Skriftlig fremsættelse (4. november
2010)
Indenrigs- og
sundhedsminister (Bertel Haarder)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
lån til betaling af ejendomsskatter (Renteforhøjelse
og nedslag i de påløbne renter)
(Lovforslag nr. L 47)
Lovforslaget indgår i udmøntningen af aftalen af
19. maj 2010 mellem regeringen (Venstre og Det Konservative
Folkeparti) og Dansk Folkeparti om Genopretningspakken.
Ældre kan i dag indefryse betaling af ejendomsskatter
til en særlig lav rente. Det skønnes, at der med
lovforslaget tilvejebringes en budgetforbedring med umiddelbar
virkning på godt 110 mio. kr. i 2011 stigende til knap 130
mio. kr. i 2019.
Lovforslaget indebærer, at renten på lån til
betaling af ejendomsskat forrentes med en årlig rente, der
svarer til et gennemsnit opgjort med to decimaler af den effektive
rente på alle udestående realkreditobligationer de 12
foregående måneder pr. 1. oktober det foregående
år. Den gennemsnitlige realkreditobligationsrente afspejler
en gennemsnitlig forventet låneomkostning for folke- og
førtidspensionister med fast ejendom og friværdi. Der
ydes et nedslag i de påløbne renter ved
opkrævning af et lånebeløb, der er forfaldet til
betaling. Nedslaget udgør i 2011 33 pct. og reduceres
årligt med et procentpoint, indtil nedslaget udgør 25
pct., idet rentefradraget for negativ nettokapitalindkomst gradvist
reduceres med 8 pct. fra 2012 til 2019 i medfør af
Forårspakken 2.0.
En forhøjelse af renten skal være med til at
forbedre budgetterne i kommunerne, således at den kommunale
velfærd kan fastholdes, jf. Aftale om
genopretningspakken.
Forslagets økonomiske konsekvenser for kommunerne skal
forhandles med KL.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.