Betænkning afgivet af Socialudvalget
den 9. december 2010
1. Ændringsforslag
Socialministeren har stillet 3 ændringsforslag til
lovforslaget, herunder ændringsforslag nr. 1 om deling af
lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 13. oktober 2010 og var til 1.
behandling den 4. november 2010. Lovforslaget blev efter 1.
behandling henvist til behandling i Socialudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 5 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen
været sendt i høring, og socialministeren sendte den
7. september 2010 dette udkast til udvalget, jf. SOU alm. del -
bilag 363 (2009-10). Den 13. oktober 2010 sendte socialministeren
de indkomne høringssvar og et notat herom til
udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget
skriftlige henvendelser fra:
ABAforeningen,
Dansk Handicap Forbund,
Dansk HøreCenter,
Danske Handicaporganisationer,
Bent Gottlieb, Vedbæk,
Hjernebarnet,
Landsforeningen LEV og
Spastikerforeningen.
Herudover har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse fra
en privat familie. Henvendelsen er omdelt anonymiseret.
Socialministeren har over for udvalget kommenteret de
skriftlige henvendelser til udvalget.
Deputationer
Endvidere har følgende mundtligt over for udvalget
redegjort for deres holdning til lovforslaget:
ABAforeningen,
Dansk Handicap Forbund,
Dansk HøreCenter,
Hjernebarnet,
Landsforeningen LEV og
Spastikerforeningen.
Derudover har en privat familie redegjort mundtligt for deres
holdning til lovforslaget over for udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 29 spørgsmål til
socialministeren til skriftlig besvarelse, som denne har
besvaret.
3. Indstillinger
Et flertal i udvalget (V, DF, KF
og KD) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Et mindretal i udvalget (S, RV og
EL) indstiller det under A nævnte lovforslag til forkastelse ved 3. behandling, men vil stemme
for det under nr. 2 stillede ændringsforslag. Mindretallet
indstiller det under B nævnte lovforslag til vedtagelse med det under nr. 3 stillede
ændringsforslag. Mindretallet støtter
ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget.
Et andet mindretal i udvalget (SF)
indstiller lovforslaget til forkastelse
ved 3. behandling. Mindretallet stemmer for de stillede
ændringsforslag.
4. Politiske bemærkninger
Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Radikale
Venstres og Enhedslistens medlemmer af udvalget finder det helt
urimeligt, at man vil sætte loftet for refusion af tabt
arbejdsfortjeneste så lavt for de familier, der i forvejen
kæmper en svær kamp for at opretholde en dagligdag med
et sygt barn eller et barn med handicap. Det at få et
handicappet eller alvorligt sygt barn er en situation, som
familierne på ingen måde har kunnet forberede sig
på, og lovændringen vil have fatale konsekvenser for
både de børn, det drejer sig om, deres forældre
og deres eventuelle søskende. Forslaget er i modstrid med
det kompensationsprincip, som bør være bærende i
indsatsen for mennesker med funktionsnedsættelser.
Samtidig stiller partierne sig tvivlende over
for, hvorvidt forslaget vil medføre en reel besparelse. Som
mange organisationer på området har peget på,
må det forventes, at flere forældre, især de
svage grupper, vil føle sig tvunget til at sende deres
børn i dag- eller døgninstitution med flere
anbringelser uden for hjemmet til følge. Noget, der desuden
kan give et øget pres på kommunale tilbud.
Det er partiernes hensigt at genoprette retstilstanden,
så snart der bliver politisk flertal for det.
Venstres, Dansk Folkepartis, Det Konservative Folkepartis og
Kristendemokraternes medlemmer af udvalget finder, at Danmark med
gennemførelsen af den del af forslaget, der
omhandler tabt arbejdsfortjeneste, fortsat har en rimelig
kompensationsordning, der ligger over, hvad der gælder i de
lande, vi normalt sammenligner os med, herunder også de
øvrige nordiske lande. Partierne lægger
vægt på, at de familier, der allerede er i ordningen i
dag, ikke bliver omfattet af forslaget. Disse familier vil
således have uændrede økonomiske forhold efter
forslagets vedtagelse, og nye familier, der søger ind i
ordningen efter den 1. januar 2011, kender vilkårene for
ordningen, inden de søger, og kan indrette sig
derefter.
I forbindelse med ændringen i ordningen omhandlende tabt
arbejdsfortjeneste har det været vigtigt, at de laveste
indkomster sikres med aftalen, og det har været vigtigt, at
der ikke skabes unødvendig usikkerhed for dem, der i dag
modtager tabt arbejdsfortjeneste. Det er vanskeligt at sætte
sig ind i, hvor svært det kan være med f.eks. et
handicappet barn, og det har ikke været nogen nem
løsning. Med hensyn til økonomien og dermed i sidste
ende af hensyn til mulighederne for også i fremtiden at sikre
velfærden, også for de mest udsatte borgere, har det
været nødvendigt at genoprette dansk økonomi.
Hvis det danske samfund i fremtiden skal sikre de dårligst
stillede, kræver det en sund økonomi, fordi det netop
giver midler til, at velfærden fortsat kan løfte
indsatsen over for udsatte borgere.
I forhold til den del af lovforslaget, der
omhandler høreapparater, finder partierne det
positivt, at det med gennemførelsen af forslaget fortsat vil
være muligt for borgerne at få udleveret et
høreapparat hos en privat leverandør på en
hurtig og fleksibel måde uden den lange ventetid, der kan
forekomme i det offentlige system. Partierne finder det
væsentligt, at der med forslaget sker en tilpasning af
prisudviklingen på tilskuddet til privat udleverede
høreapparater til prisudviklingen på
høreapparater generelt. Partierne bakker op om den
kulegravning, som Indenrigs- og Sundhedsministeriet og
Socialministeriet har igangsat, og partierne vil være
positive over for en drøftelse af yderligere tiltag på
området, såfremt det vurderes at være
nødvendigt.
Socialistisk Folkepartis medlemmer af
udvalget støtter ikke regeringens
forslag vedrørende høreapparater, da forslaget
blot vil medføre en større brugerbetaling og ikke
minimere de private høreapparatklinikkers fortjeneste. Der
er tale om skjult brugerbetaling. Hvis regeringen ville
nedsætte taksten, som SF forslår, ved at prisen
for et høreapparat fremover skal være ens i det
offentlige og i det private, ville SF gerne være med. SF
foreslår endvidere, at kommunerne skal have mulighed for
at gå sammen med regionerne i en stor fælles
indkøbsaftale, ligesom i Sverige, hvor de formår at
presse prisen ned på 1.300 kr. pr. høreapparat. Dermed
kan kommunerne betale den reelle pris og ikke de private
høreklinikkers overpris. Når kommunerne går
sammen med sygehusene og køber stort ind, vil parterne
nemlig have lettere ved at få en bedre rabataftale og
få priserne ned. Dermed kan kommunerne spare millioner, som
bl.a. kan bruges til at levere en hurtigere og bedre
offentlig service på
høreområdet.
Liberal alliance, Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin var på
tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke
repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke
adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
a
Ændringsforslag om deling af
lovforslaget
Af socialministeren,
tiltrådt af udvalget:
1)
Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og
indhold:
A. »Forslag til lov om
ændring af lov om social service (Loft over ydelsen for tabt
arbejdsfortjeneste)« omfattende § 1, indledningen, nr. 1
og 3, og § 2.
B. »Forslag til lov om
ændring af lov om social service (Nedsættelse af
tilskuddet til høreapparater)« omfattende § 1,
indledningen, nr. 2 og 4, og § 2, stk. 1 og 2.
[Forslag om deling af
lovforslaget]
b
Ændringsforslag til
det under A nævnte lovforslag
Til § 2
Af socialministeren,
tiltrådt af udvalget:
2) Stk.
2 affattes således:
»Stk. 2.
Ansøgninger om hjælp til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste efter § 42 i lov om social service indgivet
før lovens ikrafttræden behandles efter hidtil
gældende regler.«
[Konsekvensrettelse som
følge af deling af lovforslaget]
c
Ændringsforslag til
det under B nævnte lovforslag
Til § 2
Af socialministeren,
tiltrådt af udvalget:
3) Stk.
2 affattes således:
»Stk. 2.
Ansøgninger om tilskud til høreapparater efter §
112, stk. 5, i lov om social service indgivet før lovens
ikrafttræden behandles efter hidtil gældende
regler.«
[Konsekvensrettelse som
følge af deling af lovforslaget]
Bemærkninger
Til nr. 1-3
Under 1. behandling blev der ytret ønske om en opdeling
af lovforslaget, således at forslaget om at lægge loft
over ydelsen for tabt arbejdsfortjeneste og forslaget om
nedsættelse af tilskuddet til høreapparater behandles
hver for sig. Lovforslaget foreslås derfor delt op i to
selvstændige lovforslag, der kan vedtages hver for sig.
Ændringsforslag nr. 2 og 3 er konsekvensrettelser som
følge af delingen af lovforslaget.
Ellen Trane Nørby (V)
Erling Bonnesen (V) nfmd. Peter
Madsen (V) Sophie Løhde (V) Martin Henriksen (DF) fmd. Tina Petersen (DF) René
Christensen (DF) Vivi Kier (KF) Per Ørum Jørgensen
(KD) Mette Frederiksen (S) Orla Hav (S) Julie Skovsby (S) Lise von
Seelen (S) Özlem Sara Cekic (SF) Astrid Krag (SF) Anne Marie
Geisler Andersen (RV) Line Barfod (EL)
Liberal Alliance, Inuit Ataqatigiit,
Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde
ikke medlemmer i udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 45 |
Dansk Folkeparti (DF) | 24 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 23 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 17 |
Radikale Venstre (RV) | 9 |
Enhedslisten (EL) | 4 |
Liberal Alliance (LA) | 3 |
Kristendemokraterne (KD) | 1 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Tjóðveldisflokkurin (TF) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 2 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 28
Bilagsnr. | Titel |
1 | Høringssvar og høringsnotat,
fra socialministeren |
2 | Anonymiseret henvendelse af 31/10-10 |
3 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget |
4 | Henvendelse af 5/11-10 fra Bent Gottlieb,
Vedbæk |
5 | Henvendelse af 9/11-10 fra
ABAforeningen |
6 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget |
7 | Ændringsforslag, fra
socialministeren |
8 | Henvendelse af 14/11-10 fra
Hjernebarnet |
9 | Henvendelse af 14/11-10 fra Bent Gottlieb,
Vedbæk |
10 | Henvendelse af 27/10-10 fra Dansk
HøreCenter vedr. foretræde for udvalget |
11 | Henvendelse af 4/11-10 fra Dansk Handicap
Forbund vedr. fortræde for udvalget |
12 | Henvendelse af 4/11-10 fra
Spastikerforeningen vedr. foretræde for udvalget |
13 | Henvendelse af 4/11-10 fra Landsforeningen
LEV vedr. foretræde for udvalget |
14 | Materiale til foretræde, fra
Hjernebarnet |
15 | Bilag 5 fra materiale til foretræde,
fra Hjernebarnet |
16 | Cases vedr. hjemmetræning, fra
Hjernebarnet |
17 | Talepapir fra foretræde, fra
ABAforeningen |
18 | PowerPoint-præsentation fra
foretræde, fra Dansk HøreCenter |
19 | Henvendelse af 29/11-10 fra
ABAforeningen |
20 | 1. udkast til betænkning |
21 | Arbejderbevægelsens
Erhvervsråds rapport: »VKO skærer hårdt i
levevilkårene for alvorligt syge børn« |
22 | Henvendelse af 6/12-10 fra Danske
Handicaporganisationer |
23 | 2. udkast til betænkning |
24 | Henvendelse af 8/12-10 fra
Hjernebarnet |
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende
L 28
Spm.nr. | Titel |
1 | Spm. om kommentar til anonymiseret
henvendelse af 31/10-10, til socialministeren, og ministerens svar
herpå |
2 | Spm. om kommentar til henvendelse af
5/11-10 fra Bent Gottlieb, Vedbæk, til socialministeren, og
ministerens svar herpå |
3 | Spm. , om ministeren kan fremlægge
beregninger, der viser, hvor stor en årlig besparelse, man
kunne opnå, hvis man, i stedet for at indføre loftet
over tabt arbejdsfortjeneste, indførte egenbetaling af den
første ugentlige times tabt arbejdsfortjeneste m.v., til
socialministeren, og ministerens svar herpå |
4 | Spm. , om ministeren kan fremlægge
beregninger, der viser, hvor stor en besparelse man kunne
opnå, hvis man i stedet for at indføre et loft over
tabt arbejdsfortjeneste på 235.356 kr. årligt,
indførte et loft på 480.000 kr. årligt m.v., til
socialministeren, og ministerens svar herpå |
5 | Spm. om kommentar til henvendelse af
14/11-10 fra Bent Gottlieb, Vedbæk, til socialministeren, og
ministerens svar herpå |
6 | Spm. , om ministeren kan redegøre
for de økonomiske konsekvenser, hvis 10 pct. af modtagerne
af tabt arbejdsfortjeneste fravælger ydelsen og i stedet
må anbringe deres barn på en døgninstitution
m.v., til socialministeren, og ministerens svar herpå |
7 | Spm. , om ministeren kan give en generel
beskrivelse af udbuddet af døgninstitutioner m.v., til
socialministeren, og ministerens svar herpå |
8 | Spm. , om ministeren vil redegøre
for gennemsnitsprisen for en dagplads i specialinstitution for
børn, hvis forældre kan modtage tabt
arbejdsfortjeneste m.v., til socialministeren, og ministerens svar
herpå |
9 | Spm. , om ministeren kan redegøre
for, hvor mange forældre det antages vil fravælge at
modtage tabt arbejdsfortjeneste, som følge af de
ændringer lovforslaget medfører m.v., til
socialministeren, og ministerens svar herpå |
10 | Spm. , om ministeren kan redegøre
for kommunernes DUT-kompensation for de afledte økonomiske
konsekvenser af lovforslaget m.v., til socialministeren, og
ministerens svar herpå |
11 | Spm. , om ministeren kan oplyse det
gennemsnitlige udbetalte beløb m.v., til socialministeren,
og ministerens svar herpå |
12 | Spm. , om ministeren kan oplyse den
gennemsnitlige varighed for modtagelsen af tabt arbejdsfortjeneste,
til socialministeren, og ministerens svar herpå |
13 | Spm. , om ministeren kan oplyse antal
timer pr. uge, der modtages tabt arbejdsfortjeneste i gennemsnit,
til socialministeren, og ministerens svar herpå |
14 | Spm. om kommentar til Hjernebarnets
materiale til foretrædet d. 25/11-10, til socialministeren,
og ministerens svar herpå |
15 | Spm. om kommentar til Hjernebarnets
fortroligt omdelte materiale til foretrædet d. 25/11-10, til
socialministeren, og ministerens svar herpå |
16 | Spm. om kommentar til ABAforeningens
materiale til foretrædet d. 25/11-10, til socialministeren,
og ministerens svar herpå |
17 | Spm. , om ministeren kan give en vurdering
af, hvor de familier, der modtager tabt arbejdsfortjeneste,
økonomisk befinder sig m.v., til socialministeren, og
ministerens svar herpå |
18 | Spm. , om ministeren kan give en vurdering
af den sociale profil ved foreningens forslag m.v., til
socialministeren, og ministerens svar herpå |
19 | Spm. , om ministeren kan tilkendegive sin
holdning til det principielle i ABAforeningens forslag om
»egenbetaling« ved tabt arbejdsfortjeneste m.v., til
socialministeren, og ministerens svar herpå |
20 | Spm. , om ministeren kan tilvejebringe
beregninger af, hvor loftet over tabt arbejdsfortjeneste skal ligge
for at opnå samme besparelse som i lovforslaget m.v., til
socialministeren, og ministerens svar herpå |
21 | Spm. om ministerens kommentar til artiklen
»Ny lov sender flere handicappede børn på
kommunale institutioner« fra kommunen.dk den 23. november
2010, til socialministeren, og ministerens svar herpå |
22 | Spm. om kommentar til henvendelse af
29/11-10 fra ABAforeningen, til socialministeren, og ministerens
svar herpå |
23 | Spm. om, at ministeren bedes
bekræfte, at forældre, der modtager kompensation for
tabt arbejdsfortjeneste, befinder sig inden for de
indtægtsintervaller og i de antal, der angives i rapporten
»VKO skærer hårdt i levevilkårene for
alvorligt syge børn« fra Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd den 3. december 2010, til socialministeren, og
ministerens svar herpå |
24 | Spm. om, at ministeren bedes
bekræfte, at hvis forældrene modtager kompensation for
hhv. 100/50 procents fravær fra deres arbejde, vil deres
nedgang i indtægt stemme overens med oplysningerne fra
rapporten »VKO skærer hårdt i levevilkårene
for alvorligt syge børn« fra Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd den 3. december 2010, og ministerens svar
herpå |
25 | Spm. om, at ministeren bedes
bekræfte, at det er korrekt, at Socialministeriet ikke er i
stand til at give oplysninger med tilstrækkelige detaljer til
at belyse de økonomiske konsekvenser for de enkelte familier
af de foreslåede lovændringer, til socialministeren, og
ministerens svar herpå |
26 | Spm. om, at ministeren bedes
bekræfte, at det er muligt/sandsynligt, at der vil være
tale om en efterfølgende merudgift, hvis forældrene
ikke ser sig i stand til at klare sig for den nye udmåling,
til socialministeren, og ministerens svar herpå |
27 | Spm. om, at ministerens bedes kommentere
bilag 21, Arbejderbevægelsens Erhvervsråds rapport, til
socialministeren, og ministerens svar herpå |
28 | Spm. om kommentar til henvendelse af
6/12-10 fra Danske Handicaporgansationer, til socialministeren, og
ministerens svar herpå |
29 | Spm. om kommentar til henvendelse af
8/12-10 fra Hjernebarnet, til socialministeren, og ministerens svar
herpå |