L 197 Forslag til lov om behandling af personoplysninger skal muliggøre driften af den statslige varslingstjeneste for internettrusler m.v., hvor pakke- og trafikdata overvåges for at imødegå internettrusler.

Af: Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen
Udvalg: Udvalget for Videnskab og Teknologi
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 27-04-2011

Fremsættelse: 27-04-2011

Skriftlig fremsættelse (27. april 2011)

20101_l197_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (27. april 2011)

Videnskabsministeren (Charlotte Sahl-Madsen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om behandling af personoplysninger ved driften af den statslige varslingstjeneste for internettrusler m.v.

(Lovforslag nr. L 197)

Formålet med dette lovforslag er at skabe klar hjemmel for den statslige varslingstjeneste for internettruslers behandling af personoplysninger. Varslingstjenesten blev besluttet etableret i 2009 og skaber overblik over trusler og sårbarheder på internettet for primært statslige myndigheder samt varsler om it-sikkerhedsmæssige hændelser. Det sikres herved, at staten kan reagere koordineret over for trusler mod informationssikkerheden og hurtigt imødegå konsekvenserne af it-angreb.


Danmark er som resten af verden afhængig af en velfungerende it-infrastruktur. Den teknologiske udvikling gør det muligt at iværksætte omfattende elektroniske angreb på den internetbaserede infrastruktur med alvorlige konsekvenser for vitale samfundsfunktioner til følge. Det er derfor afgørende, at sikkerheden på internettet har høj prioritet. Dette tungtvejende hensyn skal imidlertid afvejes overfor hensynet til privatlivets fred.


Det er denne balancegang som ligger til grund for indholdet af dette lovforslag.


Varslingstjenestens formål er ikke at behandle person­oplysninger, men i forbindelse med varslingstjenestens analyser af potentielle sikkerhedshændelser på internettet vil varslingstjenesten uundgåeligt komme til at behandle personfølsomme data.


Lovforslaget beskriver, i hvilket omfang varslingstjenesten kan opbevare og videregive de indsamlede data. Fristerne for opbevaring er fastsat bl.a. på baggrund af længden af en teknologisk generation og indhentede erfaringer fra udlandet.


En vigtig retssikkerhedsgaranti er, at det med lovforslaget er besluttet at nedsætte et uafhængigt tilsyn, som - ved siden af Datatilsynet - skal følge varslingstjenestens virksomhed. Tilsynet vil blive besat med en jurist som formand og fire sagkyndige medlemmer inden for it-revision og it-sikkerhed, hvilket sikrer et kompetent tilsyn med varslingstjenesten.


Lovforslaget åbner for, at regioner og kommuner samt visse private virksomheder beskæftiget med kritisk infrastruktur også kan anmode om tilslutning til varslingstjenesten.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.