L 48 Forslag til lov om private fællesveje.

Af: Transportminister Hans Christian Schmidt (V)
Udvalg: Trafikudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 05-11-2010

Fremsættelse: 05-11-2010

Skriftlig fremsættelse (5. november 2010)

20101_l48_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (5. november 2010)

Transportministeren (Hans Christian Schmidt)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om private fællesveje

(Lovforslag nr. L 48)

Lovforslaget er et led i regeringens målsætning om at forenkle og tydeliggøre lovgivningen og gennemføre administrative lettelser.


Lovforslaget viderefører i høj grad gældende ret, idet der dog er indarbejdet en række administrative lettelser og forbedringer af borgernes stilling. Lovforslaget lægger således op til en bedre balance mellem borgernes pligter i forbindelse med de private fællesveje og kommunernes rettigheder som vejmyndigheder.


Det har været fremme, at kommunerne nedklassificerer offentlige veje i dårlig stand til private fællesveje og efterfølgende kræver vejen istandsat for borgernes regning. Det foreslås, at der indføres procedurer for, hvordan og hvornår kommunerne kan nedklassificere offentlige veje til private fællesveje.


Det præciseres i lovforslaget, at kommunerne af egen drift jævnligt skal vurdere, om vejen har en sådan betydning for den almene færdsel, at den bør være offentlig. Samtidig foreslås det, at der indføres en procedure, der giver borgerne mulighed for at kræve den private fællesvej optaget som offentlig, såfremt den almene motorkørende færdsel udgør mere end 50 pct. af færdslen på vejen.


Det foreslås endvidere, at kommunerne skal afholde udgifterne til istandsættelse, hvis vejen kræves istandsat i en højere standard end den hidtidige, og kravet skyldes hensynet til den almene færdsel på vejen.


Kommunerne får hjemmel til at betale for vejbelysningen på de private fællesveje, såfremt almene, offentlige hensyn taler derfor. Hermed gives hjemmel til en praksis, som en del kommuner har fulgt gennem længere tid.


Endvidere foreslås det, at veje, som kommuner i tidsrummet fra lovforslagets fremsættelse til bestemmelserne i § 105, nr. 1 og 4, træder i kraft har besluttet at nedklassificere optages som kommuneveje ved de nævnte bestemmelsers ikrafttræden. Rimelige udgifter, som grundejere i denne periode har afholdt som følge af disse vejes midlertidig status som private, godtgøres af den pågældende kommune ved vejens optagelse som offentlig ved de nævnte bestemmelsers ikrafttræden.


Som led i lovforberedelsen har der i november 2009 været afholdt et interessentseminar. På dette seminar blev interessenterne præsenteret for et første udkast til lovforslag. Dette første lovudkast har endvidere været drøftet med repræsentanter for den danske vejsektor på Vejforum konferencen i december 2009. I forlængelse heraf har Transportministeriet modtaget en række skriftlige indlæg med forslag og ønsker til indholdet af en ny lov. De modtagne forslag er alle blevet vurderet og er således indgået i grundlaget for det foreliggende lovforslag. En stor del af de fremsatte forslag er imødekommet og indarbejdet i lovforslaget. Lovforslaget sendes i øvrigt samtidig med fremsættelsen i høring hos myndigheder og organisationer.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.