Skriftlig fremsættelse (27. april
2011)
Skatteministeren
(Peter Christensen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
ligningsloven, personskatteloven og lov om skattefri kompensation
for forhøjede energi- og miljøafgifter
(Skattefritagelse for mindre personalegoder,
rigsfællesskabsfradrag, skattefritagelse for
nedrivningsstøtte m.v.)
(Lovforslag nr. L 196)
Lovforslaget har baggrund i en aftale mellem regeringen
(Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Socialdemokratiet af
17. marts 2011 om at rette op på nogle områder i
skattelovgivningen, hvor reglerne kan opfattes som nidkære
eller urimelige. Med aftalen udmøntes en del af det
merprovenu fra ændringen af reglerne om kantinemoms, som
regeringen og Socialdemokratiet blev enige om i 2008, jf. lov nr.
525 af 17. juni 2008.
Med lovforslaget foreslås det blandt andet at
indføre en skattefri bagatelgrænse for personalegoder,
hvorefter virksomheder skal kunne give deres ansatte
påskønnelser i form af mindre personalegoder eller
gaver, uden at det udløser skattepligt for de ansatte. Den
skattefrie bagatelgrænse omfatter også julegaver fra
arbejdsgiveren. Skattefriheden er betinget af, at personalegodernes
værdi tilsammen højst udgør 1.000 kr. pr.
år for den enkelte ansatte. Overskrides den
beløbsmæssige grænse bliver den ansatte
beskattet af værdien af hele beløbet ikke kun det
overskydende beløb. Dog vil julegaver fra en arbejdsgiver
til en værdi af højst 700 kr. ikke blive beskattet.
Hermed bliver der dæmmet op for sager, hvor ansatte er blevet
beskattet af mindre goder og påskønnelser - for
eksempel et par flasker vin som tak for god indsats.
Herudover foreslås det at skattefritage ansatte af
værdien af fri kost i de tilfælde, hvor
pædagogisk spisetræning er en naturlig del af ansattes
arbejde. Herved sikres, at sådanne ansatte ikke kan blive
skattepligtige af fri kost i de tilfælde, hvor de spiser
sammen med og får samme mad, som de personer, der
spisetrænes med.
Det foreslås også at skattefritage ansatte af
fribilletter til et sportsligt eller kulturelt arrangement,
når de ansatte modtager fribilletterne af deres arbejdsgiver,
som er sponsor af det pågældende arrangement. Derved
fjernes nogle regler, som opleves som en barriere for virksomheder,
der ønsker at støtte sport og kultur via
sponsorater.
Som en særlig støtteforanstaltning til studerende
fra andre dele af rigsfællesskabet foreslås det at
indføre et ligningsmæssigt fradrag på 36.000 kr.
til færøske og grønlandske studerende i
Danmark. Regeringen og Socialdemokratiet ønsker at sikre, at
vilkårene for studerende fra andre dele af
rigsfællesskabet overordnet set ikke ændres i forhold
til reglerne, som de var før 2011.
Derudover indeholder lovforslaget en mindre justering, der er
et led i kommunernes indsats for opprioritering af det fysiske
miljø i udkantsområderne. Det foreslås, at der
gives skattefrihed for støtte ydet til nedrivning af
faldefærdige bygninger.
Lovforslaget indeholder også en skattefritagelse for
statslig godtgørelse til nyrepatienter med nefrogen
systemisk fibrose (NSF), når godtgørelsen ydes i
sammenhæng med, at patienterne har fået konstateret
følgesygdommen NSF efter MR-scanning.
Endvidere foreslås det at justere rejsereglerne,
så en arbejdsgiver kan udbetale skattefri
rejsegodtgørelse til kost og småfornødenheder
med standardsatsen i mere end 12 måneder, i de tilfælde
en medarbejder er på enkeltstående kortvarige
tjenesterejser til samme midlertidige arbejdssted.
Endelig indeholder lovforslaget nogle mindre
konsekvensændringer og præciseringer af redaktionel
karakter vedrørende befordringsfradraget og behandlingen af
negativ nettokapitalindkomst fra 2012.
Lovforslaget medfører et provenutab, der med stor
usikkerhed skønnes at udgøre ca. 95 mio. kr.
årligt.
Lovforslaget har været i høring forud for
fremsættelsen, bortset fra de foreslåede
ændringer vedrørende skattefritagelse for
godtgørelse til nyrepatienter og den foreslåede
justering af reglerne for skattefri rejsegodtgørelse.
Den sene fremsættelse skyldes, at lovforslaget
udmønter en aftale mellem regeringen (Venstre og Det
Konservative Folkeparti) og Socialdemokratiet af 17. marts 2011 om
at rette op på nogle områder i skattelovgivningen, hvor
reglerne kan opfattes som nidkære eller urimelige.
Lovforslaget ønskes vedtaget inden Folketingets sommerferie
af hensyn til forskudsopgørelsen for 2012.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.