Skriftlig fremsættelse (13. april
2011)
Økonomi- og
erhvervsministeren (Brian Mikkelsen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om næring
(Lovforslag nr. L 191)
Lovforslaget er et led i udmøntningen af Aftale om
Konkurrencepakken af 11. april 2011 mellem regeringen, Dansk
Folkeparti, Liberal Alliance og Kristendemokraterne, som har til
formål at fremme konkurrencen og produktiviteten i den
private og offentlige sektor. Formålet med lovforslaget er at
skabe mulighed for udvikling af nye, innovative
forretningskoncepter, så bl.a. iværksættere
får bedre mulighed for at afsætte deres varer.
Kravet om, at salg som udgangspunkt skal foregå fra fast
forretningssted, ophæves, hvilket muliggør, at en
række populære arrangementer, som allerede i dag i et
vist omfang finder sted, vil kunne foregå inden for
næringslovens rammer, herunder kortvarige lagersalg,
home-parties, shop-in-shop mv.
For at sikre forbrugerbeskyttelsen foreslås det, at den
handlende altid skal skilte tydeligt både med virksomhedens
cvr-nr. og indehaverens navn og adresse samt på forlangende
udlevere disse oplysninger til kunden. I forbindelse med salg af
udvalgsvarer fra mobile udsalgssteder, ved lagersalg, salg på
markeder, udstillinger og messer foreslås indført
skærpede oplysningsregler, så det bliver en pligt at
udlevere de nævnte oplysninger til kunden. Af
kontrolmæssige årsager skal mobile udsalgssteder,
lagersalg, markeder, udstillinger og messer endvidere registreres i
et offentligt register hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
De fleste dagligvarer vil som hidtil kunne sælges fra
ikke-varige udsalgssteder, herunder mobile udsalgssteder. Af hensyn
til at bevare en varieret detailhandel i bymidterne åbnes der
ikke op for mobilt salg af udvalgsvarer i bymidter og bydelscentre,
medmindre der er tale om salg af varer, der relaterer sig til et
arrangement af kortere varighed.
Det vurderes, at lovforslaget generelt vil have positive
økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet,
idet der åbnes op for nye forretningskoncepter, ligesom der
sker en forenkling af sagsgangen, når erhvervsdrivende
ønsker at sælge varer i forbindelse med markeder og
messer mv. Pligten til at udlevere oplysninger om cvr-nr. samt
indehaverens navn og adresse må dog forventes at
medføre mindre byrder for dele af erhvervslivet.
Forenklingen af sagsgangen ved markeder og messer mv. gør
det også nemmere for borgere, der ønsker at arrangere
sådanne. Lovforslaget forventes ikke at få konsekvenser
for det offentlige eller miljøet og vurderes ikke at
indeholde EU-retlige aspekter. Lovforslaget foreslås at
træde i kraft den 1. januar 2012.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.