Skriftlig fremsættelse (29. april
2011)
Undervisningsministeren (Troels Lund
Poulsen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
folkeoplysningsloven (Demokratiforståelse og aktivt
medborgerskab, kommunal folkeoplysningspolitik, øget
brugerinddragelse m.v.)
(Lovforslag nr. L 207).
Lovforslaget gennemfører en række af forslagene i
Folkeoplysningsudvalgets rapport Folkeoplysningens samfundsmæssige
betydning fra oktober 2010.
Lovforslaget indeholder en ændring af lovens
formålsbestemmelser, således at
demokratiforståelse og aktivt medborgerskab indgår
direkte i lovteksten. Derved tydeliggøres folkeoplysningens
demokratiske forpligtigelse.
Derudover foreslås der indført en pligt for
kommunerne til at vedtage en kommunal folkeoplysningspolitik, som
bl.a. skal angive de overordnede målsætninger og rammer
for den folkeoplysende virksomhed i kommunen. Den skal tillige
angive, hvorledes kommunalbestyrelsen vil sikre et godt samspil
imellem de folkeoplysende aktiviteter og andre områder, der
grænser op til disse aktiviteter, så der ikke skabes
konkurrence mellem de forskellige tilbud i kommunen, men derimod
sammenhæng mellem alle tilbud i kommunen.
Endvidere forpligtes kommunerne til øget
brugerinddragelse på folkeoplysningsområdet, herunder i
forbindelse med vedtagelsen af den foreslåedes
folkeoplysningspolitik, kommunens budget på området og
kommunens regler for tilskud til den folkeoplysende virksomhed.
Hvordan brugerinddragelsen nærmere tilrettelægges,
må afgøres ved en lokal beslutning i kommunen i
overensstemmelse med lokale ønsker og behov. Forpligtelsen
til at sikre brugerindflydelse erstatter de frivillige kommunale
folkeoplysningsudvalg. De nye regler om brugerindflydelse
indebærer således tillige en forenkling af
folkeoplysningslovens regler.
Lovforslaget åbner endvidere for udvikling af nye
organisationsformer og samarbejder mellem de eksisterende
aktører på området. Der er forslag om etablering
af en kommunal udviklingspulje inden for den beløbsramme,
som kommunalbestyrelsen allerede fastsætter og fordeler til
folkeoplysning i kommunen. Der lægges tillige op til, at
kommunerne i højere grad indgår partnerskaber med
foreningerne om specifikke indsatsområder. Særligt for
så vidt angår folkeoplysningens potentiale for at
imødekomme nye borgere og udsatte borgere i det danske
samfund, foreslås det, at der gives adgang til at fravige
kravet om deltagerbetaling i forbindelse med folkeoplysende
aktiviteter med støtte efter folkeoplysningsloven.
Endvidere gives der mulighed for i særlige
tilfælde at oprette lukkede hold for en bestemt
afgrænset deltagerkreds. På
voksenundervisningsområdet er der tale om en udvidelse i
forhold til gældende regler, og for de frivillige foreninger
er der tale om nye regler. Formålet er, at borgere, for hvem
foreningslivet er ukendt og uanvendt, får en særlig
mulighed for at blive introduceret til foreningslivet.
Endelig foreslås en forenkling af tilskudssystemet
på området for den folkeoplysende voksenundervisning
samt en udvidelse af anvendelsesområdet for fleksible
tilrettelæggelsesformer (fjernundervisning).
Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1.
august 2011.
Idet jeg i øvrigt tillader mig at henvise til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslagets til det høje Tings velvillige
behandling.