 6, vedrører hemmelig beslaglæggelse.


Som anført i punkt 4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger er det allerede forudsat i forarbejderne til retsplejeloven, at der i visse tilfælde kan ske beslaglæggelse, uden at vedkommende gøres bekendt med det. Beslaglæggelse kan således hemmeligholdes efter retsplejelovens § 748, hvorefter retten bl.a. kan bestemme, at sigtede ikke skal underrettes om et retsmødes afholdelse eller om, hvad der er passeret i retsmødet, hvis hensynet til sagens opklaring undtagelsesvis gør det påkrævet.


Som det fremgår af punkt 4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger, har Politiets Efterretningstjeneste påpeget, at det kunne overvejes at indsætte en udtrykkelig hjemmel i retsplejeloven om adgangen til at foretage hemmelig beslaglæggelse i forbindelse med hemmelig ransagning.


På den baggrund indeholder lovforslaget i § 2, nr. 6, en bestemmelse om, at hemmelig beslaglæggelse kan foretages i forbindelse med hemmelig ransagning, hvis det er af afgørende betydning for efterforskningen.


Rigsadvokaten har imidlertid over for Justitsministeriet oplyst, at Rigsadvokaten er blevet opmærksom på, at det vil kunne være relevant for politiet under efterforskningen at foretage hemmelig beslaglæggelse, uden at det sker i forbindelse med en hemmelig ransagning. Der kan bl.a. være tale om tilfælde, hvor der sker beslaglæggelse i form af kopi af dokument indeholdende oplysninger om f.eks. kriminelle grupperingers medlemsliste og planer, og hvor det kan være relevant for efterforskningen at kunne beslaglægge hemmeligt.


I lyset heraf foreslås det at ændre lovforslagets § 2, nr. 6, således at kravet om, at hemmelig beslaglæggelse kun kan ske »i forbindelse med ransagning efter § 799, stk. 1«, udgår af lovforslaget.


Den foreslåede ændring indebærer, at retten vil kunne bestemme, at beslaglæggelse kan foretages, uden at den mistænkte eller andre gøres bekendt hermed, hvis det er af afgørende betydning for efterforskningen af en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale.


Kim Andersen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Karsten Nonbo (V) Peter Skaarup (DF) fmd. Marlene Harpsøe (DF) Pia Adelsteen (DF) Tom Behnke (KF) Vivi Kier (KF) Simon Emil Ammitzbøll (LA) Karen Hækkerup (S) Maja Panduro (S) Mogens Jensen (S) Julie Skovsby (S) Anne Baastrup (SF) Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) nfmd. Lone Dybkjær (RV) Line Barfod (EL)

Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)45
Dansk Folkeparti (DF)24
Socialistisk Folkeparti (SF)23
Det Konservative Folkeparti (KF)17
Radikale Venstre (RV)9
Enhedslisten (EL)4
Liberal Alliance (LA)3
Kristendemokraterne (KD)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Tjóðveldisflokkurin (TF)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)2

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 54


Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar og høringsnotat, fra justitsministeren
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Kopi af brev af 12/2-10 fra Rigsadvokaten vedr. lovforslaget, fra justitsministeren
4
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
5
Ændringsforslag, fra justitsministeren
6
1. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 54


Spm.nr.
Titel
1
Spm. om ministeren vil overveje at dele lovforslaget, således at de dele af lovforslaget, der omhandler reglerne om kredsen af beskikkede advokater, udskilles i et særskilt lovforslag, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om, hvor ofte der foretages hemmelig ransagning og gerne med et par eksempler på, hvordan det er blevet anvendt, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om redegørelse for behovet for at beskikke en særlig kreds af advokater, herunder eksempler på sager, der har nødvendiggjort dette, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om, hvorfor et forsvarerpålæg ikke er nok til at sikre, at utilbørligt pres ikke finder sted, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om, hvordan ministeren vil sikre et forum for evaluering og erfaringspraksis, såfremt forslaget gennemføres, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. om redegørelse for, hvordan en hemmelig beslaglæggelse af f.eks. en medlemsliste vil foregå, hvis det ikke sker i forbindelse med en hemmelig ransagning, til justitsministeren
7
Spm. om, hvilke typer sager ministerens ændringsforslag om hemmelig beslaglæggelse uden hemmelig ransagelse åbner op for, til justitsministeren