Betænkning afgivet af
Sundhedsudvalget den 26. maj 2011
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 13. april 2011 og var til 1.
behandling den 26. april 2011. Lovforslaget blev efter 1.
behandling henvist til behandling i Sundhedsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen
været sendt i høring, og indenrigs- og
sundhedsministeren sendte den 24. april 2011 dette udkast til
udvalget, jf. SUU alm. del - bilag 229. Den 14. april 2011 sendte
indenrigs- og sundhedsministeren de indkomne høringssvar og
et notat herom til udvalget.
Samråd
Udvalget har stillet 1 spørgsmål til mundtlig
besvarelse, som indenrigs- og sundhedsministeren har besvaret i et
samråd den 26. maj 2011.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 11 spørgsmål til indenrigs-
og sundhedsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har
besvaret.
2. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Udvalget indstiller lovforslaget
til vedtagelse uændret.
Et flertal (udvalget med undtagelse af Enhedslistens medlem)
har noteret sig, at Sundhedsstyrelsens tilsyn også vil
omfatte en vurdering af undersøgelse, diagnostik og
behandling i den kliniske patientbehandling på det enkelte
behandlingssted. Tilsynet vil i den forbindelse fokusere
på, om den lægelige patientbehandling lever op til den
standard, der kræves af hensyn til
patientsikkerheden. Omdrejningspunktet vil i den
sammenhæng være, om den lægelige
patientbehandling lever op til kravet i
autorisationslovens § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed,
der forudsætter, at
patientbehandlingen som minimum lever op
til normen for almindeligt anerkendt faglig standard - den samme
norm, som Disciplinærnævnet baserer sine
afgørelser af patientklager på.
Flertallet har ligeledes noteret sig, at den norm, der anses
for at være almindeligt anerkendt faglig standard,
hviler på indholdet af den lægelige
kandidatuddannelse samt videreuddannelse og efteruddannelse
suppleret med et mindstemål af løbende
lægefaglig opdatering formidlet ved meddelelser i
tidsskrifter, artikler og lign. Som et yderligere grundlag herfor
ligger et større antal faglige vejledninger fra
Sundhedsstyrelsen, hvori det nærmere er beskrevet,
hvorledes omhu og samvittighedsfuldhed udmøntes
på et givent fagligt område, i en given faglig
situation, eller når en bestemt behandling udføres.
Hertil kommer det bidrag til forståelsen af normen, som kan
udledes af afgørelser af patie?ntklagesager, som hidtil er
truffet af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, og
som nu træffes af Sundhedsvæsenets
Di?sciplinærnævn.
Med hensyn til landsdækkende kliniske retningslinjer,
der er lægevidenskabelige selskabers udmeldinger om bedste
specialiststandard, har flertallet yderligere noteret sig, at disse
sædvanligvis ikke vil være sammenfaldende med normen
for almindeligt anerkendt faglig standard, idet bedste
specialiststandard i de fleste tilfælde vil ligge
højere end den norm for almindeligt anerkendt faglig
standard, som trækker grænsen i forhold til
autorisationslovens krav om omhu og samvittighedsfuldhed, selv om
der på nogle områder kan være sammenfald på
visse punkter mellem omhu og samvittighedsfuldhed og de kliniske
retningslinjer, eksempelvis på visse punkter i forhold til
mammografi. Kliniske retningslinjer sigter således imod, at
der til stadighed arbejdes på at opnå højere
kvalitet, hvilket bl.a. afspejles i akkreditering efter Den Danske
Kvalitetsmodel, hvorimod tilsynet alene påser, at lægen
overholder den acceptable standard, uden at der i den forbindelse
stilles krav om stadig kvalitetsforbedring. Til gengæld
vurderer tilsynet helt konkret, hvad lægen eller virksomheden
har gjort og gør - uanset om man mere generelt også
arbejder med at forbedre kvaliteten.
Flertallet har desuden noteret sig, dels at Sundhedsstyrelsen
vil udvikle og fastlægge det kommende proaktive tilsyn
ved at gennemgå de kliniske retningslinjer sammen med
styrelsens sagkyndige og de videnskabelige selskaber og
medtage de parametre i det kommende proaktive tilsyn, der er
relevante for patientsikkerheden, dels at der om 3
år vil blive foretaget en evaluering af ordningen med henblik
på at overveje behovet for justeringer, idet alle
registrerede private sygehuse, klinikker og praksis til den tid vil
have været gennem det tilbagevendende tilsyn én
gang.
Særlig med hensyn til udfaldet af det tilbagevendende
proaktive tilsyn har flertallet afslutningsvis noteret sig, at
tilsynet vil orientere vedkommende region, der måtte have
overenskomst eller aftale med et privat behandlingssted, om
eventuelle alvorlige patientsikkerhedsmæssige problemer, som
ikke har kunnet løses umiddelbart efter
tilsynsbesøget eller er løst ved
opfølgende tilsynsbesøg. Flertallet har ligeledes
noteret sig, at det proaktive tilsyn også vil omfatte
behandlingssteder, som udelukkende behandler selvbetalende
patienter, herunder patienter med privat sundhedsforsikring.
Liberal Alliance, Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit,
Siumut, Tjóðveldi og Sambandsflokkurin var på
tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke
repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke
adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen.
Louise Schack Elholm (V) Preben
Rudiengaard (V) fmd. Birgitte
Josefsen (V) Sophie Løhde (V) Flemming Møller (V)
Liselott Blixt (DF) Karin Nødgaard (DF) Vivi Kier (KF) Pia
Christmas-Møller (UFG) nfmd. Sophie Hæstorp Andersen (S)
Flemming Møller Mortensen (S) Karen J. Klint (S) Julie
Skovsby (S) Karl H. Bornhøft (SF) Karina Lorentzen Dehnhardt
(SF) Lone Dybkjær (RV) Per Clausen (EL)
Liberal Alliance, Kristendemokraterne,
Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og
Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 45 |
Dansk Folkeparti (DF) | 24 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 23 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 17 |
Radikale Venstre (RV) | 9 |
Enhedslisten (EL) | 4 |
Liberal Alliance (LA) | 3 |
Kristendemokraterne (KD) | 1 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Tjóðveldi (T) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 2 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 190
Bilagsnr. | Titel |
1 | Høringsnotat og høringssvar
på L190 |
2 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget |
3 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget |
4 | Bilag tilbagetaget |
5 | 1. udkast til betænkning |
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende
L 190
Spm.nr. | Titel |
1 | Spm. om antal private hospitaler og
klinikker, der er omfattet af akkreditering, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå |
2 | Spm. om proaktivt tilsyn, til indenrigs-
og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå |
3 | Spm. om at udarbejde nationale kliniske
retningslinjer, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå |
4 | Spm. om, hvornår Sundhedsstyrelsen
kan foretage et nyt tilsyn hvis en privat klinik får
påtale, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens
svar herpå |
5 | Spm. om konsekvenser, hvis en privat
klinik m.v. ikke opnår akkreditering ved Den Danske
Kvalitetsmodel, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå |
6 | Spm. om konsekvenser, hvis der ikke leves
op til kravene i det proaktive tilsyn, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministe?rens svar herpå |
7 | Spm. om bemærkningerne til
lovforslaget, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens
svar herpå |
8 | Spm. om status for en Dansk Kvalitetsmodel
for Almen Praksis, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå |
9 | Spm. om fagligt grundlag for, at et
proaktivt tilsyn vil medføre øget patientsikkerhed,
til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar
herpå |
10 | Spm. , om et proaktivt tilsyn omfatter
krav om, at man tilslutter sig kliniske kvalitetsdatabaser, til
indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar
herpå |
11 | Spm. om, hvad det proaktive tilsyn
omfatter, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar
herpå |
Oversigt over samrådsspørgsmål
vedrørende L 190
Samråds-spm.nr. | Titel |
A | Samrådsspm. om drøftelse af
lovforslaget med ministeren, til indenrigs- og
sundhedsministeren |