Skriftlig fremsættelse (1. juni
2011)
Integrationsministeren (Søren Pind)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
udlændingeloven (Skærpede regler for udenlandske
studerende)
(Lovforslag nr. L 212)
Lovforslaget, som jeg fremsætter i dag, indeholder
forslag til tiltag med henblik på at sikre, at
udlændinge, der opnår opholdstilladelse som studerende,
reelt har til hensigt at komme til Danmark for at studere og
dygtiggøre sig. Tiltagene indgår i aftalen "Nye tider.
Nye krav", som regeringen og Dansk Folkeparti indgik den 7.
november 2010.
Vi skal sikre, at udlændinge, der får
opholdstilladelse til at studere i Danmark, har de fornødne
kompetencer til at gennemføre uddannelsen. Det danske
uddannelsessystem skal ikke kunne bruges af udlændinge, der
ikke ønsker at indrejse for at studere, men for f.eks. at
arbejde ulovligt.
Regeringen har derfor også allerede gennemført en
række initiativer, der skal medvirke til at sikre, at kun
reelle udenlandske studerende kommer her til landet. Endvidere har
udlændingemyndighederne stærkt fokus på
kontrolindsatsen i forhold til udlændinge, der har fået
opholdstilladelse med det formål at studere her i
landet.
Der er dog behov for at sætte yderligere ind for at
sikre, at udenlandske studerende har de fornødne sproglige
kompetencer, og for at sikre, at udenlandske studerende under deres
ophold her i landet har tilstrækkelige midler til at
forsørge sig selv på lovlig vis.
Det indgår derfor i regeringens og Dansk Folkepartis
aftale af 7. november 2010, at kravene til udenlandske studerendes
engelskkundskaber skal skærpes, således at der stilles
krav om, at en ansøgning om studieopholdstilladelse skal
ledsages af dokumentation for, at udlændingen har
bestået en egenfinansieret sprogtest, der ved hjælp af
en score angiver vedkommendes engelskniveau.
Det indgår endvidere i aftalen, at dokumentationskravet
til udenlandske studerendes selvforsørgelse skal
skærpes, således at udstedelse af en
studieopholdstilladelse kan betinges af, at udlændingen
dokumenterer at have oprettet en spærret konto i en dansk
bank med et beløb stående svarende til et års
ydelser i form af statens uddannelsesstøtte.
Det foreslås derfor, at den eksisterede
bemyndigelsesbestemmelse - hvorefter integrationsministeren kan
fastsætte nærmere regler om meddelelse af
opholdstilladelse til udenlandske studerende - udvides til
også at omfatte fastsættelse af regler om krav om
dokumentation for bestået anerkendt sprogtest og om
oprettelse af en spærret konto med et beløb svarende
til op til et års ydelser i form af statens
uddannelsesstøtte som betingelse for
opholdstilladelse.
Der er et politisk ønske om, at lovforslaget
fremsættes nu uanset den sene fremsættelse.
Lovforslaget ønskes hastebehandlet, da lovforslaget
ønskes vedtaget inden Folketingets sommerferie. Der anmodes
således om dispensation, således at lovforslaget kan
behandles på mindre end de normalt krævede mindst 30
dage. Lovforslaget sendes i høring samtidig med
fremsættelsen. På baggrund af det politiske
ønske om fremsættelse nu har det ikke været
muligt at sende lovforslaget i høring på et tidligere
tidspunkt.