L 53 Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger m.v.

(Byggeskadefondsdækning af renovering af almene boliger m.v.).

Af: Socialminister Benedikte Kiær
Udvalg: Boligudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 10-11-2010

Fremsættelse: 10-11-2010

Skriftlig fremsættelse (10. november 2010)

20101_l53_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (10. november 2010)

Socialministeren (Benedikte Kiær)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger m.v. (Byggeskadefondsdækning af renovering af almene boliger m.fl.)

(Lovforslag nr. L 53)

Renoveringsomfanget i det almene byggeri har været stærkt stigende i de senere år og vil med boligaftalen af 8. november 2010 stige til et historisk højt niveau i de kommende år. I lovforslaget lægges der derfor op til, at den eksisterende byggeskadefond for nybyggeri udvides med en ny afdeling, der i forbindelse med renoveringer skal gennemføre 1-års og 5-års eftersyn, yde støtte til udbedring af byggeskader samt formidle byggetekniske erfaringer til byggeriets parter med henblik på at forebygge skader og fremme kvalitet.


Den nye ordning omfatter renoveringer i det offentligt støttede boligbyggeri.


Det foreslås, at ordningen bliver obligatorisk for de renoveringer, der har fået støtte fra Landsbyggefonden, staten og/eller kommunerne. For øvrige renoveringer foreslås, at det gøres frivilligt at blive omfattet af fonden.


Bidraget til fonden foreslås fastsat til 1 pct. af renoveringsudgiften, ligesom der foreslås en minimumsgrænse for størrelsen af de renoveringsprojekter, som omfattes af fonden.


Endelig foreslås det, at dækning kun kan opnås i det omfang, renoveringen udgør en forbedring eller en fornyelse.


Lovforslaget forventes at medføre begrænsede offentlige merudgifter til individuel boligstøtte i de første år. På langt sigt forventes ordningens gavnlige effekter at betyde offentlige mindreudgifter til individuel boligstøtte.


Lovforslaget vil ikke have nævneværdige administrative konsekvenser for det offentlige, for erhvervslivet eller for borgerne.


Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser, ligesom forslaget ikke indeholder EU-retlige aspekter.


Det foreslås, at lovændringen træder i kraft den 1. juli 2011.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.