L 44 Forslag til postlov.

Af: Transportminister Hans Christian Schmidt (V)
Udvalg: Trafikudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Tillægsbetænkning

Afgivet: 14-12-2010

Afgivet: 14-12-2010

Tillægsbetænkning afgivet af Trafikudvalget den 14. december 2010

20101_l44_tillaegsbetaenkning.pdf
Html-version

Tillægsbetænkning afgivet af Trafikudvalget den 14. december 2010

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 27. oktober 2010 og var til 1. behandling den 18. november 2010. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Trafikudvalget. Udvalget afgav betænkning den 9. december 2010. Lovforslaget var til 2. behandling den 14. december 2010, hvorefter det blev henvist til fornyet behandling i Trafikudvalget.


Møder

Udvalget har, efter lovforslaget blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet lovforslaget i 1 møde.


2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (V, S, DF, KF og RV) indstiller lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.


Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkepart og Radikale Venstre noterer sig transportministerens svar på spørgsmål 15, hvoraf det fremgår, at pakkepost kan defineres som erhvervsmæssig indsamling, sortering eller omdeling af adresserede pakker på op til 20 kg. Pakkepost er kendetegnet ved, at befordringen sker fra og til en række kunder, hvor den enkelte pakke indgår i virksomhedens produktions- og omdelingsstrøm og ved, at kunden kan få forsendelsen befordret i henhold til listepriser, samt at kunden kan indlevere denne i postvirksomhedens netværk.  Er der derimod f.eks. tale om kurerpost, vil der - i modsætning til ovenstående - være tale om levering direkte fra dør til dør efter en forudgående aftale, dvs. at forsendelsen typisk vil blive afhentet af kurervirksomheden hos kunden. Det er således ikke alene vægtgrænsen på 20 kg, men også en række andre elementer ved processen, der er bestemmende for, om der er tale om postvirksomhed. Spørgsmål 15 og transportministerens svar herpå er optrykt som bilag 2 til tillægsbetænkningen.


Et mindretal i udvalget (SF og EL) indstiller lovforslaget til forkastelse.


Liberal Alliance, Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin var på tidspunktet for tillægsbetænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i tillægsbetænkningen.


En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i tillægsbetænkningen.


Jens Vibjerg (V) Flemming Damgaard Larsen (V) fmd. Kristian Pihl Lorentzen (V) Peter Juel Jensen (V) Karsten Nonbo (V) Kim Christiansen (DF) Pia Adelsteen (DF) Henriette Kjær (KF) nfmd. Helge Adam Møller (KF) Magnus Heunicke (S) Jens Christian Lund (S) Poul Andersen (S) Klaus Hækkerup (S) Anne Baastrup (SF) Malene Søgaard-Andersen (SF) Johs. Poulsen (RV) Per Clausen (EL)

Liberal Alliance, Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)45
Dansk Folkeparti (DF)24
Socialistisk Folkeparti (SF)23
Det Konservative Folkeparti (KF)17
Radikale Venstre (RV)9
Enhedslisten (EL)4
Liberal Alliance (LA)3
Kristendemokraterne (KD)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Tjóðveldisflokkurin (TF)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)2

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 44 efter afgivelse af betænkning

Bilagsnr.
Titel
13
Betænkning afgivet den 9. december 2010
14
Ændringsforslag uden for betænkning, fra transportministeren
15
Udkast til tillægsbetænkning
16
Ændringsforslag uden for betænkning, fra transportministeren


Bilag 2

Et af udvalgets spørgsmål til transportministeren og dennes svar herpå

Spørgsmålet og transportministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra V, S, DF, KF og RV.


Spørgsmål 15:


Ministeren bedes kommentere henvendelse af 8. december 2010 fra Dansk Erhverv, jf. L 44 - bilag 12.


Svar:


I henvendelsen fra Dansk Erhverv udtrykkes der ønske om, at virksomheder, der både udfører gods- og pakkeomdeling, fritages for kravet om tilsyn på grund af de administrative omkostninger til dokumentation og indberetning, der følger heraf.


Dansk Erhverv anfører som et eksempel Danske Fragtmænd, der årligt håndterer ca. 6 mio. forsendelser under 20 kg sammen med virksomhedens øvrige godt 8 mio. godsforsendelser som del af en kombineret produktion.


Generelt skal jeg henvise til min besvarelse på spørgsmål 11 til lovforslaget for en nærmere præcisering af postlovens anvendelsesområde i forhold til kurérpost, godsdistribution og spedition.


Det fremgår af dette svar, at pakkepost kan defineres som erhvervsmæssig indsamling, sortering eller omdeling af adresserede pakker på op til 20 kg. Pakkepost er kendetegnet ved, at befordringen sker fra og til en række kunder, hvor den enkelte pakke indgår i virksomhedens produktions- og omdelingsstrøm og ved, at kunden kan få forsendelsen befordret i henhold til listepriser, samt at kunden kan indlevere denne i postvirksomhedens netværk.


Er der derimod f.eks. tale om kurérpost, vil der - i modsætning til ovenstående - være tale om levering direkte fra dør til dør efter en forudgående aftale, dvs. at forsendelsen typisk vil blive afhentet af kurérvirksomheden hos kunden.


Det er således ikke alene vægtgrænsen på 20 kg men også en række andre elementer ved processen, der er bestemmende for, om der er tale om postvirksomhed. Det vil naturligvis alene være den del af Danske Fragtmænds virksomhed, der falder ind under postbegrebet, som omfattes af postlovforslagets bestemmelser om tilsyn, herunder dokumentation og indberetning.


I det omfang Danske Fragtmænd eller andre tilsvarende virksomheder tilbyder befordring af pakker - herunder over for private kunder - på vilkår, der falder ind under definitionen af pakkepost, finder jeg det ud fra hensynet til forbrugerbeskyttelsen helt rimeligt, at disse aktiviteter omfattes af tilladelse og tilsyn i henhold til postloven.