L 31 Forslag til lov om ændring af toldloven.

(Kontrol med likvide midler, kontrolanlæg ved landfaste forbindelser til udlandet og hjemmel til anvendelse af kropsscannere i forbindelse med personeftersyn).

Af: Skatteminister Troels Lund Poulsen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 13-10-2010

Fremsættelse: 13-10-2010

Skriftlig fremsættelse (13. oktober 2010)

20101_l31_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (13. oktober 2010)

Skatteministeren (Troels Lund Poulsen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af toldloven (Kontrol med likvide midler, kontrolanlæg ved landfaste forbindelser til udlandet og hjemmel til anvendelse af kropsscannere i forbindelse med personeftersyn)

(Lovforslag nr. L 31)

Lovforslaget består af tre dele.


For det første foreslås der forbedringer af SKATs muligheder for at bekæmpe overførsel af likvide midler i forbindelse med bl.a. terrorisme og grænseoverskridende bandekriminalitet eller andre lovovertrædelser.


I dag skal personer, der rejser ind eller ud af Danmark, og som medbringer likvide midler - det vil først og fremmest sige penge - der svarer til værdien af 10.000 euro eller mere, angive disse over for SKAT. Med forslaget udvides denne pligt til også at gælde for likvide midler, der er indeholdt i uledsagede forsendelser - det vil sige for penge mv., som sendes til eller fra Danmark med post eller kurérvirksomheder. Samtidig foreslås det at indføre mulighed for tilbageholdelse af de likvide midler i op til 72 timer hvis det må frygtes, at de pågældende midler kan sættes i forbindelse med strafbare aktiviteter.


For det andet foreslås det at indføre hjemmel til, at SKAT kan kræve, at der stilles indretninger til rådighed for SKAT til brug for kontrol ved landfaste forbindelser mellem Danmark og udlandet. Formålet hermed er at sidestille broforbindelser og tunnelforbindelser med havne og lufthavne, for hvilke der allerede i dag gælder tilsvarende regler.


Endelig foreslås det at præcisere muligheden for at erstatte kropsvisitering med kropsscanning. På denne måde gøres hjemlen til anvendelse af moderne hjælpemidler som alternativ til den ofte meget tidkrævende kropskontrol mere tydelig. Forslaget om kropsscanning som alternativ til kropsvisitering styrker hensynet til de rejsendes fysiske integritet, samtidig med at kontrollen herved sker på en både grundigere og hurtigere måde end ved en kropsvisitering.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.