Betænkning afgivet af
Uddannelsesudvalget den 7. december 2010
1. Ændringsforslag
Undervisningsministeren har stillet 1 ændringsforslag om
deling af lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 27. oktober og var til 1.
behandling den 12. november 2010. Lovforslaget blev efter 1.
behandling henvist til behandling i Uddannelsesudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen
været sendt i høring. Den 27. oktober 2010 sendte
undervisningsministeren de indkomne høringssvar og et notat
herom til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 4 spørgsmål til
undervisningsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har
besvaret. 1 af udvalgets spørgsmål og
undervisningsministerens svar herpå er optrykt som bilag 2
til betænkningen.
3. Indstillinger
Udvalget indstiller
ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget til vedtagelse.
Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL)
indstiller de under A og B nævnte lovforslag til vedtagelse uændret.
Et mindretal i udvalget (EL)
indstiller det under A nævnte lovforslag til forkastelse ved 3. behandling og det under B
nævnte lovforslag til vedtagelse
uændret.
Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin var på
tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke
repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke
adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen.
4 Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
a
Ændringsforslag om
deling af lovforslaget
Af undervisningsministeren, tiltrådt af
udvalget:
1)
Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og
indhold:
A. »Forslag til lov om
ændring af lov om pædagogikum i de gymnasiale
uddannelser. (Behandling af klager over bedømmelse af
prøven i teoretisk pædagogikum)« omfattende
§ 1, indledningen og nr. 1, og § 3.
B. »Forslag til lov om
ændring af lov om pædagogikum i de gymnasiale
uddannelser og lov om folkeskolen. (Anerkendelse af udenlandske
lærerkvalifikationer og afskæring af
klageadgang)« omfattende § 1, indledningen og nr. 2-4,
og §§ 2 og 3.
[Deling af lovforslaget]
Bemærkninger
Til nr. 1
Undervisningsministeren foreslår at opdele lovforslaget
i to.
Den ene del (A) består af forslaget om en bemyndigelse
til ministeren til at fastsætte nærmere regler om klage
over afgørelser i forbindelse med prøven i teoretisk
pædagogikum, herunder om at ombedømmelse og
omprøve kan resultere i en lavere karakter.
Den anden del (B) består af forslaget om at
lovfæste Styrelsen for International Uddannelses kompetence
til at tildele undervisningskompetence til kandidater med en
udenlandsk uddannelse til lærer ved de gymnasiale uddannelser
og til at godkende lærere med udenlandske kvalifikationer til
at kunne varetage undervisning i folkeskolen. Anden del (B)
består ydermere af forslaget om, at styrelsens
afgørelser om anerkendelse af udenlandske
lærerkvalifikationer ikke kan indbringes for anden
administrativ myndighed, samt forslaget om en bemyndigelse til
undervisningsministeren til at fastsætte nærmere regler
om tildeling af undervisningskompetence ved de gymnasiale
uddannelser og om krav til godkendelse af udenlandske
lærekvalifikationer til undervisning i folkeskolen.
Per Bisgaard (V) Britta Schall
Holberg (V) Ulla Tørnæs (V) Anne-Mette Winther
Christiansen (V) Troels Christensen (V) Marlene Harpsøe (DF)
nfmd. Hans Kristian Skibby (DF)
Charlotte Dyremose (KF) fmd.
Villum Christensen (LA) Christine Antorini (S) Carsten Hansen (S)
Kim Mortensen (S) Hüseyin Arac (S) Pernille Vigsø Bagge
(SF) Peter Westermann (SF) Marianne Jelved (RV) Johanne
Schmidt-Nielsen (EL)
Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit,
Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde
ikke medlemmer i udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 45 |
Dansk Folkeparti (DF) | 24 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 23 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 17 |
Radikale Venstre (RV) | 9 |
Enhedslisten (EL) | 4 |
Liberal Alliance (LA) | 3 |
Kristendemokraterne (KD) | 1 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Tjóðveldisflokkurin (TF) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 2 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 42
Bilagsnr. | Titel |
1 | Høringssvar og høringsnotat,
fra undervisningsministeren |
2 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget |
3 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget |
4 | Ændringsforslag fra
undervisningsministeren |
5 | 1. udkast til betænkning |
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende
L 42
Spm.nr. | Titel |
1 | Spm. om at fastsætte krav om, at man
ikke kan få godkendt udenlandske lærerkvalifikationer,
medmindre man kan tale og skrive dansk, til
undervisningsministeren, og ministerens svar herpå |
2 | Spm. om at bekræfte, at
undervisningssproget i folkeskolen og på ungdomsuddannelser i
Danmark er dansk, til undervisningsministeren, og ministerens svar
herpå |
3 | Spm. om, hvilken sammenhæng der er
mellem forslaget om behandling af klager over bedømmelse af
prøven i teoretisk pædagogikum og forslaget om
anerkendelse af udenlandske lærerkvalifikationer, til
undervisningsministeren, og ministerens svar herpå |
4 | Spm. om, hvorfor adgangen til at klage til
Undervisningsministeriet over Styrelsen for International
Uddannelses afgørelser om anerkendelse af udenlandske
lærerkvalifikationer foreslås afskåret, til
undervisningsministeren, og ministerens svar herpå |
Bilag 2
Et af udvalgets spørgsmål til
undervisningsministeren og dennes svar herpå
Spørgsmålet og ministerens svar er optrykt efter
ønske fra DF.
Spørgsmål 1:
Vil ministeren redegøre for, om ministeren med
bemyndigelsen om at fastsætte nærmere regler om krav
til godkendelse af udenlandske lærerkvalifikationer vil
fastsætte krav om, at man ikke kan få godkendt
udenlandske lærerkvalifikationer, medmindre man kan tale og
skrive dansk?
Svar:
Det fremgår allerede af de gymnasiale
uddannelsesbekendtgørelser for hf, stx, hhx og htx, at
undervisningssproget i de danske gymnasiale uddannelser er dansk.
Endvidere fremgår det af
pædagogikumbekendtgørelsen for de gymnasiale
uddannelser, at skolens leder inden ansættelsen af
udenlandske gymnasielærere skal sikre sig, at lærerne
har de fornødne danskkundskaber.
For så vidt angår folkeskolen, er det ikke direkte
fastsat i lovgivningen, at undervisningssproget er dansk.
Justitsministeriet har imidlertid i notat af 1. juni 2007 udtalt,
at det efter en samlet vurdering af folkeskoleloven og
forarbejderne hertil, sammenholdt med friskoleloven, må
antages at være forudsat i folkeskoleloven, at
undervisningssproget i folkeskolen er dansk.
Derfor er det ikke nødvendigt at fastsætte
yderligere krav om, at lærere med udenlandsk
lærerkvalifikationer skal kunne tale og skrive dansk.