Skriftlig fremsættelse (15. april
2011)
Integrationsministeren (Søren Pind)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om indfødsrets
meddelelse
(Lovforslag nr. L 192)
Lovforslaget omfatter 1.290 personer. Endvidere
indebærer forslaget, at ca. 491 børn får
indfødsret sammen med deres forældre, jf. § 6,
stk. 2, i lov om dansk indfødsret.
Lovforslaget er det andet af i alt to lovforslag om
indfødsrets meddelelse, der fremsættes i denne
samling.
Lovforslaget er for 11 personers vedkommende udarbejdet efter
de tidligere gældende retningslinjer, jf.
cirkulæreskrivelse nr. 9 af 12. januar 2006 om
naturalisation. For de resterende 1.279 personer er lovforslaget
udarbejdet efter de gældende retningslinjer for
integrationsministerens udarbejdelse af lovforslag om
indfødsrets meddelelse, jf. cirkulæreskrivelse nr. 61
af 22. september 2008 om naturalisation.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.